22.3.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 75/68


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2016/422

af 18. marts 2016

om overensstemmelsen af enhedsrater for afgiftszoner for 2015 med artikel 17 i gennemførelsesforordning (EU) nr. 391/2013

(meddelt under nummer C(2016) 1595)

(Kun den italienske, den slovakiske og den tyske udgave er autentiske)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 550/2004 af 10. marts 2004 om udøvelse af luftfartstjenester i det fælles europæiske luftrum (»luftfartstjenesteforordningen«) (1), særlig artikel 16, stk. 1,

under henvisning til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 391/2013 af 3. maj 2013 om en fælles afgiftsordning for luftfartstjenester (2), særlig artikel 17, stk. 1, litra d), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 391/2013 fastsættes en fælles afgiftsordning for luftfartstjenester. Den fælles afgiftsordning spiller en integreret rolle i opfyldelsen af præstationsordningens målsætninger, jf. artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 549/2004 (3) og Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013 (4).

(2)

I Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/132/EU (5) fastsættes EU-dækkende præstationsmål og herunder et omkostningseffektivitetsmål for overflyvningsluftfartstjenester udtrykt i fastlagte enhedsomkostninger for leveringen af disse tjenester i den anden referenceperiode, der dækker perioden 2015 til og med 2019.

(3)

I henhold til artikel 17, stk. 1, litra c) og artikel 17, stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 391/2013 skal Kommissionen vurdere enhedsraterne for afgiftszoner for 2015, som medlemsstaterne forelagde Kommissionen efter revisionen af præstationsmålene i forbindelse med Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/348 (6). Vurderingen vedrører disse enhedsraters overensstemmelse med gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013 og (EU) nr. 391/2013.

(4)

Kommissionen foretog sin vurdering af enhedsraterne med støtte fra Eurocontrols præstationsvurderingsorgan og centrale kontor for opkrævning af overflyvningsafgifter ud fra de data og supplerende oplysninger, som medlemsstaterne forelagde frem til den 1. juni 2015, samt relevante oplysninger fremsendt som led i de reviderede præstationsplaner. I vurderingen er der også taget hensyn til korrektioner af enhedsraterne foretaget af medlemsstaterne efter senere kontakter med Kommissionen. Desuden blev der i vurderingen af enhedsraterne for 2015 taget hensyn til præstationsvurderingsorganets rapport om de reviderede præstationsplaner for anden referenceperiode, som blev forelagt Kommissionen den 15. oktober 2015.

(5)

På grundlag af denne vurdering konstaterede Kommissionen i overensstemmelse med artikel 17, stk. 1, litra d), i gennemførelsesforordning (EU) nr. 391/2013, at de enhedsrater for overflyvningsafgiftszoner for 2015, der er forelagt af Østrig, Italien og Slovakiet, er i overensstemmelse med gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013 og (EU) nr. 391/2013.

(6)

I henhold til artikel 17, stk. 1, litra d), i gennemførelsesforordning (EU) nr. 391/2013 bør de berørte medlemsstater underrettes om denne konstatering.

(7)

I betragtning af, at de pågældende enhedsrater for 2015 er baseret på præstationsplaner, der er vedtaget efter den 1. november i året forud for den anden referenceperiode, må det erindres, at forskellen i indtægterne i henhold til artikel 17, stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 391/2013 som følge af den midlertidige anvendelse af den oprindelige enhedsrate i 2015 skal fremføres til beregning af enhedsraten for 2016 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Enhedsraterne for overflyvningsafgiftszonen for 2015 i bilaget er i overensstemmelse med gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013 og (EU) nr. 391/2013.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Den Italienske Republik, Republikken Østrig og Den Slovakiske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. marts 2016.

På Kommissionens vegne

Violeta BULC

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 96 af 31.3.2004, s. 10.

(2)  EUT L 128 af 9.5.2013, s. 31.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 549/2004 af 10. marts 2004 om rammerne for oprettelse af et fælles europæisk luftrum (»rammeforordningen«) (EUT L 96 af 31.3.2004, s. 1).

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 390/2013 af 3. maj 2013 om oprettelse af en præstationsordning for luftfartstjenester og netfunktioner (EUT L 128 af 9.5.2013, s. 1).

(5)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2014/132/EU af 11. marts 2014 om fastsættelse af EU-dækkende præstationsmål for lufttrafikstyringsnet og varslingstærskelværdier for den anden referenceperiode 2015-19 (EUT L 71 af 12.3.2014, s. 20).

(6)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/348 af 2. marts 2015 om overensstemmelsen mellem visse mål i de nationale planer eller planerne for de funktionelle luftrumsblokke, der er forelagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 549/2004, og de EU-dækkende præstationsmål i den anden referenceperiode (EUT L 60 af 4.3.2015, s. 55).


BILAG

 

Afgiftszone

Forelagt overflyvningsenhedsrate for 2015 i national valuta (*) (ISO-kode)

1

Østrig

73,34

2

Italien

80,49

3

Slovakiet

54,99


(*)  Disse enhedsrater omfatter ikke den administrative enhedsrate, der er omhandlet i artikel 18, stk. 1, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 391/2013, og gælder for de stater, der er parter i Eurocontrols multilaterale aftale om overflyvningsafgifter.