25.11.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 307/11


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) 2015/2173

af 24. november 2015

om ændring af forordning (EF) nr. 1126/2008 om vedtagelse af visse internationale regnskabsstandarder i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 for så vidt angår IFRS 11

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (1), særlig artikel 3, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1126/2008 (2) blev en række internationale standarder og fortolkningsbidrag, der fandtes pr. 15. oktober 2008, vedtaget.

(2)

Den 6. maj 2014 offentliggjorde International Accounting Standards Board ændringer til IFRS 11 Fælles ordninger benævnt Regnskabsmæssig behandling af erhvervelse af kapitalandele i driftsfællesskaber. Ændringerne giver ny vejledning om den regnskabsmæssige behandling af erhvervelsen af en kapitalandel i et driftsfællesskab, hvis aktiviteter udgør en virksomhed.

(3)

Ændringerne til IFRS 11 indeholder et antal henvisninger til IFRS 9, som for øjeblikket ikke kan anvendes, da IFRS 9 ikke er blevet vedtaget af Unionen. Derfor bør enhver henvisning til IFRS 9, der forekommer i bilaget til denne forordning, læses som en henvisning til IAS 39 Finansielle instrumenter: Indregning og måling.

(4)

Høringen af Den Europæiske Rådgivende Regnskabsgruppe bekræfter, at ændringerne til IFRS 11 opfylder kriterierne for vedtagelse som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1606/2002.

(5)

Forordning (EF) nr. 1126/2008 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med Regnskabskontroludvalgets udtalelse —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.   I bilaget til forordning (EF) nr. 1126/2008 ændres IFRS 11 Fælles ordninger som angivet i bilaget til nærværende forordning.

2.   Enhver henvisning til IFRS 9, der forekommer i bilaget til denne forordning, læses som en henvisning til IAS 39 Finansielle instrumenter: Indregning og måling.

Artikel 2

Virksomhederne anvender ændringerne, der er omhandlet i artikel 1, senest fra den første dag i det førstkommende regnskabsår, der begynder den 1. januar 2016 eller derefter.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. november 2015.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EFT L 243 af 11.9.2002, s. 1.

(2)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1126/2008 af 3. november 2008 om vedtagelse af visse internationale regnskabsstandarder i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 (EUT L 320 af 29.11.2008, s. 1).


BILAG

Regnskabsmæssig behandling af erhvervelse af kapitalandele i driftsfællesskaber

(Ændringer til IFRS 11)

»Kopiering tilladt inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Alle eksisterende rettigheder forbeholdes uden for EØS med undtagelse af retten til at kopiere til personlig brug eller anden form for »fair dealing«. Yderligere oplysninger fås hos IASB på adressen www.iasb.org«.

Ændringer til IFRS 11 Fælles ordninger

Afsnit 21A indsættes. Afsnit 20-21 er medtaget til orientering, men er ikke ændret.

Driftsfællesskaber

20.

En driftsfællesskabspartner skal i forbindelse med sin kapitalandel i et driftsfællesskab indregne:

a)

sine aktiver, herunder sin andel af alle de aktiver, der ejes i fællesskab,

b)

sine passiver, herunder sin andel af alle de passiver, som parterne har pådraget sig i fællesskab,

c)

sine indtægter fra salget af sin del af resultatet af driftsfællesskabet,

d)

sin del af indtægterne fra salget af resultatet af driftsfællesskabet, og

e)

sine udgifter, herunder sin andel af alle de fællesudgifter, der er påløbet.

21.

En driftsfællesskabspartner skal gøre rede for de aktiver, passiver, indtægter og udgifter, der vedrører partnerens kapitalandel i et driftsfællesskab, i overensstemmelse med de regnskabsstandarder, der finder anvendelse på de pågældende aktiver, passiver, indtægter og udgifter.

21A

Hvis en virksomhed erhverver en kapitalandel i et driftsfællesskab, hvis aktiviteter udgør en virksomhed som defineret i IFRS 3, skal den for sin andels vedkommende i overensstemmelse med afsnit 20 anvende samtlige principper for regnskabsmæssig behandling af virksomhedssammenslutninger i IFRS 3 og andre regnskabsstandarder, der ikke strider imod vejledningen i denne standard, og offentliggøre de oplysninger om virksomhedssammenslutninger, der kræves i disse standarder. Dette gælder erhvervelsen af både den oprindelige kapitalandel og yderligere kapitalandele i et driftsfællesskab, hvis aktiviteter udgør en virksomhed. Den regnskabsmæssige behandling af erhvervelse af en kapitalandel i et sådant driftsfællesskab er beskrevet i afsnit B33A–B33D.

I appendiks B ændres overskriften over afsnit B34, og afsnit B33A–B33D med tilhørende overskrift indsættes.

Årsregnskaber udarbejdet af parter i en fælles ordning (afsnit 21A–22)

Regnskabsmæssig behandling af erhvervelse af kapitalandele i driftsfællesskaber

B33A

Hvis en virksomhed erhverver en kapitalandel i et driftsfællesskab, hvis aktiviteter udgør en virksomhed som defineret i IFRS 3, skal den for sin andels vedkommende i overensstemmelse med afsnit 20 anvende samtlige principper for regnskabsmæssig behandling af virksomhedssammenslutninger i IFRS 3 og andre regnskabsstandarder, der ikke strider imod vejledningen i denne standard, og offentliggøre de oplysninger om virksomhedssammenslutninger, der kræves i disse standarder. Disse principper for regnskabsmæssig behandling af virksomhedssammenslutninger som ikke strider imod vejledningen i denne standard omfatter, men er ikke begrænset til:

a)

opgørelse af identificerbare aktiver og passiver til dagsværdi, undtagen poster, for hvilke IFRS 3 og andre regnskabsstandarder indeholder undtagelser

b)

indregning af erhvervelsesrelaterede omkostninger som udgifter i de perioder, i hvilke omkostningerne er påløbet og tjenesteydelserne er modtaget, bortset fra at omkostninger i forbindelse med udstedelse af gældsinstrumenter eller egenkapitalinstrumenter indregnes i henhold til IAS 32 Finansielle instrumenter: Præsentation og IFRS 9 (1)

c)

indregning af udskudte skatteaktiver og udskudte skatteforpligtelser, der opstår som følge af den oprindelige indregning af aktiver eller forpligtelser, undtagen for så vidt angår udskudte skatteforpligtelser, der opstår som følge af den oprindelige indregning af goodwill, jf. IFRS 3 og IAS 12 Indkomstskatter for virksomhedssammenslutninger

d)

indregning af det beløb, hvormed det overførte vederlag måtte overstige nettobeløbet af de erhvervede identificerbare aktiver og forpligtelser målt på erhvervelsestidspunktet, som goodwill og

e)

gennemførelse af test for værdiforringelse vedrørende en pengestrømsfrembringende enhed, som der er blevet overført goodwill til, mindst årligt, og når der er tegn på, at enheden kan være værdiforringet, således som det kræves i henhold til IAS 36 Værdiforringelse af aktiver for så vidt angår goodwill, der er erhvervet i en virksomhedssammenslutning.

B33B

Afsnit 21A og B33A anvendes også på oprettelse af et driftsfællesskab, hvis — og kun hvis — en af de parter, der deltager i driftsfællesskabet, bidrager med en eksisterende virksomhed som defineret i IFRS 3 til driftsfællesskabet ved dets oprettelse. De nævnte afsnit anvendes dog ikke på oprettelsen af et driftsfællesskab, hvis alle de parter, der deltager i driftsfællesskabet, kun bidrager med aktiver eller grupper af aktiver, der ikke udgør virksomheder, til driftsfællesskabet ved dets oprettelse.

B33C

En driftsfællesskabspartner kan øge sin kapitalandel i et driftsfællesskab, hvis aktiviteter udgør en virksomhed som defineret i IFRS 3, ved at erhverve yderligere kapitalandele i driftsfællesskabet. I sådanne tilfælde foretages der ikke en fornyet måling af tidligere erhvervede kapitalandele i driftsfællesskabet, hvis driftsfællesskabspartneren bibeholder fælles bestemmende indflydelse.

B33D

Afsnit 21A og B33A-B33C anvendes ikke på erhvervelse af en kapitalandel i et driftsfællesskab, hvis de parter, der har fælles bestemmende indflydelse, herunder den virksomhed, der erhverver kapitalandelen i driftsfællesskabet, er under samme bestemmende indflydelse fra den eller de samme øverste parter med bestemmende indflydelse både før og efter erhvervelsen, og denne bestemmende indflydelse ikke er midlertidig.

I appendiks C indsættes afsnit C1AA og afsnit C14A og den dertil hørende overskrift.

IKRAFTTRÆDELSESTIDSPUNKT

C1AA

Ved Regnskabsmæssig behandling af erhvervelse af kapitalandele i driftsfællesskaber (ændringer til IFRS 11), udstedt i maj 2014, blev overskriften efter afsnit B33 ændret, og afsnit 21A, B33A–B33D og C14A og de dertil hørende overskrifter blev indsat. Virksomheder skal anvende disse ændringer fremadrettet for regnskabsår, som begynder den 1. januar 2016 eller derefter. Det er tilladt at anvende dem tidligere. Hvis en virksomhed anvender disse ændringer for et tidligere regnskabsår, skal den give oplysning herom.

Regnskabsmæssig behandling af erhvervelse af kapitalandele i driftsfællesskaber

C14A

Ved Regnskabsmæssig behandling af erhvervelse af kapitalandele i driftsfællesskaber (ændringer til IFRS 11), udstedt i maj 2014, blev overskriften efter afsnit B33 ændret, og afsnit 21A, B33A–B33D og C1AA og de dertil hørende overskrifter blev indsat. Virksomheder skal anvende disse ændringer fremadrettet for erhvervelse af kapitalandele i driftsfællesskaber, hvis aktiviteter udgør en virksomhed som defineret i IFRS 3, for så vidt angår erhvervelse, der finder sted fra begyndelsen af den første periode, i hvilken den anvender disse ændringer. Beløb, der indregnes for erhvervelse af kapitalandele i driftsfællesskaber, der finder sted i forudgående perioder, skal således ikke justeres.

Konsekvensændringer til IFRS 1 Førstegangsanvendelse af internationale regnskabsstandarder

Afsnit 39W tilføjes.

IKRAFTTRÆDELSESTIDSPUNKT

39W

Ved Regnskabsmæssig behandling af erhvervelse af kapitalandele i driftsfællesskaber (ændringer til IFRS 11), udstedt i maj 2014, blev afsnit C5 ændret. Virksomheder skal anvende denne ændring for regnskabsår, som begynder 1. januar 2016 eller derefter. Hvis virksomheder anvender ændringer til IFRS 11 fra Regnskabsmæssig behandling af erhvervelse af kapitalandele i driftsfællesskaber (ændringer til IFRS 11) i et tidligere regnskabsår, skal ændringen til afsnit C5 anvendes i dette tidligere regnskabsår.

I appendiks C ændres afsnit C5.

Appendiks C

Undtagelser for virksomhedssammenslutninger

C5

Undtagelsen for tidligere virksomhedssammenslutninger finder også anvendelse på tidligere erhvervelse af investeringer i associerede virksomheder, kapitalandele i joint ventures og kapitalandele i driftsfællesskaber, hvis aktiviteter udgør en virksomhed som defineret i IFRS 3. Endvidere gælder den dato, som vælges i henhold til afsnit C1, lige for alle typer af sådan erhvervelse.


(1)  Hvis en virksomhed anvender disse ændringer, men endnu ikke anvender IFRS 9, læses henvisninger til IFRS 9 i disse ændringer som henvisninger til IAS 39 Finansielle instrumenter: Indregning og måling.