1.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 32/7


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 87/2013

af 31. januar 2013

om berigtigelse af den polske udgave af gennemførelsesforordning (EU) nr. 29/2012 om handelsnormer for olivenolie

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007/EF af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) (1), særlig artikel 113, stk. 1, litra a), og artikel 121, stk. 1, litra a) sammenholdt med artikel 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Der er konstateret en fejl i den polske udgave af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 29/2012 af 13. januar 2012 om handelsnormer for olivenolie (2). Teksten til den første af de to mærkninger i henhold til artikel 3, stk. 2, litra d), i denne forordning henviser ukorrekt til »olivenpresserester og olie udvundet direkte af oliven« i stedet for »det produkt, der er fremkommet efter udvinding af olivenolie«. I den polske udgave af denne forordning overlapper betydningen af de to mærkninger dermed hinanden.

(2)

Gennemførelsesforordning (EU) nr. 29/2012 bør derfor berigtiges.

(3)

For at undgå at skade interesserne for de økonomiske erhvervsdrivende, som har overholdt den ukorrekte forpligtelse i henhold til den polske udgave af gennemførelsesforordning (EU) nr. 29/2012, bør de i en given periode fortsat kunne anvende den ukorrekte mærkning. Med henblik på at begrænse varigheden af denne periode bør denne forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen.

(4)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Vedrører kun den polske udgave.

Artikel 2

Produkter, som er blevet fremstillet og mærket i Unionen eller importeret til Unionen og bragt i fri omsætning i overensstemmelse med den polske udgave af gennemførelsesforordning (EU) nr. 29/2012, inden denne forordning træder i kraft, kan markedsføres indtil 2. februar 2014.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 31. januar 2013.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)   EUT L 299 af 16.11.2007, s. 1.

(2)   EUT L 12 af 14.1.2012, s. 14.