26.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 125/1


RÅDETS AFGØRELSE

af 25. november 2013

om undertegnelse af samarbejdsaftalen om et civilt globalt satellitnavigationssystem (GNSS) mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater og Ukraine

(2014/228/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 172 sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a),

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet bemyndigede den 8. oktober 2004 Kommissionen til at indlede forhandlinger med Ukraine om en samarbejdsaftale om et civilt globalt satellitbaseret navigationssystem (GNSS).

(2)

I overensstemmelse med Rådets afgørelse af 15. november 2005 blev samarbejdsaftalen om et civilt globalt satellitnavigationssystem (GNSS) mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater og Ukraine (»aftalen«) undertegnet den 1. december 2005.

(3)

Aftalen giver mulighed for et tættere samarbejde med Ukraine på området satellitnavigation. Aftalen vil implementere en række elementer i de europæiske satellitbaserede navigationsprogrammer.

(4)

Aftalen bør godkendes —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Samarbejdsaftalen om et civilt globalt satellitnavigationssystem (GNSS) mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater og Ukraine (»aftalen«) godkendes hermed på Den Europæiske Unions vegne.

Teksten til aftalen er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

Formanden for Rådet foranstalter på Unionens vegne den notifikation, der er omhandlet i aftalens artikel 17, stk. 1, (1) og meddeler følgende:

»Som følge af Lissabontraktatens ikrafttræden den 1. december 2009 er Den Europæiske Union trådt i stedet for og har efterfulgt Det Europæiske Fællesskab og udøver fra nævnte dato alle Det Europæiske Fællesskabs rettigheder og påtager sig alle dets forpligtelser. Henvisninger i aftalen til »Det Europæiske Fællesskab« eller til »Fællesskabet« gælder som henvisninger til »Den Europæiske Union« eller til »Unionen«.«

Artikel 3

Den holdning, som Den Europæiske Union skal indtage i styringsudvalget for GNSS og de fælles tekniske arbejdsgrupper, der er omhandlet i artikel 14 i aftalen, fastlægges af Rådet på forslag af Kommissionen.

Artikel 4

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 25. november 2013.

På Rådets vegne

D. PAVALKIS

Formand


(1)  Datoen for aftalens ikrafttræden offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende på foranledning af Generalsekretariatet for Rådet.