4.3.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 60/37


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2015/344

af 17. februar 2015

om forlængelse af aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Ukraine

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 186 sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a), nr. v),

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved afgørelse 2003/96/EF (1) godkendte Rådet indgåelsen af aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Ukraine (2) (»aftalen«).

(2)

I henhold til artikel 12, litra b), blev aftalen i første omgang indgået for en periode indtil den 31. december 2002 og kunne den forlænges for yderligere femårsperioder ved fælles overenskomst mellem parterne.

(3)

På grundlag af Rådets afgørelse 2011/182/EU (3) blev aftalen forlænget for en yderligere femårsperiode med tilbagevirkende kraft fra den 8. november 2009, og udløber således den 7. november 2014.

(4)

Aftalens parter finder, at en hurtig forlængelse af aftalen vil være i begges interesse.

(5)

Den forlængede aftales indhold bør være identisk med aftalens indhold.

(6)

Forlængelsen af aftalen bør godkendes på Unionens vegne —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Forlængelsen af aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Ukraine for en yderligere femårsperiode godkendes herved på Unionens vegne.

Artikel 2

Formanden for Rådet bemyndiges herved til at udpege den eller de personer, der er beføjet til på Unionens vegne og i overensstemmelse med aftalens artikel 12, litra a), at meddele Ukraine, at Unionen har afsluttet de interne procedurer, som er nødvendige for den forlængede aftales ikrafttræden.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. februar 2015.

På Rådets vegne

J. REIRS

Formand


(1)  Rådets afgørelse 2003/96/EF af 6. februar 2003 om indgåelse af aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Ukraine (EUT L 36 af 12.2.2003, s. 31).

(2)  Aftale om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Ukraine (EUT L 36 af 12.2.2003, s. 32).

(3)  Rådets afgørelse 2011/182/EU af 9. marts 2011 om fornyelse af aftalen om videnskabeligt og teknologisk samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og Ukraine (EUT L 79 af 25.3.2011, s. 3).