19.8.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 244/10


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 896/2014

af 18. august 2014

om ophævelse af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 793/2013 om fastlæggelse af foranstaltninger for Færøerne med henblik på at sikre bevarelsen af bestanden af atlantisk-skandinavisk sild

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1026/2012 af 25. oktober 2012 om visse foranstaltninger med henblik på bevarelse af fiskebestande over for lande, der tillader ikke-bæredygtigt fiskeri (1), særlig artikel 7, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 793/2013 af 20. august 2013 om fastlæggelse af foranstaltninger for Færøerne med henblik på at sikre bevarelsen af bestanden af atlantisk-skandinavisk sild (2) identificeres Færøerne som et land, der tillader ikke-bæredygtigt fiskeri, og der vedtages visse foranstaltninger vedrørende fiskeri efter atlantisk-skandinavisk sild og tilknyttede arter, i henhold til forordning (EU) nr. 1026/2012.

(2)

I henhold til artikel 7 i forordning (EU) nr. 1026/2012 skal sådanne foranstaltninger ophøre med at finde anvendelse, når landet, der tillader ikke-bæredygtigt fiskeri, autonomt eller på grundlag af konsultationer vedtager passende afhjælpende foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af bestanden af fælles interesse, som ikke undergraver effekten af foranstaltninger, som Unionen har truffet.

(3)

Den færøske fiskeriminister meddelte den 12. juni 2014, at Færøerne har vedtaget en fangstbegrænsning på 40 000 tons sild for 2014, et tal der både absolut og relativt set er et godt stykke under den fangstbegrænsning på 105 230 tons, der blev vedtaget for 2013. Dette ville øge den samlede TAC for 2014, som de andre kyststater har foreslået under den bestående langsigtede forvaltningsplan, med 4,4 %.

(4)

Ifølge den seneste videnskabelige rådgivning er den antagne virkning af denne forøgelse af fangsterne i 2014 på biomassen af sild ved begyndelsen af 2015 kun på 0,4 %, et tal der kan anses for at være uden betydning, hvad angår bevarelsen af bestanden.

(5)

De afhjælpende foranstaltninger, som Færøerne har vedtaget, vil derfor sammen med de andele, som de andre kyststater, nemlig Den Russiske Føderation, Norge, Island og Unionen, ikke underminere de bevaringsbestræbelser, der er aftalt mellem EU og de andre kyststater.

(6)

Som følge heraf bør de foranstaltninger, Kommissionen har vedtaget under gennemførelsesforordning (EU) nr. 793/2013, ophøre med at finde anvendelse i henhold til artikel 7, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1026/2012. Gennemførelsesforordning (EU) nr. 793/2013 bør derfor ophæves.

(7)

Idet det ikke længere er nødvendigt at anvende disse foranstaltninger, bør denne forordning træde i kraft på dagen efter offentliggørelsen.

(8)

Dette berører ikke de fremtidige kvoter, som Færøerne skal fastsætte, eller de kommende konsultationer med kyststaterne om den fælles forvaltning af atlantisk-skandinavisk sild.

(9)

Komitéen for Fiskeri og Akvakultur har ikke afgivet udtalelse —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Gennemførelsesforordning (EU) nr. 793/2013 ophæves.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. august 2014.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 316 af 14.11.2012, s. 34.

(2)  EUT L 223 af 21.8.2013, s. 1.