21.10.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 301/5


RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 1104/2014

af 20. oktober 2014

om gennemførelse af artikel 12, stk. 1, i forordning (EU) nr. 356/2010 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer på grund af situationen i Somalia

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) nr. 356/2010 af 26. april 2010 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer på grund af situationen i Somalia (1), særlig artikel 12, stk. 1, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 26. april 2010 forordning (EU) nr. 356/2010.

(2)

Den 23. og 24. september 2014 godkendte FN's Sikkerhedsråds komité, der er nedsat ved FN's Sikkerhedsråds resolution 751 (1992) og 1907 (2009), tilføjelsen af to enkeltpersoner til listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger.

(3)

Bilag I til forordning (EU) nr. 356/2010 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag I til forordning (EU) nr. 356/2010 ændres hermed som anført i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Luxembourg, 20. oktober 2014.

På Rådets vegne

C. ASHTON

Formand


(1)  EUT L 105 af 26.4.2010, s. 1.


BILAG

I.

Oplysningerne nedenfor føjes til listen i bilag I til forordning (EU) nr. 356/2010.

LISTE OVER FYSISKE OG JURIDISKE PERSONER, ENHEDER ELLER ORGANER SOM OMHANDLET I ARTIKEL 2 OG 8

I.   Personer

14.

Maalim Salman (alias a) Mu'alim Salman, b) Mualem Suleiman, c) Ameer Salman, d) Ma'alim Suleiman, e) Maalim Salman Ali, f) Maalim Selman Ali, g) Ma'alim Selman, h) Ma'alin Sulayman)

Fødselsdato: ca. 1979. Fødested: Nairobi, Kenya. Sted: Somalia. Dato for FN's opførelse på listen: den 23. september 2014.

Maalim Salman blev af al-Shabaabs leder Ahmed Abdi aw-Mohamed alias Godane valgt til at være chef for al-Shabaabs afrikanske udenlandske krigere. Han har trænet udenlandske statsborgere, som ønskede at slutte sig til al-Shabaab som afrikanske udenlandske krigere, og har været involveret i operationer i Afrika rettet mod turister, underholdningsforetagender og kirker.

Salman, som hovedsaglig fokuserer på operationer uden for Somalia, menes at være bosiddende i Somalia, hvor han træner udenlandske krigere i Somalia, inden de sendes videre. Nogle af al-Shabaabs udenlandske krigere opholder sig også i Somalia. Salman har f.eks. beordret udenlandske krigere fra al-Shabaab til det sydlige Somalia som reaktion på en offensiv fra Den Afrikanske Unions Mission i Somalia (Amisom).

Al-Shabaab er ansvarlig for flere terrorangreb, bl.a. angrebet på Westgateindkøbscentret i september 2013 i Nairobi, Kenya, hvor mindst 67 mennesker mistede livet. Senest har al-Shabaab den 31. august 2014 erklæret sig ansvarlig for angrebet på den nationale efterretnings- og sikkerhedstjenestes fængsel i Mogadishu, hvor tre sikkerhedsvagter og to civile blev dræbt, og 15 andre blev såret.

15.

Ahmed Diriye (alias a) Sheikh Ahmed Umar Abu Ubaidah, b) Sheikh Omar Abu Ubaidaha, c) Sheikh Ahmed Umar, d) Sheikh Mahad Omar Abdikarim, e) Abu Ubaidah, f) Abu Diriye)

Fødselsdato: ca. 1972. Fødested: Somalia. Sted: Somalia. Dato for FN's opførelse på listen: den 24. september 2014.

Ahmed Diriye blev udpeget som al-Shabaabs nye emir efter den tidligere leder Ahmed Abdi aw-Mohameds død, der som enkeltperson var opført på listen af Sikkerhedsrådets komité i henhold til resolution 751 (1992) og 1907 (2009). Dette blev offentliggjort den 6. september 2014 i en erklæring fra al-Shabaabs talsmand, Sheikh Ali Dheere. Diriye har været højt placeret i al-Shabaab, og han har som emir kommandoen over al-Shabaabs operationer. Han skal være direkte ansvarlig for al-Shabaabs aktiviteter, som fortsat er en trussel mod freden, sikkerheden og stabiliteten i Somalia. Diriye har siden taget det arabiske navn Sheikh Ahmed Umar Abu Ubaidah.