|
10.12.2014 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 353/15 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE
af 8. december 2014
om tilladelse til markedsføring af chiaolie (Salvia hispanica) som en ny levnedsmiddelingrediens i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 258/97
(meddelt under nummer C(2014) 9209)
(Kun den engelske udgave er autentisk)
(2014/890/EU)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 258/97 af 27. januar 1997 om nye levnedsmidler og nye levnedsmiddelingredienser (1), særlig artikel 7, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Functional Products Trading S.A. indgav den 12. november 2012 en ansøgning til de kompetente myndigheder i Det Forenede Kongerige om tilladelse til at markedsføre chiaolie (Salvia hispanica) som en ny levnedsmiddelingrediens i vegetabilske olier og som kosttilskud. |
|
(2) |
Det Forenede Kongeriges kompetente fødevarevurderingsorgan afgav den 8. juli 2013 den første vurderingsrapport. I rapporten konkluderedes det, at chiaolie (Salvia hispanica) opfylder kriterierne for nye levnedsmidler i artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 258/97. |
|
(3) |
Den 13. september 2013 fremsendte Kommissionen den første vurderingsrapport til de øvrige medlemsstater. |
|
(4) |
Inden for det tidsrum på 60 dage, der er fastsat i artikel 6, stk. 4, første afsnit, i forordning (EF) nr. 258/97, blev der fremsat begrundede indsigelser. I overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, i forordning (EF) nr. 258/97 bør der vedtages en gennemførelsesafgørelse, som tager hensyn til de fremsatte indsigelser. Yderligere forklaringer fra ansøgeren mindskede betænkelighederne hos medlemsstaterne og Kommissionen. |
|
(5) |
I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/46/EF (2) fastlægges krav til kosttilskud. Det bør være tilladt at anvende chiaolie (Salvia hispanica), uden at kravene i denne retsforskrift tilsidesættes. |
|
(6) |
Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Chiaolie (Salvia hispanica), jf. bilag I, kan markedsføres i Unionen som en ny levnedsmiddelingrediens til de i bilag II angivne anvendelsesformål og under overholdelse af de i samme bilag fastsatte maksimale anvendelsesniveauer, uden at bestemmelserne i direktiv 2002/46/EF tilsidesættes.
Artikel 2
Den nye levnedsmiddelingrediens, der godkendes ved denne afgørelse, betegnes »chiaolie (Salvia hispanica)« på mærkningen af den fødevare, der indeholder den.
Artikel 3
Denne afgørelse er rettet til Functional Products Trading S.A., Av. Luis Pasteur 5842 Of. 302 — Vitacura, Santiago, Chile.
Udfærdiget i Bruxelles, den 8. december 2014.
På Kommissionens vegne
Vytenis ANDRIUKAITIS
Medlem af Kommissionen
(1) EFT L 43 af 14.2.1997, s. 1.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/46/EF af 10. juni 2002 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om kosttilskud (EFT L 183 af 12.7.2002, s. 51).
BILAG I
SPECIFIKATION FOR CHIAOLIE (SALVIA HISPANICA)
Beskrivelse:
Chiaolie fremstilles ved koldpresning af chiafrø (Salvia hispanica L.) (renhed: 99,9 %). Der anvendes ingen opløsningsmidler, og når olien er presset, opbevares den i dekanteringstanke, og der anvendes en filtreringsproces til at fjerne urenheder.
|
Test |
Specifikation |
|
Syreindhold udtrykt som oliesyre |
Ikke over 2 % |
|
Peroxidtal |
Ikke over 10 meq/kg |
|
Uopløselige urenheder |
Ikke over 0,05 % |
|
Alfalinolensyre |
Ikke under 60 % |
|
Linolsyre |
15-20 % |
BILAG II
GODKENDTE ANVENDELSER AF CHIAOLIE (SALVIA HISPANICA)
|
Fødevarekategori |
Anvendelsesniveau |
|
Fedtstoffer og olier |
Ikke over 10 % |
|
Kosttilskud |
Ikke over 2 g/dag |