16.10.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 271/33


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2015/1855

af 13. oktober 2015

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Rådet for Handelsrelaterede Intellektuelle Ejendomsrettigheder og Det Almindelige Råd for Verdenshandelsorganisationen, for så vidt angår anmodningen fra de mindst udviklede medlemslande om forlængelse af overgangsperioden i henhold til artikel 66, stk. 1, i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder vedrørende visse forpligtelser relateret til lægemidler, og om dispensation fra forpligtelserne i henhold til aftalens artikel 70, stk. 8 og 9

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 66, stk. 1, i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (»TRIPS-aftalen«) skal Rådet for Handelsrelaterede Intellektuelle Ejendomsrettigheder (»Rådet for TRIPS«) efter behørigt begrundet anmodning fra et medlem, der er et mindst udviklet land (»LDC«), forlænge denne periode.

(2)

Den 14. november 2001 vedtog Verdenshandelsorganisationens (»WTO's«) ministerkonference i Doha erklæringen om TRIPS-aftalen og folkesundhed (»Doha-erklæringen«). Den fastsatte, at forlængelsen af overgangsperioden i henhold til TRIPS-aftalens artikel 66, stk. 1, var med forbehold af LDC-medlemmers ret til at ansøge om andre forlængelser.

(3)

I overensstemmelse med afsnit 7 i Doha-erklæringen og med TRIPS-aftalens artikel 66, stk. 1, forlængede Rådet for TRIPS ved aftale af 27. juni 2002 den overgangsperiode, i løbet af hvilken LDC-medlemmer ikke skal indrømme patentbeskyttelse for lægemidler, indtil den 1. januar 2016.

(4)

Den 8. juli 2002 vedtog WTO's Almindelige Råd i nær forbindelse hermed en afgørelse, hvorved der dispenseres fra LDC-medlemmers forpligtelse til at tildele eksklusive rettigheder i henhold til TRIPS-aftalens artikel 70, stk. 9. Dispensationen finder anvendelse indtil den 1. januar 2016.

(5)

Den 23. februar 2015 anmodede Bangladesh på vegne af gruppen af LDC-medlemmer om forlængelse på ubestemt tid af overgangsperioden i henhold til TRIPS-aftalens artikel 66, stk. 1, og om dispensation på ubestemt tid fra forpligtelserne i henhold til nævnte aftales artikel 70, stk. 8 og 9, så længe hvert LDC-medlem forbliver et LDC.

(6)

Da der siden 2002 har været givet særskilt dispensation for intellektuelle ejendomsrettigheder relateret til lægemidler, er det hensigtsmæssigt, at Unionen erklærer sig enig i forlængelsen af overgangsperioden for ikke at forhindre LDC-medlemmers adgang til lægemidler.

(7)

Flere WTO-medlemmer synes at være klar til at forlænge overgangsperioden på ubestemt tid og give dispensation på ubestemt tid, og derfor bør Unionen tilslutte sig konsensussen i overensstemmelse med sin fortsatte støtte til Doha-erklæringen. Dog bør Unionen også erklære sig enig heri, hvis WTO-medlemmerne som løsning i stedet enes om endnu en tidsbegrænset forlængelse og tidsbegrænset dispensation.

(8)

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Rådet for TRIPS og WTO's Almindelige Råd, for så vidt angår LDC-medlemmernes anmodning om forlængelse af overgangsperioden i henhold til TRIPS-aftalens artikel 66, stk. 1, vedrørende visse forpligtelser relateret til lægemidler, og om dispensation fra forpligtelserne i henhold til nævnte aftales artikel 70, stk. 8 og 9, bør derfor fastlægges —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Rådet for Handelsrelaterede Intellektuelle Ejendomsrettigheder og Det Almindelige Råd for Verdenshandelsorganisationen (»WTO«), er følgende:

a)

at tilslutte sig:

i)

anmodningen fra medlemmerne af de mindst udviklede medlemslande (»LDC«) om en forlængelse af overgangsperioden i henhold til artikel 66, stk. 1, i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (»TRIPS-aftalen«) vedrørende visse forpligtelser relateret til lægemidler, og

ii)

LDC-medlemmernes anmodning om dispensation fra forpligtelserne i TRIPS-aftalens artikel 70, stk. 8 og 9, og

b)

at acceptere enten:

i)

anmodningen om, at den i denne artikels litra a), nr. i), omhandlede forlængelse eller den i denne artikels litra a), nr. ii), omhandlede dispensation, eller begge dele, fortsat anvendes, så længe hvert LDC-medlem forbliver et LDC, eller

ii)

anmodningen om en tidsbegrænset forlængelse eller en tidsbegrænset dispensation, eller begge dele, hvis denne anmodning også kan accepteres af de andre WTO-medlemmer.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 13. oktober 2015.

På Rådets vegne

J. ASSELBORN

Formand