(1)

Beregningen af de institutspecifikke kontracykliske kapitalbuffersatser kræver, at beliggenheden af kapitalgrundlagskravene for alle krediteksponeringer i et givet institut, herunder eksponeringer i handelsbeholdningen og alle securitiseringseksponeringer, identificeres geografisk.

(2)

Den geografiske beliggenhed bør fastlægges på baggrund af beliggenheden af risikoen ved eksponeringerne. Dette sikrer, at opbygningen af supplerende reserver fra gennemførelsen af den kontracykliske buffer allokeres til det finansielle system, som har en uforholdsmæssig stor kredittilvækst.

(3)

Som hovedregel bør låntagers eller debitors hjemsted anvendes ved fastlæggelsen af den geografiske beliggenhed af alle krediteksponeringer, eftersom dette princip anses for at være bedst egnet til at afspejle beliggenheden af risikoen og derfor har betydning for det finansielle system. Imidlertid bør den geografiske beliggenhed af krediteksponeringer identificeret som eksponeringer hidrørende fra specialiseret långivning i henhold til artikel 147, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (2) fastlægges på baggrund af beliggenheden af de aktiver, der genererer den indkomst, som er den primære kilde til tilbagebetaling af forpligtelsen.

(4)

Af hensyn til en klar og entydig forståelse af bestemmelserne vedrørende identifikation af den geografiske beliggenhed af de relevante krediteksponeringer er det vigtigt at definere de tekniske betegnelser, som anvendes i denne forordning.

(5)

Eksponeringer mod en juridisk person bør i princippet henføres til den medlemsstat eller det tredjeland, hvor denne person er registreret. Imidlertid kan stedet for en juridisk persons faktiske hovedsæde være forskelligt fra det sted, hvor personen er registreret. Dette er blevet anerkendt af Domstolen i dens afgørelser i sag C-81/87 (Daily Mail), C-212/97 (Centros), C-208/00 (Überseering), C-167/01 (Inspire Art), C-411/03 (Sevic) og C-210/06 (Cartesio). Med henblik på at sikre en korrekt fordeling af den kontracykliske kapitalbuffer i disse tilfælde bør institutter, som er vidende om, at der består en sådan forskel for en låntagers vedkommende, henføre de relevante eksponeringer til stedet for den pågældende juridiske persons faktiske hovedsæde.

(6)

For eksponeringer mod institutter for kollektiv investering (CIU'er) er det hensigtsmæssigt, at de henføres til hjemstedet for låntageren i den underliggende eksponering som defineret i denne forordning. Hvis identifikationen af låntageren i den underliggende eksponering er uforholdsmæssigt vanskelig, kan eksponeringen mod CIU'en henføres til instituttets hjemland.

(7)

Eksponeringer mod andre aktiver bør, hvis låntageren ikke kan identificeres, henføres til instituttets hjemland.

(8)

Der bør tages proportionalitets- og væsentlighedshensyn til institutter, hvis udenlandske eksponering samlet set er begrænset, eller som har begrænset aktivitet i handelsbeholdningen, ved at give disse institutter mulighed for at fastlæge beliggenheden efter enklere metoder. Formålet hermed er at lette byrden for mindre institutter, hvis udlandsaktivitet og aktivitet i handelsbeholdningen normalt er begrænset.

(9)

Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har forelagt Kommissionen.

(10)

Den Europæiske Banktilsynsmyndighed har afholdt åbne offentlige høringer om udkastet til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt indhentet en udtalelse fra interessentgruppen for banker, der er nedsat i henhold artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (3) —