23.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 136/12


RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING

af 21. maj 2013

som forkaster forslag til Rådets gennemførelsesforordning om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1225/2009, og om afslutning af udløbsundersøgelsen vedrørende importen af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i Indonesien og Malaysia, for så vidt som at forslaget indfører en endelig antidumpingtold på importen af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand

(2013/226/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1), særlig artikel 9, stk. 4, og artikel 11, stk. 2,

under henvisning til forslag fremsat af Europa-Kommissionen efter høring af det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Antidumpingforanstaltninger over for importen af polyethylenterephthalat (PET) med oprindelse i Indien, Indonesien, Malaysia, Taiwan og Thailand har været i kraft siden 2000 og er blevet fornyet i 2007. Parallelt hermed har udligningsforanstaltninger vedrørende PET fra Indien været gældende siden 2000, og der er også blevet indført handelsbeskyttelsesforanstaltninger over for importen fra Kina, Iran, Pakistan og De Forenede Arabiske Emirater.

(2)

Udløbsundersøgelsen af disse antidumpingforanstaltninger blev indledt den 24. februar 2012. En udløbsundersøgelse af udligningsfristerne over for importen af PET fra Indien blev også indledt den 24. februar 2012. Rådet har accepteret Kommissionens forslag om at opretholde disse udligningsforanstaltninger.

(3)

I henhold til artikel 11, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (grundforordningen om antidumping) bortfalder foranstaltningerne efter en periode, medmindre bortfaldet af en foranstaltning sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade. Det hedder også i artikel 11, stk. 2, at sandsynligheden for fortsat dumping kan fremgå af beviser:

a)

for, at der fortsat finder dumping sted og forvoldes skade, eller

b)

at når de skadelige virkninger er afhjulpet, skyldes det helt eller delvis, at der foreligger foranstaltninger, eller

c)

at omstændighederne for eksportørerne eller markedsvilkårene har en sådan karakter, at de giver anledning til at formode, at der vil finde yderligere skadevoldende dumping sted.

Endelig hedder det i artikel 11, stk. 2, at der skal drages konklusioner under behørig hensyntagen til alle relevante og behørigt dokumenterede beviser, der fremlægges vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt foranstaltningernes bortfald indebærer sandsynlighed for, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade.

(4)

Rådet er enigt i, at der ikke er sandsynlighed for, at de indonesiske eller malaysiske eksporterende producenter vil genoptage eksporten i skadevoldende mængder til dumpingpriser til EU-markedet på kort til mellemlang sigt, hvis foranstaltningerne ophæves.

(5)

Rådet anser det imidlertid ikke for dokumenteret, at fjernelsen af antidumpingforanstaltninger over for Indien, Taiwan og Thailand sandsynligvis vil føre til fortsat eller fornyet skadevoldende dumping. Det konkluderer desuden, at genindførelsen af foranstaltninger klart vil være i strid med Unionens overordnede interesser.

(6)

Rådet finder, at 13 år i dette tilfælde har givet den europæiske industri tilstrækkelig tid til at tilpasse sig den globale konkurrence og opnå væsentlig bedring. Desuden vokser de vigtigste eksportmarkeder for PET, og den globale efterspørgsel efter PET-emballerede produkter vil sandsynligvis stige yderligere med genopretningen af verdensøkonomien.

(7)

Det er Rådets vurdering baseret på beviserne i forslaget, at EU's industri i øjeblikket ikke er forvoldt væsentlig skade.

(8)

Rådet har også undersøgt sandsynligheden for fornyet væsentlig skade, hvis foranstaltningerne ophæves. Rådets vurdering er, at dette sandsynligvis ikke vil være tilfældet. Produktiviteten er steget i den periode, som er omfattet af udløbsundersøgelsen. Industrien i EU sidder konsekvent på 70 % af EU's marked, og priser, rentabilitet, investeringsafkast og likviditetstal er blevet væsentligt forbedret. Tendenserne viser, at markedsudviklingen ikke kan betragtes som midlertidig.

(9)

Disse udviklingstendenser gør det muligt for EU-producenter at konkurrere med importen fra de pågældende lande, uden at det fører til fornyet væsentlig skade. Desuden er importpriserne steget betydeligt i den seneste årrække med et faldende pristryk til følge.

(10)

Importen fra de pågældende lande er ikke betragtelig hvad angår deres andel af EU-markedet (fortsat under 4 % i NUP) og i forhold til importen fra andre lande og EU-producenters salg. Ydermere er deres priser i overensstemmelse med EU-salgspriserne og priserne for den øvrige import. Endvidere har foranstaltningerne i henhold til de fremlagte data med hensyn til markedsandele været til større gavn for tredjelandsproducenter end for industrien i Unionen.

(11)

Både Taiwans og Thailands markedsandele ligger tæt på nul. I betragtning af de små mængder vil der sandsynligvis være en stor fejlmargin forbundet med påstandene om dumping.

(12)

Hvor der forekommer import, er importpriserne steget kraftigt. I den betragtede periode steg de indiske priser med 29 %, de taiwanesiske priser med 27 % og de thailandske priser med 32 %. Desuden blev der i ingen af de tre tilfælde konstateret prisunderbud. Rådets vurdering er, at der ikke er nogen begrundelse for at konkludere, at denne import forvolder skade. Rådet anser det heller ikke for påvist, at der sandsynligvis vil forekomme skadevoldende dumping i forbindelse med importen fra de pågældende lande, når foranstaltningerne bortfalder.

(13)

Selv om der er en vis overkapacitet i de pågældende lande, er Rådet ikke overbevist om, at denne uudnyttede kapacitet vil blive rettet mod EU. Der er stigende efterspørgsel på de fleste større markeder.

(14)

Prisniveauet i EU sammenlignet med andre lande er højere end på andre større markeder, eftersom disse langvarige foranstaltninger er i kraft. Uden foranstaltningerne ville priserne udvise en tendens til normalisering jævnført med øvrige lande. Det er ikke sandsynligt, at handelsbeskyttelsesforanstaltninger i tredjelande blokerer for betydelig handel med EU, da disse lande ikke er verdens største forbrugere af PET. Det er ikke blevet oplyst, om der findes handelsbeskyttelsesforanstaltninger på andre større PET-markeder, f.eks. USA og Japan. Rådet mener derfor, at selv om der kunne være en stigning i importen efter disse foranstaltningers bortfald, vil denne stigning ikke være markant.

(15)

Rådet vurderer, at der ikke er blevet fremlagt nogen overbevisende dokumentation for en række faktorer, som synes relevante for enhver vurdering af, om fjernelsen af tolden vil føre til fornyet skadevoldende dumping. Blandt disse faktorer er:

a)

efterspørgselstendenser i tredjelande: I Taiwans tilfælde udgør tredjelandseksporten ca. 60 % af produktionskapaciteten, hvilket viser, at den fremtidige efterspørgselstendens i disse lande er relevant for vurderingen

b)

transportomkostninger og andre faktorer, som påvirker rentabiliteten: Hvis tredjelandes eksportmarkeder er tættere på eksportøren end EU-markedet — Østasien er et stort marked — vil dette påvirke transportomkostninger og derved eksportsalgets rentabilitet og således EU-markedets relative tiltrækningskraft.

(16)

Andre faktorer peger på, at fjernelsen af foranstaltninger sandsynligvis ikke fører til fornyet dumping, som forvolder industrien i EU væsentlig skade. Fortsatte antisubsidieforanstaltninger over for Indien og antidumpingforanstaltninger over for Kina og andre lande vil fortsat sikre industrien i Unionen en vis beskyttelse. Det tidligere mønster for handelen på dette marked viser også, at enhver forøgelse af eksporten fra Indien, Thailand og Taiwan delvist eller helt kunne erstatte importen fra tredjelande snarere end EU-produktionen.

(17)

Rådet finder det usandsynligt, at der igen vil blive forvoldt væsentlig skade, hvis foranstaltningerne bortfalder. Rådet finder derfor, at kriterierne for videreførelse af foranstaltningerne i henhold til artikel 11, stk. 2, i grundforordningen ikke er opfyldt.

(18)

Artikel 21, stk. 1, i grundforordningen fastlægger, at en afgørelse om, hvorvidt det af hensyn til Unionens interesser er påkrævet at gribe ind, skal træffes på grundlag af en vurdering af alle involverede parters interesser som helhed.

(19)

PET-priser fastlægges ved hjælp af en række faktorer, men det er klart, at antidumpingforanstaltninger har øget brugerindustriens omkostninger. Mange brugere er aftapningsvirksomheder og SMV'er, der opererer med stramme margener, og de er blevet alvorligt ramt af de høje PET-priser i de seneste år, fordi PET udgør en udslagsgivende andel af deres produktionsomkostninger. De høje omkostninger har haft størst indvirkning på mindre aftapningsvirksomheder, som ikke har kunnet vælte de forhøjede priser over på detailhandlere og slutbrugere på grund af en svag forhandlingsposition. Mange er kraftigt tabsgivende og har måttet sige farvel til et stort antal medarbejdere. Forslaget anerkender brugernes forværrede situation og det faktum, at PET-priserne er højere i EU end på andre større markeder. Rådet anser det imidlertid ikke for påvist, at de pågældende foranstaltninger ikke er en bidragende faktor til de relativt høje PET-priser i Unionen.

(20)

EU's PET-industri er nu meget koncentreret og i stigende grad vertikalt integreret. Den er rentabel og bør kunne være internationalt konkurrencedygtig.

(21)

Akkumuleringen af foranstaltninger kombineret med den øgede integration af PET-producenter og PET-emballagevirksomheder i EU skaber en situation, hvor der ikke er lige vilkår for uafhængige PET-emballagevirksomheder, som er underkastet de højeste PET-priser på verdensplan (i betragtning af den horisontale effekt på PET-priser), mens deres vigtigste konkurrenter i tredjelande har adgang til PET til lavere priser.

(22)

PET-brugere har meget begrænsede forsyningskilder uden for EU, eftersom foranstaltningerne også er i kraft over for import med oprindelse i andre tredjelande.

(23)

Rådet konkluderer, at det klart ikke er i Unionens interesse at forlænge foranstaltningerne, da omkostningerne for importører, brugere og forbrugere ikke står i forhold til fordelene for industrien i Unionen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Forslaget til Rådets gennemførelsesforordning om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1225/2009, og om afslutning af udløbsundersøgelsen vedrørende importen af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i Indonesien og Malaysia, forkastes, for så vidt som at forslaget indfører en endelig antidumpingtold på importen af visse typer polyethylenterephthalat med oprindelse i Indien, Taiwan og Thailand

Artikel 2

Den fornyede undersøgelse vedrørende importen af polyethylenterephthalat med viskositetsindeks på 78 ml/g og derover ifølge ISO-standard 1628-5, som for øjeblikket tariferes under KN-kode 3907 60 20, og med oprindelse i Indien, Indonesien, Malaysia, Taiwan og Thailand afsluttes.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. maj 2013.

På Rådets vegne

E. GILMORE

Formand


(1)  EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.