(1)

Ifølge Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/493/EU (2) omfatter den 12. region, hvor indsamlingen og fremsendelsen af oplysninger til visuminformationssystemet (VIS) for alle ansøgninger skal starte, Costa Rica, El Salvador, Guatemala, Honduras, Nicaragua og Panama; den 13. region omfatter Canada, Mexico og USA; den 14. region omfatter Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Belize, Cuba, Dominica, Den Dominikanske Republik, Grenada, Guyana, Haiti, Jamaica, Saint Kitts og Nevis, Saint Lucia, Saint Vincent og Grenadinerne, Surinam og Trinidad og Tobago; og den 15. region omfatter Australien, Fiji, Kiribati, Marshalløerne, Mikronesien, Nauru, New Zealand, Palau, Papua Ny Guinea, Salomonøerne, Samoa, Tonga, Tuvalu, Vanuatu og Østtimor.

(2)

Medlemsstaterne har meddelt Kommissionen, at de har truffet de nødvendige tekniske og juridiske foranstaltninger til indsamling og fremsendelse af de oplysninger, der er omhandlet i artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 767/2008, til VIS for alle ansøgninger i disse regioner, herunder foranstaltninger til indsamling og/eller fremsendelse af oplysninger på vegne af en anden medlemsstat.

(3)

Da betingelserne i artikel 48, stk. 3, første punktum, i forordning (EF) nr. 767/2008 således er opfyldt, er det nødvendigt at fastsætte datoen for VIS' idriftsættelse i den 12., 13., 14. og 15. region.

(4)

Da der skal fastsættes en dato for idriftsættelse af VIS i meget nær fremtid, bør denne afgørelse træde i kraft på dagen for dens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

(5)

Da forordning (EF) nr. 767/2008 bygger på Schengenreglerne, har Danmark meddelt, at forordning (EF) nr. 767/2008 er gennemført i Danmarks nationale lovgivning, jf. artikel 5 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Danmark er derfor i medfør af international ret forpligtet til at gennemføre denne afgørelse.

(6)

Denne afgørelse udgør en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF (3). Den er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(7)

Denne afgørelse udgør en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF (4). Den er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Irland.

(8)

For så vidt angår Island og Norge udgør denne forordning en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (5), henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF (6).

(9)

For så vidt angår Schweiz udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (7), henhørende under det område, der er omhandlet i artikel 1, litra B, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF (8).

(10)

For så vidt angår Liechtenstein udgør denne afgørelse en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om dette lands associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne (9), henhørende under det område, der er nævnt i artikel 1, litra B, i afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU (10).

(11)

For så vidt angår Cypern er denne afgørelse en retsakt, der bygger på Schengenreglerne eller på anden måde har tilknytning dertil, jf. artikel 3, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2003.

(12)

For så vidt angår Bulgarien og Rumænien er denne afgørelse en retsakt, der bygger på Schengenreglerne eller på anden måde har tilknytning dertil, jf. artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2005.

(13)

For så vidt angår Kroatien er denne afgørelse en retsakt, der bygger på Schengenreglerne eller på anden måde har tilknytning dertil, jf. artikel 4, stk. 2, i tiltrædelsesakten af 2011 —