25.8.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 222/7


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2015/1423

af 21. august 2015

om visse midlertidige beskyttelsesforanstaltninger over for lumpy skin disease i Grækenland

(meddelt under nummer C(2015) 6010)

(Kun den græske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 89/662/EØF af 11. december 1989 om veterinærkontrol i samhandelen i Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (1), særlig artikel 9, stk. 3,

under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (2), særlig artikel 10, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Lumpy skin disease er en virussygdom hos kvæg, der primært overføres af vektorer, og som er kendetegnet ved alvorlige tab og med potentiale for omfattende spredning, bl.a. via levende dyr og produkter fremstillet af inficerede dyr.

(2)

Ved Rådets direktiv 92/119/EØF (3) er der fastsat generelle foranstaltninger til bekæmpelse af visse dyresygdomme, herunder lumpy skin disease. Disse omfatter foranstaltninger, der skal træffes i tilfælde af mistanke om og bekræftet forekomst af lumpy skin disease.

(3)

Den 20. august 2015 underrettede de græske myndigheder Kommissionen om to udbrud af lumpy skin disease på kvægbedrifter med i alt ca. 200 kreaturer i Feres-området i den regionale enhed Evros i Grækenland.

(4)

Grækenland traf de relevante foranstaltninger inden for rammerne af direktiv 92/119/EØF og oprettede beskyttelses- og overvågningszoner omkring udbruddene i henhold til nævnte direktivs artikel 10.

(5)

Der er risiko for, at lumpy skin disease-virusset spredes til andre områder af Grækenland og til andre medlemsstater, navnlig via handel med levende kvæg og sæd heraf, flytning af visse vildtlevende drøvtyggere og markedsføring af visse kvægprodukter.

(6)

For at forhindre spredning til andre dele af Grækenland, til andre medlemsstater og til tredjelande bør flytning og afsendelse fra den regionale enhed Evros af kvæg og sæd heraf samt markedsføring af visse animalske produkter forbydes.

(7)

Indtil Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder har afholdt møde, bør Kommissionen i samarbejde med den berørte medlemsstat træffe midlertidige beskyttelsesforanstaltninger over for lumpy skin disease i Grækenland.

(8)

Situationen tages op til fornyet gennemgang på næste møde i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder, og foranstaltningerne tilpasses om nødvendigt —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Grækenland forbyder afsendelse af følgende varer fra den regionale enhed Evros til andre dele af Grækenland, til andre medlemsstater og til tredjelande:

a)

levende kvæg og vildtlevende drøvtyggere

b)

tyresæd.

2.   Grækenland forbyder markedsføring af følgende varer fra den regionale enhed Evros uden for den regionale enhed Evros:

a)

fersk kød fra kvæg og tilberedt kød og kødprodukter fremstillet af sådant fersk kød

b)

mælk og mejeriprodukter fra kvæg

c)

uforarbejdede animalske biprodukter fra kvæg, medmindre de under officielt tilsyn af den kompetente myndighed er bestemt til bortskaffelse i et godkendt anlæg inden for Grækenlands område.

Artikel 2

Denne afgørelse anvendes indtil den 30. september 2015.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Den Hellenske Republik.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. august 2015.

På Kommissionens vegne

Vytenis ANDRIUKAITIS

Medlem af Kommissionen


(1)   EFT L 395 af 30.12.1989, s. 13.

(2)   EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29.

(3)  Rådets direktiv 92/119/EØF af 17. december 1992 om generelle fællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af visse dyresygdomme samt om specifikke foranstaltninger vedrørende blæreudslæt hos svin (EFT L 62 af 15.3.1993, s. 69).