17.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 338/107


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 13. december 2013

om ændring af anerkendelse af Det Norske Veritas i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 391/2009 om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe

(meddelt under nummer C(2013) 8876)

(EØS-relevant tekst)

(2013/765/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 391/2009 af 23. april 2009 om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe (1), særlig artikel 4, stk. 1, og artikel 16, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 16, stk. 1, i forordning (EF) nr. 391/2009 skal Kommissionen kontrollere, at indehaveren af anerkendelsen, som er udstedt i overensstemmelse med artikel 2, litra c), og artikel 4, stk. 3, i forordningen, er den relevante retlige enhed i organisationen, som forordningens bestemmelser skal finde anvendelse på. Hvis dette ikke er tilfældet, træffer Kommissionen en afgørelse om ændring af anerkendelsen.

(2)

Anerkendelserne af de to organisationer, Det Norske Veritas og Germanischer Lloyd (»parterne«), blev udstedt i 1995 i henhold til Rådets direktiv 94/57/EF (2).

(3)

I henhold til artikel 15, stk. 1, i forordning (EF) nr. 391/2009 bevarede parterne deres respektive anerkendelser ved forordningens ikrafttræden.

(4)

Den første anerkendelse af Det Norske Veritas blev udstedt til den retlige enhed DNV Classification AS, senere omdøbt DNV AS, som opererede under den ikke-operationelle enhed DNV Group AS, økonomisk kontrolleret af den ikke-udbyttegivende fond Stiftelsen Det Norske Veritas (»SDNV«) og etableret i Norge.

(5)

Den første anerkendelse af Germanischer Lloyd blev udstedt til den retlige enhed Germanischer Lloyd AG, senere etableret som Germanischer Lloyd SE (»GL SE«), som opererede under den ikke-operationelle enhed GL Group, økonomisk kontrolleret af holdingselskabet Mayfair og etableret i Tyskland.

(6)

Den 10. juni 2013 modtog Kommissionen en anmeldelse om en planlagt fusion i henhold til artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (3), hvorved SDNV i henhold til artikel 3, stk. 1, litra b), i forordningen erhverver sig enekontrol over GL SE og samler virksomheden med sit datterselskab DNV Group AS, hvorefter den omdøbes til DNV GL Group AS.

(7)

Den 15. juli 2013 besluttede Kommissionen i henhold til artikel 6, stk. 1, litra b), i »EF-fusionsforordningen« ikke at modsætte sig fusionen benævnt »Sag COMP/M.6885 — SDNV/Germanischer Lloyd« og erklære den forenelig med fællesmarkedet.

(8)

Den ikke-operationelle enhed DNV GL Group AS, som er etableret i Norge, indledte sit virke den 12. september 2013. Parterne oplyste Kommissionen om, at de oprindelige organisationer DNV AS og GL SE indtil indledningen af driftsfællesskabet fortsat eksisterede hver for sig og udøvede sine virksomheder uafhængigt af hinanden under DNV GL Group AS og i overensstemmelse med deres respektive regler, procedurer og systemer.

(9)

Ejendomsretten af GL SE blev overdraget til DNV AS, hvorefter virksomheden blev omdøbt DNV GL AS. Fra dette tidspunkt, som markerer indledningen af driftsfællesskabet, er DNV GL AS og dennes datterselskaber ansvarlig for alle klassifikations- og certificeringsaktiviteter, der hører under anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 391/2009. DNV GL AS er derfor den relevante moderselskabsenhed for den samling af retlige enheder, som den anerkendte organisation består af, og til hvilken anerkendelsen bør udstedes.

(10)

GL SE er dermed ikke længere organisationens relevante moderselskabsenhed, som bestemmelserne i forordning (EF) nr. 391/2009 skal finde anvendelse på. Derfor bør anerkendelsen ophæves, jf. forordningens artikel 4.

(11)

Af oplysningerne, som parterne gav til Kommissionen, fremgår det, at fra driftfællesskabet påbegyndes og til et fælles produktionssystem foreligger, bør eksisterende skibe og igangværende projekter blive behandlet separat i overensstemmelse med DNV AS og GL SE's respektive oprindelige regler, procedurer og systemer. Funktioner og systemer bør gradvist integreres for at sikre, at forpligtelserne og kriterierne i forordning (EF) nr. 391/2009 overholdes løbende.

(12)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Sikkerhed til Søs og Forebyggelse af Forurening fra Skibe, der er nedsat ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2099/2002 (4)

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Indehaveren af anerkendelsen udstedt til Det Norske Veritas skal fra datoen for denne afgørelses ikrafttræden være DNV GL AS, som er moderselskabsenheden for den samling af retlige enheder, som den anerkendte organisation består af i henhold til forordning (EF) nr. 391/2009.

Som følge af, at ejendomsretten af GL SE overdrages til DNV GL AS, ophører anerkendelsen af Germanischer Lloyd, som oprindeligt var udstedt til GL SE, med at finde anvendelse.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. december 2013.

På Kommissionens vegne

Siim KALLAS

Næstformand


(1)  EUT L 131 af 28.5.2009, s. 11.

(2)  Rådets direktiv 94/57/EF af 22. november 1994 om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe, og for søfartsmyndighedernes aktiviteter i forbindelse dermed (EFT L 319 af 12.12.1994, s. 20).

(3)  Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«) (EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2099/2002 af 5. november 2002 om oprettelse af et udvalg for sikkerhed til søs og forebyggelse af forurening fra skibe (USS) og om ændring af forordningerne om sikkerhed til søs og om forebyggelse af forurening fra skibe (EFT L 324 af 29.11.2002, s. 1).