|
16.12.2014 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 359/161 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE
af 12. december 2014
om visse beskyttelsesforanstaltninger over for bekræftede forekomster af lille stadebille i Italien
(meddelt under nummer C(2014) 9415)
(Kun den italienske udgave er autentisk)
(EØS-relevant tekst)
(2014/909/EU)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets direktiv 89/662/EØF af 11. december 1989 om veterinærkontrol i samhandelen i Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (1), særlig artikel 9, stk. 4,
under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (2), særlig artikel 10, stk. 4, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Lille stadebille (Aethina tumida) er en biparasit. Den er endemisk i Afrika syd for Sahara og kan formere sig hurtigt, hvor der findes biyngel og tavlehonning. Voksne eksemplarer kan flyve op til flere kilometer og invadere andre sådanne steder. Lille stadebille er en anmeldelsespligtig sygdom i Unionen i henhold til Rådets direktiv 92/65/EØF (3). |
|
(2) |
Den 11. september 2014 underrettede Italien Kommissionen om forekomst af lille stadebille i en kernekoloni oprettet af en universitetsafdeling beliggende i regionen Calabrien. |
|
(3) |
Italien indførte straks foranstaltninger for at udrydde og forhindre spredning af lille stadebille samt for at overvåge omfanget af forekomsten af denne parasit i områderne omkring udbruddet i Calabrien. Navnlig blev der oprettet en beskyttelseszone med en radius på 20 km og en overvågningszone med en radius på 100 km fra det sted, hvor udbruddet blev konstateret. Områderne inden for en radius på 100 km rækker også ind i provinserne Messina og Catania på Sicilien. |
|
(4) |
Efter at have konstateret forekomsten af lille stadebille på andre bigårde tæt på det sted, hvor den første forekomst blev konstateret, udvidede Italien foranstaltningerne, herunder oprettelse af en overvågningszone og forbud mod flytning af honningbier og humlebier (Bombus spp.), således at de dækker hele regionen Calabrien. |
|
(5) |
Siden datoen for den første forekomst af lille stadebille i Calabrien er der blevet konstateret yderligere 35 forekomster på bigårde, der er beliggende i nærheden inden for beskyttelseszonen med en radius på 20 km. De kontroller, som er blevet gennemført i andre dele af Calabrien, har indtil videre ikke påvist forekomst af parasitten. |
|
(6) |
Den 7. november 2014 underrettede Italien Kommissionen om en ny forekomst af lille stadebille i den sicilianske provins Siracusa, som befinder sig uden for de områder, som tidligere var pålagt begrænsninger. Forekomsten blev konstateret på en bigård, der blev flyttet fra beskyttelseszonen i Calabrien ved udgangen af august 2014 inden gennemførelsen af de restriktive foranstaltninger. |
|
(7) |
I alle positive tilfælde er de berørte bigårde blevet destrueret; spredningen af lille stadebille fra det berørte område i Italien kunne imidlertid udgøre en alvorlig fare for honningbier og humlebier i Unionen. |
|
(8) |
For at hindre unødvendige forstyrrelser i samhandelen i Unionen og for at undgå, at tredjelande indfører uberettigede handelshindringer, samt for at forhindre spredning af lille stadebille til andre dele af Unionen er det nødvendigt, at der på EU-plan udarbejdes en liste over de områder i Italien, for hvilke der bør gælde visse flytningsrestriktioner for varer i forbindelse med forekomsten af lille stadebille. |
|
(9) |
Desuden skal disse områder også tages i betragtning som reference, når der udstedes certifikater i forbindelse med samhandelen i EU, da det fremgår af sundhedscertifikatet til brug ved handel med bier og humlebier i del 2 i bilag E til direktiv 92/65/EØF, at de skal komme fra et område med en radius på mindst 100 km, der ikke er omfattet af restriktioner på grund af formodet eller bekræftet forekomst af lille stadebille, og hvor der ikke forekommer angreb heraf. |
|
(10) |
Foranstaltningerne i denne afgørelse tages op til revision på baggrund af udviklingen i den epidemiologiske situation for lille stadebille i Italien inden for en periode på otte måneder efter datoen for vedtagelse af denne afgørelse. |
|
(11) |
Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Ved denne afgørelse fastsættes de beskyttelsesforanstaltninger, der skal træffes af Italien efter de bekræftede forekomster af lille stadebille (Aethina tumida) i honningbier (Apis mellifera) i de områder, der er opført i bilaget.
Artikel 2
I denne afgørelse forstås ved:
a)
»bistade«:
|
i) |
en kasse til honningbier |
|
ii) |
en beholder med eller en koloni af humlebier (Bombus spp.) |
b) »bigård«: en gruppe af bistader og de lokaler eller faciliteter inden for en geografisk lokalitet, hvor denne gruppe af bistader opbevares eller har været opbevaret
c) »uforarbejdede biprodukter fra biavl«: honning, bivoks, gelée royale, propolis eller pollen, som ikke er bestemt til konsum som defineret i nr. 10 i bilag I til Kommissionens forordning (EU) nr. 142/2011 (4), og som ikke har undergået nogen forædling, jf. række 10, kolonne 4, i tabel 2, som er opstillet i kapitel II, afsnit 1, i bilag XIV til nævnte forordning
d) »biavlsudstyr«: brugte bistader, dele af bistader og redskaber, der anvendes til biavlsaktiviteter.
Artikel 3
1. Italien sikrer, at følgende beskyttelsesforanstaltninger gennemføres i de områder, der er opført i bilaget:
|
a) |
et forbud mod afsendelse af sendinger af følgende varer fra de i bilaget opførte områder til andre områder i Unionen:
|
|
b) |
gennemførelse af umiddelbare inspektioner og epidemiologiske undersøgelser, herunder:
|
2. Italien gennemfører yderligere inspektioner og epidemiologiske undersøgelser, herunder sporing af tidligere flytninger af varer som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), fra og til de områder, der er opført i bilaget.
3. På grundlag af resultaterne af inspektionerne og de epidemiologiske undersøgelser, der er omhandlet i stk. 1, litra b), og stk. 2, kan Italien gennemføre yderligere passende beskyttelsesforanstaltninger efter behov.
4. Italien underretter Kommissionen og medlemsstaterne om gennemførelsen af de beskyttelsesforanstaltninger, der er fastsat i stk. 1, 2 og 3.
Artikel 4
Denne afgørelse anvendes indtil den 31. maj 2015.
Artikel 5
Denne afgørelse er rettet til Den Italienske Republik.
Udfærdiget i Bruxelles, den 12. december 2014.
På Kommissionens vegne
Vytenis ANDRIUKAITIS
Medlem af Kommissionen
(1) EFT L 395 af 30.12.1989, s. 13.
(2) EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29.
(3) Rådets direktiv 92/65/EØF af 13. juli 1992 om dyresundhedsmæssige betingelser for samhandel med og indførsel til Fællesskabet af dyr samt sæd, æg og embryoner, der for så vidt angår disse betingelser ikke er underlagt specifikke fællesskabsbetingelser som omhandlet i del I i bilag A til direktiv 90/425/EØF (EFT L 268 af 14.9.1992, s. 54).
(4) Kommissionens forordning (EU) nr. 142/2011 af 25. februar 2011 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1069/2009 om sundhedsbestemmelser for animalske biprodukter og afledte produkter, som ikke er bestemt til konsum, og om gennemførelse af Rådets direktiv 97/78/EF for så vidt angår visse prøver og genstande, der er fritaget for veterinærkontrol ved grænsen som omhandlet i samme direktiv (EUT L 54 af 26.2.2011, s. 1).
BILAG
|
Medlemsstat |
Områder, der er omfattet af beskyttelsesforanstaltninger |
|
Italien |
Regionen Calabrien: hele regionen |
|
Regionen Sicilien: hele regionen |