25.6.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 209/1


UDTALELSE FRA KOMMISSIONEN

af 24. juni 2015

om planen for bortskaffelse af radioaktivt affald fra Sellafield Local Sludge Treatment Plant i Det Forenede Kongerige

(Kun den engelske udgave er autentisk)

(2015/C 209/01)

Nedenstående vurdering foretages i henhold til Euratom-traktatens bestemmelser, uden at dette berører eventuelle yderligere vurderinger, der skal foretages i henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde samt de forpligtelser, der følger heraf og af afledt ret (1).

Den 18. marts 2015 modtog Europa-Kommissionen i overensstemmelse med Euratom-traktatens artikel 37 fra den britiske regering almindelige oplysninger om planen om bortskaffelse af radioaktivt affald fra Sellafield Local Sludge Treatment Plant.

På grundlag af disse oplysninger og yderligere oplysninger, som Kommissionen anmodede om den 23. marts 2015, og som de britiske myndigheder fremsendte den 7. april 2015, og efter høring af ekspertgruppen har Kommissionen udarbejdet følgende udtalelse:

1.

Anlægget ligger 180 km fra nærmeste grænse til en anden medlemsstat, i dette tilfælde Irland.

2.

Under normale driftsbetingelser er det ikke sandsynligt, at væske- og gasformige radioaktive udslip vil give anledning til en eksponering af sundhedsmæssig betydning af befolkningen i andre medlemsstater ifølge den dosisgrænse, som fastsættes i de grundlæggende sikkerhedsnormer (Rådets direktiv 2013/59/Euratom (2)).

3.

Sekundært fast radioaktivt affald vil blive midlertidigt oplagret på anlægsområdet, inden det overføres til licensgodkendte bortskaffelsesanlæg i Det Forenede Kongerige.

4.

Skulle der ske utilsigtet udledning af radioaktive stoffer som følge af en ulykke af den type og størrelse, der er beskrevet i de almindelige oplysninger, vil de doser, som befolkningen i en anden medlemsstat efter al sandsynlighed vil blive udsat for, ikke være af sundhedsmæssig betydning, jf. de referenceniveauer, som fastsættes i de nye grundlæggende sikkerhedsnormer (Rådets direktiv 2013/59/Euratom).

Kommissionen konkluderer derfor, at gennemførelsen af planen for bortskaffelse af radioaktivt affald i enhver form fra Sellafield Local Sludge Treatment Plant i Det Forenede Kongerige, hverken under normal drift eller i tilfælde af en ulykke af den type og størrelse, som omhandles i de almindelige oplysninger, kan antages at ville medføre en sundhedsmæssigt betydelig radioaktiv kontaminering af en anden medlemsstats vande, jord eller luftrum, jf. de bestemmelser, som fastsættes i de nye grundlæggende sikkerhedsnormer (Rådets direktiv 2013/59/Euratom).

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. juni 2015.

På Kommissionens vegne

Miguel ARIAS CAÑETE

Medlem af Kommissionen


(1)  For eksempel skal der i henhold til traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde foretages en yderligere vurdering af miljøforholdene. Indledningsvis ønsker Kommissionen at henlede opmærksomheden på bestemmelserne i direktiv 2011/92/EU om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, direktiv 2001/42/EF om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet, direktiv 92/43/EØF om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter og direktiv 2000/60/EF om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger.

(2)  Rådets direktiv 2013/59/Euratom af 5. december 2013 om fastlæggelse af grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse mod de farer, som er forbundet med udsættelse for ioniserende stråling og om ophævelse af direktiv 89/618/Euratom, 90/641/Euratom, 96/29/Euratom, 97/43/Euratom og 2003/122/Euratom (EUT L 13 af 17.1.2014, s. 1).