6.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 133/35


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 457/2014

af 29. april 2014

om tarifering af visse varer i den kombinerede nomenklatur

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (1), særlig artikel 9, stk. 1, litra a), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at sikre en ensartet anvendelse af den kombinerede nomenklatur, der er knyttet som bilag til forordning (EØF) nr. 2658/87, bør der vedtages bestemmelser vedrørende tariferingen af de i bilaget omhandlede varer.

(2)

Forordning (EØF) nr. 2658/87 har fastsat almindelige tariferingsbestemmelser vedrørende den kombinerede nomenklatur. Disse bestemmelser finder også anvendelse ved fortolkningen af enhver anden nomenklatur, der helt eller delvis er baseret på den kombinerede nomenklatur, eller som tilføjer yderligere underopdelinger, og som er fastlagt på grundlag af specifikke EU-forskrifter med henblik på anvendelsen af tarifmæssige eller andre foranstaltninger vedrørende samhandelen med varer.

(3)

Ifølge de almindelige bestemmelser bør varerne i kolonne 1 i tabellen i bilaget tariferes under de KN-koder, der er anført i kolonne 2, ud fra den begrundelse, der er anført i kolonne 3.

(4)

Det er hensigtsmæssigt, at bindende tariferingsoplysninger, der er meddelt vedrørende varer, som er omfattet af denne forordning, men som ikke er i overensstemmelse hermed, i en vis periode fortsat kan påberåbes af modtageren, jf. artikel 12, stk. 6, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 (2). Denne periode bør fastsættes til tre måneder.

(5)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

De varer, der er anført i kolonne 1 i tabellen i bilaget, tariferes i den kombinerede nomenklatur under de KN-koder, der er nævnt i kolonne 2 i tabellen.

Artikel 2

Bindende tariferingsoplysninger, som ikke er i overensstemmelse med denne forordning, kan fortsat påberåbes i henhold til artikel 12, stk. 6, i forordning (EØF) nr. 2913/92 i en periode på tre måneder fra denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. april 2014.

På Kommissionens vegne

For formanden

Algirdas ŠEMETA

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 256 af 7.9.1987, s. 1.

(2)  Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 302 af 19.10.1992, s. 1).


BILAG

Varebeskrivelse

Tarifering (KN-kode)

Begrundelse

(1)

(2)

(3)

1.

Et digitalt elektronisk apparat med en HDMI-indgang (High-Definition Multimedia Interface) og otte HDMI-udgange (en såkaldt »aktiv HDMI-splitter«) i et kabinet af en størrelse på ca. 12 × 6 × 2 cm.

Apparatet understøtter HDCP-kryptering (High-bandwidth Digital Content) og forsynes med 5 V jævnstrøm.

Apparatet anvendes til samtidig splitning af et HDMI-indgangssignal til otte HDMI-udgangssignaler uden forringelse af kvaliteten og med samme tekniske kendetegn som det oprindelige indgangssignal.

Apparatet kan distribuere HDMI-signalet fra én kilde (f.eks. en set-top-boks) til flere apparater samtidigt (f.eks. fjernsyn).

8543 70 90

Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur og teksten til KN-kode 8543, 8543 70 og 8543 70 90.

HDMI-splitteren er ikke beregnet til at skabe forbindelse til eller i elektriske kredsløb eller til at fungere som tavle til distribution af elektricitet, da den splitter ét indgangssignal i otte udgangssignaler og samtidig behandler HDCP-protokoller. Tarifering under pos. 8536 som forgreningsdåser eller pos. 8537 som tavler, plader, konsoller, pulte, kabinetter og lign., sammensat af to eller flere af de under pos. 8535 eller 8536 nævnte apparater til elektrisk styring eller distribution af elektricitet er følgelig udelukket.

Da apparatet har en selvstændig funktion, der ikke er nærmere omfattet af en position i kapitel 85, skal det derfor tariferes under KN-kode 8543 70 90 som et elektrisk apparat med en selvstændig funktion, ikke andetsteds tariferet i kapitel 85.

2.

Et digitalt elektronisk apparat med fire HDMI-indgange (High-Definition Multimedia Interfaces), en HDMI-udgang og en knap til valg af indgang (en såkaldt »aktiv HDMI-switch«).

Apparatet har en forstærker, som regenererer svage signaler, og fire lysdioder, som angiver den valgte indgang. Det forsynes med 5 V jævnstrøm.

Apparatet understøtter fuldt 1080p videosignal med en dataoverførsel på op til 2,5 Gbps og HDCP-protokollen (High-bandwidth Digital Content).

Apparatet anvendes til at vælge den HDMI-indgang, som skal forbindes med HDMI-udgangen. Det gør det muligt at forbinde HDMI-signaler fra forskellige kilder (f.eks. en dvd-afspiller eller en set-top-boks) til ét apparat, f.eks. et fjernsyn.

8543 70 90

Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur og teksten til KN-kode 8543, 8543 70 og 8543 70 90.

Apparatet er ikke beregnet til at slutte eller afbryde elektriske kredsløb eller distribuere elektricitet, da det skifter mellem (vælger) den HDMI-indgang, som skal forbindes med HDMI-udgangen, og sideløbende forstærker signalet og behandler HDCP-protokoller. Tarifering under pos. 8536 som afbrydere eller pos. 8537 som tavler, plader, konsoller, pulte, kabinetter og lign., sammensat af to eller flere af de under pos. 8535 eller 8536 nævnte apparater til elektrisk styring eller distribution af elektricitet er følgelig udelukket.

Da apparatet har en selvstændig funktion, der ikke er nærmere omfattet af en position i kapitel 85, skal det derfor tariferes under KN-kode 8543 70 90 som et elektrisk apparat med en selvstændig funktion, ikke andetsteds tariferet i kapitel 85.

3.

Et apparat med fire HDMI-indgange (High-Definition Multimedia Interface) og en HDMI-udgang (en såkaldt »passiv HDMI-switch«) i et kabinet af en størrelse på ca. 18 × 12 × 3 cm.

Apparatet har en såkaldt »trykafbryder til flere kanaler« bestående af fire trykafbrydere (en per indgang), som er solidt fastgjort til hinanden. Når en af indgangene vælges, bliver de andre automatisk afbrudt.

Ved at trykke på en af knapperne vælges den HDMI-indgang, som skal forbindes med HDMI-udgangen. Det gør det muligt at forbinde HDMI-signaler fra forskellige kilder (f.eks. en dvd-afspiller eller en set-top-boks) til ét apparat, f.eks. et fjernsyn.

8536 50 80

Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur og teksten til KN-kode 8536, 8536 50 og 8536 50 80.

Eftersom apparatets afbryder kun kan forbinde én indgang med udgangen ad gangen, er det ikke en tavle til distribution af elektricitet. Tarifering under pos. 8537 som tavler, plader, konsoller, pulte, kabinetter og lign., sammensat af to eller flere af de under pos. 8535 eller 8536 nævnte apparater til elektrisk styring eller distribution af elektricitet er følgelig udelukket.

Da apparatet kun anvendes som afbryder, hvilket er en selvstændig elektrisk funktion som defineret i en position under kapitel 85, skal det derfor tariferes under KN-kode 8536 50 80 som andre afbrydere.