11.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 170/3


RÅDETS AFGØRELSE

af 24. marts 2014

om undertegnelse på vegne af Den Europæiske Union og om midlertidig anvendelse af aftalen om Republikken Kroatiens deltagelse i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og af tre dertil knyttede aftaler

(2014/343/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 217, sammenholdt med artikel 218, stk. 5, og artikel 218, stk. 8, andet afsnit,

under henvisning til akten om Republikken Kroatiens tiltrædelse, særlig artikel 6, stk. 2 og 5,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (1) (»EØS-aftalen«) blev undertegnet den 2. maj 1992 i Porto.

(2)

Republikken Kroatien blev medlem af Den Europæiske Union den 1. juli 2013.

(3)

Republikken Kroatien har efter dens tiltrædelse af Den Europæiske Union ansøgt om at blive en kontraherende part i EØS-aftalen i henhold til artikel 128 deri.

(4)

Med henblik herpå har Kommissionen på vegne af Unionen og dens medlemsstater ført forhandlinger med Island, Fyrstendømmet Liechtenstein og Kongeriget Norge om aftalen om Republikken Kroatiens deltagelse i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (»aftalen«) og tre tilknyttede tillægsprotokoller, nemlig a) tillægsprotokollen til aftalen mellem Kongeriget Norge og Den Europæiske Union om en norsk finansieringsmekanisme for perioden 2009-2014 som følge af Republikken Kroatiens deltagelse i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, b) tillægsprotokollen til overenskomsten mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Island som følge af Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union og c) tillægsprotokollen til overenskomsten mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Kongeriget Norge som følge af Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union (»de tilknyttede protokoller«).

(5)

Aftalen og de tilknyttede protokoller bør undertegnes og anvendes midlertidigt indtil afslutningen af procedurerne for deres indgåelse —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Med forbehold af deres indgåelse gives der hermed beføjelse til på vegne af Unionen at undertegne aftalen om Republikken Kroatiens deltagelse i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde og de tilknyttede protokoller.

Teksten til aftalen og de tilknyttede protokoller samt aftalerne i form af brevveksling vedrørende deres midlertidige anvendelse er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

Formanden for Rådet bemyndiges herved til at udpege den eller de personer, der er beføjet til at undertegne aftalen og de tilknyttede protokoller samt aftalerne i form af brevveksling vedrørende deres midlertidige anvendelse med bindende virkning for Den Europæiske Union.

Artikel 3

Aftalen og tillægsprotokollen til aftalen mellem Kongeriget Norge og Den Europæiske Union om en norsk finansieringsmekanisme for perioden 2009-2014 som følge af Republikken Kroatiens deltagelse i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde skal anvendes midlertidigt fra dagen efter den dato, hvor den sidste af brevvekslingerne er blevet afsluttet, indtil afslutningen af procedurerne for nævnte aftales og protokols indgåelse.

Tillægsprotokollen til overenskomsten mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Island som følge af Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union og tillægsprotokollen til overenskomsten mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Kongeriget Norge som følge af Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union skal anvendes midlertidigt fra den første dag i den tredje måned efter, at den sidste meddelelse vedrørende midlertidig anvendelse er blevet deponeret.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. marts 2014.

På Rådets vegne

A. TSAFTARIS

Formand


(1)  EFT L 1 af 3.1.1994, s. 3.