25.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 172/25


RÅDETS AFGØRELSE 2013/306/FUSP

af 24. juni 2013

om forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Centralasien

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, artikel 31, stk. 2, og artikel 33,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 25. juni 2012 vedtog Rådet afgørelse 2012/328/FUSP (1) om udnævnelse af Patricia FLOR til Den Europæiske Unions særlige repræsentant (EUSR) for Centralasien. EUSR's mandat udløber den 30. juni 2013.

(2)

EUSR's mandat bør forlænges i en yderligere periode på 12 måneder.

(3)

EUSR skal gennemføre mandatet under forhold, der muligvis vil blive forværret og vil kunne hindre opnåelsen af målene for Unionens optræden udadtil, jf. traktatens artikel 21 –

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den Europæiske Unions særlige repræsentant

Mandatet for Patricia FLOR som EUSR for Centralasien forlænges hermed indtil den 30. juni 2014. EUSR's mandat kan afsluttes tidligere, hvis Rådet træffer afgørelse herom efter forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (HR).

Artikel 2

Politikmål

EUSR's mandat bygger på Unionens politikmål i Centralasien. Disse mål omfatter:

a)

fremme af gode og tætte forbindelser mellem Unionen og landene i Centralasien på grundlag af fælles værdier og interesser, som fastsat i relevante aftaler

b)

bidrag til styrkelse af stabiliteten og samarbejdet mellem landene i regionen

c)

bidrag til styrkelse af demokrati, retsstatsprincipper, god regeringsførelse og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i Centralasien

d)

tackling af hovedtrusler, navnlig specifikke problemer med direkte følger for Europa

e)

styrkelse af Unionens effektivitet og synlighed i regionen, herunder gennem en snævrere koordinering med andre relevante partnere og internationale organisationer som f.eks. Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og De Forenede Nationer.

Artikel 3

Mandat

1.   For at nå politikmålene har EUSR mandat til:

a)

at fremme Unionens overordnede politiske koordinering i Centralasien og bidrage til at sikre konsekvens i Unionens optræden udadtil i regionen

b)

på vegne af HR sammen med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og Kommissionen at overvåge gennemførelsen af EU-strategien for et nyt partnerskab med Centralasien, suppleret af efterfølgende fremskridtsrapporter om gennemførelsen af EU-strategien for Centralasien, samt regelmæssigt fremsætte henstillinger og aflægge rapport til de relevante rådsorganer

c)

at bistå Rådet med den videre udvikling af en samlet politik over for Centralasien

d)

nøje at følge den politiske udvikling i Centralasien ved at udvikle og opretholde tætte kontakter med regeringer, parlamenter, retsvæsen, civilsamfund og massemedier

e)

at tilskynde Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan til at samarbejde om regionale spørgsmål af fælles interesse

f)

at udvikle passende kontakter og samarbejde med de vigtigste berørte aktører i regionen og alle relevante regionale og internationale organisationer, herunder Shanghaisamarbejdsorganisationen (SCO), Det Eurasiske Økonomiske Fællesskab (Eurasec), Konferencen vedrørende Interaktion og Tillidsskabende Foranstaltninger i Asien (CICA), Den Kollektive Sikkerhedstraktatorganisation (CSTO), Central Asia Regional Economic Cooperation Program (CAREC) og Central Asian Regional Information and Coordination Centre (CARICC)

g)

at bidrage til gennemførelsen af Unionens menneskerettighedspolitik i samarbejde med EUSR for menneskerettigheder og EU-retningslinjer om menneskerettigheder, navnlig vedrørende kvinder og børn i konfliktramte områder, især ved at overvåge og tage hensyn til udviklingen i den henseende

h)

i tæt samarbejde med OSCE at bidrage til konfliktforebyggelse og -løsning ved at udvikle kontakter med myndighederne og andre lokale aktører, såsom ikkestatslige organisationer, politiske partier, minoriteter, religiøse grupper og deres ledere

i)

at give input til udformningen af energisikkerheds-, grænsesikkerheds-, herunder narkotikabekæmpelses- og vandressourceforvaltnings-, miljø- og klimaforandringsaspekter af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik for så vidt angår Centralasien

j)

at fremme regional sikkerhed indenfor Centralasiens grænser efterhånden som den international sikkerhedsstyrkes (ISAF) tropper begynder deres tilbagetrækning.

2.   EUSR skal støtte HR's arbejde og bevare et overblik over alle Unionens aktiviteter i regionen.

Artikel 4

Gennemførelse af mandatet

1.   EUSR har ansvaret for gennemførelsen af mandatet og handler med reference til HR.

2.   Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) opretholder privilegerede forbindelser med EUSR og er EUSR's primære kontaktpunkt for forbindelserne med Rådet. PSC giver EUSR strategisk vejledning og politiske retningslinjer i forbindelse med mandatet med forbehold af HR's beføjelser.

3.   EUSR arbejder tæt sammen med EU-Udenrigstjenesten og dens relevante tjenestegrene.

Artikel 5

Finansiering

1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med EUSR's mandat i perioden fra den 1. juli 2013 til den 30. juni 2014 udgør 1 050 000 EUR.

2.   Udgifterne forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for Unionens almindelige budget.

3.   Udgifterne forvaltes i henhold til en kontrakt mellem EUSR og Kommissionen. EUSR står til regnskab for alle udgifter over for Kommissionen.

Artikel 6

Sammensætning af medarbejderstaben

1.   EUSR er inden for rammerne af sit mandat og de tilsvarende finansielle midler, der stilles til rådighed, ansvarlig for at sammensætte en medarbejderstab. Medarbejderstaben skal have den ekspertise i specifikke politiske spørgsmål, som mandatet kræver. EUSR holder Rådet og Kommissionen løbende underrettet om medarbejderstabens sammensætning.

2.   Medlemsstaterne, EU-institutionerne og EU-Udenrigstjenesten kan foreslå udstationering af medarbejdere til at arbejde sammen med EUSR. Løn til udstationerede medarbejdere afholdes af henholdsvis den pågældende medlemsstat, den pågældende EU-institution eller EU-Udenrigstjenesten. Eksperter, der udstationeres af medlemsstaterne ved EU-institutionerne eller EU-Udenrigstjenesten, kan også udstationeres ved EUSR. Internationale kontraktansatte skal være statsborgere i en medlemsstat.

3.   Alt udstationeret personale forbliver under den udsendende medlemsstats, den udsendende EU-institutions eller EU-Udenrigstjenestens administrative myndighed og udfører sine opgaver og handler i EUSR's mandats interesse.

4.   EUSR's medarbejderstab placeres samme sted som de relevante tjenestegrene i EU-Udenrigstjenesten eller EU's delegationer/repræsentationer i tredjelande med henblik på at bidrage til sammenhængen og konsekvensen i deres respektive aktiviteter.

Artikel 7

Privilegier og immuniteter for EUSR og dennes medarbejderstab

De privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige for, at EUSR og dennes medarbejdere kan opfylde og afvikle EUSR's mission uhindret, aftales med værtslandene, alt efter hvad der er relevant. Medlemsstaterne og EU-Udenrigstjenesten yder den fornødne støtte med henblik herpå.

Artikel 8

Sikkerheden i forbindelse med EU's klassificerede informationer

EUSR og medarbejderne i dennes stab overholder de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2011/292/EU af 31. marts 2011 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer (2).

Artikel 9

Adgang til oplysninger og logistisk støtte

1.   Medlemsstaterne, Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet sikrer, at EUSR får adgang til alle relevante oplysninger.

2.   Alt efter tilfældet yder Unionens delegationer og/eller medlemsstaterne logistisk støtte i regionen.

Artikel 10

Sikkerhedsbeskyttelse

EUSR skal i overensstemmelse med Unionens sikkerhedspolitik for personale, der er udstationeret uden for Unionen som led i operationer i medfør af afsnit V i traktaten, i overensstemmelse med mandatet og på baggrund af sikkerhedssituationen i det geografiske ansvarsområde træffe alle med rimelighed gennemførlige forholdsregler med hensyn til sikkerheden for det personale, der står under EUSR's direkte myndighed, navnlig ved at:

a)

udarbejde en missionsspecifik sikkerhedsplan på grundlag af rådgivning fra EU-Udenrigstjenesten, der omfatter missionsspecifikke materielle, organisatoriske og proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger vedrørende styringen af sikre personalebevægelser til og inden for missionsområdet, samt styring af sikkerhedshændelser og en beredskabsplan og en evakueringsplan for missionen

b)

sikre, at alt personale, der er udstationeret uden for Unionen, er dækket af en højrisikoforsikring, der er tilpasset forholdene i missionsområdet

c)

sikre, at alle medarbejdere i staben, der skal udstationeres uden for Unionen, herunder lokalt ansat personale, har modtaget relevant sikkerhedsuddannelse før eller ved ankomsten til missionsområdet på grundlag af de risikoratings, som EU-Udenrigstjenesten har opstillet for missionsområdet

d)

sikre, at alle vedtagne henstillinger, der udarbejdes efter regelmæssige sikkerhedsvurderinger, gennemføres, og aflægge skriftlige rapporter om deres gennemførelse og om andre sikkerhedsspørgsmål som led i fremskridtsrapporten og rapporten om gennemførelse af mandatet til HR, Rådet og Kommissionen.

Artikel 11

Rapportering

EUSR aflægger regelmæssigt mundtlig og skriftlig rapport til HR og PSC. EUSR aflægger også efter behov rapport til Rådets arbejdsgrupper. Der udsendes regelmæssigt skriftlige rapporter gennem Coreunettet. EUSR kan efter henstilling fra HR eller PSC aflægge rapport til Rådet for Udenrigsanliggender. I overensstemmelse med traktatens artikel 36 kan EUSR inddrages i underretningen af Europa-Parlamentet.

Artikel 12

Samordning

1.   EUSR bidrager til, at Unionens aktion fremtræder som en helhed, er sammenhængende og effektiv og medvirker til at sikre, at alle Unionens instrumenter og medlemsstaternes aktioner sættes ind på en sammenhængende måde for at nå Unionens politikmål. EUSR's aktiviteter koordineres med Kommissionens aktiviteter samt de aktiviteter, der udføres af EUSR for Afghanistan. EUSR sørger for regelmæssig underretning af medlemsstaternes missioner og Unionens delegationer.

2.   På stedet holdes der tæt kontakt til cheferne for Unionens delegationer og medlemsstaternes missionschefer. De bestræber sig videst muligt omfang på at bistå EUSR i gennemførelsen af mandatet. EUSR skal også holde forbindelse med andre internationale og regionale aktører på stedet.

Artikel 13

Bistand i forbindelse med krav

EUSR og dennes medarbejderstab bistår ved tilvejebringelsen af elementer til at behandle ethvert krav og en enhver forpligtelse, der hidrører fra mandaterne fra de tidligere EUSR'er for Centralasien, og yder administrativ bistand og adgang til relevante sagsakter med henblik herpå.

Artikel 14

Revision

Gennemførelsen af denne afgørelse og dens sammenhæng med andre bidrag fra Unionen til regionen tages løbende op til revision. EUSR forelægger Rådet, Kommissionen og HR en fremskridtsrapport inden udgangen af december 2013 og en samlet rapport om gennemførelsen af mandatet ved mandatets afslutning.

Artikel 15

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Den anvendes fra den 1. juli 2013.

Udfærdiget i Luxembourg, den 24. juni 2013.

På Rådets vegne

C. ASHTON

Formand


(1)  EUT L 165 af 26.6.2012, s. 59.

(2)  EUT L 141 af 27.5.2011, s. 17.