(1)

Den 14. august 2013 meddelte Den Franske Republik Kommissionen, Det Europæiske Kemikalieagentur (»agenturet«) og de øvrige medlemsstater, jf. artikel 129, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1907/2006 (sikkerhedsklausul), at den har berettiget grund til at mene, at en øjeblikkelig indsats er vigtig for at beskytte offentligheden mod udsættelse for ammoniak fra ammoniumsalte i isoleringsmaterialer af cellulosevat i bygninger. Den Franske Republik vedtog en foreløbig foranstaltning den 21. juni 2013 og offentliggjorde den i Den Franske Republiks officielle tidende den 3. juli 2013.

(2)

Bekendtgørelsen af 21. juni 2013 om forbud mod markedsføring, import, salg og distribution og fremstilling af isoleringsmateriale af cellulosevat, der indeholder ammoniumsalte som tilsætningsstoffer (»bekendtgørelsen«) forbyder markedsføring, import, besiddelse med henblik på salg eller distribution, salg eller distribution og produktion af isoleringsmaterialer af cellulosevat, der indeholder ammoniumsalte som tilsætningsstoffer. Disse produkter skal også trækkes tilbage fra markedet i Frankrig og kaldes tilbage, og udgifterne hertil skal afholdes af den person, der er ansvarlig for at markedsføre dem i første omgang.

(3)

Udkastet til bekendtgørelse blev først forelagt Kommissionen i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (2). I overensstemmelse med artikel 9, stk. 7, i nævnte direktiv, hævdede Frankrig, at der var presserende grunde til at vedtage bekendtgørelsen, og Kommissionen gav udtryk for, at den begrundelse, som Frankrig havde givet herfor, var tilfredsstillende.

(4)

På opfordring fra Kommissionen genforelagde Frankrig bekendtgørelsen i henhold til artikel 129, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1907/2006. Kommissionen gennemgik bekendtgørelsen sammen med de videnskabelige og tekniske oplysninger, der også var blevet fremsendt. Kommissionen gennemførte en kort høring af medlemsstater og aktører vedrørende bekendtgørelsen.

(5)

På grund af den korte frist, inden for hvilken Kommissionen skal træffe en afgørelse i forbindelse med de foreløbige foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 129, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1907/2006, må Kommissionen primært basere sin afgørelse på oplysningerne fra Frankrig.

(6)

Indtil september 2011 indeholdt isoleringsmaterialer af cellulosevat i Frankrig borsyre, der fungerede som flammehæmmer og biocid. Efter forbuddet mod borsyre til anvendelser som biocid og for at bibeholde de flammehæmmende egenskaber i visse isoleringsmaterialer (herunder cellulosevat) erstattede den franske industri borforbindelser med ammoniumsalte.

(7)

Den franske foranstaltning er begrundet i hændelser, der er registreret af de nationale giftcentre (flere tilfælde af forgiftede mennesker siden november 2011), og klager registreret af den faglige sammenslutning af producenter af isolering af cellulosevat (ca. 150 sager). De franske myndigheder målte også koncentrationen af ammoniak i huse, for hvilke der var modtaget klager, og konstaterede, at eksponeringen for ammoniak er højere end de toksikologiske grænseværdier for sikker langtidseksponering. Derfor bør ammoniumsalte erstattes.

(8)

Oplysningerne fra Frankrig viser, at ammoniumsalte i isoleringsmaterialer af cellulosevat kan udgøre en risiko for menneskers sundhed, som ikke kan kontrolleres tilstrækkeligt, og som der skal gøres noget ved. I dette særlige tilfælde og for at opnå en hurtig harmonisering af det indre marked og samtidig beskytte menneskers sundhed på et højt niveau bør de foranstaltninger, som Frankrig har truffet, anses for at opfylde betingelserne for en øjeblikkelig indsats, jf. artikel 129, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1907/2006.

(9)

Da den foreløbige foranstaltning truffet af Frankrig består i en begrænsning af markedsføringen eller anvendelsen af et stof, skal Frankrig, jf. artikel 129, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1907/2006, indlede Unionens begrænsningsprocedure ved at fremsende et dossier til agenturet i overensstemmelse med bilag XV inden tre måneder efter datoen for nærværende afgørelse.

(10)

Af alle disse grunde bør bekendtgørelsen godkendes.

(11)

En afgørelse i henhold til artikel 129, stk. 2, om godkendelse af en foreløbig foranstaltning, bør fastsætte en bestemt frist for en sådan godkendelse; i betragtning af fristen for indledningen af Unionens begrænsningsprocedure, jf. artikel 129, stk. 3, og for at sikre tilstrækkelig tid til at træffe en afgørelse efter den normale begrænsningsprocedure efter Frankrigs fremsendelse af et bilag XV-dossier uden at være nødt til at udvide godkendelsen bør denne frist være på 21 måneder.

(12)

Denne afgørelse bør ikke på nogen måde være til hinder for en kommissionsafgørelse i henhold til artikel 73 i forordning (EF) nr. 1907/2006, hvis de betingelser, der er fastlagt i artikel 68 i nævnte forordning, er opfyldt.

(13)

Denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 133 i forordning (EF) nr. 1907/2006 —