|
25.10.2013 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 283/1 |
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE Nr. 1025/2013/EU
af 22. oktober 2013
om makrofinansiel bistand til Den Kirgisiske Republik
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 209,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
efter den almindelige lovgivningsprocedure (1), og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Samarbejdet mellem Unionen og Den Kirgisiske Republik er baseret på den partnerskabs- og samarbejdsaftale mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Den Kirgisiske Republik på den anden side (2) (PSA), der trådte i kraft i 1999. Den Kirgisiske Republik kommer til at nyde godt af Unionens generelle toldpræferencesystem. |
|
(2) |
Den kirgisiske økonomi blev i 2009 ramt af den internationale finanskrise og af voldelige etniske sammenstød i juni 2010. Disse hændelser påvirkede den økonomiske aktivitet, skabte et betydeligt offentligt finansieringsbehov til genopbygning og social bistand og resulterede i store finansielle huller på budgettet og over for udlandet. |
|
(3) |
På et donormøde på højt niveau, der blev afholdt i Bishkek den 27. juli 2010, gav det internationale samfund tilsagn om 1,1 mia. USD i nødhjælp til støtte til Den Kirgisiske Republiks genopretning. På mødet meddelte Unionen, at den ville yde finansiel bistand på op til 117,9 mio. EUR. |
|
(4) |
Rådet, der mødtes i sin konfiguration for udenrigsanliggender, hilste den 26. juli 2010 i sine konklusioner om Den Kirgisiske Republik den nye kirgisiske regerings bestræbelser på at etablere demokratiske institutionelle rammer velkommen og opfordrede Kommissionen til fortsat at yde Den Kirgisiske Republiks myndigheder bistand, bl.a. i form af nye bistandsprogrammer, i forbindelse med gennemførelsen af deres reformprogram og til at bidrage til en bæredygtig økonomisk og social udvikling i landet. |
|
(5) |
Politisk og økonomisk støtte fra Unionen til Den Kirgisiske Republiks gryende parlamentariske demokrati ville give et politisk signal om Unionens kraftige opbakning til demokratiske reformer i Centralasien, hvilket ville være i overensstemmelse med Unionens politik over for regionen, som fastlagt i strategien for Centralasien (2007-2013) og i Rådets konklusioner om Centralasien af 25. juni 2012. |
|
(6) |
I overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets fælles erklæring, der blev vedtaget sammen med Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 778/2013/EU (3), bør makrofinansiel bistand fra Unionen være et ekstraordinært finansielt instrument til ubunden og uspecificeret betalingsbalancestøtte, hvis sigte er at genoprette en holdbar ekstern finansieringssituation for støttemodtageren, og som bør understøtte gennemførelsen af et politisk program, der indeholder stærke tilpasnings- og strukturreformforanstaltninger til forbedring af betalingsbalancesituationen, navnlig i løbet af programperioden, og styrke gennemførelsen af relevante aftaler og programmer med Unionen. |
|
(7) |
Den Kirgisiske Republiks økonomiske tilpasnings- og reformproces støttes gennem finansiel bistand fra Den Internationale Valutafond (IMF). I juni 2011 indgik de kirgisiske myndigheder og IMF en ikke-forebyggende treårig aftale om en Extended Credit Facility (»IMF-programmet«) på 66,6 mio. SDR (særlige trækningsrettigheder) til støtte for landet. IMF godkendte den fjerde revision af dette program i 2013. Formålet med IMF-programmet er i overensstemmelse med Unionens makrofinansielle bistands målsætning, nemlig at afhjælpe kortsigtede betalingsbalanceproblemer, og gennemførelsen af stærke tilpasningsforanstaltninger i overensstemmelse med formålet med Unionens makrofinansielle bistand. |
|
(8) |
Unionen yder alt i alt 33 mio. EUR i sektorbudgetstøtte til Den Kirgisiske Republik under udviklingssamarbejdsinstrumentet i perioden 2011-2013 som støtte til reformer af de sociale beskyttelsessystemer, uddannelsessystemet og den offentlige finansforvaltning. |
|
(9) |
På grund af landets forværrede økonomiske situation og fremtidsudsigter, anmodede Den Kirgisiske Republik i 2010 om makrofinansiel bistand fra Unionen. |
|
(10) |
På grund af Den Kirgisiske Republiks strategiske betydning for Unionen og den afgørende rolle, den spiller for den regionale stabilitet, bør Den Kirgisiske Republik undtagelsesvis anses for at være berettiget til at modtage makrofinansiel bistand fra Unionen. |
|
(11) |
Eftersom der stadig er et væsentligt resterende behov for ekstern finansiering af Den Kirgisiske Republiks betalingsbalance, som overstiger de midler, der er stillet til rådighed af IMF og andre multilaterale institutioner, og trods den Kirgisiske Republiks gennemførelse af omfattende økonomiske stabiliserings- og reformprogrammer, anses den makrofinansielle bistand fra Unionen til den Kirgisiske Republik (»Unionens makrofinansielle bistand«) under de nuværende ekstraordinære omstændigheder for at være et hensigtsmæssigt svar på Den Kirgisiske Republiks anmodning til støtte for den økonomiske stabilisering sammen med IMF-programmet. |
|
(12) |
Unionens makrofinansielle bistand bør sigte mod at støtte genopretningen af en bæredygtig ekstern finansieringssituation for Den Kirgisiske Republik og derved støtte dens økonomiske og sociale udvikling. |
|
(13) |
Fastsættelsen af beløbet for Unionens makrofinansielle bistand er baseret på en omfattende kvantitativ vurdering af Den Kirgisiske Republiks resterende behov for ekstern finansiering og tager hensyn til dens evne til at finansiere sig selv med egne midler, navnlig med de internationale reserver, den har til rådighed. Unionens makrofinansielle bistand bør supplere programmerne og de midler, der stilles til rådighed af IMF og Verdensbanken. Fastsættelsen af bistandsbeløbet tager også højde for forventede finansielle bidrag fra multilaterale donorer og behovet for at sikre en retfærdig byrdefordeling mellem Unionen og andre donorer samt for den allerede eksisterende anvendelse af Unionens andre eksterne finansieringsinstrumenter i Den Kirgisiske Republik og merværdien af Unionens samlede engagement. |
|
(14) |
I betragtning af Den Kirgisiske Republiks resterende behov for ekstern finansiering, dens økonomiske udviklingsniveau målt i gennemsnitsindkomst pr. indbygger og andelen af fattige, dens evne til at finansiere sig selv med egne midler, navnlig med de internationale reserver, den har til rådighed, samt vurderingen af dens tilbagebetalingsevne med udgangspunkt i en gældsbæredygtighedsanalyse bør en del af bistanden ydes i form af gavebistand. |
|
(15) |
Kommissionen bør sikre, at Unionens makrofinansielle bistand juridisk og indholdsmæssigt er i overensstemmelse med de vigtigste principper, mål og foranstaltninger, der træffes som led i de forskellige eksterne foranstaltninger, og andre af Unionens relevante politikker. |
|
(16) |
Unionens makrofinansielle bistand bør understøtte Unionens udenrigspolitik over for den Kirgisiske Republik. Kommissionens tjenestegrene og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil bør arbejde tæt sammen under hele den makrofinansielle bistandstransaktion med henblik på at koordinere og sikre sammenhæng i Unionens udenrigspolitik. |
|
(17) |
Unionens makrofinansielle bistand bør understøtte Den Kirgisiske Republiks tilslutning til fælles værdier med Unionen, herunder demokrati, retsstat, god regeringsførelse, respekt for menneskerettighederne, bæredygtig udvikling og bekæmpelse af fattigdom, samt dens tilslutning til principperne om åben, regelbaseret og fair handel. |
|
(18) |
Det er en forudsætning for at yde Unionens makrofinansielle bistand, at Den Kirgisiske Republik respekterer effektive, demokratiske mekanismer, herunder et parlamentarisk flerpartisystem og retsstaten, samt sikrer respekt for menneskerettighederne. Derudover bør de specifikke målsætninger for Unionens makrofinansielle bistandstransaktioner styrke effektiviteten, gennemsigtigheden og ansvarligheden af de offentlige finansforvaltningssystemer i Den Kirgisiske Republik. Kommissionen bør regelmæssigt føre kontrol med, at såvel forudsætningen opfyldes, som at disse målsætninger nås. |
|
(19) |
For at sikre, at Unionens finansielle interesser i forbindelse med denne makrofinansielle bistand beskyttes effektivt, bør Den Kirgisiske Republik vedtage hensigtsmæssige foranstaltninger for at forebygge og bekæmpe svig, korruption og andre uregelmæssigheder i forbindelse med bistanden. Derudover bør det fastsættes, at Kommissionen gennemfører kontrol, og at Revisionsretten foretager den fornødne revision. |
|
(20) |
Unionens finansielle bistand stilles til rådighed med forbehold af Europa-Parlamentets og Rådets bemyndigelse. |
|
(21) |
Størrelsen af den makrofinansielle bistand, der ydes i form af gavebistand, og størrelsen af den hensættelse, der kræves til den makrofinansielle bistand i form af lån, bør stemme overens med budgetbevillingerne i den flerårige finansielle ramme. |
|
(22) |
Unionens makrofinansielle bistand bør forvaltes af Kommissionen. For at sikre, at Europa-Parlamentet og Rådet er i stand til at følge gennemførelsen af denne afgørelse, bør Kommissionen regelmæssigt informere dem om udviklingen i forbindelse med bistanden og forsyne dem med den relevante dokumentation. |
|
(23) |
For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne afgørelse bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (4). |
|
(24) |
Unionens makrofinansielle bistand bør knyttes til økonomisk-politiske betingelser, som nedfældes i et aftalememorandum. For at sikre ens gennemførelsesbetingelser, samt af effektivitetshensyn, bør Kommissionen gives bemyndigelse til at forhandle disse betingelser med de kirgisiske myndigheder under tilsyn af et udvalg sammensat af repræsentanter for medlemsstaterne i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 182/2011. I henhold til nævnte forordning bør rådgivningsproceduren som hovedregel bør finde anvendelse i alle tilfælde, medmindre andet er fastsat i forordningen. I betragtning af den potentielt store betydning af bistand på mere end 90 mio. EUR vil det være hensigtsmæssigt, at undersøgelsesproceduren anvendes for transaktioner over denne tærskel. I betragtning af størrelsen af Unionens makrofinansielle bestand til Den Kirgisiske Republik bør rådgivningsproceduren finde anvendelse på vedtagelsen af aftalememorandummet eller på enhver reduktion, suspendering eller annullering af bistanden. |
|
(25) |
I henhold til IMF indgår Den Kirgisiske Republik i kategorien »vækst- og udviklingsøkonomier«; i henhold til Verdensbanken indgår Den Kirgisiske Republik i gruppen af »lavindkomstøkonomier« og »Den Internationale Udviklingssammenslutnings lande (IDA-lande)«; i henhold til FN's OHRLLS (5) indgår Den Kirgisiske Republik i kategorien »indlandsstat, som samtidig er et udviklingsland«; i henhold til OECD's Komité for Udviklingsbistand er Den Kirgisiske Republik på listen over »andre lavindkomstlande«. Den Kirgisiske Republik bør derfor betragtes som et udviklingsland efter artikel 208 i traktaten, hvilket begrunder valget af artikel 209 i traktaten som retsgrundlag for denne afgørelse — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
1. Unionen stiller makrofinansiel bistand til rådighed for Den Kirgisiske Republik (»Unionens makrofinansielle bistand«) på et maksimumbeløb på 30 mio. EUR med henblik på at understøtte Den Kirgisiske Republiks økonomiske stabilisering og dække dens betalingsbalancebehov som angivet i det igangværende IMF-program. Af dette maksimumbeløb ydes op til 15 mio. EUR i form af lån og op til 15 mio. EUR i form af gavebistand. Frigivelsen af Unionens makrofinansielle bistand er betinget af, at Europa-Parlamentet og Rådet godkender Unionens budget for det relevante år.
2. Til finansiering af Unionens makrofinansielle bistands lånekomponent bemyndiges Kommissionen til på Unionens vegne at låne de nødvendige midler på kapitalmarkederne eller fra finansielle institutioner og genudlåne dem til Den Kirgisiske Republik. Lånene skal have en løbetid på højst 15 år.
3. Frigivelsen af Unionens makrofinansielle bistand forvaltes af Kommissionen i overensstemmelse med de aftaler eller overenskomster, der er indgået mellem IMF og Den Kirgisiske Republik, og med de centrale principper og målsætninger i den økonomiske reform, som er fastlagt i PSA'en og i Unionens strategi for Centralasien (2007-2013). Kommissionen orienterer regelmæssigt Europa-Parlamentet og Rådet om udviklingen i Unionens makrofinansielle bistand, herunder udbetalingen heraf, og forsyner disse institutioner i god tid med den relevante dokumentation.
4. Unionens makrofinansielle bistand stilles til rådighed i en periode på to år fra den første dag efter ikrafttrædelsen af det aftalememorandum, der henvises til i artikel 3, stk. 1.
5. Sker der i løbet af den periode, hvor den makrofinansielle bistand udbetales, et voldsomt fald i Den Kirgisiske Republiks finansieringsbehov i forhold til de oprindelige prognoser, reducerer Kommissionen efter rådgivningsproceduren i artikel 7, stk. 2, størrelsen af bistanden, eller suspenderer eller annullerer den.
Artikel 2
En forudsætning for at yde Unionens makrofinansielle bistand er, at Den Kirgisiske Republik respekterer effektive, demokratiske mekanismer, herunder et parlamentarisk flerpartisystem og retsstaten, samt sikrer respekt for menneskerettighederne. Kommissionen overvåger opfyldelsen af denne forudsætning gennem hele livscyklussen for Unionens makrofinansielle bistand. Denne artikel anvendes i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2010/427/EU (6).
Artikel 3
1. Kommissionen aftaler efter rådgivningsproceduren i artikel 7, stk. 2, med de kirgisiske myndigheder klart definerede økonomisk-politiske og finansielle betingelser med fokus på strukturreformer og sunde offentlige finanser, som Unionens makrofinansielle bistand skal være underlagt, og disse betingelser fastlægges i et aftalememorandum (»aftalememorandummet«), som omfatter en tidsramme for betingelsernes opfyldelse. De økonomisk-politiske og finansielle betingelser i aftalememorandummet skal være i overensstemmelse med de aftaler eller overenskomster, der henvises til i artikel 1, stk. 3, herunder de makroøkonomiske tilpasnings- og strukturreformprogrammer, som Den Kirgisiske Republik gennemfører med støtte fra IMF.
2. Disse betingelser har især til formål at fremme effektiviteten, gennemsigtigheden og ansvarligheden i forbindelse med Unionens makrofinansielle bistand, herunder de offentlige finansforvaltningssystemer i Den Kirgisiske Republik. Fremskridt med hensyn til gensidig markedsåbning, udvikling af regelbaseret og fair handel samt andre prioriteringer i sammenhæng med EU’s udenrigspolitik skal også tages i betragtning ved udarbejdelsen af de politiske foranstaltninger. Kommissionen fører regelmæssigt kontrol med de fremskridt, der gøres med hensyn til opfyldelsen af disse målsætninger.
3. De detaljerede finansielle vilkår for Unionens makrofinansielle bistand fastlægges i en gavebistandsaftale og en låneaftale, der indgås mellem Kommissionen og de kirgisiske myndigheder.
4. Under gennemførelsen af Unionens makrofinansielle bistand overvåger Kommissionen, om Den Kirgisiske Republik råder over fornuftige finansielle arrangementer, administrative procedurer samt interne og eksterne kontrolmekanismer, der er relevante for bistanden, og om Den Kirgisiske Republik overholder den fastlagte tidsramme.
5. Kommissionen kontrollerer jævnligt, om betingelserne i artikel 4, stk. 3, fortsat er opfyldt, herunder om Den Kirgisiske Republiks økonomiske politik er i overensstemmelse med målene for Unionens makrofinansielle bistand. I den forbindelse arbejder Kommissionen tæt sammen med IMF og Verdensbanken og, når det er nødvendigt, med Europa-Parlamentet og Rådet.
Artikel 4
1. På de i stk. 3 nævnte betingelser stiller Kommissionen Unionens makrofinansielle bistand til rådighed i to rater, hver bestående af et låne- og et gavebistandselement. Raternes størrelse fastlægges i aftalememorandummet.
2. Den del af den makrofinansielle bistand, der ydes i form af lån, stilles om fornødent til rådighed i overensstemmelse med Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 480/2009 (7).
3. Kommissionen frigiver raterne under forudsætning af, at alle følgende betingelser er opfyldt:
|
a) |
forudsætningen i artikel 2 er opfyldt |
|
b) |
en kontinuerlig tilfredsstillende gennemførelse af et politisk program, der omfatter stærke tilpasnings- og strukturreformforanstaltninger støttet af en ikkeforebyggende IMF-kreditaftale, samt |
|
c) |
gennemførelsen af de økonomisk-politiske betingelser i aftalememorandummet inden for en nærmere angiven tidsfrist. |
Anden rate må ikke udbetales tidligere end tre måneder efter frigivelsen af første rate.
4. Såfremt betingelserne i stk. 3 ikke opfyldes, suspenderer eller annullerer Kommissionen midlertidigt udbetalingen af Unionens makrofinansielle bistand. I sådanne tilfælde underretter den Europa-Parlamentet og Rådet om grundene til denne suspendering eller annullering.
5. Unionens makrofinansielle bistand udbetales til Den Kirgisiske Republiks centralbank. Med forbehold af de bestemmelser, der fastlægges i aftalememorandummet, herunder en bekræftelse af de resterende budgetfinansieringsbehov, kan EU-midlerne overføres til Den Kirgisiske Republiks statskasse som den endelige modtager.
Artikel 5
1. De låntagnings- og långivningstransaktioner, der vedrører lånekomponenten i Unionens makrofinansielle bistand, gennemføres i euro med samme valørdato og må for Unionen ikke indebære nogen ændring af forfaldsdatoen eller udsætte den for eventuelle valutakurs- eller renterisici eller nogen anden kommerciel risiko.
2. Tillader omstændighederne det, og anmoder Den Kirgisiske Republik herom, kan Kommissionen træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at der i lånebetingelserne indføjes en klausul om førtidig tilbagebetaling, og at betingelserne for låntagningstransaktionerne indeholder en tilsvarende klausul.
3. Tillader omstændighederne en forbedring af rentesatsen på lånet, og anmoder Den Kirgisiske Republik herom, kan Kommissionen beslutte at refinansiere hele eller en del af sin oprindelige låntagning eller omlægge de tilsvarende finansielle betingelser. Refinansierings- eller omlægningstransaktioner skal foregå i overensstemmelse med stk. 1 og 4, og må ikke resultere i en forlængelse af løbetiden for de pågældende lån eller i en forhøjelse af restgælden på datoen for refinansieringen eller omlægningen.
4. Alle Unionens omkostninger, som vedrører de låntagnings- og långivningstransaktioner, der er omfattet af denne afgørelse, afholdes af Den Kirgisiske Republik.
5. Kommissionen underretter Europa-Parlamentet og Rådet om udviklingen i de transaktioner, der er omhandlet i stk. 2 og 3.
Artikel 6
1. Unionens makrofinansielle bistand gennemføres i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (8) og Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 (9).
2. Gennemførelsen af Unionens makrofinansielle bistand er underlagt direkte decentral forvaltning.
3. Det aftalememorandum, den låneaftale og den gavebistandsaftale, der indgås med de kirgisiske myndigheder, skal indeholde bestemmelser:
|
a) |
som sikrer, at Den Kirgisiske Republik regelmæssigt kontrollerer, at midler modtaget fra Unionens budget er blevet anvendt efter hensigten, træffer passende foranstaltninger til at forebygge uregelmæssigheder og svig og i givet fald tager retlige skridt til at opnå tilbagebetaling af eventuelt misbrugte midler, der er udbetalt i henhold til denne afgørelse |
|
b) |
som sikrer beskyttelse af Unionens finansielle interesser og navnlig fastlægger specifikke foranstaltninger til at forebygge og bekæmpe svig, korruption og andre uregelmæssigheder, der kan påvirke Unionens makrofinansielle bistand, i henhold til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (10), Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 (11) samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 (12) |
|
c) |
som udtrykkeligt bemyndiger Kommissionen, herunder Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, eller dens repræsentant til at foretage kontrol og inspektion på stedet |
|
d) |
som udtrykkeligt bemyndiger Kommissionen og Revisionsretten til at foretage revision i og efter rådighedsperioden for Unionens makrofinansielle bistand, herunder dokumentrevision og revision på stedet, f.eks. operationelle vurderinger |
|
e) |
som sikrer, at Unionen har ret til fuld tilbagebetaling af gavebistanden og/eller førtidig tilbagebetaling af lånet, hvis det konstateres, at Den Kirgisiske Republik i forbindelse med forvaltningen af Unionens makrofinansielle bistand har været involveret i svig eller korruption eller andre illegale aktiviteter, som skader Unionens finansielle interesser. |
4. I forbindelse med gennemførelsen af Unionens makrofinansielle bistand overvåger Kommissionen ved hjælp af operationelle vurderinger, om Den Kirgisiske Republik råder over fornuftige finansielle arrangementer, administrative procedurer samt interne og eksterne kontrolmekanismer, der er relevante for denne bistand.
Artikel 7
1. Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011.
Artikel 8
1. Senest den 30. juni hvert år forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om gennemførelsen af denne afgørelse i det foregående år, herunder en vurdering af denne gennemførelse. I rapporten:
|
a) |
gennemgås de fremskridt, der er gjort med hensyn til gennemførelsen af Unionens makrofinansielle bistand |
|
b) |
vurderes Den Kirgisiske Republiks økonomiske situation og udsigter samt fremskridt med at gennemføre de i artikel 3, stk. 1, omhandlede politiske foranstaltninger |
|
c) |
redegøres der for forbindelsen mellem de økonomisk-politiske betingelser, der er fastlagt i aftalememorandummet, Den Kirgisiske Republiks aktuelle økonomiske og finanspolitiske resultater og Kommissionens afgørelser om frigivelse af Unionens makrofinansielle bistand. |
2. Senest to år efter udløbet af den rådighedsperiode, der er omhandlet i artikel 1, stk. 4, forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en efterfølgende evalueringsrapport, som vurderer resultaterne og effektiviteten af Unionens gennemførte makrofinansielle bistand, og i hvilket omfang den har bidraget til bistandens mål.
Artikel 9
Denne afgørelse træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Strasbourg, den 22. oktober 2013.
På Europa-Parlamentets vegne
M. SCHULZ
Formand
På Rådets vegne
V. LEŠKEVIČIUS
Formand
(1) Europa-Parlamentets holdning af 11.12.2012 og Rådets førstebehandlingsholdning af 23.9.2013 (endnu ikke offentliggjort i EUT). Europa-Parlamentets holdning af 22.10.2013 (endnu ikke offentliggjort i EUT).
(2) EFT L 196 af 28.7.1999, s. 48.
(3) Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 778/2013/EU af 12. august 2013 om yderligere makrofinansiel bistand til Georgien (EUT L 218 af 14.8.2013, s. 15).
(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
(5) FN's Kontor for den Høje Repræsentant for de Mindst Udviklede Lande, Udviklingslande, der er Indlandsstater, og Små Udviklingsøstater.
(6) Rådets afgørelse 2010/427/EU af 26. juli 2010 om, hvordan Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal tilrettelægges og fungere (EUT L 201 af 3.8.2010, s. 30).
(7) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 480/2009 af 25. maj 2009 om oprettelse af en garantifond for aktioner i forhold til tredjeland (EUT L 145 af 10.6.2009, s. 10).
(8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1).
(9) Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29. oktober 2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT L 362 af 31.12.2012, s. 1).
(10) Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT L 312 af 23.12.1995, s. 1).
(11) Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder (EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2).
(12) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT L 248 af 18.9.2013, s. 1).