6.11.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 290/14


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2015/1993

af 22. oktober 2015

om godkendelse af Europa-Kommissionens indgåelse på Det Europæiske Atomenergifællesskabs vegne af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Kosovo (1) på den anden side

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 101, stk. 2,

under henvisning til henstilling fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 21. juni 2013 bemyndigede Rådet Europa-Kommissionen til at indlede forhandlinger med Kosovo om en stabiliserings- og associeringsaftale (»aftalen«). Forhandlingerne blev afsluttet med paraferingen af aftalen den 25. juli 2014.

(2)

Aftalen vedrører også anliggender, der henhører under Det Europæiske Atomenergifællesskabs (»Fællesskabet«) kompetencer.

(3)

Aftalen bør derfor også indgås på Fællesskabets vegne for så vidt angår anliggender henhørende under Euratomtraktaten.

(4)

Aftalens undertegnelse og indgåelse er omfattet af en særskilt procedure for så vidt angår anliggender, der henhører under traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(5)

Aftalen berører ikke medlemsstaternes stillingtagen til Kosovos status, som fastlægges i overensstemmelse med deres nationale praksis og folkeretten.

(6)

Desuden udgør hverken begreberne, ordlyden eller definitionerne i denne afgørelse og i teksten til aftalen eller henvisninger til det retsgrundlag, der er nødvendigt for aftalens indgåelse, en anerkendelse fra Fællesskabets side af Kosovo som uafhængig stat eller en anerkendelse fra de enkelte medlemsstaters side af Kosovo som uafhængig stat, hvis de ikke har taget dette skridt.

(7)

Kommissionens indgåelse af aftalen på Fællesskabets vegne bør derfor godkendes for så vidt angår anliggender, der henhører under Fællesskabets kompetencer —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Kommissionens indgåelse på Fællesskabets vegne af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab og Kosovo godkendes herved (2).

Artikel 2

Denne afgørelse berører ikke medlemsstaternes og Fællesskabets stillingtagen til Kosovos status.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 22. oktober 2015.

På Rådets vegne

F. ETGEN

Formand


(1)  Denne betegnelse indebærer ingen stillingtagen til Kosovos status, og den er i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution 1244/1999 og Den Internationale Domstols udtalelse om Kosovos uafhængighedserklæring.

(2)  Teksten til aftalen er knyttet til Rådets afgørelse om indgåelse på Unionens vegne af aftalen.