|
4.11.2014 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 316/67 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE
af 30. oktober 2014
om indrømmelse af undtagelser til Belgien, Irland, Frankrig, Malta og Finland for så vidt angår gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 452/2008 om udarbejdelse og udvikling af statistikker over uddannelse og livslang læring
(meddelt under nummer C(2014) 7865)
(Kun den engelske, den finske, den franske, den maltesiske, den nederlandske og den svenske udgave er autentiske)
(2014/773/EU)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 452/2008 af 23. april 2008 om udarbejdelse og udvikling af statistikker over uddannelse og livslang læring (1), særlig artikel 6, stk. 3,
under henvisning til anmodning fra Kongeriget Belgien, Irland, Den Franske Republik, Republikken Malta og Republikken Finland, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Ved forordning (EF) nr. 452/2008 er der fastlagt fælles retningslinjer for systematisk udarbejdelse af europæiske statistikker over uddannelse og livslang læring. Den finder anvendelse på udarbejdelsen af statistikker over voksnes deltagelse i livslang læring. |
|
(2) |
I artikel 6, stk. 3, i forordning (EF) nr. 452/2008 bestemmes det, at begrænsede undtagelser, baseret på objektive grunde, om nødvendigt kan vedtages for medlemsstater. |
|
(3) |
Kongeriget Belgien, Irland, Den Franske Republik, Republikken Malta og Republikken Finland har fremsat anmodning om undtagelser på grund af behovet for større tilpasninger af deres nationale statistiske systemer for fuldt ud at opfylde kravene i forordning (EF) nr. 452/2008. |
|
(4) |
De pågældende medlemsstater bør derfor indrømmes de undtagelser, de har anmodet om. |
|
(5) |
Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for det Europæiske Statistiske System — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
I Irland finder indsamlingen af data i forbindelse med den anden undersøgelse af voksnes deltagelse eller ikke-deltagelse i livslang læring (i det følgende benævnt »anden voksenundervisningsundersøgelse«) sted mellem den 1. januar og den 31. december 2017. Den referenceperiode, for hvilken der skal indsamles data om deltagelse i læringsaktiviteter, er de 12 måneder, der går forud for interviewet.
I Frankrig og Finland finder indsamlingen af data i forbindelse med den anden voksenundervisningsundersøgelse sted mellem den 1. januar og den 30. juni 2017. Den referenceperiode, for hvilken der skal indsamles data om deltagelse i læringsaktiviteter, er de 12 måneder, der går forud for interviewet.
Belgien og Malta indberetter »rene« mikrodatafiler vedrørende den anden voksenundervisningsundersøgelse til Kommissionen (Eurostat) senest ni måneder efter udløbet af den nationale dataindsamlingsperiode.
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til Kongeriget Belgien, Irland, Den Franske Republik, Republikken Malta og Republikken Finland.
Udfærdiget i Bruxelles, den 30. oktober 2014.
På Kommissionens vegne
Algirdas ŠEMETA
Medlem af Kommissionen