22.1.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 15/54

(1)

Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) indførte den 22. august 2014 en midlertidig antidumpingtold på importen af mononatriumglutamat med oprindelse i Indonesien ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 904/2014 (2) (»forordningen om midlertidig told«).

(2)

Kommissionen indledte proceduren den 29. november 2013 som følge af en klage, der blev indgivet den 16. oktober 2013 af Ajinomoto Foods Europe SAS (»klageren«), den eneste EU-producent af mononatriumglutamat, der således tegner sig for 100 % af den samlede produktion af mononatriumglutamat i Unionen.

(3)

Som anført i betragtning 20 i forordningen om midlertidig told omfattede undersøgelsen af dumping og skade perioden fra den 1. oktober 2012 til den 30. september 2013 (»undersøgelsesperioden«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade omfattede perioden fra den 1. april 2010 til udgangen af undersøgelsesperioden (»den betragtede periode«).

(4)

Efter fremlæggelsen af de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for beslutningen om at indføre en midlertidig antidumpingtold (»fremlæggelse af de foreløbige konklusioner«), indgav adskillige interesserede parter skriftlige redegørelser for at tilkendegive deres synspunkter vedrørende de foreløbige konklusioner. Parter, der anmodede herom, fik lejlighed til at blive hørt.

(5)

Kommissionen tog stilling til de mundtlige og skriftlige bemærkninger fra de interesserede parter, og de foreløbige konklusioner blev, hvor det var relevant, ændret i overensstemmelse hermed.

(6)

Kommissionen informerede alle parter om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for, at den havde til hensigt at indføre en endelig antidumpingtold på importen af mononatriumglutamat med oprindelse i Indonesien og at foretage en endelig opkrævning af de beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af midlertidig told (»fremlæggelse af de endelige konklusioner«). Parterne fik en frist til at fremsætte bemærkninger til denne endelige fremlæggelse af oplysninger.

(7)

De indkomne bemærkninger fra de interesserede parter blev gennemgået og taget i betragtning, hvor dette var relevant.

(8)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger om den metode, der anvendtes til udtagelse af stikprøver af ikke forretningsmæssigt forbundne importører, bekræftes de foreløbige konklusioner i betragtning 7-19 i forordningen om midlertidig told.

(9)

Den pågældende vare er som anført i betragtning 21 i forordningen om midlertidig told, mononatriumglutamat (»MNG«) med oprindelse i Indonesien, som i øjeblikket tariferes under KN-kode ex 2922 42 00 (»den pågældende vare«). MNG er et fødevaretilsætningsstof, der hovedsagelig anvendes som smagsforstærker i supper, bouillon, fiske- og kødretter, krydderiblandinger og færdiglavede fødevarer. Det fremstilles i form af hvide, lugtløse krystaller af forskellig størrelse. MNG bruges også i den kemiske industri til nonfoodformål, f.eks. i vaske- og rengøringsmidler. MNG findes i pakninger af forskellig størrelse fra forbrugerpakninger på 0,5 g til bulksække på 1 000 kg. Mindre pakninger sælges af detailhandlere til private forbrugere, mens de større pakninger på 20 kg og derover er bestemt til industrielle brugere. Der findes desuden forskellige renhedsgrader. Mononatriumglutamat havde samme egenskaber uanset pakningsstørrelse og renhedsgrad.

(10)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger til den pågældende vare og samme vare, bekræftes alle konklusionerne i betragtning 21-25 i forordningen om midlertidig told.

(11)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger vedrørende den normale værdi, bekræftes betragtning 26-31 i forordningen om midlertidig told.

(12)

Begge samarbejdsvillige indonesiske eksporterende producenter gentog deres påstand om, at deres salgspriser til forretningsmæssigt forbundne virksomheder var armslængdepriser, og at fastsættelsen af eksportprisen derfor snarere burde baseres på salgsprisen mellem moderselskabet i Indonesien og den første forretningsmæssigt forbundne kunde end på en beregnet eksportpris.

(13)

Begge eksporterende producenter byggede deres påstand på det forhold, at der ikke forelå bevis for krydskompensation mellem varerne eller for, at der påløb andre omkostninger mellem moderselskabet i Indonesien og de forretningsmæssigt forbundne virksomheder. Konklusionerne i betragtning 37 i forordningen om midlertidig told burde derfor ikke have været baseret på disse elementer.

(14)

En eksporterende producent hævdede desuden, at virksomhedens forretningsmæssigt forbundne virksomhed i Unionen ikke var en importør men derimod en mellemmand, der videresolgte varen i Unionen før toldbehandlingen. Den eksporterende producent påstod på dette grundlag, at konklusionerne i betragtning 37 i forordningen om midlertidig told, nemlig at afregningsprisen mellem forretningsmæssigt forbundne virksomheder ikke var på et niveau, der kunne give de forretningsmæssigt forbundne importører mulighed for at opnå en rimelig fortjeneste i Unionen, derfor ikke var gyldige.

(15)

Det skal som udgangspunkt bemærkes, at selve forholdet mellem eksportøren og importøren er nok til, at Kommissionen kan behandle de faktiske eksportpriser som upålidelige, idet forholdet mellem eksportøren og importøren er en af mange årsager til, at de faktiske eksportpriser kan betragtes som upålidelige. På grund af forholdet mellem leverandøren og importøren er de priser, som leverandøren opkræver af sin forretningsmæssigt forbundne virksomhed i Unionen, afregningspriser, som ikke er et resultat af de armslængdevilkår, der normalt gælder mellem uafhængige virksomheder. Det er desuden klart, at omkostningerne forbundet med aktiviteterne i en forretningsmæssigt forbunden virksomhed og den fortjenstmargen, en sådan virksomhed opnår, effektivt reducerer det beløb, den eksporterende producent modtager, idet de normalt afholdes af importøren.

(16)

Derudover viste undersøgelsen i den aktuelle sag, at de pågældende forretningsmæssigt forbundne virksomheder ikke opnåede en bæredygtig fortjenstmargen i Unionen. Det skal i den forbindelse først bemærkes, at en ikke forretningsmæssigt forbunden samarbejdsvillig importørs fortjenstmargen ikke kunne anvendes, da den var fortrolig og derfor ikke kunne offentliggøres over for konkurrenterne. Derfor anvendtes en fortjenstmargen, som blev anvendt i en tidligere procedure (3) vedrørende en anden kemisk vare fremstillet af en lignende industri og importeret til Unionen under lignende omstændigheder, som benchmark i den aktuelle sag. Denne fortjenstmargen er det mest objektive grundlag med henblik på at beregne et tilfredsstillende skøn over en eksportpris i armslængde. Den rimelige fortjenstmargen, der blev anvendt, var 5 %. Da den fortjeneste, som de forretningsmæssigt forbundne virksomheder i Unionen opnåede, er betydeligt lavere end denne grænse, og da en sådan fortjeneste ikke er bæredygtig, kunne afregningsprisen ikke betragtes som pålidelig.

(17)

Desuden er et positivt bevis for krydskompensation mellem de forretningsmæssigt forbundne virksomheder eller for det forhold, at visse påløbne omkostninger, der normalt bæres af en importør, er betalt af en anden part, ikke nødvendigvis påkrævet. Som nævnt ovenfor afholdes disse omkostninger altid af en forretningsmæssigt forbunden virksomhed, når denne virksomhed forestår salgs- og importfunktioner. Som følge af forholdet mellem de forretningsmæssigt forbundne virksomheder, kan brugen af krydskompensation via andre varer eller omkostninger hertil ikke udelukkes, og afregningspriserne er derfor upålidelige.

(18)

Der er heller ikke relevant, om den forretningsmæssigt forbundne virksomhed i Unionen forestår alle importørens funktioner eller forestår andre funktioner. Den relevante faktor er, om eksportprisen ved Unionens grænse er pålidelig. Som det fremgår af betragtning 15, viste den nuværende undersøgelse, at prisniveauet mellem de forretningsmæssigt forbundne virksomheder ikke gav de forretningsmæssigt forbundne virksomheder i Unionen mulighed for at opnå en rimelig fortjenstmargen. Ingen af eksportørerne fremlagde bevis for, hvorfor denne fortjenstmargen ville være uhensigtsmæssig, og påstandene i denne henseende bør derfor betragtes som ubegrundede. Påstanden om, at en af disse forretningsmæssigt forbundne virksomheder ikke optrådte som importør i Unionen, var ikke begrundet, da det jf. ovenfor er irrelevant, hvilke præcise funktioner denne virksomhed udførte i Unionen. Det forhold, at virksomheden kun udførte visse importørfunktioner, afspejles desuden nødvendigvis i de forretningsmæssigt forbundne virksomheders beløb til salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger (»SA&G«), men absolut ikke i den anvendte fortjenstmargen. Det skal desuden bemærkes, at selv om den forretningsmæssigt forbundne virksomhed udførte visse aktiviteter før import, betyder dette ikke, at eksportprisen ikke kan beregnes på grundlag af videresalgsprisen til den første uafhængige kunde med de nødvendige justeringer, jf. artikel 2, stk. 9, i grundforordningen.

(19)

Efter fremlæggelsen af de endelige konklusioner gentog de to samarbejdsvillige indonesiske eksporterende producenter deres påstand om fastlæggelsen af eksportprisen. Den ene eksporterende producent anfægtede konklusionerne i betragtning 15 om, at selve forholdet mellem eksportøren og importøren er nok til, at Kommissionen kan behandle de faktiske eksportpriser som upålidelige, og påstod, at dette var i strid med grundforordningens artikel 2, stk. 9. Samme eksporterende producent påstod desuden, at betragtningerne om, at visse omkostninger, som jf. betragtning 17, afholdes af en forretningsmæssigt forbundet virksomhed, når denne virksomhed forestår salgs- og importfunktioner, ikke var baseret på kendsgerninger fra denne sag. Endelig påstod den eksporterende producent, at Kommissionen ikke behandlede det forhold, at de priser, som opkrævedes af den forretningsmæssigt forbundne virksomhed og uafhængige kunder i Unionen, var ens.

(20)

Den anden eksporterende producent gentog sin påstand om, at virksomhedens eksportpris til den første uafhængige kunde ved Unionens grænse burde tages i betragtning ved fastlæggelsen af eksportprisen, og understregede, at den forretningsmæssigt forbundne virksomhed kun optrådte som mellemmand, og at bl.a. toldbehandlingen udførtes af de ikke forretningsmæssigt forbundne kunder i Unionen.

(21)

Som svar herpå skal det bemærkes, at Kommissionen i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 9, konkluderede, at eksportprisen på grundlag af sagens kendsgerninger skulle beregnes som følge af forholdet mellem eksportørerne og de forretningsmæssigt forbundne parter. Undersøgelsen viste nemlig, at de pågældende forretningsmæssigt forbundne parter ikke opnåede en bæredygtig fortjenstmargen i Unionen i løbet af undersøgelsesperioden. Det er i den forbindelse ikke relevant, hvilken funktion den forretningsmæssigt forbundne virksomhed i Unionen udfører, når det skal bestemmes, om eksportprisen i den aktuelle sag skal beregnes. Det forhold, at de forretningsmæssigt forbundne virksomheder, jf. betragtning 18, kun udfører visse funktioner, er desuden ikke en hindring for anvendelsen af grundforordningens artikel 2, stk. 9, men afspejles i et lavere beløb til SA&G, der fratrækkes prisen ved videresalg til den første uafhængige køber. Endelig skal det bemærkes, at de eksporterende producenter ikke fremlagde nye beviser, som kunne omstøde disse konklusioner. Hvad angår påstanden om ens priser til forretningsmæssigt forbundne kunder og uafhængige kunder i Unionen, skal det bemærkes, at denne påstand blev behandlet i betragtning 37 i forordningen om midlertidig told. Undersøgelsen viste, at afregningspriserne mellem de forretningsmæssigt forbundne virksomheder til trods for, at priserne var på samme niveau som i forhold til de uafhængige kunder, ikke var høje nok til, at de forretningsmæssigt forbundne importører kunne opnå en bæredygtig fortjeneste i Unionen. Disse påstande må derfor afvises.

(22)

Påstandene vedrørende brugen af beregnede eksportpriser i den foreliggende sag afvises derfor.

(23)

De samme to eksporterende producenter påstod, at hvis eksportpriserne beregnes på trods af deres påstande, jf. betragtning 12-14, var den rimelige fortjenstmargen på 5 %, som anvendtes til at beregne eksportprisen, for høj, og at man i stedet burde anvende de forretningsmæssigt forbundne virksomheders faktiske fortjenstmargen, da priserne mellem de forretningsmæssigt forbundne parter var på samme niveau som priserne til uafhængige kunder.

(24)

På grundlag af kendsgerningerne i betragtning 15-18 vedrørende pålideligheden af afregningspriserne og fortjenstmargenerne i de forretningsmæssigt forbundne virksomheder i Unionen afvises denne påstand. Under alle omstændigheder blev justeringerne for omkostninger i overensstemmelse med grundforordningens artikel2, stk. 9, baseret på de pågældende virksomheders egne SA&G-omkostninger og afspejlede derfor disse virksomheders aktiviteter, uanset deres funktioner. Påstanden bør derfor afvises.

(25)

En af ovennævnte eksporterende producenter påstod, at eksportprisen for specifikke transaktioner med en virksomhed, der ikke er forretningsmæssigt forbundet med den eksporterende producent, burde have været baseret på den faktiske pris, der er betalt eller skulle betales, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 8. Kommissionen konstaterede dog, at de pågældende transaktioner ikke omfattede eksportsalg til Unionen. På dette grundlag blev de pågældende transaktioner udelukket fra fastlæggelsen af eksportprisen. Efter fremlæggelsen af de endelige konklusioner anfægtede den eksporterende producent denne udelukkelse og påstod, at Kommissionen burde tage hensyn til virksomhedens samlede salg af den pågældende vare i Unionen. Det samlede salg til den pågældende uafhængige kunde blev dog taget i betragtning ved fastlæggelsen af eksportprisen. Der måtte ses bort fra efterfølgende transaktioner fra denne uafhængige kunde, da der for det første ikke er tale om eksportsalg, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 8 og 9, og da der for det andet er en risiko for dobbeltoptælling af disse salgstransaktioner. På dette grundlag måtte den eksporterende producents påstand afvises.

(26)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende fastsættelsen af eksportprisen, bekræftes konklusionerne i betragtning 32-38 i forordningen om midlertidig told.

(27)

Efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner anfægtede de to samarbejdsvillige eksporterende producenter, at omkostningerne til at flytte varerne fra fabrikken til lageret skulle betragtes som interne logistiske omkostninger, hvorved de ikke påvirkede prissammenligneligheden.

(28)

En af de eksporterende producenter havde flere distributionslagre på hjemmemarkedet, hvorfra MNG blev afsendt til de endelige kunder. Denne eksporterende producent hævdede, at transportomkostningerne fra fabrikken til lagrene burde betragtes som indenlandske fragtomkostninger og fratrækkes den normale værdi, da sådanne omkostninger ikke påløb eksportsalget. Den anden eksporterende producent påstod, at omkostningerne til at flytte varerne til lageret i visse tilfælde kunne knyttes til en specifik faktura og derfor udgør en direkte salgsomkostning, og at denne omkostning er inkluderet i den pris, som kunderne skal betale, og påvirker prissammenligneligheden. Omkostningen burde derfor have været fratrukket den normale værdi.

(29)

Lagre betragtes som en del af en eksporterende producents lokaler, og en vare er først klar til at blive solgt fra det øjeblik, hvor varen er på lageret. Afstanden fra fabrikken til lageret er irrelevant, ligesom det er irrelevant, om transporten fra fabrikken til lageret kan knyttes til en specifik salgstransaktion på hjemmemarkedet, da der er tale om omkostninger, som typisk er påløbet inden salget og derfor ikke en direkte salgsudgift, som indvirker på prissammenligneligheden. På grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra e), afvises disse påstande således.

(30)

Efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner påstod den samarbejdsvillige eksporterende producent, der eksporterede MNG via en forretningsmæssigt forbunden virksomhed uden for Unionen, at virksomhedens eksport ikke burde justeres i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), da den forretningsmæssigt forbundne virksomhed uden for Unionen ikke optrådte som agent og ikke arbejdede på provisionsbasis. Den eksporterende producent påstod desuden, at den pågældende forretningsmæssigt forbundne virksomheds avance, som anvendtes som grundlag for justeringen, ikke påvirkede prissammenligneligheden, da Kommissionen ved beregningen af eksportprisen allerede fratrak en rimelig fortjenstmargen for den forretningsmæssigt forbundne virksomhed i Unionen, hvilket skulle omfatte alle fortjenstmargener for alle interne transaktioner. Den eksporterende producent hævdede derudover, at kun SA&G-omkostninger i den forretningsmæssigt forbundne virksomhed uden for Unionen om noget skulle fratrækkes den beregnede eksportpris.

(31)

Undersøgelsen fastslog, at den forretningsmæssigt forbundne virksomhed uden for Unionen havde en avance for hvert eksportsalg til Unionen. Avancen påvirkede prissammenligneligheden, da den kun blev opretholdt på eksportsalget og ikke på hjemmemarkedssalget. Påstanden om, at der allerede var taget hensyn til den forretningsmæssigt forbundne virksomheds fortjenstmagen ved beregningen af eksportprisen, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 9, kunne ikke godtages. Dette skyldes, at justeringer i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 9 og 10, har forskellige formål, adskiller sig fra hinanden og er underlagt forskellige materielle regler. Grundforordningens artikel 2, stk. 9, sigter mod at fastlægge en pålidelig eksportpris, mens artikel 2, stk. 10, sigter mod at sikre sammenlignelighed mellem eksportprisen og den normale værdi. Når eksportprisen er behørigt fastlagt i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 8 og 9, vedrører eventuelle yderligere justeringer i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, ikke længere eksportprisen som sådan og kan på ingen måde fastlægge den normale værdi og eksportprisen. Den samarbejdsvillige eksporterende producent misforstår derfor formålet med justeringen, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), som er at gøre prisen sammenlignelig med den normale værdi og ikke at fastlægge eksportprisen som sådan. Den rimelige fortjenstmargen, der blev fratrukket i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 9, omfatter derfor ikke en eventuel avance i samme salgskanal. Hvad angår de beløb, der skal justeres, afspejler den foretagne justering den avance, der reelt blev opnået mellem de forretningsmæssigt forbundne virksomheder, og som således påvirker priserne og prisernes sammenlignelighed. Der er derfor ingen grund til at erstatte den med et andet teoretisk beløb. Endelig er Kommissionen berettiget til at tage i betragtning, at den forretningsmæssigt forbundne virksomhed uden for Unionen modtager betaling (i form af avancen, som den forretningsmæssigt forbundne virksomhed opnår på det salg, som den fakturerer til kunder i Unionen). Hvis den forretningsmæssigt forbundne virksomhed skal kunne betragtes som en virksomhed, der er underlagt selskabsskat i landet uden for Unionen (som har en væsentligt lavere selskabsskattesats end Indonesien) for disse betalinger, skal den udføre en egentlig økonomisk aktivitet i det pågældende land. Den indonesiske eksporterende producent kan således ikke både sikre sig den gunstige skattemæssige behandling, der opnås ved den forretningsmæssigt forbundne virksomheds tilstedeværelse i landet uden for Unionen og sidstnævntes aktivitet i landet, og samtidig som led i en antidumpingprocedure påstå, at den forretningsmæssigt forbundne virksomhed ikke udfører nogen økonomisk aktivitet. Disse påstande må derfor afvises.

(32)

Efter fremlæggelsen af de endelige konklusioner gentog den eksporterende producent sin påstand om justeringen af avancen i dennes forretningsmæssigt forbundne virksomhed og anfægtede, at skattehensyn skulle medtages i en antidumpingundersøgelse. Selv om den eksporterende producent ikke anfægtede, at dens forretningsmæssigt forbundne virksomhed havde kommercielle aktiviteter i det pågældende tredjeland, blev det dog påstået, at disse var af begrænset omfang, for så vidt angår den pågældende vare. Det blev desuden gentaget, at den forretningsmæssigt forbundne virksomheds aktiviteter klart adskilte sig fra en agents aktiviteter og ikke modtog provision fra den eksporterende producent for salg til Unionen. Endelig gentog den eksporterende producent sin påstand om, at Kommissionen ved beregningen af eksportprisen allerede havde fratrukket en rimelig fortjenstmargen hos den forretningsmæssigt forbundne virksomhed i Unionen, hvilket skulle omfatte alle fortjenstmargener for alt internt salg mellem virksomheder i samme gruppe. Den eksporterende producent påstod i den henseende, at det i forbindelse med regelmæssigt salg mellem forretningsmæssigt forbundne virksomheder ganske rigtigt skulle være Kommissionens praksis kun at fratrække fortjenstmargenen hos den forretningsmæssigt forbundne virksomhed, der sælger direkte til den uafhængige kunde i Unionen, men ikke fortjenstmargenerne hos de øvrige forretningsmæssigt forbundne virksomheder i samme salgskanal.

(33)

Det skal bemærkes, at eksistensen af en særskilt skatteenhed i denne sag kan være en indikator for, at den forretningsmæssigt forbundne virksomhed uden for Unionen udfører omfattende økonomiske aktiviteter, da disse aktiviteter er et krav i den hjemlige skattelovgivning. I den foreliggende sag tog Kommissionen, jf. betragtning 31, højde for, at den eksporterende producent har en forretningsmæssigt forbundet part uden for Unionen med en omfattende økonomisk aktivitet, og det forhold, at den forretningsmæssigt forbundne part uden for Unionen fratrak en avance for hver salgstransaktion af den pågældende vare mellem forretningsmæssigt forbundne parter, hvilket dermed påvirkede prissammenligneligheden for eksport af MNG til Unionen. Desuden afspejlede det beløb, jf. betragtning 31, som justeringen var baseret på, den faktiske efterprøvede avance, som blev opnået mellem de forretningsmæssigt forbundne virksomheder, og afspejlede således også den forretningsmæssigt forbundne virksomheds aktiviteter. Disse påstande må derfor afvises.

(34)

Efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner anfægtede den samme eksporterende producent den justering, der var foretaget for provisioner betalt på eksportprisen, og påstod, at de ikke var direkte salgsudgifter, men derimod blev betalt på månedsbasis og således ikke var knyttet til en specifik salgstransaktion og ikke påvirkede prissammenligneligheden. Den eksporterende producent påstod, at de udbetalte provisioner kun havde en virkning mellem de forretningsmæssigt forbundne virksomheder, og at grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), derfor ikke fandt anvendelse. Da det antages, at producenten og dennes forretningsmæssigt forbundne virksomhed udgør en enkelt økonomisk enhed, påstod den eksporterende producent desuden, at eventuelle pengeoverførsler inden for denne økonomiske enhed ikke udgør en udgift eller indtægt for den økonomiske enhed.

(35)

Undersøgelsen viste, at der i henhold til en »provisionsaftale« mellem den eksporterende producent og den forretningsmæssigt forbundne virksomhed udbetales provision, når den eksporterende producent i Indonesien sælger direkte til uafhængige kunder på EU-markedet (og ikke via den forretningsmæssigt forbundne virksomhed). Den udbetalte provision var direkte knyttet til nettosalgsprisen. Det direkte forhold mellem salget og den udbetalte provision påvirkede derfor prissammenligneligheden i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i).

(36)

Endelig er antagelsen om, at de forretningsmæssigt forbundne virksomheder blev betragtet som en enkelt økonomisk enhed, ukorrekt. Undersøgelsen viste, at den eksporterende producent selv havde en fuldt funktionsdygtig eksportafdeling, og der var ingen overlapning af eksportrelaterede opgaver mellem den eksporterende producent og den forretningsmæssigt forbundne importør. Den forretningsmæssigt forbundne virksomhed kan derfor ikke betragtes som en intern salgsafdeling, og påstandene blev derfor afvist.

(37)

Alternativt påstod den eksporterende producent, at hvis eksportprisen justeres på grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), burde de udbetalte provisioner også udelukkes fra den forretningsmæssigt forbundne virksomheds SA&G-omkostninger, som blev fratrukket salgsprisen ved videresalg til den første uafhængige kunde i Unionen, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 9. Når der i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 9, beregnes en pålidelig eksportpris, trækkes imidlertid alle omkostninger, som påløber mellem import og videresalg, fra salgsprisen ved videresalg til den første uafhængige kunde i Unionen, og der er intet juridisk grundlag for at kompensere disse omkostninger med en indtægt, som fordret af den eksporterende producent. Desuden vedrørte SA&G-omkostningerne i den forretningsmæssigt forbundne virksomhed i Unionen en anden salgskanal (nemlig via en forretningsmæssigt forbunden kunde) end indtægten fra provisioner, som vedrørte salgskanalen til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder. Endelig har justeringen for avance i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, og fastlæggelsen af eksportprisen i henhold til samme artikels stk. 8 og 9 forskellige formål og udgør to forskellige etaper i dumpinganalysen.

(38)

Efter fremlæggelsen af de endelige konklusioner gentog den eksporterende producent sin påstand vedrørende provision, jf. betragtning 35, og påstod, at det ville være inkonsekvent at betragte afregningspriserne mellem forretningsmæssigt forbundne parter som upålidelige og samtidig justere eksportprisen på grundlag af en provisionsaftale mellem de forretningsmæssigt forbundne parter. Den eksporterende producent anfægtede desuden konklusionerne i betragtning 35, nemlig at den udbetalte provision var direkte knyttet til nettosalgsværdien, hvilket medførte et direkte forhold mellem salget og den udbetalte provision, hvilket påvirkede prissammenligneligheden, idet den udbetaltes en gang pr. måned, og de nærmere detaljer om beregningen af provisionen ikke blev offentliggjort parterne i mellem.

(39)

Den eksporterende producent begrundede ikke yderligere sin påstand eller fremlagde supplerende faktiske oplysninger til støtte for sin udtalelse, der kunne omstøde ovennævnte konklusioner. Konklusionerne i betragtning 35-37 bekræftes derfor.

(40)

Efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner påstod en eksporterende producent, at den normale værdi burde justeres for omkostninger til incitamenter og salgsfremmende foranstaltninger. Den eksporterende producent påstod, at disse omkostninger ikke påløb eksportsalget til Unionen, hvorimod de havde en direkte indvirkning på salgsprisen på hjemmemarkedet. Til støtte for denne påstand påstod den eksporterende producent, at disse omkostninger i hvert fald i visse tilfælde kunne spores tilbage til specifikke transaktioner på hjemmemarkedet. Endelig påstod den eksporterende producent, at omkostninger til incitamenter og salgsfremmende foranstaltninger afspejlede de forskellige handelsled på hjemmemarkedet (hvor MNG solgtes direkte til detailhandlere) på den ene side og salget til Unionen (som foregik til forhandlere og distributører) på den anden side.

(41)

Undersøgelsen viste, at omkostninger til incitamenter og salgsfremmende foranstaltninger overvejende var knyttet til bestemte kundekonti og ikke specifikke salgstransaktioner. Omkostninger til incitamenter og salgsfremmende foranstaltninger påløber, uanset om varen sælges eller ej. Desuden viste undersøgelsen, at de omkostninger, der angiveligt skulle være knyttet til en specifik salgstransaktion, faktisk ikke afspejledes i prisen. På dette grundlag konkluderedes det, at omkostninger til incitamenter og salgsfremmende foranstaltninger ikke påvirkede priserne og prissammenligneligheden, og at denne påstand burde afvises.

(42)

En eksporterende producent påstod, at MNG af store krystaller (kornstørrelse) havde forskellige fysiske egenskaber og solgtes i andre handelsled end MNG, der eksporteredes til Unionen. Den eksporterende producent påstod derfor, at MNG af store krystaller burde udelukkes fra fastsættelsen af den normale værdi.

(43)

Undersøgelsen fastslog, at der findes flere kornstørrelser: pulver, fin, lille, almindelig og stor. Alle kornstørrelser indgår i varedækningen, da de har de samme grundlæggende egenskaber, anvendelsesformål og er indbyrdes udskiftelige. Alle varetyper bør derfor indgå i fastlæggelsen af den normale værdi. Undersøgelsen fastslog desuden, at forskellige kornstørrelser ikke var omkostningsfaktorer.

(44)

Undersøgelsen viste desuden, at kunderne på hjemmemarkedet, som købte MNG af stor kornstørrelse også købte andre kornstørrelser. Der forelå ingen beviser for, at prisforskellen for MNG af stor kornstørrelse hang sammen med fysiske egenskaber eller handelsled, da det var muligt at knytte denne prisforskel til andre elementer såsom kunder og indkøbte mængder. Den eksporterende producent opgjorde desuden ikke den påståede forskel i fysiske egenskaber kvantitativt. Påstandene i denne henseende burde derfor afvises.

(45)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende sammenligningen, bekræftes konklusionerne i betragtning 39-46 i forordningen om midlertidig told.

(46)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger, bekræftes den metode, der var blevet anvendt til beregning af dumpingmargenerne, jf. betragtning 47-48 i forordningen om midlertidig told.

(47)

Da visse transaktioner blev udelukket fra fastlæggelsen af eksportprisen for en eksporterende producent, jf. betragtning 25, og da der ikke blev fremsat yderligere bemærkninger, er de endelige dumpingmargener, udtrykt som en procentdel af cif-prisen (omkostninger, forsikring og fragt), Unionens grænse, ufortoldet, som følger:

(48)

En række interesserede parter genfremsatte deres påstand om, at Kommissionen burde udelukke den samarbejdsvillige EU-producent fra EU-erhvervsgrenen som følge af manglende samarbejdsvilje fra en eksporterende producent i Indonesien, som er forretningsmæssigt forbundet med EU-producenten. Det blev påstået, at skadesbilledet kunne være påvirket af dette forhold.

(49)

De pågældende parter fremlagde ingen nye oplysninger eller beviser om dette aspekt. Parterne begrundede især ikke deres påstand om, i hvilket omfang skadesbilledet skulle være påvirket. Som det fremgår af betragtning 53 i forordningen om midlertidig told, er der i dette tilfælde ingen grund til at udelukke den samarbejdsvillige EU-producent fra EU-erhvervsgrenen til trods for forbindelsen med den ikke samarbejdsvillige eksporterende producent i Indonesien, idet denne eneste EU-producent samarbejdede fuldt ud med Kommissionen i forbindelse med undersøgelsen og blev underkastet fuld kontrol. Den indonesiske eksporterende producents manglende vilje til at samarbejde i forbindelse med undersøgelsen havde således ingen indvirkning på undersøgelsens forløb. Dette argument bør derfor afvises.

(50)

Efter fremlæggelsen af konklusionerne genfremsatte de pågældende parter deres påstand om, at den samarbejdsvillige EU-producent burde udelukkes fra EU-erhvervsgrenen som følge af manglende samarbejdsvilje fra en eksporterende producent i Indonesien, som er forretningsmæssigt forbundet med EU-producenten. Disse parter påstod, at manglende samarbejdsvilje fra den forretningsmæssigt forbundne eksporterende producent i Indonesien kunne have påvirket EU-erhvervsgrenens skadesbillede. De påstod, at priserne på MNG var forhandlet på verdensplan, og at der på grund af forholdet var en risiko for krydskompensation, som består i at sænke priserne til kunderne på EU-markedet og opkræve højere priser på et tredjelandsmarked. Ved ikke at samarbejde i forbindelse med undersøgelsen har den forretningsmæssigt forbundne eksporterende producent i Indonesien angiveligt berøvet Kommissionen en mulighed for at undersøge, om der fandt krydskompensation sted.

(51)

De pågældende parter begrænsede sig til at fremføre påstanden uden at begrunde den med faktiske beviser. Hvad angår EU-producentens priser til sine kunder på EU-markedet, som blev verificeret i forbindelse med undersøgelsen, var der imidlertid ingen tegn på, at disse priser blev sænket af hensyn til krydskompensation. Tværtimod fremgår det af betragtning 100 i forordningen om midlertidig told, at priserne på import fra Indonesien faldt med 8 % i den betragtede periode og udøvede et pristryk på EU-markedet, hvilket betød, at EU-erhvervsgrenen ikke kunne hæve sine priser i tråd med stigningen i omkostningerne. EU-erhvervsgrenen var således som helhed tvunget til at sænke sine priser i den betragtede periode. Påstanden blev derfor afvist.

(52)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende definitionen af EU-erhvervsgrenen og EU-produktionen, bekræftes konklusionerne som anført i betragtning 50-51 i forordningen om midlertidig told.

(53)

Efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner påstod en interesseret part, at beskrivelsen af udviklingen i EU-forbruget i betragtning 55 i forordningen om midlertidig told var ufuldstændig. Parten påstod navnlig, at faldet i forbruget fra regnskabsåret 2010/11 til regnskabsåret 2011/12 skyldtes, at importen fra Vietnam blev erstattet af billigere import fra Indonesien, og at kunderne i Unionen ikke længere forventede prisstigninger og derfor solgte deres akkumulerede lagre, hvilket betød et fald i den samlede salgsmængde i Unionen.

(54)

De omstændigheder, som den interesserede part beskriver, modsiger ikke konklusionerne i betragtning 55 i forordningen om midlertidig told om, at faldet i forbruget i regnskabsåret 2010/11 og regnskabsåret 2011/12 hovedsagelig skyldtes et fald i EU-erhvervsgrenens salg på EU-markedet. Mere specifikt faldt både EU-erhvervsgrenens salg og importen fra tredjelande mellem regnskabsåret 2010/11 og 2011/12 nemlig. Mens den samlede import kun faldt med 2 % (jf. betragtning 107 i forordningen om midlertidig told), faldt EU-erhvervsgrenens salgsmængde imidlertid med 16 % (jf. betragtning 72 i forordningen om midlertidig told). Faldet i EU-erhvervsgrenens salgsmængde faldt sammen med et fald i EU-erhvervsgrenens produktionsmængde, hvilket fremgår af tabellen i betragtning 68 i forordningen om midlertidig told.

(55)

Som det fremgår af tabellen i betragtning 104 i forordningen om midlertidig told, steg importen fra Vietnam imidlertid mellem regnskabsåret 2010/11 og 2011/12 i modsætning den interesserede parts påstand, mens importen fra andre tredjelande såsom Brasilien faldt med næsten 60 % i samme periode. Antagelsen om, at importen fra Vietnam blev erstattet af import fra Indonesien kan derfor ikke bekræftes af disse konklusioner.

(56)

Den pågældende part begrundede desuden heller ikke sin påstand om, at brugerne havde akkumuleret lagerbeholdninger i tiden inden den betragtede periode, og at de havde solgt disse lagerbeholdninger i større mængder, da importen fra Indonesien steg. Disse påstande kunne heller ikke bekræftes i forbindelse med undersøgelsen. Den interesserede parts påstande i denne henseende bør derfor afvises.

(57)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende EU-forbruget, bekræftes konklusionerne som anført i betragtning 52-55 i forordningen om midlertidig told.

(58)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger vedrørende importen fra det pågældende land, bekræftes konklusionerne i betragtning 56-66 i forordningen om midlertidig told.

(59)

Selv om produktionsmængden og kapacitetsudnyttelsen faldt i den betragtede periode, påstod en interesseret part, at dette blot skyldtes en væsentlig stigning før denne periode. Parten påstod, at faldet i den betragtede periode derfor ikke kunne betragtes som en negativ udvikling og ikke var tegn på skade. Når udviklingen i skadesindikatorerne evalueres, tages der dog normalt kun højde for tendenserne i den betragtede periode. I den foreliggende sag var der ingen gyldig grund til at afvige fra denne praksis og evaluere udviklingen i skadesindikatorerne over en længere periode. Dette argument bør derfor afvises.

(60)

Den samme interesserede part påstod, at den mulige inkludering af biprodukter kan have forøget EU-erhvervsgrenens produktionsomkostninger, hvilket også ville have haft en indvirkning på rentabiliteten. Denne påstand er ikke korrekt. EU-erhvervsgrenens produktionsomkostninger inklusive biprodukter blev kontrolleret, og det blev fastslået, at omkostningerne var fuldstændige og korrekte. Denne påstand bør derfor afvises.

(61)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende udviklingen i skadesindikatorerne, bekræftes konklusionerne i betragtning 67-93 i forordningen om midlertidig told.

(62)

En interesseret part påstod, at ikke alle skadesindikatorer viste en negativ tendens, og at en negativ tendens i kun nogle få skadesindikatorer ikke er tilstrækkeligt grundlag til at konkludere, at EU-erhvervsgrenen har lidt væsentlig skade.

(63)

I henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 5, behøver ikke alle skadesindikatorerne at vise en negativ tendens for, at det kan konkluderes, at der er forvoldt skade. Desuden var påstanden ukorrekt, da undersøgelsen har vist, at næsten alle skadesindikatorer viste en negativ tendens i den betragtede periode. Påstandene bør derfor afvises.

(64)

På baggrund af ovenstående, og da der ikke blev fremsat andre bemærkninger, bekræftes konklusionerne i betragtning 94-96 i forordningen om midlertidig told, nemlig at EU-erhvervsgrenen har lidt væsentlig skade, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 5.

(65)

På grundlag af konklusionerne i betragtning 66 i forordningen om midlertidig told, dvs. at den vejede gennemsnitlige underbudsmargen for den indonesiske import var på mellem 0 % og 5 % i undersøgelsesperioden, påstod en part, at denne import ikke kunne have forvoldt EU-erhvervsgrenen skade, da den ikke kunne have udøvet et prispres på EU-markedet.

(66)

Denne påstand blev ikke understøttet af kendsgerninger fra undersøgelsen. Som det fremgår af betragtning 99 og 100 i forordningen om midlertidig told, steg dumpingimporten fra Indonesien markant i den betragtede periode både i absolutte tal og i markedsandele. Denne stigning faldt sammen med et fald i EU-erhvervsgrenens salgsmængde og markedsandel. De væsentlige importmængder tvang EU-erhvervsgrenen til at sænke sine salgspriser og bringe dem på linje med prisniveauet for den indonesiske import. Som et resultat heraf var underbudsmargenerne meget lave. Samtidig var EU-erhvervsgrenen imidlertid ikke i stand til at fastsætte sine priser på niveau med omkostningsstigningerne, hvilket førte til et markant fald i rentabiliteten i den betragtede periode. Dette bekræftes af størrelsen på skadesmargenerne, som varierer mellem 24,9 % og 47,0 %, jf. betragtning 125. Dette argument bør derfor afvises.

(67)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende dumpingimportens virkninger, bekræftes konklusionerne i betragtning 98-101 i forordningen om midlertidig told.

(68)

To interesserede parter påstod, at den kinesiske import i modsætning til konklusionerne i betragtning 103 i forordningen om midlertidig told havde en negativ virkning på EU-erhvervsgrenens salgspriser og dermed bidrog til den væsentlige skade.

(69)

I absolutte tal var mængden af import fra Kina lav i hele den betragtede periode, hvilket fremgår af betragtning 102 i forordningen om midlertidig told. Når man tager antidumpingtolden i betragtning var importpriserne desuden højere end EU-erhvervsgrenens salgspriser og også højere end de indonesiske importpriser. I betragtning af mængden og priserne for importen fra Kina blev påstanden om, at den kinesiske import bidrog til EU-erhvervsgrenens væsentlige skade, afvist.

(70)

Konklusionerne i betragtning 102-103 i forordningen om midlertidig told bekræftes derfor.

(71)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger vedrørende virkningen af importen fra andre tredjelande, bekræftes konklusionerne i betragtning 104-108 i forordningen om midlertidig told.

(72)

Efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner påstod en interesseret part, at faldet i EU-erhvervsgrenens salg faldt sammen med faldet i EU-forbruget, som derfor var den vigtigste årsag til den væsentlige skade, der forvoldtes EU-erhvervsgrenen.

(73)

Som det fremgår af betragtning 109 i forordningen om midlertidig told, var faldet i forbruget kun på 2 %, mens faldet i EU-erhvervsgrenens salg var på 17 % i den betragtede periode. Faldet i forbruget kan derfor ikke forklare det meget større fald i salgsmængden. Desuden steg importen fra Indonesien til trods for det faldende forbrug. Denne påstand bør derfor afvises.

(74)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger om dette aspekt, bekræftes konklusionerne i betragtning 109 i forordningen om midlertidig told.

(75)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger vedrørende virkningen af EU-erhvervsgrenens eksportresultater, bekræftes konklusionerne i betragtning 110-112.

(76)

Efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner gentog to parter deres påstand om, at EU-erhvervsgrenes skade skyldtes en påstået ineffektivitet i EU-erhvervsgrenens produktionsproces, herunder EU-erhvervsgrenens ineffektive anvendelse af ressourcerne.

(77)

Parterne kunne dog ikke specificere arten af den påståede ineffektivitet. Som det fremgår af betragtning 113 i forordningen om midlertidig told, viste undersøgelsen ingen eventuel ineffektivitet i EU-erhvervsgrenen, og påstandene herom blev derfor afvist.

(78)

Efter fremlæggelsen af konklusionerne gentog en interesseret part sine påstande vedrørende EU-erhvervsgrenens ineffektivitet. Den pågældende part påstod i den forbindelse, at produktionsstoppene i forbindelse med vedligeholdelsesarbejde, integration af en tidligere tilknyttet virksomhed, stigningen i arbejdskraftomkostningerne og forestående omfattende investeringer og deres indvirkning på EU-erhvervsgrenens situation ikke var blevet undersøgt.

(79)

I modsætning til partens påstand blev ovennævnte faktorer blev analyseret af Kommissionen, hvilket fremgår af betragtning 94-96 (produktionsstop i forbindelse med vedligeholdelsesarbejde), 89 og 90 (integration af en tidligere tilknyttet virksomhed), 91 (arbejdskraftomkostninger) samt 82 og 83 (investeringer) nedenfor, men undersøgelsen påviste ingen potentiel ineffektivitet i EU-erhvervsgrenen. Påstanden blev derfor afvist.

(80)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger om ovenstående, bekræftes konklusionerne i betragtning 113 i forordningen om midlertidig told.

(81)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger om virkningerne af finanskrisen, bekræftes konklusionerne i betragtning 114 i forordningen om midlertidig told.

(82)

Efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner gentog en interesseret part sin påstand om, at EU-erhvervsgrenens store investeringer havde forårsaget skaden. Parten påstod, at det var irrelevant, om investeringerne var nødvendige, da kun deres virkning for EU-erhvervsgrenens situation skulle analyseres og især deres virkning for EU-erhvervsgrenens rentabilitet.

(83)

Parten uddybede ikke, i hvilket omfang EU-erhvervsgrenens investeringer kunne have haft en virkning på rentabiliteten. EU-erhvervsgrenens investeringer var, jf. betragtning 116 i forordningen om midlertidig told, baseret på rimelige forretningsmæssige beslutninger og kan derfor ikke betragtes som unødvendige. Desuden afskrives investeringsudgifter over længere tid og havde således ingen væsentlige virkninger for EU-erhvervsgrenens rentabilitet. Den interesserede parts påstande i den henseende bør derfor afvises.

(84)

Efter fremlæggelsen af konklusionerne gentog denne interesserede part sine påstande om, at skaden forvoldtes af de gældende sikkerhedsforskrifter og de omfattende investeringer, som EU-erhvervsgrenen har foretaget for at opfylde disse forskrifter. Parten gentog også, at det var irrelevant, om disse beslutninger var rimelige forretningsmæssige beslutninger, og at analysen kun burde have vurderet virkningen på rentabiliteten. Det blev i den forbindelse endelig påstået, at det var irrelevant, om investeringsomkostningerne afskrives over længere tid.

(85)

Vurderingen tog i modsætning til påstanden hensyn til investeringernes indvirkning på EU-erhvervsgrenens rentabilitet. Afskrivningen af investeringsomkostningerne er en omkostningsfaktor, som er relevant for fastlæggelsen af rentabiliteten, og blev derfor taget i betragtning. Denne påstand blev derfor afvist.

(86)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende virkningerne af investeringerne og EU's gældende sikkerhedsforskrifter, bekræftes konklusionerne i betragtning 115 og 116 i forordningen om midlertidig told.

(87)

En interesseret part påstod, at faldet i rentabiliteten skyldtes den samtidige stigning i produktionsomkostningerne generelt. Skaden skyldes derfor snarere denne stigning i produktionsomkostningerne end importen fra Indonesien.

(88)

Stigningen i produktionsomkostningerne kunne, jf. betragtning 100 i forordningen om midlertidig told, ikke afspejles i salgsprisen som følge af prispresset fra den indonesiske import af MNG. Den faldende rentabilitet skyldes derfor hovedsagelig stigningen i dumpingimporten, og påstanden bør afvises.

(89)

Samme interesserede part påstod, at man ikke i tilstrækkelig grad havde analyseret virkningerne for EU-erhvervsgrenens rentabilitet som følge af integrationen af en tidligere tilknyttet virksomhed. Parten påstand, at denne integration havde en negativ indvirkning på rentabiliteten og dermed forvoldte EU-erhvervsgrenen skade.

(90)

Kommissionen foretog en yderligere undersøgelse af virkningerne for de relevante skadesindikatorer såsom produktionsomkostninger, beskæftigelse, investeringer og rentabilitet som følge af integrationen af en tidligere tilknyttet virksomhed. Det skal bemærkes, at den pågældende tilknyttede virksomhed kun var beskæftiget med salg af den pågældende vare. Det blev konkluderet, at EU-erhvervsgrenen var rentabel i det regnskabsår, hvor integrationen fandt sted (2011/12). Det efterfølgende regnskabsår (2012/13) var rentabiliteten negativ. Dette faldt dog sammen med en stigning i mængden af import fra Indonesien, som faktisk fordobledes samme år. På dette grundlag bekræftede undersøgelsen ikke, at integrationen af en tidligere tilknyttet virksomhed havde en væsentlig negativ indvirkning på rentabiliteten, og påstandene i denne henseende bør derfor afvises.

(91)

En række parter påstod, at stigningen i arbejdskraftomkostningerne forvoldte EU-erhvervsgrenen skade. Selv om stigningen i de samlede omkostninger også skyldtes stigningen i arbejdskraftomkostningerne i den betragtede periode, viste undersøgelsen, at virkningen af stigningen i arbejdskraftomkostningerne for de samlede produktionsomkostninger ikke var markant (der kan af fortrolighedshensyn ikke gives præcise tal). På dette grundlag kunne det ikke antages, at stigningen i arbejdskraftomkostningerne havde forårsaget EU-erhvervsgrenen væsentlig skade, og påstandene bør afvises.

(92)

Efter fremlæggelsen af konklusionerne påstod en interesseret part, at arbejdskraftomkostningerne ikke burde vurderes isoleret, og at indvirkningen som følge af stigningen i visse omkostningselementer som helhed burde tages i betragtning.

(93)

Som nævnt i betragtning 87 og 88 vurderede Kommissionen stigningen i produktionsomkostningerne som helhed, og påstanden i denne henseende afvises derfor.

(94)

Efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner påstod en interesseret part, at faldet i produktionen og salget skyldtes EU-erhvervsgrenens produktionsstop i forbindelse med vedligeholdelse, som efterfølgende forvoldte et fald i salgsmængden. Faldet i EU-erhvervsgrenens produktions- og salgsmængder bør derfor ikke tilskrives importen fra Indonesien.

(95)

Undersøgelsen viste, at faldet i produktionen mellem regnskabsåret 2012/13 og undersøgelsesperioden ganske rigtigt faldt sammen med et længere produktionsstop i forbindelse med vedligeholdelse, som dog kun blev gennemført i et forsøg på i den betragtede periode at reducere de store lagerbeholdninger som følge af faldende salg i de foregående år.

(96)

Faldet i produktion og salg var således en følge af stigningen i dumpingimporten af MNG fra Indonesien, og påstanden bør derfor afvises.

(97)

Efter fremlæggelsen af konklusionerne gentog en anden interesseret part, at skaden skyldtes produktionsstoppene i forbindelse med vedligeholdelsesarbejde, og at det var irrelevant, om disse produktionsstop var nødvendige eller ej. Parten påstod, at kun havde taget virkningen af disse produktionsstop for EU-erhvervsgrenens rentabilitet burde være taget i betragtning.

(98)

Som nævnt i betragtning 95 og 96 var disse produktionsstop i forbindelse med vedligeholdelsesarbejde en konsekvens af faldende salg, som skyldtes stigningen i dumpingimporten fra Indonesien. Importen fra Indonesien har derfor ganske rigtigt forårsaget produktionsstoppene i forbindelse med vedligeholdelsesarbejde, som således ikke kan vurderes isoleret, ligesom det ikke kan betragtes, at de har brudt årsagssammenhængen mellem importen og skaden. Den interesserede parts påstand blev derfor afvist.

(99)

Efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner påstod en interesseret part, at nedskrivningen af den indonesiske rupiah mellem januar 2012 og januar 2014 gav de eksporterende producenter en konkurrencemæssig fordel, som er uafhængig af deres beslutninger om prisfastsættelse. Parten påstod, at virkningen af denne faktor burde undersøges.

(100)

Det skal i den forbindelse erindres, at dumpingimportens sandsynlige indvirkning på EU-erhvervsgrenens priser i alt væsentligt undersøges i forbindelse med fastsættelsen af prisunderbud og pristryk. Til dette formål sammenlignes de dumpede eksportpriser og EU-erhvervsgrenens salgspriser, og de eksportpriser, der anvendes til skadesberegningerne, skal i visse tilfælde omregnes til en anden valuta for at tilvejebringe et sammenligningsgrundlag. Følgelig sikrer brugen af vekselkurser i denne sammenhæng kun, at prisforskellen fastsættes på et sammenligneligt grundlag. På dette grundlag blev det klart, at vekselkurserne i denne sag ikke kan betragtes som en faktor, der har forvoldt EU-erhvervsgrenen skade, da de hænger uløseligt sammen med selve importen. Påstanden bør derfor afvises.

(101)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende virkningen af råvareomkostninger og andre omkostninger, bekræftes konklusionerne i betragtning 117-120 i forordningen om midlertidig told.

(102)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende årsagssammenhængen, bekræftes konklusionerne i betragtning 121-125 i forordningen om midlertidig told.

(103)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger vedrørende EU-erhvervsgrenens interesser, bekræftedes konklusionerne i betragtning 127-129 i forordningen om midlertidig told.

(104)

Da der ikke blev fremsat bemærkninger vedrørende ikke forretningsmæssigt forbundne importørers og forhandleres interesser, bekræftedes konklusionerne i betragtning 130-132 i forordningen om midlertidig told.

(105)

En bruger genfremsatte efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner sin påstand, som er beskrevet i betragtning 140 i forordningen om midlertidig told, om, at EU-forbruget af MNG forventes at stige markant især som følge af et EU-forbud mod phosphater og andre phosphorforbindelser, som angiveligt vil blive erstattet af MNG, der anvendes i nonfoodprodukter. Brugeren påstod endvidere, at EU-erhvervsgrenens kapacitet ikke ville være tilstrækkelig til at imødekomme den stigende efterspørgsel på EU-markedet. Parten påstod derudover, at en stigning i forbruget ville være gavnlig for EU-erhvervsgrenen, da den ville kunne øge sin salgsmængde. Samme bruger gentog sin påstand om, at der ikke ville være tilstrækkelige alternative forsyningskilder, navnlig fordi producenter i andre tredjelande også indgår i samme virksomhedsgruppe som EU-erhvervsgrenen og derfor ikke leverer til EU-markedet.

(106)

Som det fremgår af betragtning 141 i forordningen om midlertidig told er det vanskeligt at forudsige, hvordan EU's nye bestemmelser vedrørende forbuddet mod phosphater og phosphorforbindelser vil påvirke EU-erhvervsgrenen. Den pågældende part undlod navnlig at fremlægge oplysninger eller beviser for, om og i hvilket omfang dette forbud vil være gavnligt for efterspørgslen efter MNG i Unionen.

(107)

Undersøgelsen har vist, at EU-erhvervsgrenen havde uudnyttet produktionskapacitet og ville være i stand til at øge sin produktionsmængde og i hvert fald delvist dække en øget efterspørgsel på EU-markedet. Den samlede EU-kapacitet oversteg det samlede EU-forbrug i undersøgelsesperioden.

(108)

Hvad angår alternative forsyningskilder, viste undersøgelsen, at der er en produktion af MNG i en række tredjelande, hvilket også fremgår af betragtning 147 i forordningen om midlertidig told. I begyndelsen af den betragtede periode, dvs. i regnskabsåret 2010/11, var markedsandelen for importerede varer fra andre tredjelande (dvs. Brasilien, Vietnam og Korea) betydelig og faldt først, da lavprisimporten fra Indonesien steg. Undersøgelsen viste desuden, at der i flere tredjelande findes leverandører, som ikke tilhører samme gruppe som EU-erhvervsgrenen. Importen fra andre tredjelande genoptages eventuelt, hvis der genskabes lige vilkår på EU-markedet.

(109)

Parternes påstande i den henseende bør derfor afvises.

(110)

Efter fremlæggelsen af de endelige konklusioner gentog samme interesserede part sin påstand om, at efterspørgslen efter MNG ville stige betydeligt i Unionen som følge af det kommende forbud mod phosphater, og at EU-erhvervsgrenen ikke ville være i stand til at imødekomme denne stigning i efterspørgslen i Unionen. Parten fremlagde dog ingen nye oplysninger eller konkrete beviser, og påstanden afvises derfor.

(111)

Den samme interesserede part påstod efter fremlæggelsen af de endelige konklusioner også, at Kommissionen ikke tog højde for den procentdel, som MNG udgør af de samlede omkostninger til vaske- og rengøringsmidler. Den pågældende part fremlagde dog ingen nye elementer, der kunne omstøde konklusionerne i betragtning 138 og 139 i forordningen om midlertidig told, nemlig at foranstaltningernes eventuelle indvirkning på denne virksomhed ville blive begrænsede. Påstanden blev derfor afvist.

(112)

Den samme interesserede part påstod endelig, at der ikke blev taget hensyn til supplerende omkostninger for nonfoodindustrien og brugere af nonfoodprodukter. Parten fremlagde dog ingen nye oplysninger eller konkrete beviser, og derfor blev påstanden afvist.

(113)

En anden bruger påstod, at man burde vurdere virkningerne af foranstaltningerne over for Indonesien og Kina for brugerne samlet.

(114)

Virkningen af begge foranstaltninger for brugerne blev navnlig analyseret i forbindelse med eventuelle alternative forsyningskilder i betragtning 147 i forordningen om midlertidig told. Denne analyse viste, jf. betragtning 108, at en række tredjelande havde potentiale til at eksportere MNG til Unionen. Disse tredjelande var til stede på EU-markedet, før dumpingimporten fra Indonesien kom ind i Unionen i øgede mængder.

(115)

Det blev påstået, at brugerne ikke kan vælte de supplerende omkostninger ved en antidumpingtold over på de endelige forbrugere på grund af den voldsomme konkurrence på EU-markedet for færdige fødevarer.

(116)

Som det fremgår af betragtning 135-137 i forordningen om midlertidig told, udgjorde MNG i sektoren for føde- og drikkevarer kun ca. 5 % af de samlede omkostninger for produkter, hvori der indgår MNG, fremstillet af de samarbejdsvillige virksomheder. Det blev konstateret, at disse virksomheder var rentable. Den interesserede part fremlagde ingen oplysninger, der kunne have modsagt disse konklusioner. Konklusionerne i betragtning 136 i forordningen om midlertidig told, nemlig at foranstaltningerne kun havde en begrænset virkning for disse virksomheder, bekræftedes derfor, og påstanden i denne henseende bør afvises.

(117)

Efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner anfægtede to leverandører konklusionerne i betragtning 143 i forordningen om midlertidig told og påstod, at EU-erhvervsgrenens ophør ville have væsentlige konsekvenser for deres forretningsaktivitet. Disse leverandører påstod, at virkningen af EU-erhvervsgrenens eventuelle ophør med MNG-produktion ville få en skadelig virkning på deres samlede aktiviteter, da sukkerfabrikkerne ikke kan undgå at producere en vis mængde sukkersirup og sukkermelasse, som EU-erhvervsgrenen er den største aftager af. Hvis sukker i disse former ikke sælges, vil dette påvirke den pågældende fabriks samlede effektivitet.

(118)

Påstandene blev imidlertid ikke dokumenteret og kunne derfor ikke tages i betragtning.

(119)

Efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner genfremsatte en interesseret part sine bemærkninger om EU-erhvervsgrenens påståede dominerende markedsstilling og påstod, at EU-erhvervsgrenen med indførelsen af foranstaltninger vedrørende MNG ville få en konkurrencemæssig fordel på EU-markedet. Der blev dog ikke fremlagt nye beviser til støtte for disse påstande. Konklusionerne i betragtning 145 i forordningen om midlertidig told bekræftes derfor, og påstanden i denne henseende bør afvises.

(120)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende Unionens interesser, bekræftedes konklusionerne i betragtning 126-148 i forordningen om midlertidig told.

(121)

Efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner anfægtede en interesseret part den målfortjeneste, der blev anvendt til at fastlægge skadestærsklen, jf. betragtning 151 i forordningen om midlertidig told. Parten påstod, at en fortjenstmargen før skat på 3-5 % ville være et rimeligt og markedsbaseret fortjenstniveau på grundlag af fortjenstmargenen før skat hos MNG-producenter i to asiatiske lande i 2013.

(122)

Den fortjenstmargen, som anvendtes til at fastlægge skadestærsklen, svarede til den fortjenstmargen, som EU-erhvervsgrenen med rimelighed kunne forventes at opnå under normale konkurrencevilkår. Dumpingimporten fra Indonesien begyndte først at få virkninger i det tredje år af den betragtede periode, jf. betragtning 151 i forordningen om midlertidig told. Det blev derfor fundet hensigtsmæssigt at fastlægge fortjenstmargenen på grundlag af de to første år i den betragtede periode.

(123)

Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende skadestærsklen, bekræftedes konklusionerne i betragtning 150-152 i forordningen om midlertidig told.

(124)

I betragtning af konklusionerne vedrørende dumping, skade, årsagssammenhæng og Unionens interesser og i overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 4, bør der indføres endelige antidumpingforanstaltninger over for importen af den pågældende vare svarende til dumpingmargenen i henhold til reglen om den lavest mulige told. I denne sag er den individuelle toldsats for én eksporterende producent blevet revideret efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner, da visse transaktioner blev udelukket fra fastlæggelsen af virksomhedens eksportpris.

(125)

Ud fra ovenstående fastsættes tolden til følgende:

(126)

De antidumpingtoldsatser for de enkelte virksomheder, der er anført i denne forordning, blev fastsat ud fra konklusionerne i undersøgelsen. De afspejler derfor den situation, der blev konstateret for disse virksomheder i forbindelse med undersøgelsen. Disse toldsatser finder udelukkende anvendelse på importen af den pågældende vare med oprindelse i det pågældende land, som er fremstillet af de nævnte retlige enheder. Den pågældende importvare, der er fremstillet af andre virksomheder, som ikke er udtrykkeligt nævnt med navn og adresse i denne forordnings dispositive del, herunder enheder, der er forretningsmæssigt forbundet med de udtrykkeligt nævnte, bør være omfattet af tolden for »alle andre virksomheder«. De bør ikke være underlagt nogen af de individuelle antidumpingtoldsatser.

(127)

En virksomhed kan anmode om, at disse individuelle antidumpingtoldsatser anvendes, hvis den efterfølgende ændrer navnet på sin enhed. Anmodningen skal rettes til Kommissionen (4). Anmodningen skal indeholde alle relevante oplysninger som bevis for, at ændringen ikke påvirker virksomhedens ret til at drage fordel af den toldsats, der anvendes på virksomheden. Hvis virksomhedes navneændring ikke påvirker virksomhedens ret til at drage fordel af den toldsats, der anvendes på den, offentliggøres en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende om navneændringer.

(128)

For at minimere risikoen for omgåelse som følge af den store forskel på toldsatserne er der behov for særlige foranstaltninger, som kan sikre anvendelsen af den individuelle antidumpingtold. Virksomhederne med individuel antidumpingtold skal fremlægge en gyldig handelsfaktura for medlemsstaternes toldmyndigheder. Fakturaen skal overholde kravene i bilaget. Import, der ikke er ledsaget af en sådan faktura, vil være underlagt den antidumpingtold, der finder anvendelse på »alle andre virksomheder«.

(129)

For at sikre en korrekt håndhævelse af antidumpingtolden vil antidumpingtoldsatsen for alle andre virksomheder finde anvendelse på ikke blot de ikke samarbejdsvillige eksporterende producenter i denne undersøgelse, men også de producenter, der ikke eksporterede til Unionen i undersøgelsesperioden.

(130)

Som følge af de konstaterede dumpingmargener og den skade, der er forvoldt EU-erhvervsgrenen, bør de beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af den midlertidige antidumpingtold, som blev indført ved forordningen om midlertidig told, opkræves endeligt.

(131)

Det udvalg, der er nedsat ved grundforordningens artikel 15, stk. 1, har ikke afgivet udtalelse —