19.11.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 332/41


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 17. november 2014

om visse midlertidige beskyttelsesforanstaltninger over for højpatogen aviær influenza af subtype H5 i Det Forenede Kongerige

(meddelt under nummer C(2014) 8751)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

(2014/807/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 89/662/EØF af 11. december 1989 om veterinærkontrol i samhandelen i Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (1), særlig artikel 9, stk. 3,

under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (2), særlig artikel 10, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Aviær influenza er en infektiøs virussygdom hos fugle, herunder fjerkræ. Infektioner med aviær influenza-vira hos tamfjerkræ forårsager to hovedformer af sygdommen, som har forskellig virulens. Den lavpatogene form giver generelt kun milde symptomer, mens den højpatogene form forårsager meget stor dødelighed hos de fleste fjerkræarter. Sygdommen kan have alvorlige konsekvenser for fjerkræopdrættets rentabilitet.

(2)

Man finder hovedsagelig aviær influenza hos fugle, men infektionen kan under visse omstændigheder også forekomme hos mennesker, skønt der generelt er tale om en meget lille risiko.

(3)

Ved udbrud af aviær influenza er der risiko for, at sygdomsagensen spreder sig til andre bedrifter, hvor der holdes fjerkræ eller andre fugle i fangenskab. Sygdomsagensen kan således sprede sig fra en medlemsstat til andre medlemsstater eller til tredjelande via handel med levende fugle eller produkter fremstillet heraf.

(4)

Rådets direktiv 2005/94/EF (3) indeholder bestemmelser om visse forebyggende foranstaltninger vedrørende overvågning og tidlig påvisning af aviær influenza samt minimumsbekæmpelsesforanstaltninger, som skal gennemføres i tilfælde af et udbrud af aviær influenza hos fjerkræ eller andre fugle i fangenskab. I henhold til direktivet skal der oprettes beskyttelses- og overvågningszoner i tilfælde af et udbrud af højpatogen aviær influenza.

(5)

Det Forenede Kongerige har underrettet Kommissionen om et udbrud af højpatogen aviær influenza af subtype H5 på en bedrift i landet, hvor der holdes fjerkræ eller andre fugle i fangenskab, og straks truffet de foranstaltninger, der er påkrævet i henhold til direktiv 2005/94/EF, herunder oprettelse af beskyttelses- og overvågningszoner.

(6)

Kommissionen har gennemgået de pågældende foranstaltninger sammen med Det Forenede Kongerige og finder det godtgjort, at grænserne for de beskyttelses- og overvågningszoner, landets kompetente myndighed har oprettet, ligger tilstrækkelig langt fra den bedrift, hvor det bekræftede udbrud er konstateret.

(7)

For at hindre unødvendige forstyrrelser i samhandelen inden for EU og for at undgå, at tredjelande indfører uberettigede handelshindringer, er det nødvendigt hurtigt at afgrænse de oprettede beskyttelses- og overvågningszoner i Det Forenede Kongerige på EU-plan i samarbejde med denne medlemsstat.

(8)

De beskyttelses- og overvågningszoner i Det Forenede Kongerige, hvor de i direktiv 2005/94/EF fastsatte dyresundhedsmæssige bekæmpelsesforanstaltninger anvendes, bør derfor, i afventning af det næste møde i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder, afgrænses i bilaget til denne afgørelse, ligesom regionaliseringens varighed bør fastsættes.

(9)

Denne afgørelse vil blive taget op til fornyet vurdering på det næste møde i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Det Forenede Kongerige påser, at de beskyttelses- og overvågningszoner, der er oprettet i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 2005/94/EF, som minimum omfatter de områder, der er angivet som beskyttelses- og overvågningszoner i del A og del B i bilaget til denne afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse anvendes indtil den 22. december 2014.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. november 2014.

På Kommissionens vegne

Vytenis ANDRIUKAITIS

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 395 af 30.12.1989, s. 13.

(2)  EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29.

(3)  Rådets direktiv 2005/94/EF af 20. december 2005 om fællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af aviær influenza og om ophævelse af direktiv 92/40/EØF (EUT L 10 af 14.1.2006, s. 16).


BILAG

DEL A

Beskyttelseszone, jf. artikel 1:

ISO-landekode

Medlemsstat

Kode

(hvis denne foreligger)

Navn

UK

Det Forenede Kongerige

ADNS-kode

Område:

 

 

00053

Den del af East Riding of Yorkshire, der afgrænses af en cirkel med radius 3 km med centrum i kortreference TA0654959548. Kortreferencen henviser til Ordnance Survey Landranger 1:100 000 -udgaven.

DEL B

Overvågningszone, jf. artikel 1:

ISO-landekode

Medlemsstat

Kode

(hvis denne foreligger)

Navn

UK

Det Forenede Kongerige

ADNS-kode

Område:

 

 

00053

Det område af den del af East Riding of Yorkshire, der ligger uden for det område, der er beskrevet under beskyttelseszonen, og inden for en cirkel med radius 10 km med centrum i kortreference TA0654959548. Kortreferencen henviser til Ordnance Survey Landranger 1:100 000 -udgaven.