22.5.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 135/19


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 24. april 2013

om ændring af afgørelse 2000/745/EF om godtagelse af tilsagn afgivet i forbindelse med antidumping- og antisubsidieproceduren vedrørende importen af polyethylenterephthalat (PET) med oprindelse i Indien, Indonesien, Malaysia, Republikken Korea, Taiwan og Thailand

(2013/223/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (»antidumpinggrundforordningen«), særlig artikel 8 og 9,

efter høring af det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A.   GÆLDENDE FORANSTALTNINGER

(1)

Rådet indførte ved forordning (EF) nr. 192/2007 (2) en endelig antidumpingtold på import af visse typer polyethylenterephthalat (PET) med oprindelse i Indien, Indonesien, Malaysia, Republikken Korea, Thailand og Taiwan som følge af en udløbsundersøgelse og en delvis interimsundersøgelse. Foranstaltningerne blev oprindelig indført i august 2000 (3). Foranstaltningerne er for øjeblikket genstand for endnu en udløbsundersøgelse (4).

(2)

Ved afgørelse 2000/745/EF (5) (»afgørelsen«) godtog Kommissionen et pristilsagn (»tilsagnet«), bl.a. fra den indonesiske virksomhed P.T. Polypet Karyapersada (»Polypet«). Som følge af resultaterne og konklusionerne af en fornyet undersøgelse (ny eksportør) (6) godtog Kommissionen ved afgørelse 2002/232/EF (7) om ændring af afgørelse 2000/745/EF et pristilsagn fra den indiske virksomhed Futura Polyesters Limited (»Futura«).

B.   FORPLIGTELSER, DER FØLGER MED TILSAGNET

(3)

En af de grundlæggende forpligtelser, der følger af et tilsagn, er den kvartalsvise rapportering af salget, der giver Kommissionen mulighed for effektivt at overvåge tilsagnet. Overvågningsforpligtelsen omfatter også den situation, at der ikke gennemføres salg i et givet kvartal (en såkaldt »rapport om manglende salg«).

(4)

De eksporterende producenter skal desuden straks underrette Kommissionen om eventuelle ændringer af virksomhedens struktur i forbindelse med gennemførelsen af tilsagnet.

(5)

I henhold til betingelserne i tilsagnet betragtes manglende samarbejde med Kommissionen om disse spørgsmål som misligholdelse af tilsagnet. I en dom, der for nylig er afsagt af Domstolen (8), bekræftes det også, at indberetningsforpligtelserne skal betragtes som primære forpligtelser i et velgennemført tilsagn.

C.   MISLIGHOLDELSE AF TILSAGNET

(6)

Virksomheden Polypet har trods gentagne påmindelser ikke indsendt nogen salgsrapport vedrørende tredje kvartal af 2012. Desuden underrettede Polypet, i strid med bestemmelserne i det tilsagn virksomheden havde afgivet, ikke omgående Kommissionen om, at dens aktiver i august 2012 var blevet solgt til en anden indonesisk virksomhed. Ingen rapport blev modtaget vedrørende fjerde kvartal 2012.

(7)

Virksomheden Futura har trods gentagne påmindelser ikke indsendt nogen rapporter vedrørende tredje og fjerde kvartal af 2012.

(8)

Denne manglende indsendelse af rapporter og meddelelser om ændringer af virksomhedens struktur betragtes som vedvarende manglende samarbejdsvilje og udgør således en overtrædelse af betingelserne i tilsagnene. Dette berettiger til tilbagetrækning af godtagelsen af begge tilsagn.

D.   SKRIFTLIGE BEMÆRKNINGER

(9)

Begge virksomheder fik mulighed for at blive hørt og afgive skriftlige bemærkninger. Der blev ikke modtaget skriftlige bemærkninger fra virksomhederne.

E.   ÆNDRING AF AFGØRELSE 2000/745/EF

(10)

Kommissionen har derfor i overensstemmelse med artikel 8, stk. 9, i antidumpinggrundforordningen og de relevante klausuler i tilsagnene, som giver Kommissionen mulighed for at trække godtagelsen af tilsagn tilbage, konkluderet, at godtagelsen af tilsagnene fra virksomhederne Polypet og Futura bør trækkes tilbage, og afgørelse 2000/745/EF som ændret ved afgørelse 2002/232/EF bør ændres. Den endelige antidumpingtold, der blev indført ved artikel 1 i forordning (EF) nr. 192/2007, bør i overensstemmelse hermed automatisk anvendes på importen af PET fremstillet af virksomhederne Polypet og Futura (Taric-tillægskode A193 med hensyn til Polypet og Taric-tillægskode A184 med hensyn til Futura) —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Godtagelsen af tilsagnene for så vidt angår virksomhederne P.T. Polypet Karyapersada, Indonesien, (Taric-tillægskode A193) og Futura Polyesters Limited, Indien, (Taric-tillægskode A184), trækkes tilbage.

Artikel 2

Tabellen i artikel 1 i afgørelse 2000/745/EF erstattes af følgende tabel:

»Land

Producent

Taric-tillægskode

Indien

Reliance Industries Limited

A181

Indien

Pearl Engineering Polymers Limited

A182

Indien

Dhunseri Petrochem & Tea Limited

A585«

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 24. april 2013.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.

(2)  EUT L 59 af 27.2.2007, s. 1.

(3)  EFT L 199 af 5.8.2000, s. 48.

(4)  EUT C 55 af 24.2.2012, s. 4.

(5)  EFT L 301 af 30.11.2000, s. 88.

(6)  EFT L 78 af 21.3.2002, s. 4.

(7)  EFT L 78 af 21.3.2002, s. 12, EUT C 116 af 15.5.2003, s. 2.

(8)  Sag C-552/10 P, http://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=130244&pageIndex=0&doclang=DA&mode=req&dir=&occ=first&part=1&cid=825501