22.7.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 197/4


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2016/1195

af 4. juli 2016

om undtagelse af kurertjenester og andre tjenester end posttjenester i Polen fra anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester og om ophævelse af direktiv 2004/17/EF

(meddelt under nummer C(2016) 3986)

(Kun den polske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/25/EU af 26. februar 2014 om fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester og om ophævelse af direktiv 2004/17/EF (1), særlig artikel 34 og 35,

under henvisning til anmodning fra indgivet af formanden for kontoret for elektronisk kommunikation på vegne af Poczta Polska S.A. pr. post og modtaget den 2. februar 2016, og

ud fra følgende betragtninger:

I.   SAGSFREMSTILLING

(1)

Den 2. februar 2016 modtog Europa-Kommissionen pr. post en formel anmodning fra formanden for kontoret for elektronisk kommunikation på vegne af Poczta Polska S.A. (i det følgende benævnt »ansøgeren«) i medfør af artikel 35, stk. 1, i direktiv 2014/25/EU. Anmodningen var ledsaget af en udtalelse fra formanden for kontoret for elektronisk kommunikation om, at de anførte tjenesteydelser opfylder de betingelser, der retfærdiggør deres undtagelse på grundlag af artikel 34 i direktiv 2014/25/EU. Kommissionen mener, at denne udtalelse ikke kan betragtes som en begrundet og dokumenteret afgørelse i henhold til artikel 35, stk. 2, i direktiv 2014/25/EU, da det er simpel udtalelse om, at de nævnte betingelser opfyldes, uden argumentation til støtte for denne påstand. Ved denne anmodning blev Kommissionen anmodet om at fastslå, at bestemmelserne i direktiv 2014/25/EU og fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter fastlagt i samme direktiv ikke anvendes ved kurertjenester og andre tjenester end posttjenester i Polen.

(2)

Anmodningen blev indgivet af den kompetente myndighed — formanden for kontoret for elektroniske kommunikation, i overensstemmelse med artikel 138f i loven om offentlige udbud (2), efter anmodning fra Poczta Polska S.A. som ordregivende enhed med hjemsted i Warszawa og aftalt med formanden for kontoret for konkurrence og forbrugerbeskyttelse og med formanden for kontoret for offentlige udbud.

(3)

Kommissionen anmodede om yderligere oplysninger pr. e-mail af 19. februar 2016. Kontoret for elektronisk kommunikation indsendte disse oplysninger pr. e-mail den 26. februar 2016 inden for den frist, der var fastsat af Kommissionen.

(4)

I henhold til punkt 1 i bilag IV til direktiv 2014/25/EU har Kommissionen 105 arbejdsdage til at vedtage afgørelsen. Fristen udløber den 7. juli 2016.

II.   RETSGRUNDLAG

(5)

I henhold til artikel 34 i direktiv 2014/25/EU er kontrakter, der indgås med henblik på at muliggøre udøvelse af én af de aktiviteter, der er omhandlet i artikel 8-14 i nævnte direktiv, ikke underlagt dette direktiv, hvis den pågældende aktivitet i den medlemsstat, hvor den udøves, er direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår på markeder, hvortil adgangen er fri. Om en aktivitet er direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår, afgøres på grundlag af objektive kriterier under hensyntagen til den pågældende sektors særlige kendetegn. Adgang til et givent marked anses for at være fri, hvis medlemsstaten har gennemført og anvendt EU-lovgivning vedrørende åbning af det relevante marked som fastsat i bilag III til direktiv 2014/25/EU. I henhold til punkt F i bilaget udgør Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF (3), (i det følgende benævnt »direktivet om posttjenester«) (som ændret ved direktiv Europa-Parlamentets og Rådets 2002/39/EF (4) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/6/EF (5)) den relevante EU-lovgivning vedrørende åbning af markederne for posttjenester.

(6)

Polen har gennemført postdirektivet ved lov af 23. november 2012 — postloven (6) som trådte i kraft den 1. januar 2013 med hensyn til posttjenester, der inkluderer afhentning, sortering, transport og distribution af postforsendelser samt omdeling af adresseløse forsendelser. Polen har nået en tilstrækkelig grad af markedsåbning for disse tjenester, og markedsadgangen anses for at være fri, jf. artikel 34 i direktiv 2014/25/EU.

(7)

Det kan også konstateres, at ingen af de tjenester, som anmodningen er indgivet for, tidligere har været omfattet af et lovbestemt monopol. Kun posttjenester som defineret i artikel 7 i direktiv 97/67/EF, som ændret ved direktiv 2002/39/EF og direktiv 2008/6/EF, er forbeholdt udpegede forsyningspligtudbydere. I forbindelse med gennemførelsen af direktiv 2008/6/EF liberaliserede alle medlemsstaterne, herunder Polen, deres postmarked fuldstændigt, og med undtagelse af tjenester i henhold til artikel 8 i nævnte direktiv bør ingen posttjenester være omfattet af lovbestemt monopol.

(8)

Anmodningen gælder aktiviteter vedrørende levering af posttjenester og andre tjenester end posttjenester, hvis disse tjenester leveres af en enhed, der også leverer posttjenester, der er opført som relevante i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EU (7), som er det retsgrundlag, som anmodningen var baseret på. Disse tjenester er:

1)

afhentning, sortering, transport og distribution af postforsendelser

2)

trykkeri- og pakketjenester

3)

tjenester i forbindelse med omdeling af adresseløse forsendelser

4)

tjenester i forbindelse med internationale postanvisninger

5)

tjenester i forbindelse med bankoverførsler

6)

tjenester i forbindelse med pengeomveksling

7)

mæglervirksomhed i forbindelse med udbetaling af pensionsydelser

8)

tjenester i forbindelse med salg af bankprodukter

9)

tjenester i forbindelse med salg af forsikringsprodukter

10)

tjenester i forbindelse med kontanthævninger ved anvendelse af et betalingskort

11)

tjenester i forbindelse med håndtering af kontanter

12)

tjenester i forbindelse med vejgodstransport

13)

tjenester i forbindelse med oplagring.

(9)

Blandt de tjenester, ud over posttjenester, der er omfattet af anmodningen, bemærkes det, at tjenesterne i nr. 4)-13) i foregående betragtning, selv om de hører under anvendelsesområdet for direktiv 2004/17/EF, ikke er omfattet af direktiv 2014/25/EU. Lovgiveren har allerede undersøgt konkurrencesituationen for disse tjenester og har konstateret, at den er således, at reglerne i sidstnævnte direktiv ikke længere behøver at blive fulgt i forbindelse med indgåelse af kontrakter for udførelsen af disse aktiviteter, der som følge deraf blevet udelukket fra dens anvendelsesområde.

(10)

Om en aktivitet er direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår, afgøres på grundlag af en række forskellige kriterier, hvoraf intet i sig selv er afgørende. Hvad angår de markeder, der er omfattet af denne anmodning, er hovedaktørernes markedsandel på et givet marked ét kriterium, som bør tages i betragtning. Endelig kan spørgsmålet om mulige hindringer for adgang også være relevant. Da de forskellige aktiviteter, der er omfattet af anmodningen, ikke er underlagt samme betingelser, bør der ved undersøgelsen af konkurrencesituationen tages hensyn til de forskellige forhold på de forskellige markeder.

(11)

Denne afgørelse indskrænker ikke anvendelsen af konkurrencereglerne. Navnlig svarer de kriterier og den metode, der anvendes til at vurdere, om en aktivitet er direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår i henhold til artikel 35 i direktiv 2014/25/EU, ikke nødvendigvis til dem, der anvendes til at foretage en vurdering efter traktatens artikel 101 eller 102 eller Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (8).

III.   VURDERING

(12)

Ansøgeren, Poczta Polska S.A., er en ordregivende enhed i betydningen ordregivende enhed som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra a), i direktiv 2014/25/EU, som beskæftiger sig posttjenester, jf. artikel 13 i direktiv 2014/25/EU.

(13)

Virksomheder knyttet til den ordregivende enhed, på hvis anmodning ansøgeren har indgivet denne anmodning, som udfører den aktivitet, som danner grundlaget for anmodningen, er følgende virksomheder: Pocztowe Towarzystwo Ubezpieczeń Wzajemnych, Pocztowa Agencja Usług Finansowych S.A., Pocztylion-Arka Powszechne Towarzystwo Emerytalne S.A., Bank Pocztowy S.A.

(14)

Følgende aktiviteter er relevante i forbindelse med vurderingen:

a)

tjenester i forbindelse med afhentning, sortering, transport og distribution af postforsendelser,

b)

tjenester i forbindelse med omdeling af adresseløse forsendelser,

c)

trykkeri- og pakketjenester.

Tjenester i forbindelse med afhentning, sortering, transport og distribution af postforsendelser

(15)

Kommissionen har i tidligere afgørelser givet udtryk for, at markedet for postudbringning kan segmenteres i grundlæggende posttjenester og en ekspres- og kurertjeneste (9). Ud over en hurtigere og mere sikker indsamling, befordring og omdeling af postforsendelser er en ekspresforsendelsestjeneste kendetegnet ved samtidig levering af andre ydelser såsom garanteret udbringning på en bestemt dato, direkte overbringelse til modtager eller mulighed for at følge og spore postforsendelser under hele distributionsprocessen. Definitionen, som foreslås af ansøgeren, er i overensstemmelse med Kommissionens praksis. I forbindelse med denne afgørelse, og uden at det indskrænker konkurrencelovgivningen, defineres det relevante produktmarked som distribution af postforsendelser.

(16)

Med hensyn til det geografiske marked fandt Kommissionen i sine tidligere afgørelser, at markedet for posttjenester, herunder smallere markeder (f.eks. brevtjenester, tjenester til levering af småpakker), viste sig at være af national karakter (10). Kommissionen mente også, at f.eks. markedet for international levering af små pakker havde en national dimension (11). Den definition, som ansøgeren har foreslået, er i overensstemmelse med Kommissionens praksis. Der er på den baggrund ikke er grund til at lægge et bredere eller smallere marked til grund for denne afgørelse, og uden at det indskrænker konkurrencelovgivningen, er det geografiske marked for kurertjenester af national karakter.

(17)

Med hensyn til vurderingen af, om aktiviteten er direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår, på grundlag af ansøgerens oplysninger og i sammenligning med den seneste rapport om postmarkederne i Polen, (12) kan det fastslås, at der er flere aktive operatører på markedet for ekspres- og kurertjenester, herunder datterselskaber af alle de store aktører (f.eks. UPS, DHL, FedEx), datterselskaber af nationale postoperatører, der er aktive i dette segment af postmarkedet (f.eks. DPD, GLS) og nationale tjenesteydere (f.eks. InPost, K-EX). Ifølge de foreliggende oplysninger (13) var markedsandelen for Poczta Polska i dette markedssegment på næsten 12 % målt på omfang og 9 % målt på omsætning i 2014 i forhold til næsten 3 % målt på omfang og 5 % målt på omsætning i 2013.

(18)

Poczta Polska S.A.'s konkurrenters markedsandele ser ud til at være større eller sammenlignelige med Poczta Polska S.A.'s markedsandele. Konkurrenterne med de største markedsandele målt på omsætning er: […] [… %] i 2013 og […] i 2014, […] [… %] i 2013 og [… %] i 2014, […] [… %] i 2013 og [… %] i 2014, […] [… %] i 2013, [… %] i 2014, […] [… %] i 2013 og [… %] i 2014 (14).

(19)

Faktorerne nævnt i betragtning 15-18 bør i denne afgørelse, og uden at det indskrænker konkurrencelovgivningen, opfattes som en indikator på, hvor udsat denne aktivitet er for konkurrence i Polen. Da betingelserne fastsat i artikel 34 i direktiv 2014/25/EU er opfyldt, bør det fastsættes, at direktiv 2014/25/EU derfor ikke anvendes for kontrakter, hvis formål er at udøve denne aktivitet i Polen.

Tjenester i forbindelse med omdeling af adresseløse forsendelser

(20)

Adresseløs reklamepost er karakteriseret ved manglen på en modtageradresse, der angiver den endelige modtager individuelt. Det er uopfordrede reklameforsendelser, der opfylder visse kriterier såsom: ensartet vægt, format, indhold og udformning til distribution til en gruppe modtagere.

(21)

Kommissionen har i tidligere afgørelser givet udtryk for, at markedet for postudbringning kan segmenteres i adresserede postmarkeder og adresseløse postmarkeder (15).

(22)

På baggrund af oplysningerne fra UKE og med tanke på Kommissionens nuværende praksis, inden for rammerne af denne afgørelse og uden at det indskrænker konkurrencelovgivningen, kunne det relevante produktmarked defineres som tjenesteydelser, der er forbundet med distribution af adresseløse forsendelser.

(23)

I overensstemmelse med Kommissionens hidtidige praksis er geografisk adresseløse postforsendelser i princippet nationale, da omdelingsnetværk er organiseret på nationalt plan, der er sandsynligvis forskelle i prisfastsættelse i de forskellige medlemsstater, og de fleste adresseløse forsendelser er reklamemateriale, hvor sproget er en vigtig faktor for målgruppen (= adressater). Den definition, som ansøgeren har foreslået, er i overensstemmelse med Kommissionens praksis. Da der ikke er grund til at tro lægge et bredere eller smallere marked til grund for denne afgørelse, og uden at det indskrænker konkurrencelovgivningen, er det geografiske marked for adresseløse forsendelser af national karakter

(24)

Poczta Polska S.A.'s konkurrenters markedsandele ser ud til at være større eller sammenlignelige med Poczta Polska S.A.'s markedsandele. Konkurrenterne med de største markedsandele målt på omsætning er: […] målt på omsætning [… %] i 2013, i [… %] i 2014, […] [… %] i 2013, [… %] i 2014, […] [… %] i 2013, [… %] i 2014. Poczta Polska S.A.'s markedsandel var lav sammenlignet med konkurrenternes markedsandele og beløb sig til 6,2 % målt på omfang og 13,94 % målt på omsætning i 2014 (16).

(25)

På baggrund af oplysningerne i anmodningen og under hensyntagen til rapporten fra UKE fra 2014 lader det til, at Poczta Polska har flere konkurrenter på dette marked. I betragtning af deres stabile markedsandel i 2013 og 2014 og i betragtning af det faktum, at der nærmest ikke er nogen barrierer for adgang til dette marked, kan det med en vis sikkerhed antages, at Poczta Polska nu er udsat for direkte konkurrence og vil møde et konkurrencemæssigt pres også i den nærmeste fremtid.

(26)

Faktorerne nævnt i betragtning 20-25 bør i denne afgørelse, og uden at det indskrænker konkurrencelovgivningen, opfattes som en indikator på, hvor udsat denne aktivitet er for konkurrence i Polen. Da betingelserne fastsat i artikel 34 i direktiv 2014/25/EU er opfyldt, bør det fastsættes, at direktiv 2014/25/EU derfor ikke anvendes for kontrakter, hvis formål er at udøve denne aktivitet i Polen.

Trykkeri- og pakketjenester

(27)

Trykkeri- og pakketjenester tilbydes som en pakke af tjenesteydelser til masselevering, som er almindelig praksis i forbindelse med massekorrespondance. Pakken indeholder bl.a. modtagelse af dokumenter, trykning, konvolutering og foliering, pakning.

(28)

For at øge omkostningseffektiviteten outsourcer virksomheder ofte sådanne interne processer til tredjeparter.

(29)

På baggrund af oplysningerne fra UKE og med tanke på Kommissionens nuværende praksis (17), inden for rammerne af denne afgørelse og uden at det indskrænker konkurrencelovgivningen, defineres det relevante produktmarked som tjenesteydelser, der er forbundet med trykning og pakning af postforsendelser.

(30)

I overensstemmelse med Kommissionens praksis er leveringsmarkedet for trykning og pakning i princippet nationalt. For det første organiseres trykkerifaciliteten nationalt, selv om trykning i visse tilfælde kan foretages uden for det nationale område. For det andet er der forskelle i prisfastsættelsen i forskellige medlemsstater. For det tredje udføres de fleste af disse tjenester for potentieller eller nationale afsendere for at optimere deres interne processer og reducere deres omkostninger.

(31)

Den definition, som ansøgeren har foreslået, er i overensstemmelse med Kommissionens praksis. Da der ikke er grund til at tro at lægge et bredere eller smallere marked til grund for denne afgørelse, og uden at det indskrænker konkurrencelovgivningen, er det geografiske marked for trykkeri- og pakketjenester af national karakter

(32)

Poczta Polska S.A.'s markedsandel er meget lav og beløb sig til bare 1,17 % i 2014 (18).

(33)

Poczta Polska S.A.'s konkurrenters markedsandele er væsentligt højere. Aktørerne med de største markedsandele målt på omsætning, er: Emerson Polska sp. z o.o. S.K.A. 28,4 % i 2013 og 24,6 % i 2014, Unizeto Technologies S.A. 21,2 % i 2013 og 21,0 % i 2014, Inforsys S.A. 17,8 % i 2013 og 20,7 % i 2014 (19).

(34)

På baggrund af oplysningerne i anmodningen og under hensyntagen til rapporten fra UKE fra 2014 kan det konkluderes, at Poczta Polska S.A. nu er udsat for direkte konkurrence og vil møde et konkurrencemæssigt pres også i den nærmeste fremtid.

(35)

Faktorerne nævnt i betragtning 27-34 bør i denne afgørelse, og uden at det indskrænker konkurrencelovgivningen, opfattes som en indikator på, hvor udsat denne aktivitet er for konkurrence i Polen. Da betingelserne fastsat i artikel 34 i direktiv 2014/25/EU er opfyldt, bør det fastsættes, at direktiv 2014/25/EU derfor ikke anvendes for kontrakter, hvis formål er at udøve denne aktivitet i Polen.

IV.   KONKLUSION

(36)

På baggrund af de faktorer, der er gennemgået i betragtning 3-35, bør betingelsen om, at den pågældende aktivitet skal være direkte undergivet almindelige konkurrencevilkår, jf. artikel 34, i direktiv 2014/25/EU, anses for at være opfyldt, hvad angår leveringen af følgende tjenesteydelser i Polen:

a)

afhentning, sortering, transport og distribution af postforsendelser

b)

omdeling af adresseløse forsendelser

c)

trykkeri- og pakketjenester.

(37)

Da betingelsen om fri adgang til markedet anses for at være opfyldt, bør direktiv 2014/25/EU ikke finde anvendelse, når ordregivere indgår kontrakter, hvis formål er udøvelse af indsamling, sortering, transport og omdeling af forsendelser, trykkeri- og pakketjenester, tjenester i forbindelse med adresseløse forsendelser i Polen, eller når der afholdes projektkonkurrencer med henblik på udøvelse af en sådan aktivitet i Polen.

(38)

Denne afgørelse bygger på den retlige og faktuelle situation i perioden fra 2. februar 2016 til 23. marts 2016, som den fremgår af de oplysninger, som er indgivet af ansøgeren, og af 2014 rapporten fra UKE. Den kan ændres, hvis betydelige ændringer af de retlige og faktiske forhold medfører, at betingelserne for at anvende artikel 34, i direktiv 2014/25/EU ikke længere er opfyldt.

(39)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Rådgivende Udvalg for Offentlige Aftaler —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Direktiv 2014/25/EU finder ikke anvendelse, når ordregivere indgår kontrakter med henblik på at muliggøre levering af følgende tjenester i Polen:

a)

afhentning, sortering, transport og distribution af postforsendelser

b)

omdeling af adresseløse forsendelser

c)

trykkeri- og pakketjenester.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Republikken Polen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. juli 2016.

På Kommissionens vegne

Elżbieta BIEŃKOWSKA

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 94 af 28.3.2014, s. 243.

(2)  Lovtidende 2013, position 907, som ændret.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF af 15. december 1997 om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet (EFT L 15 af 21.1.1998, s. 14).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/39/EF af 10. juni 2002 om ændring af direktiv 97/67/EF for så vidt angår yderligere åbning af Fællesskabets marked for posttjenester (EFT L 176 af 5.7.2002, s. 21).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/6/EF af 20. februar 2008 om ændring af direktiv 97/67/EF med henblik på fuld realisering af det indre marked for posttjenester i Fællesskabet (EUT L 52 af 27.2.2008, s. 3).

(6)  Lovtidende 2012, position 1529.

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester (»forsyningsvirksomhedsdirektivet«) (EUT L 134 af 30.4.2004, s. 1).

(8)  Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«) (EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1).

(9)  Kommissionens beslutning 90/16/EØF af 20. december 1989 om ydelse af kurérservice i Nederlandene (EFT L 10 af 12.1.1990, s. 47) og Kommissionens beslutning 90/456/EØF af 1. august 1990 om ydelse af international kurertjeneste i Spanien (EFT L 233 af 28.8.1990, s. 19).

(10)  Sag COMP/M.2908 Deutsche Post/DHL (II), betragtning 20, og sag COMP/M.5152- Posten AB/Post Danmark A/S, betragtning 64-74, sag COMP/M.6570 — UPS/TNT Express, betragtning 243, sag COMP 39562 Slovak Post.

(11)  Sag COMP/M.5152 — Posten AB/Post Danmark A/S, betragtning 74.

(12)  Rapport fra Urzad Komunikacji Elektronicznej fra 2014, tabel 17, s. 35.

(13)  Raport o stanie rynku pocztowego za rok 2014, s. 44.

(14)  […[ = fortrolige oplysninger.

(15)  Sag COMP/M.5152 — Posten AB/Post Danmark A/S.

(16)  Rapport fra Urząd Komunikacji Elektronicznej fra 2014, tabel 20, s. 46.

(17)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/184/EU af 2. april 2014 om undtagelse af visse tjenester i postsektoren i Østrig fra anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/17/EF om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester (EUT L 101 af 4.4.2014, s. 4), betragtning 76.

(18)  Ifølge de oplysninger, som ansøgeren har forelagt.

(19)  Ibid.