(1)

Rådet vedtog den 5. oktober 2006 forordning (EF) nr. 1472/2006 (2) (»den anfægtede forordning«), der indførte en endelig antidumpingtold og en endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam. Efter en udløbsundersøgelse blev foranstaltningerne forlænget ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1294/2009 (3). Foranstaltningerne udløb den 31. marts 2011.

(2)

Visse eksporterende producenter anlagde søgsmål ved Retten om annullation af den anfægtede forordning. Retten afviste disse søgsmål (4). Ved appel ophævede Domstolen imidlertid i dom af 2. februar 2012 i sag C-249/10 P (Brosmann m.fl. mod Rådet) og af 15. november 2012 i sag C-247/10 P (Zhejiang Aokang Shoes mod Rådet) (»dommene«) dommene afsagt af Retten og annullerede forordning (EF) nr. 1472/2006, for så vidt den vedrørte appellanterne. Domstolen fandt navnlig, at Kommissionen burde have undersøgt de krav, som appellanterne havde indgivet med henblik på at opnå markedsøkonomisk behandling i overensstemmelse med artikel 2, stk. 7, litra b) og c), i forordning (EF) nr. 1225/2009, og at det ikke kunne udelukkes, at en sådan undersøgelse ville have ført til pålæggelse af en lavere antidumpingtold for appellanterne.

(3)

Kommissionen underrettede ved meddelelse offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende (5) de eksporterende producenter, som dommene vedrørte, om, at den havde besluttet at genoptage proceduren, som skulle erstatte de annullerede dele af den anfægtede forordning, og undersøge, hvorvidt markedsøkonomiske vilkår var fremherskende for disse producenter i den relevante periode.

(4)

Kommissionen vedtog den 19. februar 2014 forslaget til Rådets gennemførelsesforordning om genindførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og produceret af Brosmann Footwear (HK) Ltd, Seasonable Footwear (Zhongshan) Ltd, Lung Pao Footwear (Guangzhou) Ltd, Risen Footwear (HK) Co. Ltd og Zhejiang Aokang Shoes Co. Ltd. Det fremgår af forslaget, at undersøgelsen af anmodningerne om markedsøkonomisk behandling viste, at markedsøkonomiske vilkår ikke var fremherskende i den relevante periode for de eksporterende producenter, som dommene vedrører, at markedsøkonomisk behandling derfor ikke kan indrømmes disse eksporterende producenter, og at den antidumpingtold, der oprindelig blev pålagt ved den anfægtede forordning, følgelig bør genindføres. Med henblik herpå genindfører forslaget en endelig antidumpingtold for de eksporterende producenter, som dommene vedrører, for den anfægtede forordnings anvendelsesperiode.

(5)

Artikel 1, stk. 4, i forslaget har følgende ordlyd: »De gældende toldbestemmelser finder anvendelse, dog med undtagelse af artikel 221 i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (6). Debitor kan underrettes om størrelsen af tolden senere end tre år efter toldskyldens opståen, men ikke senere end to år efter nærværende forordnings ikrafttræden.«

Artikel 221, stk. 3, i forordning (EØF) nr. 2913/1992 (»toldkodeksen«) forælder underretning af debitor om genindført antidumpingtold for så vidt angår import, der fandt sted for mere end tre år siden, forudsat at perioden ikke blev afbrudt som følge af behandling af en klage i henhold til artikel 243 i toldkodeksen. Artikel 1, stk. 4, i den anfægtede forordning fastsatte, at gældende bestemmelser vedrørende told fandt anvendelse, medmindre andet var fastsat, og den indeholdt ikke nogen fravigelse af artikel 221, stk. 3, i toldkodeksen. For så vidt den oprindelige underretning af debitor om toldskylden blev trukket tilbage efter dommene, kunne de erhvervsdrivende berettiget forvente, at så snart den treårige periode fastsat i artikel 221, stk. 3, i toldkodeksen var udløbet, ville enhver genindførelse af toldskyld være forældet, og toldskylden ville derfor være »bortfaldet«  (7). Så snart toldskylden var bortfaldet i henhold til artikel 221, stk. 3, ville genindførelse med tilbagevirkende kraft således krænke de berørte erhvervsdrivendes berettigede forventninger.

Som konklusion er det Rådets vurdering, at anvendelse med tilbagevirkende kraft af en fravigelse af artikel 221, stk. 3, i toldkodeksen ikke er mulig i dette tilfælde, eftersom det ville krænke de berørte erhvervsdrivendes berettigede forventninger.

(6)

Uden fravigelse med tilbagevirkende kraft af artikel 221, stk. 3, ville genindførelse af told have meget begrænset finansiel virkning i praksis, da de oprindelige foranstaltninger udløb den 31. marts 2011.

(7)

Desuden har klagerne ikke forelagt elementer, der viser, at vedtagelse af den foreslåede retsakt vil påvirke dem.

(8)

Domstolen har annulleret hele den anfægtede forordning, for så vidt den vedrører appellanterne. Som følge heraf afhænger virkningen af dommene for den annullerede retsakt ikke af, at institutionerne skal vedtage en yderligere retsakt. Rådet konkluderer derfor, at artikel 266 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ikke forpligter institutionerne til at genindføre told i dette tilfælde —