12.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 160/1


RÅDETS AFGØRELSE

af 10. juni 2013

om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne af Beijingtraktaten om audiovisuelle fremførelser

(2013/275/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114 sammenholdt med artikel 218, stk. 5,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 7. november 2000 bemyndigede Rådet Kommissionen til at forhandle inden for rammerne af Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO) for at sikre Det Europæiske Fællesskabs deltagelse i den diplomatiske konference, der skulle afholdes i Genève fra den 7. til den 20. december 2000, med henblik på at udarbejde et instrument til beskyttelse af udøvende kunstneres ret til deres audiovisuelle fremførelser.

(2)

Forhandlingerne blev afsluttet med positivt resultat på en genindkaldt diplomatisk konference, der blev afholdt i Beijing fra den 20. til den 26. juni 2012, og WIPO's Beijingtraktat om audiovisuelle fremførelser (i det følgende benævnt »Beijingtraktaten«) blev vedtaget den 24. juni 2012.

(3)

Ved Beijingtraktaten fastsættes der et sæt nye internationale regler inden for beslægtede rettigheder, der har til formål at sikre den nødvendige beskyttelse af og et rimeligt vederlag til udøvende kunstnere i relation til audiovisuelle medier.

(4)

Beijingtraktaten er i et år efter vedtagelsen åben for undertegnelse af alle parter, der opfylder betingelserne for at blive part i traktaten.

(5)

Unionen har enekompetence i forbindelse med en række bestemmelser i Beijingtraktaten, hvor tilsvarende EU-lovgivning er blevet vedtaget. Beijingtraktaten bør derfor undertegnes på Den Europæiske Unions vegne med forbehold af indgåelse på et senere tidspunkt.

(6)

Med undertegnelsen af Beijingtraktaten udøver Unionen ikke delt kompetence, og medlemsstaterne bevarer derfor deres kompetence inden for de områder, der er omfattet af Beijingtraktaten, og som ikke berører fælles regler eller ændrer anvendelsesområdet for sådanne regler —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Der gives herved bemyndigelse til undertegnelse på Unionens vegne af WIPO's Beijingtraktat om audiovisuelle fremførelser (i det følgende benævnt »Beijingtraktaten«) med forbehold af indgåelse af traktaten (1).

Artikel 2

Formanden for Rådet bemyndiges herved til at udpege den eller de personer, der er beføjet til at undertegne Beijingtraktaten på Unionens vegne.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Luxembourg, den 10. juni 2013.

På Rådets vegne

L. VARADKAR

Formand


(1)  Teksten til Beijingtraktaten offentliggøres sammen med afgørelsen om dens indgåelse.