24.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 183/18


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) Nr. 694/2014

af 17. december 2013

om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder til bestemmelse af typer af forvaltere af alternative investeringsfonde

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010 (1), særlig artikel 4, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det er vigtigt, at der til supplering af reglerne i direktiv 2011/61/EU indføres reguleringsmæssige tekniske standarder til bestemmelse af typer af FAIF'er, således at en række krav i direktivet anvendes på FAIF'er på en ensartet måde.

(2)

Der bør sondres mellem, hvorvidt en FAIF forvalter AIF'er af den åbne eller den lukkede type eller begge dele, således at reglerne om likviditetsstyring og værdiansættelse i direktiv 2011/61/EU kan anvendes korrekt på FAIF'er.

(3)

Den afgørende faktor til bestemmelse af, om en FAIF forvalter AIF'er af den åbne eller den lukkede type, bør være det forhold, at en AIF af den åbne type på anmodning af en eller flere kapitalandelshavere genkøber eller indløser sine kapitalandele over for sine investorer før indledningen af likvidations- eller afviklingsfasen, og at dette sker efter de procedurer og med den hyppighed, der er fastsat i dens regler eller vedtægter, prospekter eller udbudsdokumenter. Et fald i AIF'ens kapital i forbindelse med udlodninger i henhold til AIF'ens regler eller vedtægter, prospekter eller udbudsdokumenter, herunder en udlodning, der er godkendt ved en beslutning truffet af kapitalandelshaverne i henhold til disse regler eller vedtægter, prospekter eller udbudsdokumenter, bør ikke indgå ved bestemmelsen af, hvorvidt AIF'en er af den åbne type eller ej.

(4)

Kun tilbagekøb og indløsninger, der foretages over AIF'ens aktiver, bør anses for at være relevante ved bestemmelsen af, om en FAIF forvalter AIF'er af den åbne eller lukkede type. Om en AIF's kapitalandele kan handles på det sekundære marked og ikke genkøbes eller indløses af AIF'en, bør derfor ikke tages i betragtning ved bestemmelsen af, hvorvidt AIF'en er af den åbne eller den lukkede type.

(5)

En FAIF, der forvalter en eller flere AIF'er af den åbne type og en eller flere AIF'er af den lukkede type på samme tid, bør på hver AIF anvende de specifikke regler, der gælder for den pågældende type AIF.

(6)

Ændringer i en AIF's indløsningspolitik, der indebærer, at AIF'en kan anses for ikke længere at være en AIF af den åbne type eller en AIF af den lukkede type, bør medføre, at FAIF'en ophører med at anvende reglerne vedrørende den gamle indløsningspolitik for den AIF, som FAIF'en forvalter, og i stedet anvender reglerne vedrørende den nye indløsningspolitik for en sådan AIF.

(7)

Der bør tages hensyn til den retlige struktur, under hvilken AIF'er af den lukkede type blev etableret før den 22. juli 2013, jf. artikel 61, stk. 3 og 4, i direktiv 2011/61/EU. Da direktivet blev vedtaget, fandtes der ikke nogen harmoniseret EU-definition af den retlige struktur for AIF'er af den lukkede type, og denne varierede fra medlemsstat til medlemsstat. Dette afspejles i direktivet, idet en række eksisterende retlige strukturer, hvor der ikke kan gøres indløsningsrettigheder gældende i en periode på 5 år fra datoen for den oprindelige investering, anses for at være AIF'er af den lukkede type. Artikel 61, stk. 3 og 4, i direktiv 2011/61/EU indeholder bestemmelser om en overgangsperiode, i hvilken eksisterende FAIF'er, der forvalter AIF'er af den lukkede type, der er langt fremme eller i den afsluttende del af deres investeringscyklus — således som det fremgår enten af deres udløbsdato eller af, at de efter den 22. juli 2013 ikke kan foretage yderligere investeringer — kan fortsætte med at forvalte sådanne AIF'er uden tilladelse eller uden at skulle opfylde en væsentlig del af bestemmelserne i direktivet. For at bevare de nævnte bestemmelsers anvendelsesområde i lyset af dette mål og på ovennævnte baggrund bør også FAIF'er, der forvalter AIF'er, hvis kapitalandele tilbagekøbes eller indløses efter den første overgangsperiode på mindst 5 år, i hvilken der ikke kan gøres indløsningsrettigheder gældende, anses for at være FAIF'er, der forvalter AIF'er af den lukkede type, således som omhandlet i artikel 61, stk. 3 og 4, i direktiv 2011/61/EU.

(8)

Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) har fremsendt til Kommissionen.

(9)

ESMA har afholdt åbne offentlige høringer om udkastet til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt indhentet en udtalelse fra interessentgruppen for værdipapirer og markeder, der er nedsat i henhold artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (2)

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Typer af FAIF'er

1.   En FAIF kan være enten:

en FAIF, der forvalter en eller flere AIF'er af den åbne type

en FAIF, der forvalter en eller flere AIF'er af den lukkede type, eller begge dele.

2.   Som en FAIF, der forvalter en AIF af den åbne type, anses en FAIF, der forvalter en AIF, hvis kapitalandele på anmodning af en eller flere kapitalandelshavere direkte eller indirekte over AIF'ens aktiver tilbagekøbes eller indløses før indledningen af likvidations- eller afviklingsfasen efter de procedurer og med den hyppighed, der er fastsat i dens regler eller vedtægter, prospekter eller udbudsdokumenter.

Et fald i AIF'ens kapital i forbindelse med udlodninger i henhold til AIF'ens regler eller vedtægter, prospekter eller udbudsdokumenter, herunder en udlodning, der er godkendt ved en beslutning truffet af kapitalandelshaverne i henhold til disse regler eller vedtægter, prospekter eller udbudsdokumenter, indgår ikke i vurderingen af, hvorvidt AIF'en er af den åbne eller den lukkede type.

Om en AIF's kapitalandele kan handles på det sekundære marked og ikke genkøbes eller indløses af AIF'en, tages ikke i betragtning ved bestemmelsen af, hvorvidt AIF'en er af den åbne eller den lukkede type.

3.   Som en FAIF, der forvalter en AIF af den lukkede type, anses en FAIF, der forvalter en AIF, der ikke er af den type, der er beskrevet i stk. 2.

4.   Hvis en ændring i AIF'ens indløsningspolitik har til følge, at den type AIF, som en FAIF forvalter, ændrer sig, skal FAIF'en anvende de regler, der gælder for den nye type AIF, på den pågældende AIF.

5.   Med henblik på anvendelsen af artikel 61, stk. 3 og 4, i direktiv 2011/61/EU anses en FAIF, der forvalter AIF'er, hvis kapitalandele på anmodning af en eller flere kapitalandelshavere direkte eller indirekte over AIF'ernes aktiver tilbagekøbes eller indløses før indledningen af likvidations- eller afviklingsfasen efter en første periode på mindst 5 år, i hvilken indløsningsrettigheder ikke kan gøres gældende, også for at være en FAIF, der forvalter en AIF af den lukkede type.

Artikel 2

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. december 2013.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)   EUT L 174 af 1.7.2011, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84).