11.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 270/1


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 957/2014

af 10. september 2014

om ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 og af bilaget til Kommissionens forordning (EU) nr. 231/2012 for så vidt angår sletning af montansyreestere (E 912)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 af 16. december 2008 om fødevaretilsætningsstoffer (1), særlig artikel 10, stk. 3, og artikel 14, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 indeholder en EU-liste over fødevaretilsætningsstoffer, der er godkendt til anvendelse i fødevarer, og deres anvendelsesbetingelser.

(2)

Ved Kommissionens forordning (EU) nr. 231/2012 (2) er der fastsat specifikationer for fødevaretilsætningsstoffer, der er opført i bilag II og III til forordning (EF) nr. 1333/2008.

(3)

Montansyreestere (E 912) er voks, der tillades anvendt som overfladebehandlingsmiddel til overfladebehandling af citrusfrugter, meloner, papaja, mango, avocado og ananas, jf. bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008.

(4)

De fødevaretilsætningsstoffer, det var tilladt at anvende før den 20. januar 2009, underkastes en ny risikovurdering, der foretages af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«), jf. artikel 32, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1333/2008.

(5)

Til det formål blev der iværksat et program for genevaluering af godkendte fødevaretilsætningsstoffer i Kommissionens forordning (EU) nr. 257/2010 (3). Genevaluering af andre fødevaretilsætningsstoffer end farvestoffer og sødestoffer skal foretages senest den 31. december 2018, jf. forordning (EU) nr. 257/2010. Visse fødevaretilsætningsstoffer, herunder montansyreestere (E 912), har imidlertid højere prioritet og bør evalueres tidligere.

(6)

Den eller de interesserede virksomhedsledere og eventuelle andre interesserede parter indsender data af relevans for genevalueringen af et fødevaretilsætningsstof inden for den frist, som autoriteten har fastsat i sin indkaldelse af data, jf. artikel 6, stk. 1, i forordning (EU) nr. 257/2010.

(7)

Den 15. februar 2012 iværksatte autoriteten en offentlig indkaldelse af videnskabelige data om montansyreestere (E 912) (4) og opfordrede interesserede parter og aktører til at fremlægge de ønskede data eller afgive oplysninger senest den 1. juni 2012.

(8)

Den 7. juni 2013 afgav autoriteten en videnskabelig udtalelse om genevalueringen af montansyrestere (E 912) som fødevaretilsætningsstoffer (5). Udtalelsen slog fast, at der ikke er nogen tilgængelige data om toksikokinetik og reproduktions- og udviklingstoksicitet ved montansyreestere. De tilgængelige data om korttidstoksicitet og subkronisk toksicitet, genotoksicitet og kronisk toksicitet og carcinogenicitet ved montansyreestere var begrænsede. Der blev ikke forelagt data om anvendelsen. Ud fra disse begrænsninger konkluderede autoriteten, at montansyrestere som fødevaretilsætningsstof ikke kunne evalueres.

(9)

Hvis de ønskede oplysninger ikke er forelagt autoriteten af den eller de interesserede virksomhedsledere og eventuelle andre interesserede parter inden for de fastsatte frister, kan fødevaretilsætningsstoffet slettes af EU-listen over tilladte fødevaretilsætningsstoffer i overensstemmelse med proceduren i artikel 10, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1333/2008, jf. artikel 6, stk. 5, i forordning (EU) nr. 257/2010. Specifikationerne for dette fødevaretilsætningsstof bør derfor også slettes i forordning (EU) nr. 231/2012.

(10)

I henhold til artikel 10, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1333/2008 foretages ændringer af EU-listen over godkendte fødevaretilsætningsstoffer i overensstemmelse med den procedure, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2008 (6).

(11)

I henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1331/2008 kan EU-listen over fødevaretilsætningsstoffer opdateres på Kommissionens initiativ eller som følge af en ansøgning.

(12)

Derfor bør bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 og bilaget til forordning (EU) nr. 231/2012 ændres ved at slette montansyreestere (E 912) af EU-listen over tilladte fødevaretilsætningsstoffer, da manglende ny videnskabelig dokumentation gør, at deres opførelse på listen ikke længere er berettiget.

(13)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 ændres som angivet i bilag I til nærværende forordning.

Artikel 2

Bilaget til forordning (EU) nr. 231/2012 ændres som angivet i bilag II til nærværende forordning.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Fødevarer, der indeholder montansyreestere (E 912), og som på lovlig vis er markedsført, før denne forordning trådte i kraft, kan fortsat markedsføres, indtil lagrene er opbrugt.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. september 2014.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EFT L 354 af 31.12.2008, s. 16.

(2)  Kommissionens forordning (EU) nr. 231/2012 af 9. marts 2012 om specifikationer for fødevaretilsætningsstoffer opført i bilag II og III til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 (EUT L 83 af 22.3.2012, s. 1).

(3)  Kommissionens forordning (EU) nr. 257/2010 af 25. marts 2010 om iværksættelse af et program for genevaluering af godkendte fødevaretilsætningsstoffer i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 om fødevaretilsætningsstoffer (EUT L 80 af 26.3.2010, s. 19).

(4)  http://www.efsa.europa.eu/en/dataclosed/call/120215a.htm

(5)  EFSA Journal 2013; 11(6):3236.

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2008 af 16. december 2008 om en fælles godkendelsesprocedure for fødevaretilsætningsstoffer, fødevareenzymer og fødevarearomaer (EUT L 354 af 31.12.2008, s. 1).


BILAG I

I bilag II til forordning (EF) nr. 1333/2008 foretages følgende ændringer:

1)

I del B, punkt 3 »Andre tilsætningsstoffer end farvestoffer og sødestoffer«, udgår oplysningerne om fødevaretilsætningsstof E 912.

2)

I del E, i fødevarekategori 4.1.1 »Hele friske frugter og grøntsager«, udgår oplysningerne om fødevaretilsætningsstof E 912.


BILAG II

I bilaget til forordning (EU) nr. 231/2012 udgår oplysningerne om fødevaretilsætningsstof E 912.