|
24.6.2014 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 183/60 |
RÅDETS AFGØRELSE 2014/383/FUSP
af 23. juni 2014
om forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Afghanistan
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 31, stk. 2, og artikel 33,
under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Rådet vedtog den 22. juli 2013 afgørelse 2013/393/FUSP (1) om udnævnelse af Franz-Michael SKJOLD MELLBIN til Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) for Afghanistan. EUSR's mandat udløber den 30. juni 2014. |
|
(2) |
EUSR's mandat bør forlænges med endnu en periode på otte måneder. |
|
(3) |
EUSR gennemfører mandatet under forhold, der muligvis vil blive forværret og vil kunne hindre opnåelsen af målene for Unionens optræden udadtil, jf. traktatens artikel 21 — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Den Europæiske Unions særlige repræsentant
Mandatet for Franz-Michael SKJOLD MELLBIN som EUSR for Afghanistan forlænges herved indtil den 28. februar 2015. Rådet kan beslutte, at EUSR's mandat afsluttes tidligere på grundlag af en vurdering fra Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) og et forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR).
Artikel 2
Politikmål
EUSR repræsenterer Unionen og fremmer Unionens politikmål i Afghanistan i tæt koordinering med medlemsstaternes repræsentanter i Afghanistan. Mere specifikt skal EUSR:
|
a) |
bidrage til gennemførelsen af den fælles erklæring EU-Afghanistan og EU's nye strategi for Afghanistan 2014-2016 og, i det omfang det er relevant, samarbejdsaftalen EU-Afghanistan om partnerskab og udvikling |
|
b) |
støtte politisk dialog mellem Unionen og Afghanistan |
|
c) |
støtte den centrale rolle, som De Forenede Nationer (FN) spiller i Afghanistan, med særlig vægt på at bidrage til en bedre koordineret international bistand og dermed fremme gennemførelsen af kommunikéerne fra Bonn-, Chicago- og Tokyokonferencerne samt de relevante FN-resolutioner. |
Artikel 3
Mandat
For at opfylde mandatet skal EUSR i tæt samarbejde med medlemsstaternes repræsentanter i Afghanistan:
|
a) |
fremme Unionens synspunkter vedrørende den politiske proces og udviklingen i Afghanistan |
|
b) |
holde tæt kontakt med og støtte udviklingen af relevante afghanske institutioner, særlig regeringen og parlamentet samt de lokale myndigheder. Der bør også holdes kontakt med andre afghanske politiske grupper og andre relevante aktører i Afghanistan, navnlig relevante civilsamfundsaktører |
|
c) |
holde tæt kontakt med relevante internationale og regionale interessenter i Afghanistan, særlig FN-generalsekretærens særlige repræsentant og den højtstående civile repræsentant for Den Nordatlantiske Traktats Organisation samt andre nøglepartnere og -organisationer |
|
d) |
oplyse om de fremskridt, der gøres med at nå målene i den fælles erklæring EU-Afghanistan, EU's strategi for Afghanistan 2014-2016, samarbejdsaftalen EU-Afghanistan om partnerskab og udvikling og kommunikéerne fra Bonn-, Chicago- og Tokyokonferencerne, navnlig på følgende områder:
|
|
e) |
aktivt deltage i lokale koordinationsfora, såsom det fælles koordinations- og overvågningsorgan, og samtidig holde ikkedeltagende medlemsstater fuldt orienteret om de beslutninger, der træffes på disse niveauer |
|
f) |
rådgive om Unionens deltagelse og holdninger på internationale konferencer om Afghanistan |
|
g) |
indtage en aktiv rolle i fremme af regionalt samarbejde gennem relevante initiativer, bl.a. Istanbulprocessen og den regionale økonomiske konference om Afghanistan |
|
h) |
bidrage til gennemførelsen af Unionens menneskerettighedspolitik og EU-retningslinjerne om menneskerettigheder, navnlig med hensyn til kvinder og børn i konfliktramte områder, især ved at overvåge og imødegå udviklingen i den henseende |
|
i) |
når det er hensigtsmæssigt yde støtte til en inklusiv og afghansk ledet fredsproces, der kan føre til en politisk løsning i overensstemmelse med de betingelser, der blev fastlagt på Bonnkonferencen. |
Artikel 4
Gennemførelse af mandatet
1. EUSR har ansvaret for gennemførelsen af mandatet og handler med reference til HR.
2. PSC opretholder privilegerede forbindelser med EUSR og er EUSR's primære kontaktpunkt til Rådet. PSC giver EUSR strategisk vejledning og politiske retningslinjer inden for rammerne af mandatet med forbehold af HR's beføjelser.
3. EUSR arbejder tæt sammen med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og de relevante tjenestegrene.
Artikel 5
Finansiering
1. Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med EUSR's mandat i perioden fra den 1. juli 2014 til den 28. februar 2015 udgør 3 760 000 EUR.
2. Udgifterne forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for Unionens almindelige budget.
3. Udgifterne forvaltes i henhold til en kontrakt mellem EUSR og Kommissionen. EUSR står til regnskab for alle udgifter over for Kommissionen.
Artikel 6
Sammensætning af medarbejderstaben
1. EUSR er inden for rammerne af sit mandat og de finansielle midler, der stilles til rådighed i den forbindelse, ansvarlig for at sammensætte en medarbejderstab. Staben skal omfatte medarbejdere med den ekspertise i specifikke politiske spørgsmål, som mandatet kræver. EUSR underretter straks og løbende Rådet og Kommissionen om medarbejderstabens sammensætning.
2. Medlemsstaterne, EU-institutionerne og EU-Udenrigstjenesten kan foreslå udstationering af medarbejdere ved EUSR. Lønnen til sådant udstationeret personale afholdes af henholdsvis den pågældende medlemsstat, den pågældende EU-institution eller EU-Udenrigstjenesten. Eksperter, der udstationeres af medlemsstaterne ved EU-institutionerne eller EU-Udenrigstjenesten, kan også udstationeres ved EUSR. Internationale kontraktansatte skal være statsborgere i en medlemsstat.
3. Alt udstationeret personale forbliver under den udsendende medlemsstats eller EU-institutions eller EU-Udenrigstjenestens administrative myndighed og udfører sine opgaver og handler i EUSR's mandats interesse.
Artikel 7
Privilegier og immuniteter for EUSR og dennes medarbejderstab
De privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige for, at EUSR og dennes medarbejdere kan opfylde og afvikle EUSR's mission uhindret, aftales med værtslandet, alt efter hvad der er relevant. Medlemsstaterne og EU-Udenrigstjenesten yder den fornødne støtte med henblik herpå.
Artikel 8
Sikkerheden i forbindelse med EU's klassificerede informationer
EUSR og medarbejderne i dennes stab overholder de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2013/488/EU (2).
Artikel 9
Adgang til oplysninger og logistisk støtte
1. Medlemsstaterne, Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet sikrer, at EUSR får adgang til alle relevante oplysninger.
2. Unionens delegationer og/eller medlemsstaterne yder, alt efter hvad der er relevant, logistisk støtte i regionen.
Artikel 10
Sikkerhed
EUSR skal i overensstemmelse med Unionens sikkerhedspolitik for personale, der er udstationeret uden for Unionen som led i operationer i medfør af afsnit V i traktaten, i overensstemmelse med EUSR's mandat og på baggrund af sikkerhedssituationen i sit geografiske ansvarsområde, træffe alle med rimelighed gennemførlige forholdsregler med hensyn til sikkerheden for alt personale, der står under EUSR's direkte myndighed, særlig ved at:
|
a) |
udarbejde en specifik sikkerhedsplan på grundlag af rådgivning fra EU-Udenrigstjenesten, der omfatter specifikke materielle, organisatoriske og proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger vedrørende styringen af sikre personalebevægelser til og inden for det geografiske område, samt styring af sikkerhedshændelser og en beredskabs- og evakueringsplan for missionen |
|
b) |
sikre, at alt personale, der er udstationeret uden for Unionen, er dækket af en højrisikoforsikring, der er tilpasset forholdene i det geografiske område |
|
c) |
sikre, at alle medarbejdere i EUSR's stab, der skal udstationeres uden for Unionen, herunder lokalt ansat personale, har modtaget relevant sikkerhedsuddannelse før eller ved ankomsten til det geografiske område på grundlag af de risikoratings, der er opstillet for dette område |
|
d) |
sikre, at alle vedtagne henstillinger, der udarbejdes efter regelmæssige sikkerhedsvurderinger, gennemføres, og aflægge skriftlige rapporter om deres gennemførelse og om andre sikkerhedsspørgsmål som led i fremskridtsrapporterne og rapporten om gennemførelse af mandatet til HR, Rådet og Kommissionen. |
Artikel 11
Rapportering
EUSR aflægger regelmæssigt rapport til HR og PSC. EUSR aflægger også efter behov rapport til Rådets arbejdsgrupper. Der udsendes regelmæssigt rapporter gennem Coreunettet. EUSR kan aflægge rapport til Rådet for Udenrigsanliggender. I overensstemmelse med traktatens artikel 36 kan EUSR inddrages i underretningen af Europa-Parlamentet.
Artikel 12
Koordination
1. EUSR bidrager til, at Unionens aktion fremtræder som en helhed, er sammenhængende og effektiv og medvirker til at sikre, at alle Unionens instrumenter og medlemsstaternes aktioner sættes ind på en sammenhængende måde for at nå Unionens politikmål. EUSR's aktiviteter koordineres med Kommissionens aktiviteter samt med Unionens delegation i Pakistan. EUSR sørger for regelmæssig briefing af medlemsstaternes missioner og Unionens delegationer.
2. På stedet holdes der tæt kontakt til cheferne for Unionens delegationer og medlemsstaternes missionschefer. De bestræber sig på i videst mulige omfang at bistå EUSR i gennemførelsen af mandatet. EUSR vejleder chefen for EU's politimission i Afghanistan (EUPOL AFGHANISTAN) om lokale politiske forhold. EUSR og den øverstbefalende for den civile operation konsulterer hinanden efter behov. EUSR skal også holde forbindelse med andre internationale og regionale aktører på stedet.
Artikel 13
Bistand i forbindelse med krav
EUSR og dennes medarbejderstab bistår ved tilvejebringelsen af elementer til at behandle ethvert krav og en enhver forpligtelse, der hidrører fra mandaterne fra de tidligere EUSR'er for Afghanistan, og yder administrativ bistand og adgang til relevante sagsakter med henblik herpå.
Artikel 14
Revision
Gennemførelsen af denne afgørelse og dens sammenhæng med andre bidrag fra Unionen til regionen tages løbende op til revision. EUSR forelægger HR, Rådet og Kommissionen en samlet rapport om gennemførelsen af mandatet inden udgangen af november 2014.
Artikel 15
Ikrafttræden
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Den finder anvendelse fra den 1. juli 2014.
Udfærdiget i Luxembourg, den 23. juni 2014.
På Rådets vegne
C. ASHTON
Formand
(1) EUT L 198 af 23.7.2013, s. 47.
(2) Rådets afgørelse 2013/488/EU af 23. september 2013 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer (EUT L 274 af 15.10.2013, s. 1).