|
19.9.2015 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 244/9 |
KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2015/1556
af 11. juni 2015
om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for behandling i overgangsperioden af aktieeksponeringer efter IRB-metoden
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (1), særlig artikel 495, stk. 3, tredje afsnit, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Det er nødvendigt at præcisere de betingelser, hvorefter de kompetente myndigheder kan undtage visse kategorier af aktieeksponeringer i besiddelse hos institutter og datterselskaber i Unionen af institutter i deres respektive medlemsstat pr. 31. december 2007, fra behandling efter IRB-metoden. |
|
(2) |
Disse betingelser bør indføres på harmoniseret vis, således at de ikke får uforholdsmæssigt negative konsekvenser for de nationale retsreglers overgang fra den ordning, som blev indført ved gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF (2), navnlig artikel 154, stk. 6, til den ordning, som blev indført ved forordning (EU) nr. 575/2013. |
|
(3) |
Ved fastsættelsen af disse betingelser bør der i videst muligt omfang tages hensyn til de legitime forventninger hos de institutter, som blev givet undtagelse i henhold til den tidligere ordning, der fandt anvendelse indtil den 31. december 2013. Derfor bør de kompetente myndigheder kunne give disse institutter undtagelse. Andre institutter bør ikke gives undtagelse. |
|
(4) |
Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har forelagt Kommissionen. |
|
(5) |
Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har afholdt åbne offentlige høringer om det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt indhentet en udtalelse fra interessentgruppen for banker, der er nedsat i henhold artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (3) — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
De kompetente myndigheder kan kun give institutter og datterselskaber i Unionen af institutter den undtagelse fra behandling efter IRB-metoden, der er omhandlet i artikel 495, stk. 1, i forordning (EU) nr. 575/2013, for så vidt angår de kategorier af deres aktieeksponeringer, som allerede var undtaget fra behandling efter IRB-metoden den 31. december 2013.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 11. juni 2015.
På Kommissionens vegne
Jean-Claude JUNCKER
Formand
(1) EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (EUT L 177 af 30.6.2006, s. 1).
(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12).