23.1.2015 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 16/22 |
KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2015/97
af 17. oktober 2014
om berigtigelse af delegeret forordning (EU) nr. 918/2012 for så vidt angår meddelelse om betydelige korte nettopositioner i statsobligationer
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 236/2012 af 14. marts 2012 om short selling og visse aspekter af credit default swaps (1), særlig artikel 3, stk. 7, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Artikel 13 i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 918/2012 (2) præciserer i overensstemmelse med den beføjelse, der tildeles i artikel 3, stk. 7, litra c, i forordning (EU) nr. 236/2012, metoden til beregning af positioner for juridiske enheder i en gruppe, der har lange eller korte positioner i en bestemt udsteder. Artikel 13 i delegeret forordning (EU) nr. 918/2012 fastsætter metoden til beregning af positioner både for udstedt aktiekapital og udstedte statsobligationer. For øjeblikket henviser artikel 13, stk. 3, i delegeret forordning (EU) nr. 918/2012 dog kun til meddelelsestærsklen i artikel 5 i forordning (EU) nr. 236/2012 vedrørende betydelige korte nettopositioner i aktier, selv om den også bør henvise til meddelelsestærsklen i artikel 7 i forordning (EU) nr. 236/2012 vedrørende betydelige korte nettopositioner i statsobligationer. |
(2) |
For at undgå retsusikkerhed bør delegeret forordning (EU) nr. 918/2012 derfor ændres — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Artikel 13, stk. 3, første punktum, i forordning (EU) nr. 918/2012 affattes således:
»3. Når en kort nettoposition når eller overstiger meddelelsestærsklen i henhold til artikel 5 og 7 eller offentliggørelsestærsklen i henhold til artikel 6 i forordning (EU) nr. 236/2012, meddeler og offentliggør en juridisk enhed i gruppen i henhold til artikel 5-11 i forordning (EU) nr. 236/2012 sin korte nettoposition i en bestemt udsteder beregnet i henhold til stk. 1, hvis ingen kort nettoposition på gruppeniveau beregnet i henhold til stk. 2 når eller overstiger en meddelelses- eller offentliggørelsestærskel.«
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 17. oktober 2014.
På Kommissionens vegne
José Manuel BARROSO
Formand
(1) EUT L 86 af 24.3.2012, s. 1.
(2) Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 918/2012 af 5. juli 2012 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 236/2012 om short selling og visse aspekter af credit default swaps med hensyn til definitioner, beregning af korte nettopositioner, dækkede credit default swaps på statsobligationer, meddelelsestærskler, likviditetstærskler for suspension af begrænsninger, betydelige fald i værdien for finansielle instrumenter og negative hændelser (EUT L 274 af 9.10.2012, s. 1).