14.2.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 39/3


RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2015/230

af 12. februar 2015

om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (1), særlig artikel 46, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 23. marts 2012 forordning (EU) nr. 267/2012.

(2)

Den 12. december 2013 afsagde Den Europæiske Unions Ret dom i sag T-58/12, hvorved den annullerede Rådets afgørelse om at opføre Gholam Golparvar, Ghasem Nabipour, Mansour Eslami, Mohamad Talai, Mohammad Fard, Alireza Ghezelayagh, Hassan Zadeh, Mohammad Pajand, Ahmad Sarkandi, Seyed Rasool og Ahmad Tafazoly på listen over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, i bilag IX til forordning (EU) nr. 267/2012.

(3)

Gholam Golparvar bør igen opføres på listen over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, på grundlag af en ny begrundelse.

(4)

Den 3. juli 2014 afsagde Den Europæiske Unions Ret dom i sag T-565/12, hvorved den annullerede Rådets afgørelse om at opføre National Iranian Tanker Company på listen over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, i bilag IX til forordning (EU) nr. 267/2012.

(5)

National Iranian Tanker Company bør igen opføres på listen over personer og enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, på grundlag af en ny begrundelse.

(6)

Forordning (EU) nr. 267/2012 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag IX til forordning (EU) nr. 267/2012 ændres som anført i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. februar 2015.

På Rådets vegne

E. RINKĒVIČS

Formand


(1)  EUT L 88 af 24.3.2012, s. 1.


BILAG

I.

Den enhed, der er opført på listen nedenfor, indsættes på listen i bilag IX, del I, til forordning (EU) nr. 267/2012:

I.   Personer og enheder, der er involveret i nukleare aktiviteter eller i aktiviteter vedrørende ballistiske missiler, og personer og enheder, der yder støtte til Irans regering

B.   Enheder

 

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse

Opført på listen den

140.

National Iranian Tanker Company (NITC)

35 East Shahid Atefi Street, Africa Ave., 19177 Teheran, P.O. Box: 19395-4833,

Tlf.: +98 21 23801,

E-mail: info@nitc-tankers.com; alle kontorer i hele verden

National Iranian Tanker Company yder finansiel støtte til Irans regering gennem sine aktionærer den iranske stats pensionskasse (Iranian State Retirement Fund), det iranske sociale sikringsorgan (Iranian Social Security Organisation) og olieindustriens ansattes pensions- og opsparingsfond (Oil Industry Employees Retirement and Savings Fund), der er statskontrollerede enheder. Desuden er NITC en af de største ejere af råolietankskibe i verden og en af de vigtigste transportører af iransk råolie. NITC yder logistisk støtte til Irans regering gennem transport af iransk olie.

 

II.

Den person, der er opført på listen nedenfor, indsættes på listen i bilag IX, del III, til forordning (EU) nr. 267/2012:

III.   Islamic Republic of Iran Shipping Lines (IRISL)

A.   Person

 

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse

Opført på listen den

8.

Gholam Hossein Golparvar

Født d. 23. januar 1957, iransk statsborger. Identitetskortnummer: 4207.

Gholam Hossein Golparvar handler på vegne af IRISL og tilknyttede virksomheder. Han har været kommerciel direktør i IRISL samt direktør for og aktionær i SAPID Shipping Company, eksternt bestyrelsesmedlem af og aktionær i HDSL og aktionær i Rhabaran Omid Darya Ship Management Company, der alle er opført på EU's liste, og som handler på vegne af IRISL.