21.1.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 16/38


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 17. januar 2014

om Republikken Sloveniens meddelelse af en national overgangsplan i henhold til artikel 32 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU om industrielle emissioner

(meddelt under nummer C(2014) 60)

(Kun den slovenske udgave er autentisk)

(2014/26/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU af 24. november 2010 om industrielle emissioner (integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening) (1), særlig artikel 32, stk. 5, andet afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 14. december 2012 meddelte Republikken Slovenien i overensstemmelse med artikel 32, stk. 5, første afsnit, i direktiv 2010/75/EU Kommissionen sin nationale overgangsplan (2).

(2)

I forbindelse med sin vurdering af, om landets nationale overgangsplan er fuldstændig, konstaterede Kommissionen, at metoden til beregning af bidraget til overgangsplanens lofter fra fyringsanlæg, herunder fyringsanlæg, der anvender flere brændselstyper og/eller består af flere anlægstyper, ikke blev anvendt korrekt, og at der for et anlæg blev anvendt to forskellige metoder til beregning af anlæggets bidrag til SO2-lofterne. Kommissionen konstaterede ligeledes, at visse omregningsfaktorer, der er anvendt til beregning af den gennemsnitlige årlige røggasmængde, var for høje, og at overgangsplanen ikke indeholdt specifikke foranstaltninger til at sikre, at de gældende emissionsgrænseværdier vil blive overholdt fra den 1. juli 2020 og frem.

(3)

Kommissionen bad derfor ved brev af 8. juli 2013 (3) de slovenske myndigheder om at forelægge de manglende oplysninger og foretage de nødvendige beregninger.

(4)

Ved brev af 26. juli 2013 (4) sendte de slovenske myndigheder supplerende oplysninger til Kommissionen.

(5)

Efter en yderligere gennemgang af den nationale overgangsplan og de supplerende oplysninger, den havde modtaget, sendte Kommissionen den 30. september 2013 (5) endnu et brev til Republikken Slovenien, hvori den bad de slovenske myndigheder om at korrigere den emissionsgrænseværdi, der var anvendt på et anlæg, at forelægge mere detaljerede oplysninger om den omregningsfaktor, der er anvendt til beregning af røggasmængden, og at præcisere, hvilken metode der vil blive anvendt til beregning af bidraget til SO2-lofterne fra et anlæg, hvori der fyres med indenlandsk fast brændsel.

(6)

Ved brev af 7. oktober 2013 (6) fremsendte de slovenske myndigheder de ønskede supplerende oplysninger vedrørende korrektion af emissionsgrænseværdien for et anlæg, korrektion af omregningsfaktoren for biomasse for et andet anlæg og bekræftelse af, at der anvendes en minimumssats for afsvovling til beregning af et anlægs bidrag til SO2-lofterne, jf. Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2012/115/EU (7).

(7)

Den nationale overgangsplan er således blevet vurderet af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 32, stk. 1, 3 og 4, i direktiv 2010/75/EU og med gennemførelsesafgørelse 2012/115/EU.

(8)

Kommissionen har navnlig undersøgt pålideligheden og korrektheden af de oplysninger, fremskrivninger og beregninger, der er anvendt til at bestemme bidraget til de i den nationale overgangsplan fastsatte emissionslofter fra hvert af de deraf omfattede fyringsanlæg, og den har undersøgt, om planen indeholder målsætninger og relaterede mål, foranstaltninger og tidsplaner, der bidrager til at opfylde disse målsætninger, og en overvågningsmekanisme til vurdering af overholdelse af reglerne i fremtiden.

(9)

Hvad angår de supplerende oplysninger, der er indsendt, konstaterede Kommissionen desuden, at emissionslofterne for årene 2016 og 2019 var beregnet ved hjælp af de relevante data og formler, og at beregningerne var korrekte. Republikken Slovenien har forelagt tilstrækkelige oplysninger angående de foranstaltninger, som vil blive gennemført med henblik på at overholde emissionslofterne og udføre overvågning og rapportering til Kommissionen om gennemførelsen af den nationale overgangsplan.

(10)

Kommissionen finder det godtgjort, at de slovenske myndigheder har taget hensyn til bestemmelserne i artikel 32, stk. 1, 3 og 4, i direktiv 2010/75/EU og i gennemførelsesafgørelse 2012/115/EU.

(11)

Kommissionen finder, at gennemførelsen af den nationale overgangsplan ikke bør berøre anden gældende national ret og EU-ret. I forbindelse med fastsættelsen af individuelle godkendelsesvilkår for de fyringsanlæg, der er omfattet af den nationale overgangsplan, bør de slovenske myndigheder navnlig sikre, at kravene i bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/50/EF (8) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/81/EF (9), ikke bringes i fare.

(12)

I henhold til artikel 32, stk. 6, i direktiv 2010/75/EU skal de slovenske myndigheder underrette Kommissionen om eventuelle senere ændringer af den nationale overgangsplan. Kommissionen bør vurdere, om sådanne ændringer er i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 32, stk. 1, 3 og 4, i direktiv 2010/75/EU og i gennemførelsesafgørelse 2012/115/EU —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   På grundlag af artikel 32, stk. 1, 3 og 4, i direktiv 2010/75/EU og Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2012/115/EU, er der ingen indvendinger imod den nationale overgangsplan, som Republikken Slovenien meddelte Kommissionen den 14. december 2012 i henhold til artikel 32, stk. 5, i direktiv 2010/75/EU, som ændret i overensstemmelse med de supplerende oplysninger, der blev fremsendt den 26. juli 2013 og den 7. oktober 2013 (10).

2.   Listen over anlæg, der er omfattet af den nationale overgangsplan, de forurenende stoffer, for hvilke de pågældende anlæg er dækket, og de gældende emissionslofter er fastsat i bilaget.

3.   De slovenske myndigheders gennemførelse af den nationale overgangsplan fritager ikke Den Slovenske Republik for at overholde bestemmelserne i direktiv 2010/75/EU vedrørende emissionerne fra de enkelte fyringsanlæg, der er omfattet af planen, og anden relevant EU-miljølovgivning.

Artikel 2

Kommissionen vurderer, om eventuelle senere ændringer af den nationale overgangsplan, som Republikken Slovenien giver meddelelse om i fremtiden, er i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 32, stk. 1, 3 og 4, i direktiv 2010/75/EU og i gennemførelsesafgørelse 2012/115/EU.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Republikken Slovenien.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. januar 2014.

På Kommissionens vegne

Janez POTOČNIK

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 334 af 17.12.2010, s. 17.

(2)  Kommissionen modtog Republikken Sloveniens meddelelse ved brev af 14. december 2012 og registrerede den som Ares(2012)1498533.

(3)  Ares(2013)2585617.

(4)  Ares(2013)2843478.

(5)  Ares(2013)3134404.

(6)  Ares(2013)3206629.

(7)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2012/115/EU af 10. februar 2012 om fastsættelse af regler for de nationale overgangsplaner, der er omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU om industrielle emissioner (EUT L 52 af 24.2.2012, s. 12).

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/50/EF af 21. maj 2008 om luftkvaliteten og renere luft i Europa (EUT L 152 af 11.6.2008, s. 1).

(9)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/81/EF af 23. oktober 2001 om nationale emissionslofter for visse luftforurenende stoffer (EFT L 309 af 27.11.2001, s. 22).

(10)  Den konsoliderede udgave af den nationale overgangsplan blev registreret af Kommissionen den 5. november 2013 under registreringsnummer Ares(2013)3409853.


BILAG

Liste over anlæg omfattet af den nationale overgangsplan

Nummer

Anlæggets betegnelse

Samlet nominel indfyret termisk effekt pr. 31.12.2010 (MW)

Forurenende stoffer omfattet af den nationale overgangsplan

SO2

NOx

Støv

1

TE-TOL D Ljubljana

481

2

TET F Trbovlje

350

3

VIPAP R Krško

56

4

VIPAP S Krško

60,7


Emissionslofter (tons)

Forurenende stof

2016

2017

2018

2019

1.1.-30.6.2020

SO2

5 872

4 608

3 344

2 079

1 040

NOx

3 901

3 057

2 214

1 371

686

Støv

647

477

307

136

68