23.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 52/1


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) Nr. 148/2013

af 19. december 2012

om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for de minimumsoplysninger, der skal indberettes til transaktionsregistre

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank (1),

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (2), særlig artikel 9, stk. 5, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Af fleksibilitetshensyn bør en modpart kunne delegere indberetning af en aftale til den anden modpart eller til en tredjepart. Modparter bør også kunne aftale at delegere indberetning til en fælles tredjepartsenhed, herunder en central modpart (CCP), således at denne indgiver en enkelt indberetning indeholdende den relevante tabel til transaktionsregistret. I så fald og for at sikre datakvaliteten bør det i indberetningen angives, at den foretages på vegne af begge modparter og indeholder det fuldstændige sæt oplysninger, der ville være blevet indberettet, hvis aftalen var blevet indberettet særskilt.

(2)

For at undgå uoverensstemmelser i de fælles datatabeller bør hver modpart i en derivataftale sikre, at der er enighed om de fælles data, der indberettes, mellem begge parter i handelen. Hvis modparterne indberetter til forskellige transaktionsregistre, vil en entydig handelsidentifikator gøre det lettere at sammenholde oplysningerne.

(3)

For at undgå dobbeltindberetning og for at begrænse indberetningsbyrden, når en modpart eller CCP indberetter på vegne af begge modparter, bør modparten eller CCP'en kunne sende en enkelt indberetning til transaktionsregistret indeholdende de relevante oplysninger.

(4)

Værdiansættelse af derivataftaler er en forudsætning for, at reguleringsmyndighederne kan udføre deres opgaver, særlig når det drejer sig om finansiel stabilitet. Værdien af en aftale efter marking-to-market-princippet eller efter marking-to-model-princippet giver oplysning om fortegnet for og størrelsen af de med aftalen forbundne eksponeringer og supplerer oplysningerne om den oprindelige i aftalen angivne værdi.

(5)

For at sikre behørig overvågning af eksponeringerne er det vigtigt at have oplysninger om sikkerhedsstillelsen i forbindelse med en bestemt aftale. Med henblik herpå bør modparter, der anvender sikkerhedsstillelse for deres transaktioner, indberette sådanne oplysninger om sikkerhedsstillelsen på transaktionsbasis. Hvis sikkerhedsstillelsen beregnes på grundlag af nettopositioner opgjort ud fra et sæt aftaler og derfor ikke stilles på transaktionsbasis men på porteføljebasis, bør modparterne kunne indberette porteføljen under anvendelse af en entydig kode eller et entydigt nummereringssystem fastsat af modparten. Denne entydige kode bør angive den specifikke portefølje, vedrørende hvilken der udveksles sikkerhedsstillelse, hvis modparten har mere end én portefølje, og bør også sikre, at en derivataftale kan sammenknyttes med en bestemt portefølje, vedrørende hvilken der er stillet sikkerhed.

(6)

Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) har fremsendt til Kommissionen, og den afspejler den vigtige rolle, som transaktionsregistre spiller for at forbedre markedsgennemsigtigheden over for offentligheden og reguleringsmyndighederne, idet de oplysninger, der skal indberettes til, indsamles af og stilles til rådighed af transaktionsregistre, afhænger af derivatklassen og handelens art.

(7)

ESMA har hørt de relevante myndigheder og medlemmerne af Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) før forelæggelsen af dette udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som denne forordning er baseret på. I overensstemmelse med artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) (3) har ESMA også afholdt åbne offentlige høringer om udkastet til reguleringsmæssige tekniske standarder, analyseret de potentielle omkostninger og fordele samt indhentet en udtalelse fra interessentgruppen for værdipapirer og markeder, der er nedsat i henhold artikel 37 i nævnte forordning —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Oplysninger, der skal være indeholdt i indberetninger i henhold til artikel 9, stk. 1 og 3, i forordning (EU) nr. 648/2012

1.   Indberetninger til transaktionsregistre skal indeholde:

a)

de oplysninger, der er fastsat i tabel 1 i bilaget, vedrørende modparterne i en aftale

b)

de oplysninger, der er fastsat i tabel 2 i bilaget, vedrørende den derivataftale, der er indgået mellem de to modparter.

2.   I stk. 1 forstås ved »indgå en aftale« at »foretage transaktioner«, jf. artikel 25, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF (4).

3.   Hvis der foretages en samlet indberetning på vegne af begge modparter, skal den indeholde de oplysninger, der er fastsat i tabel 1 i bilaget vedrørende begge modparter. De i tabel 2 i bilaget fastsatte oplysninger skal kun indberettes én gang.

4.   Hvis der foretages en samlet indberetning på vegne af begge modparter, skal dette anføres i indberetningen, jf. felt 9 i tabel 1 i bilaget.

5.   Hvis en modpart indberetter oplysninger om en aftale til et transaktionsregister på vegne af den anden modpart, eller hvis en tredjepartsenhed indberetter en aftale til et transaktionsregister på vegne af en eller begge modparter, skal de indberettede oplysninger være lige så fuldstændige, som hvis aftalerne var blevet indberettet til transaktionsregistret af hver modpart særskilt.

6.   Hvis en derivataftale har kendetegn, der er karakteristiske for mere end ét underliggende aktiv, jf. tabel 2 i bilaget, skal det i indberetningen angives, hvilken aktivklasse modparterne er enige om ligner aftalen mest, før der foretages indberetning til et transaktionsregister.

Artikel 2

Clearede handler

1.   Hvis en indgået aftale efterfølgende cleares af en CCP, skal clearingen indberettes som en ændring af den indgåede aftale.

2.   Hvis en aftale indgås på en markedsplads og cleares af en CCP, således at en modpart ikke er klar over den anden modparts identitet, skal den indberettende modpart angive den pågældende CCP som sin modpart.

Artikel 3

Indberetning af eksponeringer

1.   Oplysningerne om sikkerhedsstillelse i tabel 1 i bilaget skal omfatte al sikkerhedsstillelse, der er stillet.

2.   Hvis en modpart ikke stiller sikkerhed på transaktionsbasis, skal modparterne til et transaktionsregister indberette sikkerhedsstillelse, der er stillet, på porteføljebasis.

3.   Hvis sikkerhedsstillelsen i tilknytning til en aftale indberettes på porteføljebasis, skal den indberettende modpart til transaktionsregistret indberette en identifikationskode for den portefølje af sikkerhedsstillelse, der er stillet til den anden modpart i tilknytning til den indberettede aftale.

4.   Ikke-finansielle modparter, undtagen dem, der er omhandlet i artikel 10 i forordning (EU) nr. 648/2012, skal ikke indberette sikkerhedsstillelse og værdiansættelse efter marking-to-market-princippet eller efter marking-to-model-princippet vedrørende de aftaler, der er omhandlet i tabel 1 i bilaget.

5.   For aftaler, der cleares af en CCP, skal værdiansættelser efter marking-to-market-princippet kun indgives af CCP'en.

Artikel 4

Indberetningslog

Ændringer til de oplysninger, der er registreret i transaktionsregistre, skal gemmes i en log, der identificerer den eller de personer, der anmodede om ændringen, herunder i givet fald transaktionsregistret selv, årsagen eller årsagerne til ændringerne, en dato og et tidsstempel samt en klar beskrivelse af ændringerne, herunder det gamle og nye indhold af de relevante oplysninger, jf. felt 58 og 59 i tabel 2 i bilaget.

Artikel 5

Ikrafttrædelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 19. december 2012.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  Endnu ikke offentliggjort i EUT.

(2)  EUT L 201 af 27.7.2012, s. 1.

(3)  EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84.

(4)  EUT L 145 af 30.4.2004. s. 1.


BILAG

Oplysninger, der skal indberettes til transaktionsregistre

Tabel 1

Modpartsdata

 

Felt

Oplysninger, der skal indberettes

Aftalens parter

1

Tidsstempel for indberetningen

Dato og klokkeslæt for indberetning til transaktionsregistret.

2

Modparts-id

Entydig identifikationskode for den indberettende modpart.

Hvis der er tale om en fysisk person, anvendes en kundekode.

3

Den anden modparts id

Entydig identifikationskode for den anden modpart i aftalen. Dette felt skal udfyldes set fra den indberettende modparts synsvinkel. Hvis der er tale om en fysisk person, anvendes en kundekode.

4

Modpartens navn

Den indberettende modparts selskabsnavn.

Hvis modparts-id'et allerede indeholder denne oplysning, er det ikke nødvendigt at udfylde dette felt.

5

Modpartens hjemsted

Oplysninger om den indberettende modparts vedtægtsmæssige hjemsted (fuldstændig adresse, by og land).

Hvis modparts-id'et allerede indeholder denne oplysning, er det ikke nødvendigt at udfylde dette felt.

6

Modpartens branche

Den indberettende modparts branche (bank, forsikringsselskab osv.).

Hvis modparts-id'et allerede indeholder denne oplysning, er det ikke nødvendigt at udfylde dette felt.

7

Finansiel eller ikke-finansiel modpart

Angiv, om den indberettende modpart er en finansiel eller ikke-finansiel modpart, jf. artikel 2, nr. 8 og 9, i forordning (EU) nr. 648/2012.

8

Mægler-id

Hvis en mægler fungerer som formidler for den indberettende modpart uden selv at være en modpart, skal den indberettende modpart anføre en entydig identifikationskode for denne mægler. Hvis der er tale om en fysisk person, anvendes en kundekode.

9

Id for indberettende enhed

Hvis den indberettende modpart har delegeret indgivelsen af indberetningen til en tredjepart eller til den anden modpart, skal der i dette felt anføres en entydig identifikationskode for denne enhed. I modsat fald udfyldes dette felt ikke.

Hvis der er tale om en fysisk person, anvendes den kundekode, der er blevet tildelt af den juridiske person, som den enkelte modpart anvender til gennemførelse af handelen.

10

Id for clearingmedlem

Hvis den indberettende modpart ikke er et clearingmedlem, skal der anføres en entydig identifikationskode for dennes clearingmedlem i dette felt. Hvis der er tale om en fysisk person, anvendes den kundekode, der er tildelt af CCP'en.

11

Id for berettiget modtager

Den part, der er genstand for de rettigheder og forpligtelser, der følger af aftalen. Hvis transaktionen gennemføres via en struktur, f.eks. en trust eller fond, der repræsenterer flere berettigede modtagere, er det denne struktur, der skal angives som den berettigede modtager. Hvis den berettigede modtager for aftalen ikke er en modpart i aftalen, skal den indberettende modpart anføre en entydig identifikationskode for denne berettigede modtager eller, hvis der er tale om fysiske personer, den kundekode, der er tildelt af den juridiske person, som den fysiske person anvender.

12

Handler i egenskab af

Angiver, hvorvidt den indberettende modpart har indgået aftalen for egen regning (på egne vegne eller på vegne af en kunde) eller som agent for en kundes regning og på dennes vegne.

13

Modpartsside

Angiver, hvorvidt der er tale om en købs- eller salgsaftale. Hvis der er tale om en rentederivataftale, vil købersiden være betaleren af første ben, og sælgersiden vil være betaleren af andet ben.

14

Aftale med ikke-EØS-modpart

Angiver, hvorvidt modparten har hjemsted uden for EØS.

15

Direkte tilknyttet forretningsmæssige aktiviteter eller likviditetsfinansiering

Oplysninger om, hvorvidt aftalen objektivt kan måles til at være direkte knyttet til den indberettende modparts forretningsmæssige aktivitet eller likviditetsfinansiering, jf. artikel 10, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012.

Dette felt udfyldes ikke, hvis den indberettende modpart er en finansiel modpart, jf. artikel 2, nr. 8, i forordning (EU) nr. 648/2012.

16

Clearinggrænseværdi

Oplysninger om, hvorvidt den indberettende modpart ligger over clearingtærsklen, jf. artikel 10, stk. 2, i forordning (EU) nr. 648/2012. Dette felt udfyldes ikke, hvis den indberettende modpart er en finansiel modpart, jf. artikel 2, nr. 8, i forordning (EU) nr. 648/2012.

17

Aftalens markedsværdi (mark to market)

Værdiansættelse af aftalen efter marking-to-market-princippet, eller, hvis dette er relevant efter artikel 11, stk. 2, i forordning (EU) nr. 648/2012, efter marking-to-model-princippet.

18

Valuta for aftalens markedsværdi

Valuta for værdiansættelsen af aftalen efter marking-to-market-princippet, eller, hvis dette er relevant efter artikel 11, stk. 2, i forordning (EU) nr. 648/2012, efter marking-to-model-princippet.

19

Dato for værdiansættelsen

Dato for den sidste værdiansættelse efter marking-to-market-princippet eller marking-to-model-princippet.

20

Klokkeslæt for værdiansættelsen

Klokkeslæt for den sidste værdiansættelse efter marking-to-market-princippet eller marking-to-model-princippet.

21

Værdiansættelsestype

Angivelse af, hvorvidt værdiansættelsen blev foretaget efter marking-to-market-princippet eller marking-to-model-princippet.

22

Sikkerhedsstillelse

Angivelse af, om der er anvendt sikkerhedsstillelse.

23

Sikkerhedsstillelsesportefølje

Angivelse af, hvorvidt sikkerhedsstillelsen er stillet på porteføljebasis. På porteføljebasis betyder, at sikkerhedsstillelsen ikke beregnes for den enkelte handel, men på grundlag af nettopositioner opgjort ud fra et sæt aftaler.

24

Kode for sikkerhedsstillelsesportefølje

Hvis sikkerhedsstillelsen indberettes på porteføljebasis, skal den indberettende modpart anvende en entydig identifikationskode for porteføljen.

25

Værdi af sikkerhedsstillelsen

Værdi af den sikkerhedsstillelse, som den indberettende modpart har stillet over for den anden modpart. Hvis sikkerhedsstillelsen stilles på porteføljebasis, skal værdien af hele sikkerhedsstillelsen for porteføljen anføres i dette felt.

26

Valuta for værdien af sikkerhedsstillelsen

Angiv værdien af sikkerhedsstillelsen for felt 25.


Tabel 2

Fælles data

 

Felt

Oplysninger, der skal indberettes

Berørte typer derivataftaler

 

Afdeling 2a —

aftaletype

 

Alle aftaler

1

Anvendt taksonomi

Aftalen skal identificeres ved hjælp af en produktidentifikator.

 

2

Produkt-id 1

Aftalen skal identificeres ved hjælp af en produktidentifikator.

 

3

Produkt-id 2

Aftalen skal identificeres ved hjælp af en produktidentifikator.

 

4

Underliggende aktiv

Det underliggende aktiv identificeres ved hjælp af en entydig identifikator for dette underliggende aktiv. Hvis der er tale om kurve eller indeks, anføres den pågældende kurv eller det pågældende indeks, hvis der ikke findes en entydig identifikator.

 

5

Notionel valuta 1

Valutaen for det notionelle beløb. Hvis der er tale om en rentederivataftale, vil dette være den notionelle valuta for første ben.

 

6

Notionel valuta 2

Valutaen for det notionelle beløb. Hvis der er tale om en rentederivataftale, vil dette være den notionelle valuta for andet ben.

 

7

Leveringsvaluta

Den valuta, der skal leveres i.

 

 

Afdeling 2b —

nærmere oplysninger om transaktionen

 

Alle aftaler

8

Handels-id

Et entydigt handels-id, som er fastlagt på europæisk niveau, og som tildeles af den indberettende modpart. Hvis der ikke findes noget entydigt handels-id, skal der dannes en entydig kode i samråd med den anden modpart.

 

9

Transaktionens referencenummer

Et entydigt identifikationsnummer for transaktionen, der tildeles af den indberettende modpart eller en tredjepart, som indberetter på dennes vegne.

 

10

Handelssted

Handelsstedet angives med en entydig kode for dette handelssted. Hvis der er tale om en OTC-aftale, skal det anføres, hvorvidt det pågældende instrument er optaget til handel, men handles OTC, eller ikke er optaget til handel og handles OTC.

 

11

Komprimering

Angiv, hvorvidt aftalen er resultatet af en komprimering.

 

12

Pris/kurs

Pris pr. derivat ekskl. eventuel provision og vedhængende rente.

 

13

Prisnotering

Den måde, hvorpå prisen er angivet.

 

14

Notionelt beløb

Aftalens oprindelige værdi.

 

15

Prismultiplikator

Antal stk. af det finansielle instrument, der indgår i en handelspost, f.eks. antal derivater, som indgår i en aftale.

 

16

Mængde

Antal aftaler, som indberetningen omfatter, hvis der indberettes mere end én derivataftale.

 

17

Forudbetaling

Størrelsen af en eventuel forudbetaling, som den indberettende modpart har foretaget eller modtaget.

 

18

Leveringstype

Angiver, hvorvidt aftalen afvikles fysisk eller kontant.

 

19

Tidsstempel for foretagelse af transaktionen

Jf. artikel 1, stk. 2.

 

20

Ikrafttrædelsesdato

Dato, på hvilken forpligtelserne i henhold til aftalen får virkning.

 

21

Forfaldsdato

Oprindelig forfaldsdato for den indberettede aftale. Ophør før tid (early termination) indberettes ikke i dette felt.

 

22

Udløbsdato

Udløbsdato for den indberettede aftale. Dette felt udfyldes ikke, hvis datoen ikke er forskellig fra forfaldsdatoen.

 

23

Afviklingsdato

Afviklingsdato for det underliggende aktiv. Hvis der er mere end én afviklingsdato, kan der tilføjes yderligere felter (f.eks. 23A, 23B, 23C osv.).

 

24

Masteraftaletype

Angivelse af navnet på den pågældende masteraftale, hvis denne anvendes i forbindelse med den indberettede aftale (f.eks. ISDA-masteraftale; Master Power Purchase and Sale Agreement; International ForEx Master Agreement; European Master Agreement eller lokale masteraftaler).

 

25

Masteraftaleversion

Angivelse af året for den version af masteraftalen, der i givet fald er anvendt ved den indberettede handel (f.eks. 1992, 2002 osv.).

 

 

Afdeling 2c —

risikoreduktion/indberetning

 

Alle aftaler

26

Tidsstempel for bekræftelse

Dato og klokkeslæt for bekræftelsen, jf. Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 149/2013 (1), inklusive oplysning om, i hvilken tidszone bekræftelsen har fundet sted.

 

27

Bekræftelsesmiddel

Angivelse af, hvorvidt aftalen er elektronisk bekræftet, ikke-elektronisk bekræftet eller ikke bekræftet.

 

 

Afdeling 2d —

clearing

 

Alle aftaler

28

Clearingforpligtelse

Angivelse af, hvorvidt den indberettede aftale er omfattet af clearingforpligtelsen i henhold til forordning (EU) nr. 648/2012.

 

29

Clearet

Angivelse af, hvorvidt der har fundet clearing sted.

 

30

Tidsstempel for clearing

Klokkeslæt og dato for clearingen.

 

31

CCP

Hvis der er tale om en aftale, der er clearet, den entydige kode for den CCP, der har clearet aftalen.

 

32

Koncernintern

Angivelse af, hvorvidt aftalen er indgået i form af en koncernintern transaktion, jf. artikel 3 i forordning (EU) nr. 648/2012.

 

 

Afdeling 2e —

rentesatser

Hvis der indberettes en entydig produktidentifikator (UPI), der indeholder alle nedennævnte oplysninger, kræves der ikke indberetning.

Rentederivater

33

Fast rente for første ben

I givet fald angivelse af den faste rente for første ben.

 

34

Fast rente for andet ben

I givet fald angivelse af den faste rente for andet ben.

 

35

Rentedagskonvention

I givet fald det faktiske antal dage i den relevante beregningsperiode for den faste rente.

 

36

Betalingshyppighed for det faste ben

I givet fald betalingshyppigheden for fastrentebenet.

 

37

Betalingshyppighed for variabel rente

I givet fald betalingshyppigheden for benet med variabel rente.

 

38

Hyppighed for genfastsættelse af variabel rente

I givet fald hyppigheden af genfastsættelse af renten for benet med variabel rente.

 

39

Variabel rente for første ben

I givet fald de rentesatser, der anvendes, og som genfastsættes med faste mellemrum, under henvisning til en markedsreferencerente.

 

40

Variabel rente for andet ben

I givet fald de rentesatser, der anvendes, og som genfastsættes med faste mellemrum, under henvisning til en markedsreferencerente.

 

 

Afdeling 2f —

udenlandsk valuta

Hvis der indberettes en entydig produktidentifikator (UPI), der indeholder alle nedennævnte oplysninger, kræves der ikke indberetning.

Valutaderivater

41

Valuta 2

Krydsvalutaen, hvis forskellig fra leveringsvalutaen.

 

42

Valutakurs 1

Den ved aftalen fastsatte kurs for valutaerne.

 

43

Terminskurs

Terminskurs på valørdatoen.

 

44

Valutakursgrundlag

Basis for valutakursen.

 

 

Afdeling 2g —

råvarer

Hvis der indberettes en entydig produktidentifikator (UPI), som indeholder alle nedennævnte oplysninger, skal disse oplysninger ikke indberettes, medmindre indberetning kræves i henhold til Europa-Parlamentes og Rådets forordning (EU) nr. 1227/2011  (2).

Råvarederivater

 

Generelt

 

 

45

Overordnet råvarekategori

Angivelse af, hvilken type råvare der ligger til grund for aftalen.

 

46

Varebeskrivelse

Beskrivelse af den pågældende råvare ud over de i felt 45 indeholdte oplysninger.

 

 

Energi

I givet fald oplysninger, der skal indberettes i henhold til forordning (EU) nr. 1227/2011.

 

47

Leveringssted eller -område

Leveringssted(er) inden for markedsområde(r).

 

48

Forbindelsespunkt

Angivelse af grænsen (grænserne) eller grænseovergangen(e) i forbindelse med en transportaftale.

 

49

Belastningstype

Gentages for felt 50-54 til angivelse af den til de forskellige leveringsperioder i løbet af et døgn svarende produktleveringsprofil.

 

50

Dato og klokkeslæt for leveringsstart

Dato og klokkeslæt for leveringsstart.

 

51

Dato og klokkeslæt for leveringsstop

Dato og klokkeslæt for leveringsstop.

 

52

Aftalt kapacitet

Mængde pr. leveringstidsinterval.

 

53

Antal enheder

Mængde pr. dag eller time i MWh eller kWh/d svarende til den underliggende råvare.

 

54

Pris pr. mængde pr. tidsinterval

I givet fald pris pr. mængde pr. tidsinterval

 

 

Afdeling 2h —

optioner

Hvis der indberettes en entydig produktidentifikator (UPI), der indeholder alle nedennævnte oplysninger, kræves der ikke indberetning.

Aftaler, hvori indgår en option

55

Optionsform

Angiver, hvorvidt der er tale om en call- eller putoption.

 

56

Optionstype (udnyttelse)

Angiver, hvorvidt optionen kun kan udnyttes på en bestemt dato (europæisk og asiatisk option), på en række forud fastsatte datoer (Bermuda-option) eller når som helst i aftalens løbetid (amerikansk option).

 

57

Striking-pris (maksimum/minimum)

Striking-pris for optionen.

 

 

Afdeling 2i –

ændringer af indberetningen

 

Alle aftaler

58

Type handling

Angivelse af, hvorvidt indberetningen indeholder:

en derivataftale eller efterhandelshændelse for første gang (betegnes i så fald som »ny«)

en ændring af oplysninger i en tidligere indberettet derivataftale (betegnes i så fald som »ændring«)

en annullering af en fejlagtigt indgivet indberetning (betegnes i så fald som »fejl«)

en eksisterende aftales udløb (betegnes i så fald som »udløb«)

komprimering af den indberettede aftale (betegnes i så fald som »komprimering«)

en ajourføring af en værdiansættelse i en aftale (betegnes i så fald som »ajourføring af værdiansættelse«)

andre ændringer af aftalen (betegnes i så fald som »andet«)

 

59

Nærmere beskrivelse af handlingen

Hvis felt 58 indberettes som »andet«, angives de nærmere oplysninger om ændringen her.

 


(1)  Se side 11 i denne EUT.

(2)  EUT L 326 af 8.12.2011, s. 1.