14.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 139/7


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 493/2014

af 13. maj 2014

om ændring af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 102/2012 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i bl.a. Folkerepublikken Kina, som blev udvidet til at omfatte importen af tovværk og kabler af stål afsendt fra bl.a. Republikken Korea, uanset om varen er angivet med oprindelse i Republikken Korea eller ej

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 11, stk. 3, og artikel 13, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

A.   GÆLDENDE FORANSTALTNINGER

(1)

Ved Rådets forordning (EF) nr. 1796/1999 (2) indførte Rådet en endelig antidumpingtold på importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse bl.a. i Folkerepublikken Kina. Disse foranstaltninger blev opretholdt ved Rådets forordning (EF) nr. 1601/2001 (3) og ved Rådets forordning (EF) nr. 1858/2005 (4).

(2)

Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 400/2010 (5) udvidede Rådet antidumpingtolden på importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i bl.a. Folkerepublikken Kina til også at omfatte importen af samme vare afsendt fra Republikken Korea, uanset om varen er angivet med oprindelse i Republikken Korea eller ej, efter en antiomgåelsesundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 13. Ved samme forordning blev visse koreanske eksporterende producenter fritaget for de udvidede foranstaltninger.

(3)

De gældende foranstaltninger er en antidumpingtold indført ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 102/2012 (6) på importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i bl.a. Folkerepublikken Kina, som blev udvidet til også at omfatte importen af tovværk og kabler af stål afsendt fra bl.a. Republikken Korea, uanset om varen er angivet med oprindelse i Republikken Korea, efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i grundforordningen, sidst ændret ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 489/2014 (7) (»de gældende foranstaltninger«).

B.   SAGSFORLØB

1.   Indledning

(4)

Kommissionen modtog en anmodning om en delvis interimsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3. Anmodningen blev indgivet af Goodwire MFG. Co. Ltd (»Goodwire«), en producent i Republikken Korea, og er begrænset til en undersøgelse af muligheden for, at Goodwire kan indrømmes en fritagelse for de gældende foranstaltninger i henhold til grundforordningens artikel 13, stk. 4.

(5)

Efter at have undersøgt de af Goodwire fremlagte beviser og efter at have hørt medlemsstaterne og efter at have givet EU-erhvervsgrenen mulighed for at fremsætte bemærkninger indledte Kommissionen undersøgelsen den 27. august 2013 ved at offentliggøre en meddelelse om indledning af denne i Den Europæiske Unions Tidende  (8).

2.   Den undersøgte vare

(6)

Den vare, der er genstand for undersøgelsen, er tovværk og kabler af stål, herunder lukkede tove, med undtagelse af tovværk og kabler af rustfrit stål, med største tværmål over 3 mm, med oprindelse i Folkerepublikken Kina eller afsendt fra Republikken Korea, uanset om varen er angivet med oprindelse i Republikken Korea eller ej (»den undersøgte vare«), i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 7312 10 81, ex 7312 10 83, ex 7312 10 85, ex 7312 10 89 og ex 7312 10 98 (Taric-kode 7312108113, 7312108313, 7312108513, 7312108913 og 7312109813).

3.   Rapporteringsperiode

(7)

Rapporteringsperioden omfattede perioden fra den 1. juli 2012 til den 30. juni 2013. Der blev indsamlet data fra 2008 til udgangen af rapporteringsperioden med henblik på at undersøge, om handelsmønsteret havde ændret sig.

4.   Undersøgelse

(8)

Kommissionen underrettede officielt Goodwire samt repræsentanter for Republikken Korea om, at der ville blive indledt en fornyet undersøgelse. Interesserede parter blev opfordret til at tilkendegive deres synspunkter og blev underrettet om muligheden for at anmode om en høring. Der blev ikke fremsat anmodning herom.

(9)

Kommissionen sendte et spørgeskema til Goodwire og modtog en rettidig besvarelse. Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige til den fornyede undersøgelse. Der blev aflagt et kontrolbesøg hos Goodwire.

C.   KONKLUSIONER

(10)

Undersøgelsen har bekræftet, at Goodwire er en egentlig producent af den vare, der er genstand for undersøgelsen, og at virksomheden ikke var forretningsmæssigt forbundet med nogen af de kinesiske eksportører eller producenter, der er genstand for de gældende antidumpingforanstaltninger. Undersøgelsen bekræftede endvidere, at Goodwire ikke havde eksporteret den undersøgte vare til Unionen i undersøgelsesperioden for den antiomgåelsesundersøgelse, der lå til grund for de udvidede foranstaltninger, dvs. perioden fra 1. juli 2008 til 30. juni 2009.

(11)

Goodwires forarbejdningsaktiviteter kan betragtes som en samle- og/eller færdiggørelsesproces, jf. grundforordningens artikel 13, stk. 2. Goodwire køber indenlandsk produceret valsetråd af stål, men importerer også valsetråd af stål fra Folkerepublikken Kina, som derefter trækkes, slås og samles i virksomheden i Republikken Korea. Det færdige produkt sælges på hjemmemarkedet og eksporteres til USA og til Unionen.

(12)

I løbet af undersøgelsen blev det fastslået, at andelen af kinesiske råvarer lå markant lavere end grænseværdien på 60 %. Det var derfor ikke nødvendigt at fastslå, hvorvidt grænsen på 25 % i merværdi blev nået ifølge grundforordningens artikel 13, stk. 2. Derfor blev det konkluderet, at Goodwires produktionsvirksomhed ikke indebar omgåelse ifølge grundforordningens artikel 13, stk. 2.

(13)

Undersøgelsen bekræftede, at Goodwire ikke købte den undersøgte færdige vare fra Folkerepublikken Kina med henblik på videresalg eller omladning til Unionen, og at virksomheden kan retfærdiggøre al sin eksport i rapporteringsperioden.

(14)

På grundlag af de resultater, der er beskrevet i betragtning 10-13, konkluderer Kommissionen, at Goodwire ikke omgår de gældende antidumpingforanstaltninger vedrørende importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i bl.a. Folkerepublikken Kina, som blev udvidet til at omfatte importen af tovværk og kabler af stål afsendt fra bl.a. Republikken Korea, uanset om varen er angivet med oprindelse i Republikken Korea eller ej.

(15)

Ovenstående resultater blev fremlagt for Goodwire og EU-erhvervsgrenen, som fik lejlighed til at fremsætte bemærkninger. Der blev taget hensyn til de modtagne bemærkninger i det omfang, de fandtes rimelige.

D.   ÆNDRING AF LISTEN OVER VIRKSOMHEDER, DER ER FRITAGET FOR DE GÆLDENDE FORANSTALTNINGER

(16)

I overensstemmelse med ovenstående konklusioner bør Goodwire tilføjes på listen over de virksomheder, der er fritaget for den antidumpingtold, der blev indført ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 102/2012.

(17)

Som fastsat i artikel 1, stk. 2, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 400/2010 er anvendelsen af fritagelsen betinget af, at der over for medlemsstaternes toldmyndigheder fremlægges en gyldig handelsfaktura, der overholder kravene i bilaget til nævnte forordning. Hvis en sådan faktura ikke fremlægges, finder antidumpingtolden fortsat anvendelse.

(18)

Derudover er fritagelsen for de udvidede foranstaltninger, som kabler og tovværk af stål fremstillet af Goodwire indrømmes, jf. grundforordningens artikel 13, stk. 4, gyldig på betingelse af, at det af den endelige konstatering af de faktiske omstændigheder fremgår, at fritagelsen er berettiget. Skulle andet fremgå af nye umiddelbare beviser, kan Kommissionen indlede en undersøgelse for at fastslå, om det er berettiget at trække fritagelsen tilbage.

(19)

Fritagelsen for de udvidede foranstaltninger vedrørende importen af tovværk og kabler af stål fremstillet af Goodwire indrømmes på grundlag af konklusionerne af denne fornyede undersøgelse. Denne fritagelse omfatter derfor alene importen af tovværk og kabler af stål afsendt fra Republikken Korea og fremstillet af ovennævnte specifikke juridiske enhed. Import af tovværk og kabler af stål, der er fremstillet af enhver anden virksomhed, som ikke specifikt er angivet i artikel 1, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 102/2012 med navn, herunder enheder, der er forretningsmæssigt forbundne med de specifikt angivne, kan ikke nyde godt af fritagelsen og bør omfattes af den resttold, der blev indført ved nævnte forordning.

(20)

Den delvise interimsundersøgelse bør afsluttes, og gennemførelsesforordning (EU) nr. 102/2012, som sidst ændret, bør ændres, så den også omfatter Goodwire i tabellen i artikel 1, stk. 4.

(21)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved grundforordningens artikel 15, stk. 1 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Tabellen i artikel 1, stk. 4, i gennemførelsesforordning (EU) nr. 102/2012, sidst ændret ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 489/2014, erstattes af følgende tabel:

»Land

Virksomhed

Taric-tillægskode

Republikken Korea

Bosung Wire Rope Co., Ltd, 568,Yongdeok-ri, Hallim-myeon, Gimae-si, Gyeongsangnam-do, 621-872

A969

 

Chung Woo Rope Co., Ltd, 1682-4, Songjung-Dong, Gangseo-Gu, Busan

A969

 

CS Co., Ltd, 287-6 Soju-Dong Yangsan-City, Kyoungnam

A969

 

Cosmo Wire Ltd, 4-10, Koyeon-Ri, Woong Chon-Myon Ulju-Kun, Ulsan

A969

 

Dae Heung Industrial Co., Ltd, 185 Pyunglim — Ri, Daesan-Myun, Haman — Gun, Gyungnam

A969

 

DSR Wire Corp., 291, Seonpyong-Ri, Seo-Myon, Suncheon-City, Jeonnam

A969

 

Goodwire MFG. Co. Ltd, 984-23, Maegok-Dong, Yangsan-City, Kyungnam

B955

 

Kiswire Ltd, 20th Fl. Jangkyo Bldg, 1, Jangkyo-Dong, Chung-Ku, Seoul

A969

 

Manho Rope & Wire Ltd, Dongho Bldg, 85-2 4 Street Joongang-Dong, Jong-gu, Busan

A969

 

Line Metal Co. Ltd, 1259 Boncho-ri, Daeji-Myeon, Changnyeong-gun, Gyeongnam

B926

 

Seil Wire and Cable, 47-4, Soju-Dong, Yangsan-Si, Kyungsangnamdo

A994

 

Shin Han Rope Co., Ltd, 715-8, Gojan-Dong, Namdong-gu, Incheon

A969

 

Ssang YONG Cable Mfg. Co., Ltd, 1559-4 Song-Jeong Dong, Gang-Seo Gu, Busan

A969

 

Young Heung Iron & Steel Co., Ltd, 71-1 Sin-Chon Dong, Changwon City, Gyungnam

A969«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. maj 2014.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 1796/1999 af 12. august 1999 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Ungarn, Indien, Mexico, Polen, Sydafrika og Ukraine og om afslutning af antidumpingproceduren vedrørende importen af denne vare med oprindelse i Republikken Korea (EFT L 217 af 17.8.1999, s. 1).

(3)  Rådets forordning (EF) nr. 1601/2001 af 2. august 2001 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Den Tjekkiske Republik, Rusland, Thailand og Tyrkiet og om endelig opkrævning af den midlertidige told (EFT L 211 af 4.8.2001, s. 1).

(4)  Rådets forordning (EF) nr. 1858/2005 af 8. november 2005 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Indien, Sydafrika og Ukraine efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 384/96 (EUT L 299 af 16.11.2005, s. 1).

(5)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 400/2010 af 26. april 2010 om udvidelse af den endelige antidumpingtold, der indførtes ved forordning (EF) nr. 1858/2005 på importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i bl.a. Folkerepublikken Kina, til også at omfatte importen af tovværk og kabler af stål afsendt fra Republikken Korea, uanset om varen er angivet med oprindelse i Republikken Korea eller ej, og om afslutning af undersøgelsen vedrørende import afsendt fra Malaysia (EUT L 117 af 11.5.2010, s. 1).

(6)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 102/2012 af 27. januar 2012 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Ukraine, som blev udvidet til at omfatte importen af tovværk og kabler af stål afsendt fra Marokko, Moldova og Republikken Korea, uanset om varen er angivet med oprindelse i de lande, efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1225/2009 og om afslutning af udløbsundersøgelsen vedrørende importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i Sydafrika i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1225/2009 (EUT L 36 af 9.2.2012, s. 1).

(7)  EUT L 138 af 13.5.2014, s. 80.

(8)  EUT C 246 af 27.8.2013, s. 5.