18.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 165/59


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 527/2013

af 21. maj 2013

om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1528/2007 for så vidt angår udelukkelse af en række lande fra listen over regioner eller stater, der har afsluttet forhandlinger

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

efter den almindelige lovgivningsprocedure (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Forhandlinger om økonomiske partnerskabsaftaler (»aftalerne«) mellem:

 

Cariforum-landene på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side blev afsluttet den 16. december 2007

 

Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Centralafrika på den anden side blev afsluttet den 17. december 2007 (Republikken Cameroun)

 

Ghana på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side blev afsluttet den 13. december 2007

 

Côte d'Ivoire på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side blev afsluttet den 7. december 2007

 

landene i det østlige og sydlige Afrika på den ene side og Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den anden side blev afsluttet den 28. november 2007 (Republikken Seychellerne og Republikken Zimbabwe), den 4. december 2007 (Republikken Mauritius), den 11. december 2007 (Unionen Comorerne og Republikken Madagaskar) og den 30. september 2008 (Republikken Zambia)

 

Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og SADC-ØPA-landene på den anden side blev afsluttet den 23. november 2007 (Republikken Botswana, Kongeriget Lesotho, Kongeriget Swaziland, Republikken Mozambique) og den 3. december 2007 (Republikken Namibia)

 

Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og partnerlandene i Det Østafrikanske Fællesskab på den anden side blev afsluttet den 27. november 2007

 

Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Stillehavslandene på den anden side blev afsluttet den 23. november 2007.

(2)

Afslutningen af forhandlingerne om aftalerne med Antigua og Barbuda, Commonwealth of the Bahamas, Barbados, Belize, Republikken Botswana, Republikken Burundi, Republikken Cameroun, Unionen Comorerne, Republikken Côte d'Ivoire, Commonwealth of Dominica, Den Dominikanske Republik, Republikken Fiji, Republikken Ghana, Grenada, Den Kooperative Republik Guyana, Republikken Haiti, Jamaica, Republikken Kenya, Kongeriget Lesotho, Republikken Madagaskar, Republikken Mauritius, Republikken Mozambique, Republikken Namibia, Den Uafhængige Stat Papua Ny Guinea, Republikken Rwanda, Føderationen Saint Kitts og Nevis, Saint Lucia, Saint Vincent og Grenadinerne, Republikken Seychellerne, Republikken Surinam, Kongeriget Swaziland, Den Forenede Republik Tanzania, Republikken Trinidad og Tobago, Republikken Uganda, Republikken Zambia og Republikken Zimbabwe førte til, at de blev optaget i bilag I til Rådets forordning (EF) nr. 1528/2007 af 20. december 2007 om anvendelse af de ordninger for varer med oprindelse i bestemte lande i gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), der er fastlagt i aftaler om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler eller i aftaler, som fører til indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler (2).

(3)

Republikken Botswana, Republikken Burundi, Republikken Cameroun, Unionen Comorerne, Republikken Côte d'Ivoire, Republikken Fiji, Republikken Ghana, Republikken Haiti, Republikken Kenya, Kongeriget Lesotho, Republikken Mozambique, Republikken Namibia, Republikken Rwanda, Kongeriget Swaziland, Den Forenede Republik Tanzania, Republikken Uganda og Republikken Zambia har ikke truffet de nødvendige foranstaltninger til at ratificere deres respektive aftaler.

(4)

Følgelig bør bilag I til forordning (EF) nr. 1528/2007 ændres for at fjerne disse lande fra bilaget, jf. forordningens artikel 2, stk. 3, særlig litra b).

(5)

Med henblik på at sikre, at disse lande hurtigt kan genindsættes i bilag I til forordning (EF) nr. 1528/2007, i det øjeblik de har truffet de nødvendige foranstaltninger til at ratificere deres respektive aftaler, og indtil ikrafttræden deraf, bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde for at genindsætte de lande, der er fjernet fra bilag I til forordning (EF) nr. 1528/2007 ved nærværende forordning. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 1528/2007 foretages følgende ændringer:

1)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 2a

Delegation af beføjelser

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 2b for at ændre bilag I til nærværende forordning ved at genindsætte de regioner eller stater fra gruppen af AVS-stater, som blev fjernet fra nævnte bilag ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 527/2013 (3), og som siden denne fjernelse har truffet de nødvendige foranstaltninger til at ratificere deres respektive aftaler.

Artikel 2b

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter jf. artikel 2a tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 21. juni 2013. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.   Den i artikel 2a omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 2a træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet eller Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

2)

Bilag I erstattes af teksten i bilaget til denne forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. oktober 2014.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 21. maj 2013.

På Europa-Parlamentets vegne

M. SCHULZ

Formand

På Rådets vegne

L. CREIGHTON

Formand


(1)  Europa-Parlamentets holdning af 13.9.2012 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets førstebehandlingsholdning af 11.12.2012 (EUT C 39 E af 12.2.2013). Europa-Parlamentets holdning af 16. april 2013.

(2)  EUT L 348 af 31.12.2007, s. 1.

(3)  EUT L 165 af 18.6.2013, s. 59«;


BILAG

»BILAG I

Liste over regioner eller stater, som har afsluttet forhandlingerne i henhold til artikel 2, stk. 2

 

ANTIGUA OG BARBUDA

 

COMMONWEALTH OF THE BAHAMAS

 

BARBADOS

 

BELIZE

 

COMMONWEALTH OF DOMINICA

 

DEN DOMINIKANSKE REPUBLIK

 

GRENADA

 

DEN KOOPERATIVE REPUBLIK GUYANA

 

JAMAICA

 

REPUBLIKKEN MADAGASKAR

 

REPUBLIKKEN MAURITIUS

 

DEN UAFHÆNGIGE STAT PAPUA NY GUINEA

 

FØDERATIONEN SAINT KITTS OG NEVIS

 

SAINT LUCIA

 

SAINT VINCENT OG GRENADINERNE

 

REPUBLIKKEN SEYCHELLERNE

 

REPUBLIKKEN SURINAM

 

REPUBLIKKEN TRINIDAD OG TOBAGO

 

REPUBLIKKEN ZIMBABWE«