14.5.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 121/1


RÅDETS FORORDNING (EU) 2015/768

af 11. maj 2015

om udvidelse af anvendelsen af forordning (EU) nr. 331/2014 om et handlingsprogram for udveksling, bistand og uddannelse med henblik på beskyttelse af euroen mod falskmøntneri (»Pericles 2020«-programmet) til også at omfatte de medlemsstater, der ikke deltager i euroen

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 352,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet,

efter en særlig lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 331/2014 (1), der opretter Pericles 2020-programmet og erstatter Pericles-programmet som indført ved Rådets afgørelse 2001/923/EF (2), fastsætter, at forordningen skulle finde anvendelse i medlemsstaterne i henhold til traktaterne. I henhold til artikel 139 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde gælder foranstaltningerne vedrørende anvendelsen af euroen i artikel 133 ikke for medlemsstater med dispensation.

(2)

Den udveksling af oplysninger og personale samt den bistand og de uddannelsesforanstaltninger, der iværksættes som led i Pericles 2020-programmet, bør imidlertid være ensartet overalt i Unionen, og der bør derfor træffes de nødvendige foranstaltninger for at sikre euroen samme grad af beskyttelse i medlemsstater med dispensation.

(3)

Anvendelsen af forordning (EU) nr. 331/2014 udvides til også at omfatte andre medlemsstater end de deltagende medlemsstater som defineret i Rådets forordning (EF) nr. 974/1998 (3) (»ikkedeltagende medlemsstater«).

(4)

Det er hensigtsmæssigt at sikre en gnidningsfri overgang uden afbrydelser mellem Pericles-programmet og Pericles 2020-programmet og at bringe varigheden af denne forordning i overensstemmelse med Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 (4). Denne forordning bør derfor finde anvendelse fra den 1. januar 2014 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Anvendelsen af forordning (EU) nr. 331/2014 udvides til også at omfatte andre medlemsstater end de deltagende medlemsstater som defineret i artikel 1, litra a), i forordning (EF) nr. 974/1998.

2.   De kompetente nationale myndigheder i de medlemsstater, der er omhandlet i stk. 1, er organer, der er berettiget til støtte i henhold til artikel 5 i forordning (EU) nr. 331/2014.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. januar 2014.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. maj 2015.

På Rådets vegne

J. DŪKLAVS

Formand


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 331/2014 af 11. marts 2014 om et handlingsprogram for udveksling, bistand og uddannelse med henblik på beskyttelse af euroen mod falskmøntneri (»Pericles«-programmet) og om ophævelse af Rådets afgørelse 2001/923/EF, 2001/924/EF, 2006/75/EF, 2006/76/EF, 2006/849/EF og 2006/850/EF (EUT L 103 af 5.4.2014, s. 1).

(2)  Rådets afgørelse 2001/923/EF af 17. december 2001 om et handlingsprogram for udveksling, bistand og uddannelse med henblik på beskyttelse af euroen mod falskmøntneri (»Pericles«-programmet) (EUT L 339 af 21.12.2001, s. 50).

(3)  Rådets forordning (EF) nr. 974/98 af 3. maj 1998 om indførelse af euroen (EFT L 139 af 11.5.1998, s. 1).

(4)  Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 884.).