1.   I dette direktiv og med forbehold af stk. 2-4 forstås ved »retmæssig ejer« enhver fysisk person, der modtager en rentebetaling, eller enhver fysisk person, for hvem en sådan betaling sikres, medmindre han fremlægger bevis for, at betalingen ikke er modtaget eller sikret til hans egen fordel, dvs.

2.   Hvis en betalende agent har oplysninger, der peger i retning af, at den fysiske person, der modtager en rentebetaling, eller for hvem en rentebetaling sikres, muligvis ikke er den retmæssige ejer, og hvis stk. 1, litra a), b) eller c), ikke finder anvendelse på denne fysiske person, tager den betalende agent rimelige skridt til at fastlægge den retmæssige ejers identitet, jf. artikel 3, stk. 2. Hvis den betalende agent ikke kan identificere den retmæssige ejer, behandler han den pågældende fysiske person som den retmæssige ejer.

3.   Hvis en økonomisk aktør, som også er omfattet af artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF (*1), foretager en rentebetaling til eller sikrer en sådan betaling for en enhed eller et retligt arrangement, som ikke er underlagt reel beskatning, og som er etableret eller har sit sted for den faktiske ledelse i et land eller en jurisdiktion uden for det område, der er defineret i artikel 7 i nærværende direktiv, og uden for den territoriale dækning af de aftaler og ordninger, der indeholder de samme foranstaltninger eller tilsvarende foranstaltninger som i nærværende direktiv, gælder andet til femte afsnit i dette stykke.

Betalingen betragtes som foretaget til eller sikret til umiddelbar fordel for en fysisk person, der er bosat i en anden medlemsstat end den økonomiske aktør, og som i artikel 3, nr. 6), i direktiv 2005/60/EF er defineret som den retmæssige ejer af enheden eller det retlige arrangement. Den fysiske persons identitet fastlægges i overensstemmelse med de kundelegitimationsforanstaltninger, der er omhandlet i artikel 7 og artikel 8, stk. 1, litra b), i nævnte direktiv. Denne fysiske person betragtes også som den retmæssige ejer i forbindelse med nærværende direktiv.

Med henblik på første afsnit betragtes de kategorier af enheder og retlige arrangementer, der er nævnt i den vejledende liste, jf. bilag I, som ikke underlagt reel beskatning.

Den økonomiske aktør, der er nævnt i første afsnit, fastlægger enhedens eller det retlige arrangements retlige form og etableringssted eller i givet fald stedet for den faktiske ledelse på grundlag af oplysningerne fra en fysisk person, der optræder på vegne af enheden eller det retlige arrangement, navnlig i overensstemmelse med stk. 1, litra b) og c), medmindre den økonomiske aktør har mere pålidelige oplysninger, som viser, at de modtagne oplysninger er ukorrekte eller ufuldstændige med henblik på anvendelsen af dette stykke.

Hvis en enhed eller et retligt arrangement ikke henhører under en af kategorierne i bilag I eller henhører under disse kategorier, men påberåber sig at være underlagt reel beskatning, skal den økonomiske aktør, jf. første afsnit, fastslå, om den/det er underlagt reel beskatning, på grundlag af almindeligt anerkendte kendsgerninger eller på grundlag af officielle dokumenter, som enheden eller det retlige arrangement forelægger, eller som er tilgængelige ved hjælp af de kundelegitimationsforanstaltninger, der træffes i overensstemmelse med direktiv 2005/60/EF.

4.   Hvis en enhed eller et retligt arrangement anses for at være betalende agent ved modtagelse af en rentebetaling eller ved sikring af en sådan betaling i henhold til artikel 4, stk. 2, anses rentebetalingen for at tilfalde følgende fysiske personer, der anses for at være de retmæssige ejere i henhold til dette direktiv:

1.   Hver medlemsstat skal på sit område fastlægge og sikre anvendelsen af de procedurer, der er nødvendige for at gøre det muligt for den betalende agent at identificere de retmæssige ejere og deres bopæl med henblik på artikel 8-12.

Disse procedurer skal være i overensstemmelse med de i stk. 2 og 3 fastsatte minimumsstandarder.

2.   Den betalende agent fastlægger den retmæssige ejers identitet på grundlag af minimumsstandarder, der varierer efter, hvornår den betalende agent og den retmæssige ejer har optaget forbindelser:

De oplysninger, der henvises til i første afsnit, litra b), fastlægges på grundlag af et pas, et officielt identitetskort eller et andet officielt identitetsdokument, eventuelt i henhold til den liste, der er nævnt i stk. 4, som forevises af den retmæssige ejer. Oplysninger, der ikke er anført i disse dokumenter, fastlægges på grundlag af ethvert andet dokument, der beviser identiteten, som forevises af den retmæssige ejer.

3.   Hvis den retmæssige ejer frivilligt forelægger en attest for skattemæssig bopæl, som er udstedt af et lands kompetente myndighed højst tre år inden betalingsdatoen eller på et senere tidspunkt, hvor betalingen anses for at tilfalde den retmæssige ejer, anses vedkommendes bopæl for at være i dette land. Hvis dette ikke er tilfældet, anses personen for at have bopæl i det land, hvor vedkommende har fast adresse. Den betalende agent fastlægger den retmæssige ejers faste adresse på grundlag af følgende minimumsstandarder:

I den situation, der er nævnt i første afsnit, litra b), hvor retmæssige ejere forelægger et pas, et officielt identitetskort eller et andet officielt identitetsdokument udstedt af en medlemsstat og erklærer sig som hjemmehørende i et tredjeland, fastlægges bopælen ved hjælp af en skattemæssig bopælsattest udstedt højst tre år inden betalingsdatoen eller på et senere tidspunkt, hvor betalingen anses for at tilfalde den retmæssige ejer, af den kompetente myndighed i det tredjeland, hvor den retmæssige ejer hævder at være hjemmehørende. Hvis en sådan attest ikke kan fremvises, anses bopælen for at befinde sig i den medlemsstat, der har udstedt passet, det officielle identitetskort eller ethvert andet officielt identitetsdokument. For retmæssige ejere, for hvilke den betalende agent har officiel dokumentation til sin rådighed, der beviser, at de har skattemæssig bopæl i et andet land end det land, hvor de har fast adresse på grund af privilegier forbundet med deres diplomatiske status eller med andre internationalt aftalte regler, fastlægges bopælen ved hjælp af sådan officiel dokumentation, som er tilgængelig for den betalende agent.

4.   Hver medlemsstat, der tildeler skattemæssige identifikationsnumre eller tilsvarende, underretter senest den 31. december 2014 Kommissionen om disse numres struktur og format og om den officielle dokumentation, der indeholder oplysninger om tildelte identifikationsnumre. Hver medlemsstat underretter endvidere Kommissionen, hvis der sker ændringer i dette. Kommissionen offentliggør i Den Europæiske Unions Tidende en samlet liste over de modtagne oplysninger.

1.   En økonomisk aktør, der er etableret i en medlemsstat, og som betaler renter til eller sikrer en sådan betaling til umiddelbar fordel for den retmæssige ejer, betragtes som betalende agent i henhold til dette direktiv.

I forbindelse med dette stykke har det ingen betydning, om den berørte økonomiske aktør er debitor eller udsteder af fordringen eller værdipapiret, som vedrører indtægterne, eller om vedkommende er den økonomiske aktør, som debitoren, udstederen eller den retmæssige ejer pålægger at betale indtægterne eller sikre betalingen af disse.

En økonomisk aktør etableret i en medlemsstat anses også for at være betalende agent i henhold til dette direktiv, når følgende betingelser er opfyldt:

Hvis betingelserne i første afsnit, litra a) og b), er opfyldt, anses den betaling, der er foretaget eller sikret af den første økonomiske aktør, for at være foretaget eller sikret til umiddelbar fordel for den retmæssige ejer, der er omhandlet i litra b) i nævnte afsnit.

2.   En enhed eller et retligt arrangement, der har sit sted for den faktiske ledelse i en medlemsstat, og som ikke er underlagt reel beskatning i henhold til de generelle regler om direkte beskatning, som er gældende enten i denne medlemsstat eller i den medlemsstat, hvor den/det er etableret, eller i et andet land eller en anden jurisdiktion, hvor den/det på anden måde har skattemæssig bopæl, anses for at være en betalende agent ved modtagelse af en rentebetaling eller efter at have sikret en sådan betaling.

I forbindelse med dette stykke betragtes de kategorier af enheder og retlige arrangementer, der er nævnt i den vejledende liste, jf. bilag II, ikke som værende underlagt reel beskatning.

Hvis en enhed eller et retligt arrangement ikke tilhører i en af kategorierne i den vejledende liste, jf. bilag II, eller er omfattet af bilaget, men påberåber sig at være underlagt reel beskatning, skal den økonomiske aktør fastslå, om den/det er underlagt reel beskatning, på grundlag af almindeligt anerkendte kendsgerninger eller på grundlag af officielle dokumenter, som enheden eller det retlige arrangement forelægger, eller som er tilgængelige ved hjælp af de kundelegitimationsforanstaltninger, der træffes i overensstemmelse med direktiv 2005/60/EF.

Enhver økonomisk aktør, der er etableret i en medlemsstat, og som foretager en rentebetaling til eller sikrer en sådan betaling for en enhed eller et retligt arrangement, der er omhandlet i dette stykke, og som har sit sted for den faktiske ledelse i en anden medlemsstat end den stat, hvor den økonomiske aktør er etableret, underretter, under anvendelse af de oplysninger, der er nævnt i artikel 2, stk. 3, fjerde afsnit, eller andre tilgængelige oplysninger, sin medlemsstats kompetente myndighed om følgende:

Det fastslås efter bestemmelserne i artikel 2, stk. 4, hvilke fysiske personer der skal anses for at være de retmæssige ejere af en rentebetaling, der er foretaget til eller sikret for de enheder eller retlige arrangementer, der er omhandlet i dettes stykkes første afsnit. Når litra c) i artikel 2, stk. 4, finder anvendelse, meddeler enheden eller det retlige arrangement, når en fysisk person på et senere tidspunkt får ret til de aktiver, der giver anledning til denne rente, eller til andre aktiver, der repræsenterer rentebetalingen, den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor den/det har sit sted for den faktiske ledelse, de oplysninger, der er anført i artikel 8, stk. 1, andet afsnit. Enheden eller det retlige arrangement underretter også sin kompetente myndighed om enhver flytning af stedet for den faktiske ledelse.

De forpligtelser, der er nævnt i det femte afsnit, gælder i ti år fra datoen for den seneste rentebetaling, som enheden eller det retlige arrangement har modtaget eller sikret, eller den seneste dato, hvor en fysisk person fik ret til de aktiver, der giver anledning til en sådan rente, eller til andre aktiver, der repræsenterer rentebetalingen, idet det sidste tidspunkt gælder.

Hvis en enhed eller et retligt arrangement i et tilfælde, hvor artikel 2, stk. 4, litra c), finder anvendelse, har flyttet sit sted for den faktiske ledelse til en anden medlemsstat, sender den første medlemsstats kompetente myndighed følgende oplysninger til den nye medlemsstats kompetente myndighed:

Dette stykke finder ikke anvendelse, hvis enheden eller det retlige arrangement fremlægger bevis for, at den/det befinder sig i en af følgende situationer:

3.   En enhed som omhandlet i stk. 2, der svarer til et institut for kollektiv investering eller anden kollektiv investeringsfond eller -ordning som omhandlet i stk. 2, ottende afsnit, litra a), kan med henblik på dette direktiv vælge at blive behandlet som et sådant institut eller en sådan investeringsfond eller -ordning.

Hvis en enhed benytter den i dette stykkes første afsnit omhandlede mulighed, udsteder den medlemsstat, hvor den har sit sted for den faktiske ledelse, en attest herfor. Enheden forelægger denne attest for den økonomiske aktør, der foretager eller sikrer rentebetalingen. Den økonomiske aktør er i så fald undtaget fra forpligtelsen i stk. 2, fjerde afsnit.

Medlemsstaterne fastlægger de nærmere regler vedrørende den i dettes stykkes første afsnit omhandlede mulighed for enheder, som har deres sted for den faktiske ledelse på deres område, med henblik på at sikre effektiv anvendelse af direktivet.«

1.   I dette direktiv forstås ved »rentebetalinger«:

2.   Med hensyn til stk. 1, første afsnit, litra b), skal den samlede betaling, hvis en betalende agent ikke har nogen oplysninger om størrelsen af den indtægt, der er betalt, realiseret eller krediteret, anses for at være rentebetaling.

Med hensyn til stk. 1, første afsnit, litra c), skal den samlede betaling, hvis en betalende agent ikke har nogen oplysninger om størrelsen af den rente eller indtægt, der er påløbet eller kapitaliseret i forbindelse med afståelse, indfrielse eller tilbagekøb, anses for at være rentebetaling.

Med hensyn til stk. 1, første afsnit, litra d) og e), skal den samlede indkomst, hvis en betalende agent ikke har nogen oplysninger om, hvor stor en del af indkomsten der afledes af rentebetalinger i henhold til litra a), b) og c) i det nævnte afsnit, anses for at være rentebetaling.

Med hensyn til stk. 1, første afsnit, litra f), skal den samlede betaling, hvis en betalende agent ikke har nogen oplysninger om størrelsen af udbyttet fra en livsforsikringskontrakt, anses for at være rentebetaling.

3.   Med hensyn til stk. 1, første afsnit, litra e), skal procentsatsen, hvis en betalende agent ikke har nogen oplysninger om procentsatsen for de aktiver, der er investeret i fordringer eller i relevante værdipapirer eller i andele eller enheder i henhold til nævnte litra, anses for at være højere end 40 %. Hvis agenten ikke er i stand til at fastlægge beløbet for den indkomst, som den retmæssige ejer har realiseret, betragtes indkomsten som værende provenuet af afståelsen, indfrielsen eller tilbagekøbet af andelene eller enhederne.

Med hensyn til stk. 1, første afsnit, litra f), nr. ii), anses den ydelsesprocent, der er forbundet med rentebetalinger, jf. litra a), b), c), d) eller e) i det nævnte afsnit, for at være over 40 %, hvis den betalende agent ikke har nogen oplysninger om denne procent.

4.   Hvis en rentebetaling som angivet i stk. 1 foretages til en enhed eller et retligt arrangement som omhandlet i artikel 4, stk. 2, eller krediteres en sådan enheds eller et sådant retligt arrangements konto, anses den for at tilfalde en fysisk person som omhandlet i artikel 2, stk. 4. Hvis der er tale om en enhed, gælder dette kun, hvis enheden ikke har benyttet muligheden i artikel 4, stk. 3.

5.   Med hensyn til stk. 1, første afsnit, litra c) og e), skal medlemsstaterne have mulighed for at kræve, at betalende agenter på deres område beregner renterne eller andre relevante indtægter på årsbasis i en periode, der ikke må overstige et år, og behandler sådanne på årsbasis beregnede renter eller andre relevante indtægter som rentebetalinger, også selv om der ikke finder afståelse, indfrielse eller tilbagekøb sted i den pågældende periode.

6.   Uanset stk. 1, første afsnit, litra d) og e), skal det være muligt for medlemsstaterne at holde enhver i de pågældende bestemmelser omhandlet form for indtægter fra institutter, enheder eller investeringsfonde eller -ordninger, der har fondsbestemmelser eller vedtægter, som er underlagt deres lovgivning, uden for definitionen af rentebetaling, hvis de pågældende institutters, enheders eller fondes eller ordningers direkte eller indirekte investeringer i fordringer som omhandlet i litra a) i nævnte afsnit, eller i værdipapirer som omhandlet i litra b) i nævnte afsnit, ikke har oversteget 15 % af deres aktiver.

Uanset stk. 4 kan medlemsstaterne ligeledes beslutte at holde de renteudbetalinger, der foretages til eller krediteres en konto tilhørende en enhed eller et retligt arrangement som omhandlet i artikel 4, stk. 2, der har sit sted for den faktiske ledelse på deres område, uden for definitionen af rentebetaling, jf. stk. 1, hvis de pågældende enheders eller retlige arrangementers direkte eller indirekte investeringer i fordringer omhandlet i stk. 1, første afsnit, litra a), eller i værdipapirer omhandlet i litra b) i det nævnte afsnit, ikke har oversteget 15 % af deres aktiver. Hvis der er tale om en enhed, gælder dette kun, hvis enheden ikke har benyttet muligheden i artikel 4, stk. 3.

Hvis en medlemsstat gør brug af en af eller begge de i første og andet afsnit omhandlede muligheder, underretter den Kommissionen herom. Kommissionen offentliggør i Den Europæiske Unions Tidende, at der er gjort brug af denne mulighed, og med gyldighed fra datoen for en sådan offentliggørelse bliver brugen af muligheden bindende for de andre medlemsstater.

7.   Den i stk. 1, første afsnit, litra e) og litra f), nr. ii), og stk. 3 omhandlede tærskel på 40 % fastsættes fra den 1. januar 2016 til 25 %.

8.   De i stk. 1, første afsnit, litra e), og stk. 6 omhandlede procentsatser fastsættes under henvisning til investeringspolitikken eller under henvisning til investeringsstrategien og -målene som fastlagt i driftsdokumenterne for de berørte institutter, enheder eller investeringsfonde eller -ordninger.

I forbindelse med dette stykke omfatter dokumenterne

Hvis dokumenterne ikke definerer en investeringspolitik, en investeringsstrategi eller investeringsmål, fastsættes disse procentsatser under henvisning til den faktiske sammensætning af de berørte institutters, enheders eller investeringsfondes eller -ordningers aktiver på baggrund af gennemsnittet af aktiver i begyndelsen eller på datoen for deres første halvårsrapport og ved udgangen af deres seneste regnskabsperiode inden den dato, hvor rentebetalingen til den retmæssige ejer foretages eller sikres af den betalende agent. For nyetablerede institutter, enheder eller investeringsfonde eller -ordninger bygger en sådan faktisk sammensætning på gennemsnittet af aktiver på startdatoen og datoen for den første evaluering af aktiverne som fastsat i de pågældende institutters, enheders eller fondes eller ordningers driftsdokumenter.

Sammensætningen af aktiverne måles i overensstemmelse med de gældende regler i en medlemsstat eller i et land i EØS-området, der ikke er medlem af Unionen, hvor et institut for kollektiv investering eller anden kollektiv investeringsfond eller -ordning er registreret som sådant/sådan, eller hvis lovgivning gælder for dets/dens fondsbestemmelser eller vedtægter. Den således målte sammensætning er bindende for de øvrige medlemsstater.

9.   De i stk. 1, første afsnit, litra b), omhandlede indtægter, betragtes kun som en rentebetaling for så vidt de værdipapirer, der giver anledning til indtægterne, først er udstedt den 1. juli 2014 eller senere. De værdipapirer, der er udstedt før denne dato, medregnes ikke i de procentsatser, der er omhandlet i litra e) i det nævnte afsnit og i stk. 6.

10.   Udbytte fra en livsforsikringskontrakt anses kun for at være en rentebetaling i henhold til stk. 1, første afsnit, litra f), for så vidt den livsforsikringskontrakt, der giver anledning til et sådant udbytte, først er indgået den 1. juli 2014 eller senere.

11.   Medlemsstaterne har mulighed for kun at betragte indkomst omhandlet i stk. 1, første afsnit, litra e), nr. i), i forbindelse med afståelse, indfrielse eller tilbagekøb af andele eller enheder i etablerede institutter for kollektiv investering, som ikke er UCITS, der er godkendt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF (*2), som rentebetaling, for så vidt den er tilfaldet disse institutter den 1. juli 2014 eller senere.

1.   Når den retmæssige ejer har bopæl i en anden medlemsstat end den, hvor den betalende agent er etableret, omfatter den information, som den betalende agent skal indgive til sit etableringslands kompetente myndighed, som et minimum følgende:

Hvis den retmæssige ejer er bosiddende i en anden medlemsstat end den, hvor den betalende agent som omhandlet i artikel 4, stk. 2, har sit sted for den faktiske ledelse, giver denne betalende agent den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor han har sit sted for den faktiske ledelse, den i dette stykkes første afsnit, litra a)-d), nævnte information. Herudover indgiver en sådan betalende agent også information om følgende:

2.   Den information, som den betalende agent skal indgive vedrørende rentebetaling, skal som et minimum indeholde en differentiering mellem nedenstående kategorier af rentebetaling og angive følgende:

Den betalende agent underretter den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor han er etableret eller, hvis der er tale om en betalende agent i henhold til artikel 4, stk. 2, den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor han har sit sted for den faktiske ledelse, når han indgiver information om de samlede beløb i overensstemmelse med første afsnit, litra b), c), d) og e), i dette stykke.

3.   I situationer med flere retmæssige ejere underretter den betalende agent den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor han er etableret, eller, hvis der er tale om en betalende agent i henhold til artikel 4, stk. 2, underrettes den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor han har sit sted for den faktiske ledelse, om, hvorvidt det beløb, der rapporteres for hver retmæssig ejer, er det fulde beløb, der tilskrives samlet til de retmæssige ejere, eller om det er den berørte retmæssige ejers faktiske andel eller en ligelig andel.

4.   Uanset stk. 2 kan medlemsstaterne tillade, at de betalende agenter kun indgiver følgende oplysninger:

Den betalende agent underretter om, hvorvidt de samlede beløb i henhold til første afsnit, litra a), b) og c), i dette stykke indberettes.«

1.   Medlemsstater, der opkræver kildeskat i henhold til artikel 11, følger følgende procedurer for at sikre, at de retmæssige ejere kan kræve, at der ikke tilbageholdes nogen skat:

2.   På begæring af den retmæssige ejer udsteder den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor den pågældende har sin skattemæssige bopæl, en attest, som angiver:

En sådan attest er gyldig i højst tre år. Den udstedes til enhver retmæssig ejer, der har anmodet derom, inden for to måneder efter fremsættelsen af anmodningen.«

1.   Kommissionen kan, ved at handle efter proceduren i artikel 18b, stk. 2, træffe foranstaltninger i forbindelse med:

2.   Kommissionen ajourfører listen i bilag III på anmodning af den medlemsstat, der er direkte berørt.

1.   Kommissionen bistås af udvalget for administrativt samarbejde om beskatning (»udvalget«).

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.«