|
1.2.2014 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 32/33 |
RÅDETS AFGØRELSE
af 28. januar 2014
om bemyndigelse af medlemsstaterne til i Den Europæiske Unions interesse at ratificere Den Internationale Arbejdsorganisations 1990-konvention vedrørende sikkerhed i forbindelse med anvendelse af kemikalier på arbejdspladsen (konvention nr. 170)
(2014/52/EU)
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114 sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a), nr. v), og artikel 218, stk. 8, første afsnit,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen støtter ratificeringen af de internationale arbejdskonventioner, der af den Internationale Arbejdsorganisation er blevet betegnet som aktuelle, som et bidrag til Unionens bestræbelser på at fremme ordentligt arbejde for alle inden for og uden for Unionen, for hvilken beskyttelse og forbedringer af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed er et vigtigt aspekt. |
|
(2) |
Bestemmelserne i kapitel III i Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) 1990-konvention nr. 170 vedrørende sikkerhed i forbindelse med anvendelse af kemikalier på arbejdspladsen (i det følgende benævnt »konventionen«) er i vid udstrækning dækket af gældende EU-ret om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser inden for klassificering, emballering og etikettering, som siden 1967 er blevet udarbejdet og yderligere konsolideret. |
|
(3) |
Følgelig falder dele af konventionen ind under Unionens kompetenceområde, og medlemsstaterne må ikke indgå forpligtelser vedrørende disse dele uden for rammerne af EU-institutionerne. |
|
(4) |
Unionen kan ikke ratificere konventionen, da kun stater kan være parter i den. |
|
(5) |
I den situation er det nødvendigt, at medlemsstaterne og EU-institutioner samarbejder med hensyn til ratificeringen af konventionen. |
|
(6) |
Rådet bør derfor bemyndige medlemsstaterne, der er bundet af EU-retten om den indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser inden for klassificering, emballering og etikettering, til i Unionens interesse at ratificere konventionen — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Medlemsstaterne bemyndiges hermed til for de dele, der falder ind under det kompetenceområde, som i henhold til traktaterne er tildelt Unionen, at ratificere Den Internationale Arbejdsorganisations 1990-konvention vedrørende sikkerhed i forbindelse med anvendelse af kemikalier på arbejdspladsen (konvention nr. 170).
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 28. januar 2014.
På Rådets vegne
G. STOURNARAS
Formand