3.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 322/17


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 1233/2013

af 29. november 2013

om dispensation fra Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006 for så vidt angår mindsteafstanden fra kysten og mindstedybden for anvendelsen af vod brugt fra fartøjer, der fisker efter glaskutling (Aphia minuta), Ferrers kutling (Pseudaphia ferreri) og slank pikarel (Spicara smaris) i visse spanske territorialfarvande (Balearerne)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006 af 21. december 2006 om forvaltningsforanstaltninger til bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne i Middelhavet (1), særlig artikel 13, stk. 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1967/2006 forbyder anvendelsen af trukne redskaber inden for 3 sømil fra kysten eller inden for 50 m-dybdekurven, hvis en sådan dybde nås tættere på kysten.

(2)

Kommissionen kan på anmodning fra en medlemsstat give dispensation fra artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1967/2006, såfremt en række betingelser i artikel 13, stk. 5 og 9, er opfyldt.

(3)

Kommissionen modtog fra Spanien den 8. oktober 2012 en anmodning om dispensation fra nævnte forordnings artikel 13, stk. 1, med henblik på anvendelsen af vod brugt fra fartøjer, der fisker efter glaskutling (Aphia minuta), Ferrers kutling (Pseudaphia ferreri) og slank pikarel (Spicara smaris), i landets territorialfarvande i den selvstyrende region Balearerne.

(4)

Anmodningen omfatter fartøjer opført i det maritime register, som administreres af den selvstyrende region Balearernes generaldirektorat for land- og havmiljø, hvor fartøjerne skal kunne dokumentere, at de har udøvet det pågældende fiskeri i over fem år, og som fisker under en forvaltningsplan, der regulerer fiskeri efter glaskutling (Aphia minuta), Ferrers kutling (Pseudaphia ferreri) og slank pikarel (Spicara smaris) med vod brugt fra fartøjer.

(5)

Forvaltningsplanen forhindrer en fremtidig øgning af fiskeriindsatsen og fastsætter, at når et af de 60 autoriserede fartøjer standser sin aktivitet, kan kun et fartøj med ens eller mindre kapacitet, hvad angår tonnage og maskinkraft, erstatte det i registret.

(6)

Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF) har vurderet den dispensation, som Spanien har anmodet om, og det pågældende udkast til forvaltningsplan på sit plenarmøde den 5.-9. november 2012.

(7)

Spanien vedtog forvaltningsplanen ved dekret 44/2013 af 4. oktober om en forvaltningsplan for traditionelt fiskeri med vod brugt fra fartøj i farvandene omkring Balearerne (2) i henhold til artikel 19, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1967/2006.

(8)

Den dispensation, som Spanien har anmodet om, opfylder betingelserne i artikel 13, stk. 5 og 9, i forordning (EF) nr. 1967/2006.

(9)

På grund af både den begrænsede størrelse af fastlandssoklen og den geografiske fordeling af målarten, der udelukkende findes i visse zoner i kystområder med en dybde på mindre end 50 m, er fiskebankerne begrænsede.

(10)

Endvidere er fiskeriet ikke muligt med andre redskaber, det har ikke betydelig indvirkning på beskyttede habitater, og det er meget selektivt, da voddene indhales i vandsøjlen og ikke rører havbunden. Ophaling af materiale fra havbunden ville skade målarten og gøre udvælgelsen af de arter, der fiskes efter, praktisk taget umulig som følge af deres meget lille størrelse.

(11)

Den dispensation, som Spanien har anmodet om, vedrører et begrænset antal fartøjer, dvs. 60 fartøjer.

(12)

De pågældende fiskeriaktiviteter opfylder kravene i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1967/2006 om beskyttede habitater, da den spanske forvaltningsplan udtrykkeligt forbyder fiskeri hen over beskyttede habitater.

(13)

Kravene i artikel 8, stk. 1, litra h), i forordning (EF) nr. 1967/2006 finder ikke anvendelse, da de vedrører trawlere.

(14)

Da de pågældende fiskeriaktiviteter er meget selektive og kun har en ubetydelig indvirkning på havmiljøet samt ikke berøres af bestemmelserne i artikel 4, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1967/2006, er det muligt for dem at få dispensation fra den mindstemaskestørrelse, der er omhandlet i artikel 9, stk. 7, i forordning (EF) nr. 1967/2006. Derfor finder de regler om mindstemaskestørrelse, der er fastsat i artikel 9, stk. 3, ikke anvendelse.

(15)

Den spanske forvaltningsplan omfatter foranstaltninger til overvågning af fiskeriaktiviteter og opfylder derfor betingelserne i artikel 13, stk. 9, tredje afsnit, i forordning (EF) nr. 1967/2006 og i artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 (3).

(16)

De pågældende fiskeriaktiviteter finder sted meget tæt på kysten og berører derfor ikke andre fartøjers aktiviteter.

(17)

Den spanske forvaltningsplan sikrer, at fangsten af de arter, som er nævnt i bilag III til forordning (EF) nr. 1967/2006, er minimal, og at fiskeriaktiviteterne ikke er rettet imod cephalopoder.

(18)

Derfor bør der gives tilladelse til den dispensation, der anmodes om.

(19)

Spanien bør aflægge rapport til Kommission rettidigt i overensstemmelse med den overvågningsplan, der er fastsat i den spanske forvaltningsplan.

(20)

På linje med den spanske anmodning vil en begrænset varighed af dispensationen gøre det muligt at sikre, at der hurtigt kan træffes korrigerende foranstaltninger, såfremt rapporten til Kommissionen skulle vise en ringe bevarelsesstatus for den udnyttede bestand, samtidig med at det videnskabelige grundlag for en forbedret forvaltningsplan udbygges.

(21)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Fiskeri og Akvakultur —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Dispensation

Artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1967/2006 finder ikke anvendelse i spanske territorialfarvande, som grænser op til kysten i den selvstyrende region Balearerne, for fiskeri efter glaskutling (Aphia minuta), Ferrers kutling (Pseudaphia ferreri) og slank pikarel (Spicara smaris) med anvendelse af vod brugt fra fartøjer, som:

a)

er opført i det maritime register, som forvaltes af den selvstyrende region Balearernes generaldirektorat for land- og havmiljø

b)

skal kunne dokumentere, at de har udøvet det pågældende fiskeri i mere end fem år, og ikke bevirker, at fiskeriindsatsen øges, og

c)

har en fiskeritilladelse og fisker under den forvaltningsplan, som Spanien har vedtaget i henhold til artikel 19, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1967/2006.

Denne dispensation gælder i en periode på tre år fra datoen for nærværende forordnings ikrafttræden.

Artikel 2

Overvågningsplan og rapport

Inden for tre år fra datoen for nærværende forordnings ikrafttræden indgiver Spanien til Kommissionen en rapport, der udfærdiges i overensstemmelse med den overvågningsplan, som blev fastsat i den i artikel 1, litra c), nævnte forvaltningsplan.

Artikel 3

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. november 2013.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)   EUT L 409 af 30.12.2006, s. 11.

(2)  Decreto 44/2013, de 4 de octubre, por el que establece el Plan de Gestión Pluriinsular para la Pesca con Artes de Tiro Tradicionales en Aguas de las Illes Balears. Butlletí Oficial de les Illes Balears No 137, 5.10.2013, pg. 47345.

(3)   EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1.