26.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 186/108


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 24. juni 2014

om tilladelse til markedsføring af UV-behandlet bagegær (Saccharomyces cerevisiae) som en ny levnedsmiddelingrediens i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 258/97

(meddelt under nummer C(2014) 4114)

(Kun den franske udgave er autentisk)

(2014/396/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 258/97 af 27. januar 1997 om nye levnedsmidler og nye levnedsmiddelingredienser (1), særlig artikel 7, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Lallemand SAS indgav den 4. maj 2012 en ansøgning til de kompetente myndigheder i Det Forenede Kongerige om tilladelse til at markedsføre UV-behandlet bagegær (Saccharomyces cerevisiae) som en ny levnedsmiddelingrediens. UV-behandlet bagegær er beregnet til at blive anvendt til fremstilling af brød, boller/rundstykker og finere bagværk, der er gærhævet, og i kosttilskud.

(2)

Det Forenede Kongeriges kompetente fødevarevurderingsorgan afgav den 31. august 2012 den første vurderingsrapport. I rapporten konkluderedes det, at UV-behandlet bagegær opfylder kriterierne for nye levnedsmidler i artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 258/97.

(3)

Den 11. september 2012 fremsendte Kommissionen den første vurderingsrapport til de øvrige medlemsstater.

(4)

Inden for det tidsrum på 60 dage, der er fastsat i artikel 6, stk. 4, første afsnit, i forordning (EF) nr. 258/97, blev der fremsat begrundede indsigelser.

(5)

Den 14. april 2013 anmodede Kommissionen Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) om at foretage en yderligere vurdering af UV-behandlet bagegær som en ny levnedsmiddelingrediens i henhold til forordning (EF) nr. 258/97.

(6)

Den 12. december 2013 konkluderede EFSA i sin videnskabelige udtalelse (2) om sikkerheden ved vitamin D-beriget UV-behandlet bagegær, at UV-behandlet bagegær med et forhøjet indhold af vitamin D2 er sikkert under de påtænkte anvendelsesbetingelser.

(7)

Udtalelsen er således tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at UV-behandlet bagegær som en ny levnedsmiddelingrediens opfylder kriterierne i artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 258/97.

(8)

Ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/46/EF (3) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1925/2006 (4) er der fastsat særlige bestemmelser for anvendelse af vitaminer og mineraler, når de tilsættes til fødevarer og kosttilskud. Anvendelsen af UV-behandlet bagegær bør tillades, uden at nævnte særlige bestemmelser derved tilsidesættes.

(9)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

UV-behandlet bagegær, jf. bilag I, kan markedsføres i Unionen som en ny levnedsmiddelingrediens til de i bilag II angivne anvendelsesformål og under overholdelse af de i samme bilag fastsatte maksimalgrænseværdier, uden at direktiv 2002/46/EF og forordning (EF) nr. 1925/2006 tilsidesættes.

Artikel 2

UV-behandlet bagegær, som godkendes ved denne afgørelse, betegnes »vitamin D-gær« eller »vitamin D2-gær« på mærkningen af de fødevarer, der indeholder det.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Lallemand SAS, 19 Rue des Briquetiers BP59, 31702 Blagnac Cedex, Frankrig.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. juni 2014.

På Kommissionens vegne

Tonio BORG

Medlem af Kommissionen


(1)   EFT L 43 af 14.2.1997, s. 1

(2)   EFSA Journal 2014;12(1):3520.

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/46/EF af 10. juni 2002 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om kosttilskud (EFT L 183 af 12.7.2002, s. 51).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1925/2006 af 20. december 2006 om tilsætning af vitaminer og mineraler samt visse andre stoffer til fødevarer (EUT L 404 af 30.12.2006, s. 26).


BILAG I

SPECIFIKATION AF UV-BEHANDLET BAGEGÆR

Definition : Bagegær (Saccharomyces cerevisiae) behandles med ultraviolet lys for at fremkalde en omdannelse af ergosterol til vitamin D2 (ergocalciferol). Vitamin D2-indholdet i gærkoncentratet varierer mellem 1 800 000 og 3 500 000 IE vitamin D/100 g (450-875 μg/g).

Beskrivelse : Gyldenbrunt, fritflydende granulat

Vitamin D2 :

Kemisk navn

5Z,7E,22E)-3S-9,10-secoergosta-5,7,10(19),22-tetraen-3-ol

Synonym

Ergocalciferol

CAS-nr.

50-14-6

Molekylvægt

396,65 g/mol

Mikrobiologiske kriterier for gærkoncentratet :

Colibakterier

Ikke over 1 000 pr. g

Escherichia coli

Ikke over 10 pr. g

Salmonella spp.

Ingen i 25 g


BILAG II

TILLADTE ANVENDELSESFORMÅL FOR UV-BEHANDLET BAGEGÆR

Fødevarekategori

Grænseværdi for anvendelse

Gærhævede brød og boller/rundstykker

5 μg vitamin D2 pr. 100 g færdigt produkt

Gærhævet finere bagværk

5 μg vitamin D2 pr. 100 g færdigt produkt

Kosttilskud

5 μg vitamin D2 pr. dag