8.9.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 234/1


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2015/1497

af 20. april 2015

om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og om midlertidig anvendelse af aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kommissionen for Bevarelse af Sydlig Tun (CCSBT) om Unionens medlemskab af den udvidede kommission for konventionen om bevarelse af sydlig tun

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 5,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Unionen har beføjelse til at vedtage foranstaltninger til bevarelse af levende marine ressourcer inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik og til at indgå aftaler med tredjelande og med internationale organisationer.

(2)

Unionen er i henhold til Rådets afgørelse 98/392/EF (1) kontraherende part i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982. Nævnte konvention forpligter alle medlemmer af det internationale samfund til at samarbejde om at bevare og forvalte de levende marine ressourcer.

(3)

Unionen er i henhold til Rådets afgørelse 98/414/EF (2) kontraherende part i aftalen om gennemførelse af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 for så vidt angår bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande.

(4)

Den 1. december 2009 bemyndigede Rådet Europa-Kommissionen til på vegne af Unionen at søge om en ændring af konventionen om bevarelse af sydlig tun (»konventionen«), således at Unionen kunne blive kontraherende part.

(5)

Da forhandlingerne om ændringen af konventionen ikke har ført til noget resultat, ændrede Kommissionen for Bevarelse af Sydlig Tun (CCSBT) på sit 20. møde i oktober 2013 resolutionen om oprettelse af en udvidet kommission for bevarelse af Sydlig Tun (»CCSBT's udvidede kommission«) for at gøre det muligt for Unionen at blive medlem af CCSBT's udvidede kommission i kraft af en aftale i form af brevveksling.

(6)

Da fartøjer, der fører EU-medlemsstaters flag, fisker i udbredelsesområdet for sydlig tun, er det i Unionens interesse at undertegne og midlertidigt anvende aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kommissionen for Bevarelse af Sydlig Tun (CCSBT) om Unionens medlemskab af den udvidede kommission for konventionen om bevarelse af sydlig tun (»aftalen i form af brevveksling«) med henblik på at spille en reel rolle i konventionens gennemførelse.

(7)

Efter afslutningen af denne procedure vil Unionen have ret til medlemskab samt stemmeret i CCSBT's udvidede kommission og udvidede videnskabelige udvalg.

(8)

Medlemskab af CCSBT's udvidede kommission. vil desuden fremme sammenhængen i Unionens bevarelsesstrategi på tværs af havene og styrke Unionens engagement i bevarelsen på lang sigt og bæredygtig anvendelse af fiskeressourcerne på verdensplan.

(9)

Aftalen i form af brevveksling bør derfor undertegnes og anvendes midlertidigt —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Der gives herved bemyndigelse til undertegnelse på Unionens vegne af aftalen i form af brevveksling mellem Den Europæiske Union og Kommissionen for Bevarelse af Sydlig Tun (CCSBT) om Unionens medlemskab af den udvidede kommission for konventionen om bevarelse af sydlig tun (»aftalen i form af brevveksling«) med forbehold af procedurerne for indgåelsen af aftalen i form af brevveksling.

Teksten til aftalen i form af brevveksling er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

Formanden for Rådet bemyndiges herved til at udpege den eller de personer, der beføjes til at undertegne aftalen i form af brevveksling på Unionens vegne.

Artikel 3

Aftalen i form af brevveksling anvendes midlertidigt fra … (*1) indtil afslutningen af procedurerne for dens indgåelse.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 20. april 2015

På Rådets vegne

J. DŪKLAVS

Formand


(1)  Rådets afgørelse 98/392/EF af 23. marts 1998 om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af de Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 og af aftalen af 28. juli 1994 vedrørende anvendelsen af kapitel XI i denne konvention (EFT L 179 af 23.6.1998, s. 1).

(2)  Rådets afgørelse 98/414/EF af 8. juni 1998 om Det Europæiske Fællesskabs ratifikation af aftalen om gennemførelse af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 vedrørende bevarelse og forvaltning af fiskebestande, der bevæger sig både inden for og uden for eksklusive økonomiske zoner (fælles bestande), og stærkt vandrende fiskebestande (EFT L 189 af 3.7.1998, s. 14).

(*1)  Datoen for undertegnelse og midlertidig anvendelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende på foranledning af Generalsekretariatet for Rådet.