4.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/44


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 594/2014

af 3. juni 2014

om gennemførelsesmæssige tekniske standarder for formen af den underretning, der skal foretages i henhold til artikel 17, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 346/2013 om europæiske sociale iværksætterfonde

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 346/2013 af 17. april 2013 om europæiske sociale iværksætterfonde (1), særlig artikel 17, stk. 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 17, stk. 1, i forordning (EU) nr. 346/2013 skal den kompetente myndighed i en europæisk social iværksætterfonds (EuSEF's) hjemland underrette værtslandene og Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed (ESMA) om forhold vedrørende forvaltere af kvalificerede sociale iværksætterfondes pas. I henhold til artikel 22, stk. 3, i nævnte forordning skal den kompetente myndighed i hjemlandet endvidere underrette de kompetente myndigheder i værtslandene om, at en EuSEF-forvalter er slettet fra registret.

(2)

Da ESMA endnu ikke har udviklet et særligt it-værktøj til nævnte underretning, er det mest hensigtsmæssigt at anvende e-mails til denne slags underretning mellem de kompetente myndigheder og i forhold til ESMA. ESMA bør derfor udarbejde en liste med relevante e-mailadresser, som alle de kompetente myndigheder gøres bekendt med.

(3)

Denne forordning er baseret på det udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som ESMA har forelagt Kommissionen.

(4)

ESMA har på grund af underretningsformens begrænsede omfang og indvirkning og i betragtning af, at den specifikke form, der etableres, kun skal anvendes af de kompetente myndigheder, ikke gennemført offentlige høringer om indførelsen af denne underretningsform. ESMA har indhentet en udtalelse fra ESMA's interessentgruppe for værdipapirer og markeder, der er nedsat i henhold artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (2)

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Genstand

Ved denne forordning fastsættes formen af den underretning, der skal foretages mellem de kompetente myndigheder og i forhold til ESMA, når der indgives tilsynsmæssige oplysninger om forhold, som er omhandlet i artikel 17, stk. 1, og artikel 22, stk. 3, i forordning (EU) nr. 346/2013.

Artikel 2

Underretningens form

Den kompetente myndighed i en europæisk social iværksætterfonds hjemland underretter pr. e-mail de kompetente myndigheder i værtslandene og ESMA om de forhold, der er omhandlet i artikel 17, stk. 1, og artikel 22, stk. 3, i forordning (EU) nr. 346/2013, og anvender i den forbindelse det skema, der findes i bilaget til denne forordning.

Artikel 3

Liste med e-mailadresser

De kompetente myndigheder meddeler ESMA den e-mailadresse, der skal anvendes til underretning vedrørende tilsynsmæssige oplysninger.

ESMA gør alle de kompetente myndigheder bekendt med listen med relevante e-mailadresser, herunder ESMA's relevante e-mailadresse.

Artikel 4

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 3. juni 2014.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 115 af 25.4.2013, s. 18.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84).


BILAG

Underretning om registrering af en forvalter af en europæisk social iværksætterfond (EuSEF) eller opdatering af allerede indgivne oplysninger

Image