27.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 188/66


RÅDETS AFGØRELSE

af 24. juni 2014

om fastlæggelse af den holdning, der skal indtages på vegne af Den Europæiske Union i Verdenshandelsorganisationens Almindelige Råd vedrørende Den Islamiske Republik Afghanistans tiltrædelse af Verdenshandelsorganisationen

(2014/399/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91, artikel 100, stk. 2, og artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 21. november 2004 ansøgte Den Islamiske Republik Afghanistans regering om tiltrædelse af Marrakeshoverenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO) i henhold til artikel XII i denne overenskomst.

(2)

En arbejdsgruppe vedrørende Den Islamiske Republik Afghanistans tiltrædelse blev nedsat den 13. december 2004 med den opgave at nå til enighed om tiltrædelsesvilkår, der er acceptable for Den Islamiske Republik Afghanistan og alle WTO-medlemmer.

(3)

Kommissionen har på Unionens vegne ført forhandlinger om en omfattende række tilsagn fra Den Islamiske Republik Afghanistans side om markedsadgang, som opfylder Unionens ønsker.

(4)

Disse tilsagn indgår nu i protokollen om Den Islamiske Republik Afghanistans tiltrædelse af WTO (»tiltrædelsesprotokollen«).

(5)

Tiltrædelsen af WTO ventes at yde et positivt og varigt bidrag til processen med økonomisk reform og bæredygtig udvikling i Den Islamiske Republik Afghanistan.

(6)

Tiltrædelsesprotokollen bør derfor godkendes.

(7)

Artikel XII i overenskomsten om oprettelse af WTO fastsætter, at tiltrædelsesvilkårene aftales mellem det tiltrædende medlem og WTO, og at WTO's Ministerkonference godkender tiltrædelsesvilkårene på WTO's vegne. Artikel IV.2 i overenskomsten om oprettelse af WTO fastsætter, at ministerkonferencens hverv i perioderne mellem samlingerne skal varetages af Det Almindelige Råd.

(8)

Det er derfor nødvendigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på vegne af Unionen i WTO's Almindelige Råd vedrørende Den Islamiske Republik Afghanistans tiltrædelse af WTO —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på vegne af Den Europæiske Union i Det Almindelige Råd under Verdenshandelsorganisationen vedrørende Den Islamiske Republik Afghanistans tiltrædelse af WTO, er at godkende tiltrædelsen.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Luxembourg, 24. juni 2014.

På Rådets vegne

E. VENIZELOS

Formand