25.10.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 283/28


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 1034/2013

af 24. oktober 2013

om godkendelse af aluminiumphosphid, der frigiver phosphin, som et aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 20

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter (1), særlig artikel 89, stk. 1, tredje afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I Kommissionens forordning (EF) nr. 1451/2007 (2), er der opstillet en liste over aktive stoffer, som skal vurderes med henblik på eventuel optagelse i bilag I, I A eller I B til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF (3). Denne liste omfatter aluminiumphosphid.

(2)

Aluminiumphosphid er vurderet i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i direktiv 98/8/EF til anvendelse i produkttype 23, bekæmpelse af andre hvirveldyr, som defineret i direktivets bilag V, hvilket svarer til produkttype 20 som defineret i bilag V til forordning (EU) nr. 528/2012.

(3)

Tyskland blev udpeget som rapporterende medlemsstat og sendte den kompetente myndigheds rapport sammen med en henstilling til Kommissionen den 23. juli 2010 i overensstemmelse med artikel 14, stk. 4 og 6, i forordning (EF) nr. 1451/2007.

(4)

Medlemsstaterne og Kommissionen har gennemgået den kompetente myndigheds rapport. I overensstemmelse med artikel 15, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1451/2007 er resultaterne af vurderingen indføjet i en vurderingsrapport i Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter den 27. september 2013.

(5)

Det fremgår af rapporten, at biocidholdige produkter, der anvendes i produkttype 23 og indeholder aluminiumphosphid, kan forventes at opfylde kravene i artikel 5 i direktiv 98/8/EF.

(6)

Derfor bør aluminiumphosphid, der frigiver phosphin, godkendes til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 20.

(7)

Da vurderingen ikke omhandler nanomaterialer, bør godkendelsen ikke omfatte sådanne materialer, jf. artikel 4, stk. 4, i forordning (EU) nr. 528/2012.

(8)

Før et aktivstof godkendes, bør medlemsstaterne, de berørte parter og i givet fald Kommissionen have en rimelig frist til at forberede sig, så de kan opfylde de nye krav.

(9)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Aluminiumphosphid godkendes som aktivstof til anvendelse i biocidholdige produkter af produkttype 20, så længe de i bilaget anførte specifikationer og betingelser overholdes.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. oktober 2013.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 167 af 27.6.2012, s. 1.

(2)  Kommissionens forordning (EF) nr. 1451/2007 af 4. december 2007 om den anden fase af det tiårs arbejdsprogram, der er omhandlet i artikel 16, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF om markedsføring af biocidholdige produkter (EUT L 325 af 11.12.2007, s. 3).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/8/EF af 16. februar 1998 om markedsføring af biocidholdige produkter (EFT L 123 af 24.4.1998, s. 1).


BILAG

Almindeligt anvendt navn

IUPAC-navn

Identifikationsnr.

Aktivstoffets minimumsrenhedsgrad (1)

Godkendelsesdato

Udløbsdato for godkendelsen

Produkttype

Særlige betingelser (2)

Aluminiumphosphid, der frigiver phosphin

IUPAC-navn: Aluminiumphosphid

EF-nr.: 244-088-0

CAS-nr.: 20859-73-8

830 g/kg

1. juli 2015

30. juni 2025

20

Ved vurderingen af produktet skal der lægges særlig vægt på den eksponering, den risiko og den effektivitet, der er forbundet med alle anvendelser, der er omfattet af ansøgningen om godkendelse, men som ikke har været behandlet i risikovurderingen af aktivstoffet på EU-plan.

Godkendelserne meddeles på følgende betingelser:

1)

Produkterne må kun sælges til og benyttes af uddannede fagfolk.

2)

De konstaterede risici for brugerne gør det nødvendigt at træffe egnede risikobegrænsende foranstaltninger. Disse foranstaltninger omfatter bl.a. anvendelse af egnede personlige værnemidler, anvendelse af udlægningsudstyr og emballering af produktet, således at brugereksponeringen mindskes til et acceptabelt niveau.

3)

De konstaterede risici for landlevende dyr uden for målgruppen gør det nødvendigt at træffe egnede risikobegrænsende foranstaltninger. Disse foranstaltninger omfatter bl.a. forbud mod at udlægge produktet i områder, hvor der forekommer andre pattedyr, som graver gange, end målarterne.


(1)  Renheden som angivet i denne kolonne er det minimum af renheden af det aktivstof, der er anvendt til vurderingen efter artikel 8 i forordning (EU) nr. 528/2012. Aktivstoffet i det produkt, der markedsføres, kan have samme eller en anden renhedsgrad, hvis der er påvist teknisk ækvivalens med det vurderede aktivstof.

(2)  Med henblik på gennemførelsen af de fælles principper i bilag VI til forordning (EU) nr. 528/2012 findes indholdet og konklusionerne af vurderingsrapporterne på Kommissionens websted: http://ec.europa.eu/comm/environment/biocides/index.htm