16.1.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 12/1

(1)

Ved brev af 15. januar 2009 anmeldte Finland redningsstøtte til Kommissionen bestående af en garanti til og omlægning af gæld for Osuuskunta Karjaportti (i det følgende benævnt "Karjaportti"; på tidspunktet for anmeldelsen var virksomheden kendt under navnet Järvi-Suomen Portti Osuuskunta). Finland fremsendte yderligere oplysninger til Kommissionen ved breve af 5. februar 2009, 11. februar 2009, 16. februar 2009 og 20. februar 2009.

(2)

Ved brev af 8. april 2009 meddelte Kommissionen Finland, at den havde besluttet at indlede den i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmådes (TEUF) (2) artikel 108, stk. 2, omhandlede procedure med hensyn til de anmeldte foranstaltninger og flere foranstaltninger, som var gennemført tidligere. Efter denne åbningsbeslutning fremsendte Finland yderligere oplysninger til Kommissionen i brev af 13. maj 2009.

(3)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (3). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at indsende deres bemærkninger til støtteforanstaltningerne.

(4)

Kommissionen modtog bemærkninger fra én interesseret part. Den videresendte dem til Finland, som fik mulighed for at kommentere dem. Disse bemærkninger indkom i brev af 28. august 2009. Finland fremlagde yderligere oplysninger i en e-mail af 3. november 2009.

(5)

Ved brev af 15. december 2009 informerede Kommissionen Finland om, at den havde besluttet at udvide proceduren i henhold til artikel 108, stk. 2, i TEUF, til også at omfatte andre støtteforanstaltninger, der var gennemført tidligere. Finland fremsendte yderligere oplysninger i brev af 12. februar 2010.

(6)

Kommissionens beslutning om at udvide proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (4). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til støtteforanstaltningerne. Kommissionen modtog ikke yderligere bemærkninger fra interesserede parter.

(7)

Den 1. marts 2010 informerede Finland Kommissionen om, at man havde trukket anmeldelsen af garantien til Karjaportti tilbage. Ved brev af 26. marts 2010 meddelte Kommissionen Finland, at den ville behandle tilbagetrækningen af anmeldelsen af garantien i den endelige afgørelse sammen med de øvrige omhandlede foranstaltninger. Kommissionen stillede desuden en række spørgsmål til Finland, som Finland besvarede i brev af 22. april 2010. Kommissionen sendte en anmodning om oplysninger til Finland den 15. juli 2010, som Finland besvarede den 20. august 2010. Kommissionen sendte endnu en anmodning om oplysninger den 28. september 2010, som Finland besvarede den 29. november 2010. Endelig anmodede Kommissionen om yderligere oplysninger i brev af 16. november 2011. Finland indsendte disse oplysninger den 16. december 2011.

(8)

Karjaportti er en kooperativ virksomhed, der ligger i Mikkeli, med produktionsfaciliteter i Mikkeli og Kouvola, begge i Østfinland (Itä-Suomi), en region, der er berettiget til regionalstøtte efter artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF. Kooperativet blev oprettet i 1914. I 1950 fik det navnet Osuusteurastamo Karjaportti. Fra den 31. december 2002 kaldtes det Järvi-Suomen Portti Osuuskunta, og siden den 14. december 2010 har det haft navnet Karjaportti. I dag har Karjaportti 300 fastansatte og beskæftiger yderligere 100 til 120 sæsonansatte om foråret og om sommeren.

(9)

Karjaportti beskæftiger sig med fremstilling af fødevarer, navnlig forædling af kød til produkter som kødboller og pølser. Desuden sælger kooperativet pakket kød, kødstykker og slagtekroppe. Karjaportti eksporterer kun lidt til andre medlemsstater.

(10)

Siden den 1. december 2004 har Karjaportti været omfattet af en domstolsovervåget omstruktureringsprocedure i henhold til lov om omstrukturering af virksomheder 47/1993 (5) (i det følgende benævnt "domstolsovervågede omstruktureringsprocedurer"). Der findes nærmere oplysninger om den domstolsovervågede omstrukturering i betragtning 31-43).

(11)

Nedenstående tabel indeholder oplysninger om Karjaporttis økonomiske situation før og under den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure:

Tabel I

Økonomiske nøgletal for Karjaportti i EUR

(12)

I 2008 indgav de finske skattemyndigheder to gange konkursbegæring mod Karjaportti. Første gang, den 7. oktober 2008, fremsatte myndighederne et betalingspåbud på 461 579 EUR. Dette krav blev senere trukket tilbage af skattemyndighederne. Den 1. december 2008 fremsatte myndighederne et nyt betalingspåbud på 981 658 EUR. Konkursproceduren mod Karjaportti blev afsluttet i juni 2009, idet kooperativet har betalt sin udestående gæld til skattemyndighederne.

(13)

De omhandlede foranstaltninger består af støtteforanstaltninger, som Mikkeli Kommune, hvor Karjaportti ligger, har gennemført, og foranstaltninger, som Finnvera Oyj (i det følgende benævnt "Finnvera") har gennemført. Finnvera er et specialiseret finansieringsselskab, der ejes af den finske stat, og som er Finlands officielle eksportkreditagentur (6). Nedenfor beskrives først de foranstaltninger, der blev gennemført af Mikkeli Kommune (afsnit 3.1.) og derefter de foranstaltninger, der blev gennemført af Finnvera (afsnit 3.2.).

(14)

Foranstaltning 1: Ved beslutning af 12. juni 2000 ydede Mikkeli Kommune en absolut garanti ("takaus") til Karjaportti, der dækkede 100 % af et fremtidigt lån på 25 mio. FIM (omkring 4,2 mio. EUR (7)). Lånet blev ydet til Karjaportti i september 2000 til en fast rente på 5,35 % og en løbetid på 10 år af banken Tapiola Pankki Oy (i det følgende benævnt "Tapiola"). Samtidig blev garantien iværksat af byrådet i Mikkeli, som underskrev garantiaftalen. Garantien blev ydet uden garantipræmie og som en absolut garanti, hvor kautionisten hæfter for hovedstolen, som om det var kautionistens egen gæld, hvilket betyder, at kreditor kan bede kautionisten tilbagebetale hovedstolen, når denne forfalder. Det garanterede lån blev ydet til finansiering af opførelsen af et produktionsanlæg i Tikkala-distriktet i Mikkeli (8).

(15)

Der blev stillet sikkerhed for garantien i form af et eksisterende ejendomspant med en tinglyst værdi på 7,5 mio. FIM (1 261 409 EUR) (9). Da foranstaltning 1 blev gennemført, var der omtrent 3 mio. FIM af ejendomspantet til rådighed som sikkerhed. Desuden blev der stillet sikkerhed for garantien i form af erhvervspant (10) med en tinglyst værdi på henholdsvis 25 mio. FIM og 30,5 mio. FIM i Karjaporttis løsøre.

(16)

Da den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure blev indledt i december 2004, krævede Tapiola, at Mikkeli Kommune skulle indfri Karjaporttis udestående gæld i henhold til garantien. Efter at have foretaget disse udbetalinger til Tapiola indtrådte Mikkeli Kommune som kreditor over for Karjaportti i stedet for Tapiola (se betragtning 34).

(17)

Foranstaltning 2: Ligeledes i 2000 fik Karjaportti overdraget en grund af Mikkeli-landdistriktet til opførelse af Tikkala-produktionsanlægget (11). Grunden havde et areal på 152 366 m2, og Mikkeli Kommune overdrog den vederlagsfrit til Karjaportti, det vil sige, at der ikke blev erlagt nogen købspris. Desuden forpligtede Mikkeli Kommune sig til at overdrage grunden i byggemodnet stand. Med henblik på dette godtgjorde Mikkeli Kommune Karjaportti udgifterne til nivellering af grunden, svarende til omkring 2 000 000 FIM (omkring 336 376 EUR) (12).

(18)

Der blev iværksat andre foranstaltninger over for Karjaportti i forbindelse med opførelsen af produktionsanlægget i Tikkala. Finnvera ydede lån og garantier på 20 000 000 FIM (omkring 3 363 759 EUR), Ministeriet for Beskæftigelse og Økonomi (det daværende Ministerium for Handel og Industri) ydede direkte støtte på 15 000 000 FIM (omkring 2 552 819 EUR).

(19)

Samlet set havde de foranstaltninger, der beskrives i betragtning 14-18 vedrørende opførelsen af produktionsanlægget i Tikkala en nominel værdi på 63 783 719 FIM (omkring 10 757 652 EUR). Bruttosubventionsækvivalent ved de gennemførte foranstaltninger, udgjorde 3 617 143 EUR i henhold til oversigten i nedenstående tabel:

Tabel II

Bruttosubventionsækvivalent ved de gennemførte foranstaltninger i EUR

(20)

Finland beregnede bruttosubventionsækvivalenten for garantien fra Mikkeli Kommune på følgende måde: Man sammenlignede markedssatsen for en sammenlignelig garanti (1,75 %) med den garantipræmie, som Mikkeli Kommune opkrævede (0 %). Støtteelementet i garantien svarer til forskellen mellem de to præmier, nemlig 1,75 %. Hvis Mikkeli Kommune havde opkrævet en præmie til den sats, ville kommunen have modtaget i alt 2 406 250 FIM som præmie i garantiens 10-årige løbetid, hvilket med en kalkulationsrente på 5,7 % på datoen for garantiens ikrafttræden ville udgøre 1 055 949 FIM (omkring 345 786 EUR).

(21)

Finland beregnede bruttosubventionsækvivalenten for Finnvera-lånet på følgende måde: Man sammenlignede den rente, som Finnvera krævede for lånet (6-måneders EURIBOR plus 1,75 %), med referencerenten i henhold til Kommissionens meddelelse om metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten (13), som var gældende på det tidspunkt, hvor lånet blev ydet. Støtteelementet svarer til forskellen mellem de to satser i lånets løbetid (10 år). Provisionen, som Karjaportti skulle betale for lånet (0,5 %), blev fratrukket beregningsresultatet. Med en kalkulationsrente på 5,7 % pr. den dato, hvor garantien blev ydet, udgjorde støtteelementet 82 162 EUR.

(22)

De støtteberettigede investeringsomkostninger blev beregnet på grundlag af omkostningerne vedrørende anskaffelsespriserne i henhold til opdelingen i følgende tabel:

Tabel III

Opdeling af projektomkostninger vedrørende anskaffelsespriser i EUR

(23)

Støtteelementet på 3 617 143 EUR svarer til en støtteintensitet på 13,95 % af de samlede støtteberettigede omkostninger på 25 935 928 EUR.

(24)

Karjaportti havde ansøgt om de foranstaltninger, som Mikkeli Kommune traf, inden projektet gik i gang (14). Finland traf foranstaltningerne for at fremme den regionale udvikling. Det nye produktionsanlæg skulle efter planen øge antallet af arbejdspladser i regionen fra omkring 400 til 550 eller 600.

(25)

Den 28. februar 2002 købte Mikkeli Kommune seks grunde og en bygning med tilhørende lejemål af Karjaportti. Den erlagte købspris var 6 646 787 EUR (15). På den dato, hvor Mikkeli Kommune købte grundene, og for den ene grunds vedkommende på den dato, hvor ejerskabet blev overdraget til Mikkeli Kommune, var grundene fri for pantehæftelser.

(26)

Ved beslutning af 8. marts 2004 ydede Mikkeli Kommune en garanti, der dækkede 100 % af et lån på 607 054 EUR, som skulle ydes af Tapiola. Den 14. april 2004 blev lånet ydet til en fast rente på 4 % og en løbetid på 10 år. Garantien blev ydet uden garantipræmie og som en selvskyldnergaranti. Lånet og garantien blev ydet som erstatning for et lån fra Tapiola, for hvilket Mikkeli Kommune oprindelig havde ydet en garanti ved beslutning af 2. november 1992. Det oprindelige lån androg 7,5 mio. FIM (1 261 409 EUR) og blev ydet til en rente på 4,5 % og med en løbetid på 10 år.

(27)

Der blev stillet sikkerhed for garantien i form af ejendomspantet i produktionsanlægget i Tikkala, som allerede var anvendt som sikkerhed for foranstaltning 1. Desuden havde Mikkeli Kommune et erhvervspant med en tinglyst værdi i erhvervspanteregistret på 25 mio. FIM. Dette erhvervspant var også allerede blevet anvendt som sikkerhed til foranstaltning 1.

(28)

Da den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure blev indledt i december 2004, krævede Tapiola, at Mikkeli Kommune betalte Karjaporttis udestående gæld i henhold til garantien. Efter at have gennemført disse betalinger trådte Mikkeli Kommune ind som kreditor over for Karjaportti i stedet for Tapiola (se betragtning 34).

(29)

Ved beslutning af 10. maj 2004 stillede byrådet i Mikkeli en absolut garanti, der dækkede 100 % af et lån på 1,7 mio. EUR, som skulle ydes af Tapiola. Herefter besluttede Tapiola den 8. juni 2004 at yde det treårige investeringslån på 1,7 mio. EUR til en variabel rente på 12-måneders EURIBOR plus en fast margen på 0,3 %. Garantien blev ydet uden garantipræmie og som en absolut garanti. Der blev stillet sikkerhed for garantien med det samme ejendomspant i produktionsanlægget i Tikkala som for foranstaltning 1 og foranstaltning 4 og det erhvervspant (16), som Mikkeli Kommune var indehaver af. Desuden modtog Mikkeli Kommune et nyt instrument med pant i fast ejendom med en tinglyst værdi på 1 135 268 EUR i produktionsanlægget i Tikkala som et særligt pant.

(30)

Da den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure blev indledt i december 2004, krævede Tapiola, at Mikkeli Kommune betalte Karjaporttis udestående gæld i henhold til garantien. Efter at have foretaget disse betalinger indtrådte Mikkeli Kommune som kreditor over for Karjaportti i stedet for Tapiola (se betragtning 34).

(31)

Den 17. november 2004 bad Karjaportti sammen med kreditorerne Nordea Bank Finland Abp (i det følgende benævnt "Nordea Bank"), Nordea Rahoitus Suomi Oy (i det følgende benævnt "Nordea Financing") og OKO Osuuspankkien Keskuspankki Oyj (siden 1. marts 2008 har denne virksomhed haft navnet Pohjola Pankki Oyj, i det følgende benævnt "OKO/Pohjola Bank") byretten i Mikkeli iværksætte den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure. Ifølge finsk lov kan sådanne omstruktureringsprocedurer gennemføres for at genoprette en levedygtig forretning for en kriseramt debitor med henblik på at sikre dennes fortsatte levedygtighed og indgå aftaler vedrørende gælden. (17) Den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure vedrørende Karjaportti blev indledt ved byretten i Mikkelis beslutning af 1. december 2004. Ifølge lovgivningen må debitor ikke tilbagebetale omstruktureret gæld eller stille sikkerhed for denne gæld, mens proceduren er i gang (18). Omstruktureret gæld er alle gældsposter, der er opstået inden datoen for procedurens iværksættelse.

(32)

Derefter blev der indsendt et omstruktureringsprogram til byretten den 23. juni 2005 og et revideret omstruktureringsprogram den 30. november 2005. Omstruktureringsprogrammet, som byretten godkendte den 30. januar 2006, havde en løbetid på 10 år (frem til den 1. juli 2015). Mellem 2004 og 2008 har Karjaportti opsagt 372 medarbejdere og udliciteret nogle af sine aktiviteter som indkøb, slagtning og opskæring.

(33)

Samlet set skyldte man omkring [30-70] (19) % af den omstrukturerede gæld, der var genstand for den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure, til private kreditorer. De private kreditorer med den største andel af denne gæld var ovennævnte banker, Nordea Bank og OKO/Pohjola Bank samt Nordea Financing.

(34)

Den 16. december 2004 bad Tapiola i forbindelse med den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure Mikkeli Kommune betale restgælden på de tre lån, som Mikkeli Kommune havde stillet garanti for som beskrevet under (13), 3.1.2 og (27). Efter at have betalt Tapiola indtrådte Mikkeli Kommune som kreditor over for Karjaportti for det samlede beløb på de tre udestående lån, nemlig 5 356 895 EUR. Lånene blev sikret med den garanti, som er beskrevet i betragtning 15, 27 og 29.

(35)

Desuden fremsatte Mikkeli Kommune et krav på 682 087 EUR i den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure vedrørende ubetalte afgifter til kommunens ejendomsadministration, vandforsyningen i Mikkeli og affaldsforvaltningen i Mikkeli. Dette krav blev også sikret med den garanti, der er beskrevet i betragtning 15, 27 og 29.

(36)

Lånene og de øvrige gældsposter (ubetalte afgifter) til Mikkeli Kommune blev betragtet som store sikrede gældsposter (20) i den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure. De øvrige store, sikrede krav tilhørte private parter (Nordea Bank, Nordea Financing, OKO/Pohjola Bank) samt Finnvera (21).

Tabel IV

Store sikrede gældsposter i EUR

(37)

I forbindelse med lån fra og andre gældsposter (ubetalte afgifter) over for Mikkeli Kommune omfattede omstruktureringsprogrammet følgende foranstaltninger:

(38)

Lånet på 5 356 895 EUR fra Mikkeli Kommune blev behandlet som en "sikret gældspost" og blev opdelt i to dele. For begge deles vedkommende blev rentesatserne nedsat i henhold til omstruktureringsprogrammet: På en del på 4,0 mio. EUR udgjorde rentesatsen […] EURIBOR minus […] % (men renten skulle ikke være højere end […] % eller lavere end […] %) indtil den 31. december 2010. Efter denne dato har man opkrævet en rente på […] EURIBOR. For den resterende del på 1 356 895 mio. EUR er der opkrævet en rente på […] EURIBOR (22). Som det var tilfældet for lånene, blev de ubetalte afgifter på 682 087 EUR behandlet som "sikrede gældsposter", og rentesatsen blev nedsat til […] EURIBOR (23).

(39)

I omstruktureringsprogrammet fastsættes der ligeledes en rentesats på […] EURIBOR for private kreditorers sikrede gældsposter. For et vist beløb for hver af kreditorerne undtagen […] blev der frem til den 31. december 2010 fastsat en reduceret rentesats svarende til […] EURIBOR minus […] %, minimumsrente […] % og maksimumsrente […] %. Efter den 31. december 2010 har rentesatsen for alle sikrede gældsposter været […] EURIBOR.

Tabel V

Rentebeløb for store sikrede gældsposter i EUR

(40)

Mikkeli Kommune gik med til en udskydelse af afdragene på ovennævnte gældsposter. I henhold til omstruktureringsprogrammet skal tilbagebetalingen af Mikkeli Kommunes sikrede gældsposter være afsluttet i 2015. Første rate skulle have været betalt den 1. juli 2009, fra 2010 og frem var der planlagt to rater om året, og i 2015 skal den resterende del af de sikrede gældsposter, størstedelen, betales svarende til henholdsvis […] EUR for de lån, der er opstået som følge af udløste garantier, og […] EUR for andre gældsposter (ubetalte afgifter).

(41)

De private kreditorer gik ligeledes med til en udskydelse af betalingen af deres sikrede gældsposter.

Tabel VI

Udskydelse af betaling i EUR

(42)

I henhold til omstruktureringsprogrammet skal tilbagebetalingen af lånene og de ubetalte afgifter til Mikkeli Kommune være afsluttet i 2015, idet størstedelen af det udestående beløb forfalder i 2015. Hvis Karjaportti i 2015 ikke opfylder visse økonomiske krav ved afslutningen af den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure (forholdet mellem passiver og EBIT-margin skal være større end 4), vil Mikkeli Kommune eftergive højst [0-3] EUR mio. af den udestående gæld.

(43)

Kravene fra de øvrige kreditorer vil også blive reduceret ved afslutningen på den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure. Nordea Bank vil eftergive højst [0-3 mio.] EUR, og Nordea Financing vil eftergive højst [0-2 mio.] EUR. Finnveras krav vil blive nedsat med højst [0-2 mio.] EUR. Kravet fra […] vil ikke blive nedsat. I henhold til omstruktureringsprogrammet er de beløb, der ligger til grund for nedskrivningen af de sikrede gældsposter, baseret på værdien af sikkerheden for de sikrede lån i to forskellige scenarier: Det første scenario var, at Karjaportti fortsætter sine aktiviteter, og det andet scenario var, at Karjaportti omlægger eller indstiller sine aktiviteter, dvs. at sikkerhedsstillelsen realiseres. De to værdier blev fastsat gennem to uafhængige evalueringer (24). Det konkrete beløb, som den sikrede gæld blev nedskrevet med, blev så fastsat for de enkelte kreditorer under hensyntagen til kreditorens stilling og ved sammenligning af værdierne i de to forskellige scenarier.

(44)

Den 2. september 2005 solgte Karjaportti 50 % af aktierne i ejendomsselskabet Kiinteistö Oy Suksimäki til et selskab ejet af Mikkeli Kommune, til en salgspris på 860 000 EUR.

(45)

Karjaportti betalte ikke de renter på de sikrede gældsposter til Mikkeli Kommune, der påløb mellem den 16. december 2004 og den 19. december 2005 (25). Disse renter androg 281 982 EUR og blev konverteret til et lån med en løbetid frem til udgangen af 2010 ved beslutning truffet af byrådet i Mikkeli den 19. december 2005. Rentesatsen på lånet er 3-måneders EURIBOR plus 0,3 %. Tilbagebetalingen skulle være indledt i marts 2009 og skulle bestå af fire lige store rater med forfald to gange årligt, dvs. at 144 991 EUR skulle betales i 2009 og 144 991 EUR i 2010 (26). Tilbagebetalingen af de skyldige beløb blev delvis udsat (se foranstaltning 12).

(46)

Konverteringen af ubetalte renter til lån i 2005 blev i princippet fastlagt med omstruktureringsprogrammet. I henhold til programmet blev ikke bare Mikkeli Kommune, men alle sikrede kreditorer i denne forbindelse behandlet ens. Således konverterede [en privat kreditor] den 28. december 2005 renten til et lån på omkring 1 623 000 EUR med en løbetid frem til udgangen af 2010. Rentesatsen var 3-måneders EURIBOR plus 1,5 %. Tilbagebetalingen skulle efter planen indledes i 2009. Den 29. december 2005 konverterede [en anden privat kreditor] renten til et lån på omkring 1 532 500 EUR med en løbetid frem til udgangen af 2010. Rentesatsen var 3-måneders EURIBOR plus 2 %. Tilbagebetalingen skulle efter planen indledes i 2009.

(47)

Ved beslutning af 5. februar 2007 indvilgede byrådet i Mikkeli i at afskrive en fordring på Karjaportti på 274 023 EUR i sit 2006-regnskab. Afskrivningen af gælden i regnskabet havde ingen indflydelse på det juridiske forhold mellem kreditor og debitor, og derfor fortsatte Mikkeli Kommune inddrivelsen af gælden.

(48)

Mikkeli Kommune foretog en afskrivning af en usikker fordring på Karjaportti på 5,7 mio. EUR i sit 2008-regnskab. Afskrivningen af gælden i regnskabet havde ingen indflydelse på det juridiske forhold mellem kreditor og debitor, og derfor fortsatte Mikkeli Kommune inddrivelsen af gælden.

(49)

Byrådet i Mikkeli besluttede den 8. december 2008 at stille en selvskyldnergaranti på 2,75 mio. EUR til dækning af et kommende lån fra Tapiola til Karjaportti. Byrådet gav forvaltningen beføjelse til at træffe beslutning om de nærmere betingelser for den absolutte garanti, dvs. at iværksætte garantien. I henhold til anmeldelsen skulle lånet have været på 5 819 807 EUR til en rente på 3,65 %. Som betaling for garantien fastsættes der i den anmeldte foranstaltning en engangspræmie på 4 %, og garantien ydes for en periode på 10 år (27).

(50)

Beslutningen fra byrådet i Mikkeli var ikke endelig, idet der blev indgivet en klage ved den administrative domstol i Kuopio (Kuopion Hallinto-Oikeus). Efter denne klage beordrede domstolen Mikkeli Kommune til at standse gennemførelsen af garantien og til at søge Kommissionens godkendelse af støtten.

(51)

Da byrådet i Mikkelis beslutning om at yde garantien ikke blev endelig, afstod Tapiola fra at yde lånet til Karjaportti. Endelig trak Finland anmeldelsen af garantien tilbage i marts 2010, da Karjaportti trak sin ansøgning om garantien tilbage, og da forvaltningen den 22. februar 2010 besluttede ikke at gennemføre byrådets beslutning.

(52)

Udskydelse af tilbagebetalingen af sikrede gældsposter: I henhold til omstruktureringsprogrammet, som domstolen godkendte, skulle Karjaportti tilbagebetale […] EUR i 2009 og […] EUR i 2010 af det udestående beløb fra de sikrede gældsposter (se tabel VI). I henhold til anmeldelsen skulle tilbagebetalingen af disse beløb have været udskudt til senest 1. juli 2015.

(53)

Udskydelse af tilbagebetalingen af lånet, der blev ydet i 2005 (konvertering af ubetalte renter): Karjaportti skulle tilbagebetale 140 991 EUR i 2009 og det samme i 2010 af det udestående beløb for de renter, der var konverteret til et lån (se betragtning 40). I henhold til anmeldelsen skulle tilbagebetalingen af disse have været udsat til perioden 2011-2013 (28).

(54)

Den administrative domstol i Kuopio (Kuopion Hallinto-Oikeus) forbød gennemførelsen af byrådets beslutning om omlægning af gælden fra 4. februar 2009. Men tilsyneladende fandt denne omlægning af gælden aldrig sted. Fra maj 2009 fremsatte Karjaportti regelmæssigt forslag til Mikkeli Kommune og de øvrige kreditorer om udskydelse af betalingerne af de forfaldne gældsposter for at sikre kooperativets fortsatte drift (29). Disse forslag blev godkendt af forvaltningen i Mikkeli.

(55)

I henhold til de oplysninger, som Finland har indsendt, ydede Finnvera adskillige lån og garantier til Karjaportti i årene 2004 til 2008.

(56)

Finnvera er et specialiseret finansieringsselskab, der ejes af den finske stat, og er det officielle finske eksportkreditagentur. Finnveras operationer er styret af de mål for erhvervspolitik og ejerskab, der fastsættes af staten. Disse mål omfatter: forøgelse af antallet af nystartede virksomheder, finansiering af de forandringer, som SMV'er kommer ud for, samt fremme af virksomhedernes vækst, internationalisering og eksport. I forbindelse med sine aktiviteter forventes Finnvera at følge princippet om økonomisk bæredygtighed. Den finske stat dækker imidlertid en del af Finnveras tab på kreditter og garantier. Staten er direkte ansvarlig for de indenlandske garantier og eksportkreditgarantierne, som ydes af Finnvera, og staten stiller garanti for Finnveras egen erhvervelse af midler. Disse statslige foranstaltninger vedrørende Finnvera hører ikke under denne afgørelses dækningsområde. Kommissionen forbeholder sig ret til at vurdere dem på et senere tidspunkt. Finnvera er omfattet af loven om administrative procedurer 434/2003.

(57)

For så vidt angår Finnveras ledelsesstruktur, repræsenterer tilsynsrådet, der fører tilsyn med bestyrelsens og den administrerende direktørs forvaltning af selskabet, selskabets ejer, som for Finnveras vedkommende er staten. Medlemmerne af tilsynsrådet vælges fra de parlamentariske grupper af de politiske partier i henhold til deres repræsentation i det finske parlament. Desuden består Finnveras tilsynsråd af repræsentanter for organisationer i henhold til selskabets industripolitiske mål. Bestyrelsen på seks til ni medlemmer og to stedfortrædere bekræfter selskabets strategi, godkender regnskaberne og den midlertidige beretning, fremmer selskabets udvikling og sikrer, at operationerne er i overensstemmelse med lovgivningen og de mål, ejeren har opstillet. Fire af bestyrelsesmedlemmerne og de to stedfortrædere vælges blandt kandidater, der udpeges af forskellige ministerier. Den administrerende direktør er ansvarlig for ledelsen af virksomheden.

(58)

Finnvera har været fritaget fra at betale indkomstskat siden 25. september 2007. Kommissionen har godkendt denne fritagelse. Beslutningen om godkendelse er truffet på det grundlag, at de finske myndigheder har afgivet løfte om, at Finnvera vil begrænse sine aktiviteter til forvaltning af statsstøtteordninger (30).

(59)

Den 17. marts 2004 ydede Finnvera en 100 % garanti for et lån på 91 000 EUR med en garantipræmie på 3 % om året. Lånet havde en løbetid på tre år og blev ydet af Tapiola med en fast rentesats på [2-5] % om året. Lånet og garantien blev ydet som erstatning for et lån, som blev ydet af Tapiola i 1992.

(60)

Den 12. januar 2006 ydede Finnvera et lån på 180 000 EUR til en rente på 6-måneders EURIBOR + 2 % om året. Lånet vedrører den påløbne rente under omstruktureringsprocessen mellem den 2. december 2004 og den 28. februar 2008, som blev konverteret til en ny kreditfacilitet. Det blev stillet sikkerhed for lånet med pant i fast ejendom i Tikkala, Lappeenranta og Kouvola og aktier i […]. Lånet løb frem til udgangen af 2010, og tilbagebetalingen skulle være indledt i 2009. Den 23. november 2011 var […] EUR af beløbet stadig udestående. Private kreditorer […] og […] konverterede samtidig renterne til lån.

(61)

Den 28. december 2005 konverterede [en privat kreditor] renter til et lån på omkring 1 623 000 EUR med en løbetid frem til udgangen af 2010. Rentesatsen er 3-måneders EURIBOR plus 1,5 %. Tilbagebetalingen skulle efter planen starte i 2009.

(62)

Den 29. december 2005 konverterede [en anden private kreditor] renter til et lån på omkring 1 532 500 EUR med en løbetid frem til udgangen af 2010. Rentesatsen var 3-måneders EURIBOR plus 2 %. Tilbagebetalingen skulle efter planen starte i 2009.

(63)

Den 14. september 2006 stillede Finnvera en modgaranti til […] på 300 000 EUR med en garantipræmie på 1,65 % om året, som skulle betales af Karjaportti. […] stillede til gengæld en garanti over for Karjaportti på det samme beløb til en rente på 1,25 %. Denne garanti og modgarantien dækkede 16,7 % af 1,8 mio. EUR vedrørende en underleverandøraftale mellem […] og Karjaportti. Finnveras garanti havde en løbetid på otte måneder. Resten af underleverandøraftalen var dækket af garantier fra […] og […] (henholdsvis 825 000 EUR og 675 000 EUR), som opkrævede en garantipræmie på 1,75 %. Finnvera var ikke involveret i stillelsen af disse garantier, hvilket vil sige, at de ikke var omfattet af en modgaranti. Finnveras modgaranti udløb den 30. juni 2007 uden at være blevet udløst. Derfor pådrog Finnvera sig ingen betalingsforpligtelser på grundlag af denne garanti.

(64)

Den 6. juli 2007 ydede Finnvera et lån på 250 000 EUR til en rente på 6-måneders EURIBOR + 2,5 % om året. Lånet havde en løbetid på seks måneder og skulle have været tilbagebetalt den 15. januar 2008. Hidtil er kun en del af lånet blevet tilbagebetalt (udestående beløb den 23. november 2011: […]).

(65)

Samtidig ydede private kreditorer, […] og […], lån på henholdsvis 800 000 EUR og 650 000 EUR, ligeledes med en løbetid på seks måneder. Rentesatsen for disse lån var 1-måneds EURIBOR plus 2 %. Tilbagebetalingen af deres lån er også blevet udskudt (udestående beløb pr. 23. november 2011: EUR […] og EUR […]).

(66)

For disse to lån og lånet fra Finnvera stillede Karjaportti følgende sikkerhed: et erhvervspant med en tinglyst værdi på 1 850 067 EUR, aktier i selskabet […] og en bankkonto. Denne sikkerhedsstillelse blev delt mellem Finnvera, […] og […] i henhold til deres risiko i forbindelse med lånene. De tre kreditorer havde samme prioritet og delte sikkerhedsstillelsen procentuelt (Finnvera: [0-30] %, [den første private kreditor]: [10-50] %, [den anden private kreditor]: [10-50] %).

(67)

Den 9. januar 2008 stillede Finnvera en modgaranti over for […] på 280 000 EUR med en garantipræmie på 2,5 % om året betalt af Karjaportti. Modgarantien dækkede 80 % af en garanti stillet af […] over for Karjaportti den 11. januar 2008 på 350 000 EUR vedrørende en underleverandøraftale mellem […] og […]. […] opkrævede en garantipræmie på [0-3] %. Finnvera havde adgang til sikkerhed i form af Karjaporttis aktiebeholdning i […]. I henhold til et skøn foretaget af Finnvera dateret den 8. januar 2008 havde disse aktier på tidspunktet for stillelsen af modgarantien en sikkerhedsværdi for Finnvera på EUR […]. Modgarantien udløb den 28. februar 2011, og der blev ikke foretaget udbetalinger under den.

(68)

Som beskrevet i betragtning 2, 3 og 6 besluttede Kommissionen den 8. april 2009 at indlede en formel undersøgelsesprocedure (i det følgende benævnt "den første åbningsbeslutning"). Denne formelle undersøgelsesprocedure blev udvidet til adskillige yderligere foranstaltninger den 15. december 2009 (i det følgende benævnt "den anden åbningsbeslutning").

(69)

I sin første åbningsbeslutning udtrykte Kommissionen betænkelighed ved, hvorvidt den pågældende foranstaltning ville være i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip. For det første kan foranstaltningen i henhold til Kommissionens meddelelse om anvendelsen af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte i form af garantier (31) ("garantimeddelelse 2000"), der var gældende på det tidspunkt, hvor foranstaltningen blev truffet, udgøre statsstøtte, eftersom garantien dækkede 100 % af det pågældende lån. Denne konklusion ville ikke blive ændret ved den nugældende garantimeddelelse 2008 (32). Desuden kan stillelse af en garanti uden garantipræmie, hvilket i praksis svarer til at løbe en økonomisk risiko uden at få noget til gengæld, ikke beskrives som en adfærd, en markedsøkonomisk aktør ville udvise.

(70)

Med hensyn til forenelighed udtrykte Kommissionen betænkelighed med hensyn til, hvorvidt garantien kunne berettige en undtagelse i henhold til artikel 107, stk. 3, i TEUF. I henhold til en foreløbig vurdering synes betingelserne i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (33) ("rammebestemmelserne for redning og omstrukturering fra 1999") ikke at være opfyldt.

(71)

I sin anden åbningsbeslutning udtrykte Kommissionen tvivl om, hvorvidt salget var foregået i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip, eftersom kravet i Kommissionens meddelelse om statsstøtteelementer i forbindelse med offentlige myndigheders salg af jord og bygninger (34) ikke var opfyldt. Man fandt, at der ikke var betalt markedspris, eftersom grunden blev overdraget til Karjaportti uden vederlag. Desuden skulle Karjaportti ikke dække udgifterne til nivellering af grunden.

(72)

I sin anden åbningsbeslutning gav Kommissionen udtryk for betænkeligheder med hensyn til, hvorvidt betingelserne for købet var i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip, eftersom Finland ikke fremlagde dokumentation for, at købet af grundene var sket på markedsvilkår, f.eks. gennem en uafhængig eksperts vurdering af grundene.

(73)

I sin anden åbningsbeslutning gav Kommissionen udtryk for betænkeligheder med hensyn til, hvorvidt den pågældende foranstaltning ville være i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip. For det første kan foranstaltningen i overensstemmelse med garantimeddelelse 2000, der var gældende på det tidspunkt, hvor foranstaltningen blev gennemført, udgøre statsstøtte, eftersom garantien dækkede 100 % af det pågældende lån. Denne konklusion ville ikke blive ændret efter den nugældende garantimeddelelse 2008. Desuden kan stillelse af en garanti uden garantipræmie, hvilket i praksis svarer til at løbe en økonomisk risiko uden at få noget til gengæld, ikke beskrives som en adfærd, som en markedsøkonomisk aktør ville udvise, navnlig i en situation, hvor selskabet allerede var kriseramt.

(74)

For så vidt angår foranstaltningens forenelighed, modtog Kommissionen ikke tilstrækkelig dokumentation til, at den kunne afgøre, hvorvidt kravene i rammebestemmelserne for redning 1999 var opfyldt.

(75)

Kommissionen havde tilsvarende betænkeligheder vedrørende den garanti, der blev ydet den 8. marts 2004.

(76)

I sin første åbningsbeslutning gav Kommissionen udtryk for betænkeligheder med hensyn til, hvorvidt de foranstaltninger, der blev truffet under omstruktureringen, ville være i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip.

(77)

For det første accepterede Mikkeli Kommune at nedsætte renterne for de sikrede gældsposter, hvilket bevirkede, at de opkrævede renter var langt lavere end den daværende referencerente i Finland. Eftersom referencerenten anses for at være markedsrenten for sunde virksomheder, og eftersom Karjaportti var i problemer på daværende tidspunkt, fandt Kommissionen det usandsynligt, at en privat kreditor ville have ydet lånene til en så lav rente.

(78)

For så vidt angår foranstaltningernes forenelighed, havde Kommissionen på tidspunktet for åbningsbeslutningen kun begrænset viden om de omstruktureringsforanstaltninger, som Karjaportti havde truffet siden 2004. Man fandt, at den løbende omstrukturering ikke havde været vellykket, eftersom skattemyndighederne indgav konkursbegæring mod Karjaportti i december 2008. Derfor tvivlede Kommissionen på, at selskabets levedygtighed på langt sigt kunne sikres med de gennemførte omstruktureringsforanstaltninger. For så vidt angår de øvrige kriterier for omstruktureringsstøtten i henhold til rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004 (35), kunne Kommissionen ikke på grund af den manglende anmeldelse og den manglende omstruktureringsplan vurdere, hvorvidt de øvrige krav i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004 var opfyldt.

(79)

I sin anden åbningsbeslutning gav Kommissionen udtryk for betænkeligheder med hensyn til, hvorvidt den pågældende foranstaltning var i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip, idet Finland ikke fremlagde dokumentation for, at købet af aktierne var foregået på markedsvilkår.

(80)

For så vidt angår konverteringen af de ubetalte renter til et lån, accepterede Mikkeli Kommune at opkræve en meget lav rentesats på lånet. Private kreditorer, der konverterede deres ubetalte renter, forhandlede sig frem til højere renter, hvilket fik Kommissionen til at rejse tvivl om, hvorvidt en sådan fremgangsmåde kan have været i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip.

(81)

I sin anden åbningsbeslutning fandt Kommissionen, at hvis afskrivningen af gæld i regnskaberne for 2006 og 2008 ligeledes indebar, at den juridiske forpligtelse ophørte med at eksistere, ville denne eftergivelse indebære en fordel for Karjaportti. Efter Kommissionens mening er det tvivlsomt, hvorvidt en markedsøkonomisk investor ville have handlet på samme måde.

(82)

I sin første åbningsbeslutning gav Kommissionen udtryk for betænkeligheder med hensyn til, hvorvidt Mikkeli Kommune ville handle som en markedsøkonomisk investor ved stillelsen af garantien, og anså i første omgang garantien for at udgøre statsstøtte. For så vidt angår foreneligheden, var Kommissionen i tvivl om, hvorvidt garantien ville overholde rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004, idet princippet om engangsstøtte ikke syntes opfyldt. Desuden var garantipræmien og rentesatsen på lånet for lave til at opfylde punkt 25, litra a), i rammebestemmelserne, og garantien var ikke i overensstemmelse med punkt 25, litra c), i rammebestemmelserne, idet den ikke var begrænset til seks måneder.

(83)

I sin første åbningsbeslutning gav Kommissionen udtryk for betænkeligheder med hensyn til, hvorvidt Mikkeli Kommune havde handlet som en markedsøkonomisk kreditor, da man aftalte at omlægge gælden, og fandt i første omgang, at foranstaltningen udgjorde statsstøtte. For så vidt angår foreneligheden, var Kommissionen i tvivl om, hvorvidt omlægningen af gæld ville være i overensstemmelse med rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004, idet princippet om engangsstøtte ikke syntes at være opfyldt. Desuden opfyldte omlægningen af gæld ikke kravet om redningsstøtte. Den var ikke begrænset til seks måneder og var dermed ikke i overensstemmelse med punkt 25, litra c), i rammebestemmelserne.

(84)

I sin anden åbningsbeslutning fandt Kommissionen, at foranstaltningerne blev gennemført med statslige midler og kunne henføres til staten, idet Finland ejer 100 % af Finnvera. Med hensyn til lånene tvivlede Kommissionen på, at den opkrævede rentesats oversteg de relevante referencesatser. Desuden havde den ikke tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, hvorvidt foranstaltningerne blev truffet samlet og på samme betingelser som for private investorer. For så vidt angår garantierne, udtrykte Kommissionen betænkeligheder med hensyn til, hvorvidt de blev stillet under eksisterende ordninger, idet garantier ydet til en stor kriseramt virksomhed ikke ville falde ind under sådanne ordninger. Hvis foranstaltningerne blev truffet uden for en eksisterende støtteordning, gav Kommissionen udtryk for betænkeligheder med hensyn til, hvorvidt de ville være i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip.

(85)

Finland anfører, at garantien ikke bør betragtes som statsstøtte, idet Karjaportti formentlig ville have været i stand til at skaffe en tilsvarende garanti på de private kapitalmarkeder. Finland henviser til, at Tapiola ydede lånet, der var sikret af den pågældende garanti, som led i en finansieringspakke på 25 mio. EUR til investeringerne i Tikkala-produktionsanlægget. Andre parter bidrog til finansieringen. Den statslige støtte til investeringen bestod af Mikkeli Kommunes overdragelse af grunden og dækning af udgifterne til nivellering af grunden (se betragtning 89 og 90), lån og garantier ydet af Finnvera samt direkte tilskud ydet af Ministeriet for Handel og Industri.

(86)

Desuden hævder Finland, at Mikkeli Kommune behandlede alle selskaber, der søgte om garantier, på samme måde.

(87)

Hvis foranstaltningen skulle betragtes som statsstøtte, mener Finland, at denne støtte ville have været forenelig med det indre marked, idet den blev tildelt i overensstemmelse med regionalretningslinjerne 1998 (36). Store selskaber var berettiget til regionale støtteforanstaltninger efter artikel 107, stk. 3, litra a), i TEUF, hvis de ikke oversteg 24 % af de støtteberettigede nettoomkostninger. Disse betingelser var opfyldt. Finland fremlagde navnlig en beregning, som viste, at bruttosubventionsækvivalenten ville forblive under 24 %, hvis hele statsstøtten til investeringen blev medregnet.

(88)

Finland hævder, at den aktuelle bogføringsmæssige værdi af grunden ikke er en sammenlignelig indikator for fastsættelsen af grundens værdi på tidspunktet for overdragelsen. Mikkeli Kommune vurderer markedsværdien af grunden på tidspunktet for overdragelsen til 300 000 EUR. Ifølge Finland androg udgifterne til nivellering af grunden 2 mio. FIM (336 376 EUR).

(89)

Finland mener, at overdragelsen af grunden og dækningen af udgifterne til nivellering af grunden var i overensstemmelse med regionalretningslinjerne 1998 (se betragtning 87).

(90)

Ifølge Finland vedrørte købet af grundene i 2002 opførelsen af produktionsanlægget i Tikkala, som Karjaportti behøvede finansiering til. Finland hævder, at de blev købt til markedspris. Ved vurderingen tog man hensyn til, at grundene blev købt med henblik på at anvende dem til især boligformål gennem en ændring af lokalplanen, mens en del af området stadig blev anvendt til erhvervsformål. Desuden var grundene omfattet af pant til private kreditorer, og alene den ene af de seks grunde var behæftet med et samlet pant på omkring 9,6 mio. EUR, hvilket bekræfter, at grundenes værdi var højere end købsprisen. Dermed overholdt Mikkeli Kommune det markedsøkonomiske investorprincip, og købet omfattede ikke statsstøtte.

(91)

Finland erklærer, at det garanterede lån blev ydet som erstatning for et gammelt pensionslån, der blev ydet i 1992. Dengang stillede Mikkeli Kommune sammen med Finnvera og […] garanti for pensionslånet. Som modgaranti fik Mikkeli Kommune pant til en værdi af 7,5 mio. FIM (1 261 409 EUR) i en af Karjaporttis grunde. Ved udstedelsen af garantien den 8. marts 2004 beholdt Mikkeli Kommune denne sikkerhed.

(92)

Finland anfører, at den oprindelige garanti blev ydet forud for Finlands medlemskab af EU. Da Mikkeli Kommune stillede den nye garanti den 8. marts 2004, blev der ikke ydet ny støtte, idet den eksisterende oprindelige garanti blev konverteret til en ny garanti, mens man opretholdt de tilstrækkelige modgarantier. Desuden ydede andre kautionister for det oprindelige pensionslån fra 1992 samtidig lån til Karjaportti.

(93)

Endelig anfægter Finland, at Karjaportti var kriseramt efter rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 1999 i foråret 2004. Ifølge Finland var markedsudsigterne tilfredsstillende i første halvdel af 2004, og Karjaportti havde budgetteret med et overskud på 3 mio. EUR for 2004. Desuden kunne Karjaportti skaffe lån fra private långivere til forholdsvis lave renter i foråret og sommeren 2004. Endelig blev Karjaportti i december 2004 anset for at være en levedygtig virksomhed, da virksomhedens kreditorer godkendte omstruktureringen til trods for dens langvarige økonomiske problemer. Ellers ville Karjaportti være blevet erklæret konkurs.

(94)

Finland betragter garantien som en fortsættelse af Mikkeli Kommunes finansiering til investeringen i Tikkala-produktionsanlægget i 2000. Garantien blev ydet for at afslutte den oprindelige investeringsplan, der blev iværksat i 2000. Da garantien blev ydet, var Karjaportti ikke kriseramt efter definitionen i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 1999, som allerede fremført i forbindelse med den garanti, der blev ydet i marts 2004 (se betragtning 93).

(95)

Hvis garantien omfattede statsstøtte, var denne ifølge Finland forenelig, da den var i overensstemmelse med regionalretningslinjerne 1998. Store selskaber var berettiget til regionale støtteforanstaltninger i henhold til artikel 107, stk. 3, litra a), i TEUF, hvis de ikke oversteg 24 % af de støtteberettigede nettoomkostninger. Disse betingelser var opfyldt, da støtteelementet i garantien kun udgjorde 57 835 EUR, mens Karjaporttis samlede investering i Tikkala udgjorde […] EUR.

(96)

Finland fremfører, at alle de trufne foranstaltninger vedrørte indledningen af den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure. I henhold til retspraksis ved EU-Domstolen begrunder lovgivning om domstolsovervågede genopretningsordninger og insolvens ikke i sig selv, at denne lovgivning kan betragtes som støtte (37).

(97)

For det andet blev der ikke ydet nye lån under proceduren, men tilbagebetalingen af gæld, der var optaget forud for omstruktureringen, blev omlagt i overensstemmelse med den nationale lovgivning om omstrukturering af virksomheder, hvor kreditorerne blev behandlet ligeligt. Ud over Mikkeli Kommunes fordringer blev private aktørers fordringer ligeledes omlagt under proceduren. Karjaporttis kreditorer blev opdelt i flere grupper. Fordringerne for hver af grupperne af kreditorer var underlagt enslydende betingelser. Finland påpeger, at dette navnlig gælder de sikrede gældsposter tilhørende Mikkeli Kommune. Dermed må Mikkeli Kommune antages at have handlet som en markedsøkonomisk investor ved at gå med til den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure.

(98)

Desuden påpeger Finland, at Mikkeli Kommune havde vurderet, at det var mere rentabelt at omlægge gældsposterne end at lade Karjaportti gå konkurs og lukke permanent, hvilket ligeledes fremgår af et likvidationsregnskab, som er vedlagt omstruktureringsprogrammet.

(99)

For så vidt angår foranstaltningernes forenelighed efter rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 1999, anfører Finland, at et selskab, der er genstand for omstruktureringsprocedurer, generelt bør betragtes som en kriseramt virksomhed i henhold til betydningen i rammebestemmelserne. Man gentager herefter, at omstruktureringsproceduren ikke involverede statsstøtte, og at Mikkeli Kommune ikke gennemførte støtteforanstaltninger under omstruktureringsproceduren.

(100)

Herefter fremlægger Finland argumenter vedrørende de enkelte foranstaltninger: For så vidt angår udløsningen af Mikkeli Kommunes garanti for lånet fra 2000, anfører Finland, at Mikkeli ikke ydede et nyt lån til Karjaportti, men blot indtrådte som kreditor efter anmodning fra Tapiola ved begyndelsen af den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure, hvilket er en almindelig foranstaltning i forbindelse med sådanne omstruktureringsprocedurer. For så vidt angår betingelserne for tilbagebetalingen af lånet, påpeger Finland, at disse var fastlagt i omstruktureringsprogrammet og var de samme for alle kreditorer inden for den samme gruppe af kreditorer.

(101)

For så vidt angår de ubetalte afgifter, præciserer Finland, at det er kommunens ejendomsadministration og kommunens afdelinger for vandforvaltning og affaldsforvaltning, der er indehavere af fordringerne. Fordringerne består af ubetalte afgifter, der var påløbet forud for indledningen af den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure. Mikkeli Kommune stillede ingen garanti for disse udestående beløb, eftersom der var tale om fordringer, som kommunen var indehaver af. Da den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure gik i gang, blev de medtaget i omstruktureringsprogrammet som et samlet beløb.

(102)

Finland hævder, at aktierne i ejendomsselskabet Kiinteistö Oy Suksimäki blev købt af Karjaportti til markedspris. Finland fremlagde en erklæring fra en uafhængig vurderingsmand, hvoraf det fremgik, at aktiernes værdi udgjorde omkring 1 mio. EUR baseret på det daværende lejeniveau. Denne værdi blev justeret i henhold til det faktisk gældende lejeniveau, og aktierne blev derfor købt til en pris på 860 000 EUR. Dermed omfattede ejendomstransaktionen ikke noget støtteelement.

(103)

Med hensyn til konverteringen af de ubetalte renter til et lån anfører Finland for det første, at manglende betaling af renter er en typisk foranstaltning i forbindelse med domstolsovervågede omstruktureringsprocedurer. Konverteringen af sådanne ubetalte renter til lån, som vil blive prioriteret højere end andre lån, er mulig i henhold til finsk lov. Desuden mener Finland, at konverteringen af de ubetalte renter til et lån skete i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip, idet private kreditorer konverterede ubetalte rentefordringer til lån sammen med Mikkeli Kommune.

(104)

Finland bekræfter, at bogføringen af gældsposterne som tab blot er en regnskabsmæssig foranstaltning fra kreditors side og sker i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet og de respektive bestemmelser i regnskabsloven 1336/1997. Finland anfører, at gældsafskrivningen ikke påvirker det juridiske forhold mellem kreditor og debitor, dvs. at gældsposterne ikke blev eftergivet. Mikkeli Kommune har bekræftet, at man ikke har eftergivet de gældsposter, der er bogført som tab, og at den fortsætter inddrivelsen. Gælden er en del af den sikrede gæld under den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure.

(105)

Inden anmeldelsen af garantien blev trukket tilbage i marts 2010 anførte Finland, at garantien var forenelig i henhold til rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004. Idet anmeldelsen blev trukket tilbage, beskrives Finlands argumenter ikke nærmere.

(106)

Finland anfører, at omlægning af gæld er en foranstaltning inden for den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure og ikke udgør statsstøtte. Ifølge Finland havde Karjaporttis kreditorer en fælles forståelse af, at omlægningen af gælden var en fornuftig løsning for at sikre deres fordringer. Finland meddeler Kommissionen, at den anmeldte omlægning aldrig blev gennemført, idet den administrative domstol i Kuopio (Kuopion Hallinto-Oikeus) standsede gældsomlægningen. Finland forklarer, at Karjaporttis gældsposter ikke desto mindre blev omlagt i henhold til adskillige forslag fra Karjaportti i perioden 2009-2011, som blev accepteret af Mikkeli Kommune. Finland hævder, at denne efterfølgende omlægning var i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip, idet Mikkeli Kommune og alle andre kreditorer gennemførte omlægningen på samme vilkår.

(107)

Finland mener, at garantien blev ydet i overensstemmelse med garantimeddelelsen 2000. Under alle omstændigheder udgjorde garantien ikke statsstøtte. For det første løb Finnvera ikke nogen øget risiko, idet garantien trådte i stedet for en garanti, som Finnvera havde ydet tidligere (i 1992) for et pensionslån. Dette lån blev erstattet med et nyt pensionslån i 2004, hvortil Finnvera ydede den omtalte garanti. Desuden stillede to private kreditorer samtidig kreditfaciliteter til rådighed for Karjaportti for at gøre det muligt at finansiere udskydelsen af udbetalingerne i 2004. Desuden var garantien belagt med en høj garantipræmie, og støtteelementet i garantien lå under de minimis-grænsen. Endelig var prognoserne for Karjaportti gode på det tidspunkt, hvor garantien blev ydet.

(108)

Finland mener, at lånet fra 2006 ikke udgjorde statsstøtte, idet Finnvera handlede som en markedsøkonomisk kreditor, da man konverterede den ubetalte rente til et nyt lån i overensstemmelse med omstruktureringsprogrammet. Desuden konverterede private kreditorer deres ubetalte renter til nye lån, kort tid inden Finnvera gjorde det og på tilsvarende betingelser.

(109)

Finland mener, at garantien blev ydet i overensstemmelse med garantimeddelelse 2000. Under alle omstændigheder omfatter garantien ikke statsstøtte, idet den kun dækker 16,7 % af 1,8 mio. EUR, og private kreditorer dækkede den resterende del af beløbet med garantier.

(110)

Finland mener, at lånet fra 2007 ikke udgjorde statsstøtte, idet Finnvera handlede sammen med to private kreditorer, som ydede nye lån samtidig og på tilsvarende betingelser. Desuden blev det stillet sikkerhed for lånet i form af et værdifuldt pant og et erhvervspant.

(111)

Finland mener, at modgarantien blev ydet i overensstemmelse med garantimeddelelse 2000. Under alle omstændigheder udgjorde den ikke statsstøtte, eftersom den anden part var en privat långiver, og den garantipræmie, som Finnvera pålagde, var betydeligt højere end den garantipræmie, som den private långiver pålagde.

(112)

Den interesserede part havde kun bemærkninger til foranstaltning 1, 2, 3, 5, 7, 9 og 10.

(113)

Den interesserede part henviser til, at garantien blev ydet for at sikre et lån på 25 mio. FIM til investering i et nyt produktionsanlæg.

(114)

Den interesserede part hævder, at en grund blev overdraget til Karjaportti, og Mikkeli Kommune påtog sig at byggemodne den og udføre andre tekniske arbejder til en samlet omkostning på 2,5 mio. FIM. Karjaportti betalte 1,2 mio. FIM for grunden. I Karjaporttis regnskaber står grunden opført til en værdi på 403 000 EUR, og den interesserede part spørger, om overdragelsen af grunden kan have været statsstøtte.

(115)

Den interesserede part hævder, at Mikkeli Kommune købte seks forladte fabriksbygninger i Mikkeli og betalte i alt 6,7 mio. EUR for dem. En investor, der handler i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip, ville ikke have købt grunde af et selskab i dyb økonomisk krise til denne pris.

(116)

Den interesserede part hævder, at Karjaportti var i alvorlige problemer på det tidspunkt, hvor garantien blev ydet. Selskabet havde allerede betydelige gældsposter over for Mikkeli Kommune og den gruppe af selskaber, som Mikkeli Kommune ejede.

(117)

Den interesserede part hævder, at den pris, der blev betalt for aktierne i ejendomsselskabet, lå over deres regnskabsmæssige værdi.

(118)

Den interesserede part fremlagde en kopi af referatet af et møde i Mikkeli byråd dateret den 5. februar 2007, hvor man besluttede at afskrive gælden i regnskaberne for 2006. Desuden påpeger den interesserede part, at det i det mindste var usædvanligt, at Mikkeli Kommune afskrev millioner af euro af Karjaporttis gældsposter i sine 2008-regnskaber, og spørger navnlig, hvorfor Mikkeli Kommune samtidig var parat til at yde yderligere garantier til Karjaportti.

(119)

I artikel 107, stk.1, i TEUF bestemmes det, at statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, er uforenelig med det indre marked.

(120)

Bestemmelserne i artikel 107, stk. 1, i TFEU er kumulative, og for at en foranstaltning skal kunne betegnes som statsstøtte, skal alle betingelserne være opfyldt samtidig.

(121)

Mens artikel 107, stk. 1, i TEUF indeholder et generelt forbud mod statsstøtte inden for Unionen, indeholder artikel 107, stk. 2, og 107, stk. 3, i TEUF undtagelser fra den generelle regel om, at denne støtte er uforenelig med det indre marked i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF.

(122)

I de følgende afsnit vurderer Kommissionen, hvorvidt der er tale om statsstøtte for hver enkelt af de beskrevne foranstaltninger. Hvis en foranstaltning udgør statsstøtte, går Kommissionen videre og vurderer foreneligheden af støtteforanstaltningen. Kommissionen sondrer mellem foranstaltninger, der er trukket tilbage, foranstaltninger truffet af Mikkeli Kommune og foranstaltninger truffet af Finnvera. I første omgang vurderes det, hvornår Karjaportti kunne betragtes som en kriseramt virksomhed.

(123)

Både når det drejer sig om at vurdere, hvorvidt der er tale om statsstøtte, og foranstaltningernes forenelighed, er det relevant, hvorvidt støttemodtageren var kriseramt på det tidspunkt, hvor foranstaltningerne blev truffet. Spørgsmålet om, hvorvidt Karjaportti kan betragtes som en kriseramt virksomhed, skal vurderes efter rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 1999 frem til 9. oktober 2004, som er den dato, hvor rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 1999 udløb (38). Fra den 10. oktober 2004 finder rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004 anvendelse (39).

(124)

I henhold til rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 1999 kan et selskab betragtes som kriseramt, når det opfylder de såkaldte hårde kriterier i punkt 5 i disse rammebestemmelser, dvs. når mere end halvdelen af aktiekapitalen er tabt eller kan gøres til genstand for kollektive insolvensprocedurer i henhold til national lovgivning. Hvis de hårde kriterier ikke er opfyldt, kan en virksomhed stadig udvise "de typiske kendetegn for kriseramte virksomheder" i henhold til punkt 6 i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 1999, f.eks. stigende tab, faldende omsætning, voksende lager, overskudskapacitet, faldende likviditet, stigende gældsætning, stigende rentebyrde eller faldende eller opbrugt nettoformue (såkaldte bløde kriterier). Rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004 omfatter tilsvarende hårde og bløde kriterier i punkt 10 og 11.

(125)

På denne baggrund bemærker Kommissionen, at Karjaportti ikke har tabt kapital eller har udvist de "typiske tegn" på at være en kriseramt virksomhed i 2000. Det lader rent faktisk til, at Karjaportti var en sund virksomhed med en stor omsætning, et positivt driftsresultat, en stabil aktiekapital og forholdsvis store reserver i perioden mellem 2000 og 2002 (se ligeledes tabel I).

(126)

Situationen var mere dyster i de følgende år. Omsætningen var faldende, og tabene steg betydeligt fra 2003 til 2004. Gælden voksede, og allerede i begyndelsen af 2004 begyndte støttemodtageren at omlægge gæld og måtte anmode sine kreditorer om at få lov til at udskyde forfaldne betalinger (40). Det ser ligeledes ud til, at Karjaportti havde en vis overskudskapacitet. Desuden må der tages hensyn til, at allerede i 2004 kunne Karjaporttis tab ikke længere dækkes af nødreserven (se tabel I).

(127)

I henhold til Karjaporttis regnskaber forsvandt Karjaporttis aktiekapital nærmest i 2004, idet den faldt dramatisk til under en tiendedel af værdien sammenlignet med 2003. Derefter bogførte selskabet en negativ aktiekapital, der syntes at blive større i de senere år. Med undtagelse af 2006 har Karjaportti kørt med tab siden 2003. Overskuddet i 2006 kan ikke ses som et tegn på genopretning af selskabet, da det ikke stammede fra selskabets kerneaktivitet. Karjaporttis driftsoverskud var fortsat negativt i lighed med det foregående og det efterfølgende år. Overskuddet i 2006 var ikke tilstrækkeligt til at kompensere for det underskud, der var blevet akkumuleret i løbet af de tidligere regnskabsperioder, eller til at udligne den negative aktiekapital. Generelt var Karjaporttis økonomiske situation særdeles ugunstig. I 2008 indgav skattemyndighederne to gange konkursbegæring mod Karjaportti.

(128)

I lyset af de forhold, der beskrives i betragtning 125-127, kan man konkludere, at Karjaportti har siden begyndelsen af 2004 opfyldt betingelserne for at blive betegnet som en kriseramt virksomhed i henhold til punkt 5 i henholdsvis rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 1999 og punkt 11 i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004. I 2008, hvor Karjaportti var under konkursbehandling, opfyldte virksomheden ligeledes kriterierne for at blive betragtet som en kriseramt virksomhed under punkt 10, litra c), i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004.

(129)

I overensstemmelse med artikel 8 i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (41) ("procedureforordningen"), kan en medlemsstat trække anmeldelsen tilbage efter indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure, inden Kommissionen har truffet beslutning om karakteren af støtten i den anmeldte foranstaltning. I sådanne tilfælde vil Kommissionen beslutte at indstille proceduren med den begrundelse, at den er grundløs.

(130)

Da byrådet i Mikkelis beslutning om at yde garanti til Karjaportti ikke blev endelig, og forvaltningen i februar 2010 besluttede ikke at iværksætte garantien, trak Finland anmeldelsen af garantien tilbage i marts 2010. Derfor var undersøgelsen grundløs, for så vidt angår garantien.

(131)

Garanti (foranstaltning 1): Som beskrevet i betragtning 3.1.1-(14) ydede Mikkeli Kommune garantien i juni 2000 og foretog udbetalinger under garantien i december 2004. Efter at Mikkeli Kommune var indtrådt som kreditor for Karjaportti, blev lånebetingelserne ændret inden for den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure (nærmere detaljer i betragtning 34-39).

(132)

Derfor er man nødt til at skelne mellem flere forskellige trin. Mens støtten tildeles i det øjeblik, hvor der gives en statsgaranti, kan udbetalinger fra statens side i henhold til garantibetingelserne ikke betragtes som tildeling af statsstøtte (42). På den anden side kan ændringer af lånebetingelserne, efter at staten som kautionist er indtrådt som kreditor, medføre, at der er tale om statsstøtte. Nedenfor undersøges det, hvorvidt garantien, der blev givet i juni 2000, udgør statsstøtte. Spørgsmålet om, hvorvidt de ændrede lånebetingelser kunne indebære statsstøtte, vurderes under foranstaltning 6 (se betragtning 188-195).

(133)

Garantien blev stillet af Mikkeli Kommune og består derfor af statsmidler, som kan henføres til staten.

(134)

Hvis en foranstaltning skal udgøre statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF, skal den medføre en fordel, som en virksomhed ikke ville have opnået på normale markedsvilkår. Når Kommissionen skal foretage denne vurdering, tager den udgangspunkt i garantimeddelelse 2000. På det tidspunkt hvor foranstaltningen blev truffet, var garantimeddelelse 2000 gældende. Men som det klart fremgår af retspraksis ved EU-Domstolen skal spørgsmålet om, hvorvidt støtte kan anses for statsstøtte, afgøres på grundlag af objektive elementer, som skal vurderes på den dato, hvor Kommissionen træffer sin beslutning" (43). Derfor skal Kommissionen i forbindelse med den foreliggende vurdering tage udgangspunkt i garantimeddelelse 2008.

(135)

I henhold til punkt 3.2 i garantimeddelelse 2008 kan støttefaktorens eksistens i forbindelse med den individuelle statsgaranti udelukkes, hvis fire kumulative krav er opfyldt: "a) Låntageren er ikke i finansielle vanskeligheder […], b) Garantiens omfang kan vurderes korrekt på det tidspunkt, hvor den ydes, […] c) Garantien dækker ikke mere end 80 % af det udestående lån eller en anden finansiel forpligtelse […], d) Der betales markedspris for garantien […]."

(136)

I den foreliggende sag var låntageren ikke i økonomiske problemer på det tidspunkt, hvor garantien blev stillet (se betragtning 123–128). Men den garanti, der vurderes, dækker 100 % af lånet.

(137)

Desuden blev garantien stillet uden garantipræmie, selv om den myndighed, der stillede garantien, selv mente, at den indebar en stor risiko (44). Mens Finland anfører, at Karjaportti kunne have opnået en lignende garanti på markedet, mener Kommissionen, at en garantipræmie på nul ikke kan betragtes som værende tæt på markedspræmien på det tidspunkt, hvor garantien blev stillet. Garantien dækkede 100 % af det pågældende lån, dvs. at den godkendende myndighed alene bar risikoen for støttemodtagerens manglende betalingsevne, og garantien blev ydet som en selvskyldnergaranti, dvs. at kautionisten hæftede for hovedstolen, som om gælden var hans egen, og kreditor kunne bede kautionisten tilbagebetale hovedstolen, når denne forfaldt.

(138)

I den foreliggende sag mener Kommissionen i modsætning til Finland, at foranstaltningen ikke kan betragtes som værende fri for statsstøtte.

(139)

Finlands argument om, at foranstaltningen blev ydet sammen med andre parter, kan afvises, idet de oplysninger, som Finland har fremlagt, viser, at de øvrige parter, der deltog i investeringen, ligeledes var statsejede. Derfor anses foranstaltningen for at indebære en fordel for Karjaportti.

(140)

For at blive betragtet som statsstøtte skal en foranstaltning være specifik eller selektiv, idet den udelukkende begunstiger visse virksomheder eller fremstilling af visse varer. Den foranstaltning, der vurderes, blev ydet til Karjaportti, en specifik virksomhed. Derfor mener Kommissionen, at foranstaltningen medfører en selektiv fordel for støttemodtageren.

(141)

Endelig skal Kommissionen tage stilling til, hvorvidt Mikkeli Kommunes foranstaltning over for Karjaportti vil kunne fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, ved at give denne virksomhed fik en fordel i forhold til (potentielle) konkurrenter, der ikke modtager offentlig støtte. Der foregår handel med kødprodukter mellem medlemsstaterne – det område, inden for hvilket støttemodtageren opererer. Ifølge Finland eksporterer Karjaportti især sine produkter til Rusland, men ligeledes til medlemsstater. Derfor mener Kommissionen, at den trufne foranstaltning vil kunne fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(142)

På grundlag af ovenstående konkluderer Kommissionen, at foranstaltningen udgør statsstøtte.

(143)

Overdragelse af grund (foranstaltning 2): Finland afviser ikke, at foranstaltningen kan udgøre statsstøtte. Støttemodtageren fik tydeligvis en fordel, fordi man ikke skulle betale noget for jorden. Desuden godtgjorde Mikkeli Kommune støttemodtageren udgifterne til nivellering af grunden. Derfor mener Kommissionen, at foranstaltningen giver Karjaportti en fordel, som virksomheden ikke ville have fået på markedet.

(144)

Desuden opfylder foranstaltningen alle øvrige krav for at blive kvalificeret som statsstøtte. Som nærmere beskrevet i betragtning 133, 140 og 141 består overdragelsen af grunden af statsmidler og kan henføres til staten, den er selektiv, den fordrejer konkurrencevilkårene og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(145)

På grundlag af det ovenstående konkluderer Kommissionen, at foranstaltningen udgør statsstøtte.

(146)

Finland anfører, at garantien sammen med overdragelsen af en grund til opførelse af produktionsanlægget i Tikkala er forenelig som regionalstøtte. På det tidspunkt, hvor foranstaltning 1 og 2 blev truffet, dvs. i 2000, var regionalretningslinjerne 1998 i kraft (45). De foranstaltninger, der gennemgås her, blev ikke truffet inden for en ordning, men som en individuel ad hoc-støtte. Da de blev truffet inden for en sektor, hvor regionalretningslinjerne 1998 finder anvendelse, falder foranstaltningerne i princippet inden for rammerne af regionalretningslinjerne 1998. På tidspunktet for foranstaltningernes indførelse var støttemodtageren ikke kriseramt som beskrevet i betragtning 123-128 ovenfor og var beliggende i Itä-Suomen, en region, der er berettiget til regionalstøtte i henhold til artikel 107, stk. 3, litra a), i TEUF. Derfor har Kommissionen vurderet projektet i henhold til regionalretningslinjerne 1998. Denne vurdering har givet anledning til følgende bemærkninger:

(147)

I henhold til afsnit 2 i regionalretningslinjerne 1998 kan regionalstøtte kun være forenelig, hvis der er ligevægt mellem dens konkurrencefordrejende virkning og dens fordele med hensyn til udviklingen af en ugunstigt stillet region. I denne forbindelse bemærker Kommissionen, at det pågældende investeringsprojekt efter planen skulle indebære positive virkninger for den regionale udvikling. Det bidrog til videreudviklingen af den økonomiske aktivitet og til skabelse af nye og indirekte arbejdspladser. Som beskrevet i betragtning 24 skulle det nye produktionsanlæg øge antallet af job i regionen fra 400 til 550-600.

(148)

I afsnit 4 i regionalretningslinjerne 1998 fastsættes betingelserne for tildeling af forenelig regionalstøtte.

(149)

For det første er formålet med regionalstøtte i henhold til punkt 4.1 i regionalretningslinjerne 1998 at sikre enten produktive investeringer (initialinvestering) eller jobskabelse i forbindelse med investeringen. Initialinvestering betyder i henhold til punkt 4.4 i regionalretningslinjerne 1998 en investering i fast kapital i forbindelse med oprettelse af en ny virksomhed, udvidelse af en eksisterende virksomhed eller iværksættelse af en aktivitet, der indebærer en fundamental ændring af en eksisterende virksomheds produkt eller produktionsmetode. De foranstaltninger, der behandles her, blev anvendt til at opføre et nyt produktionsanlæg, hvilket er en initialinvestering i henhold til betydningen i punkt 4.4 i regionalretningslinjerne 1998.

(150)

For det andet skal støtteintensiteten ligge under loftet for regionalstøtte på 24 % (46). Med henblik på at kunne beregne støtteintensiteten skal værdien af investeringen og støtteelementet i de pågældende foranstaltninger fastlægges.

(151)

Støtteelementet på 3 617 143 EUR svarer til en støtteintensitet på 13,95 % af de samlede støtteberettigede udgifter på 25 935 928 EUR. Støtteintensiteten ligger dermed under grænsen på 24 %.

(152)

For det tredje skal støtten til initialinvesteringen i henhold til punkt 4.10 i regionalretningslinjerne 1998 være betinget af, at den pågældende investering opretholdes i en periode på minimum fem år. Finland bekræftede, at denne investering ville blive opretholdt i mindst fem år.

(153)

For det fjerde skal støttemodtagerens bidrag til finansieringen af investeringen i henhold til punkt 4.2 i regionalretningslinjerne 1998 være på mindst 25 %. Finland bekræftede, at det forholdt sig sådan.

(154)

For det femte bemærker Kommissionen, at støtteansøgningen i overensstemmelse med punkt 4.2 i regionalretningslinjerne 1998 var indgivet, inden arbejdet med projektet gik i gang, og at reglerne om kumulering af støtte er overholdt som angivet i punkt 4.18 i regionalretningslinjerne 1998, samt at loftet for regionalstøtte ikke var overskredet.

(155)

På grundlag af ovenstående argumenter konkluderer Kommissionen, at foranstaltning 1 og 2 opfyldte betingelserne i regionalretningslinjerne 1998 og derfor er forenelige.

(156)

I princippet finder det markedsøkonomiske investorprincip ligeledes anvendelse på en stats køb af jord eller andre aktiver. Et sådant køb kunne omfatte statsstøtte, hvis det ikke kan betragtes som en normal kommerciel transaktion. Selv hvis en offentlig myndighed køber varer og tjenesteydelser til markedspris, kan der alligevel være tale om statsstøtte, hvis det viser sig, at staten ikke har et reelt behov for den pågældende jord eller de pågældende aktiver (47).

(157)

Derfor skal Kommissionen vurdere, hvorvidt købet af jord kan betragtes som en normal kommerciel transaktion. I den forbindelse skal man tage stilling til, hvorvidt den pris, som Mikkeli Kommune betalte, afspejler værdien af de købte grunde og bygningen.

(158)

I henhold til den interesserede part ville en markedsøkonomisk investor ikke have været villig til at betale 6,7 mio. EUR for fabriksbygningerne, som Mikkeli Kommune købte dem til.

(159)

Finland fremlagde på den anden side en angivelse af grundenes værdi for Kommissionen. Ifølge Finland havde den private bank […] et pant på 7,5 mio. EUR i en af de solgte grunde på tidspunktet for købet (48).

(160)

Finland informerede Kommissionen om, at der ikke foreligger nogen vurdering af grundene. Kommissionen mener, at værdien af det pant, som en privat bank havde, kan give en indikation af grundens værdi. Før en bank accepterer en sikkerhedsstillelse, vil den vurdere den pågældende ejendom, så hvis debitor ikke kan tilbagebetale sin gæld, kan banken få dækket sit krav ved at indfri pantet.

(161)

Mikkeli Kommune betalte en købspris for de pågældende grunde på 6 646 787 EUR, hvilket er lavere end det tinglyste beløb på pantet i en af grundene, som en privat part er indehaver af, forud for afslutningen af salgsprocessen. Ud over denne ejendom blev fem andre grunde og en bygning solgt til Mikkeli Kommune. Desuden bemærker Kommissionen, at Mikkeli Kommune købte grundene med henblik på at omdanne dem til et boligområde ved at foretage ændringer af lokalplanerne. Grundene ligger tæt på bymidten og i et attraktivt boligkvarter.

(162)

På grundlag af ovenstående bortfalder de betænkeligheder, som Kommissionen rejste i åbningsbeslutningen, vedrørende prisen, der blev betalt for grundene og bygningerne. Det konkluderes, at Mikkeli Kommune købte grundene og bygningen til en pris, der afspejlede deres værdi, og at kriteriet for den markedsøkonomiske investor er opfyldt. Derfor konkluderer Kommissionen, at foranstaltningen ikke udgør statsstøtte.

(163)

Med hensyn til garantien, som blev stillet i juni 2000, må man skelne mellem adskillige trin (selve garantistillelsen, udbetaling under garantien og ændring af lånebetingelserne, jf. betragtning 132). Nedenfor undersøges det, hvorvidt de garantier, der blev ydet i marts 2004 og i maj 2004, udgør statsstøtte. Spørgsmålet om, hvorvidt ændringerne af lånebetingelserne kunne udgøre statsstøtte, vurderes som led i foranstaltning 6 (se betragtning til 188-195).

(164)

Foranstaltning 4: I modsætning til Finlands argumenter, som blev præsenteret under betragtning (91), mener Kommissionen, at konverteringen af eksisterende passiver til en ny garanti kan udgøre statsstøtte. I denne forbindelse må man sondre mellem eksisterende støtte og ny støtte. Definitionen af eksisterende støtte omfatter individuelle støtteforanstaltninger, der er iværksat, inden traktaten trådte i kraft (artikel 1, litra b), i procedureforordningen). Ny støtte er derimod "enhver støtte […] som ikke er eksisterende støtte, herunder ændringer i eksisterende støtte" (artikel 1, litra c), i procedureforordningen). I henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (49), er en ændring "enhver ændring, der ikke er af rent formel eller administrativ art, der ikke kan påvirke vurderingen af støtteforanstaltningens forenelighed med fællesmarkedet".

(165)

Mikkeli Kommune stillede rent faktisk en ny garanti den 8. marts 2004, som sikrede et nyt lån fra Tapiola den 14. april 2004. Den nye garanti kan ikke betragtes som en videreførelse af den gamle garanti, da den blev stillet for et nyt lån med nye betingelser. Det forhold, at dette lån erstattede et lån, som Tapiola ydede i 1992, og som allerede var blevet garanteret af Mikkeli Kommune, ændrer ikke Kommissionens synspunkt. Selv om det er korrekt, at det nye lån havde samme størrelse som det udestående beløb på det gamle lån, og rentesatsen var mere gunstig for Karjaportti (4,5 % p.a. for det gamle lån, og 4 % p.a. for det nye lån), ændrede man lånets løbetid (mens det gamle lån skulle have været tilbagebetalt 10 år, efter at det blev ydet, dvs. i november 2002, skulle det nye lån være tilbagebetalt senest i 2014). Samlet set er beløbet for det nye lån (hovedstol plus rente for perioden 2004 til 2014) højere end beløbet for det gamle lån. Ved at stille den nye garanti påtog Mikkeli Kommune sig en større risiko, og beløbet for foranstaltningen steg sammenlignet med den gamle garanti. At stille den nye garanti skal betragtes som en ændring af den gamle garanti, hvilket giver mulighed for at klassificere den nye garanti som ny støtte. Dermed kan Finlands argument om, at den gamle garanti blev ydet før Finlands tiltrædelse og dermed kan betragtes som eksisterende støtte, og at den nye garanti ikke kan betragtes som indførelse af en ny støtteforanstaltning, afvises.

(166)

Spørgsmålet om, hvorvidt garantien indebar en fordel for støttemodtageren, kan vurderes på grundlag af garantimeddelelse 2008. På det tidspunkt hvor foranstaltningen blev truffet, var garantimeddelelse 2000 gældende. Men som forklaret i betragtning (133) vil Kommissionen tage udgangspunkt i garantimeddelelse 2008 ved vurderingen af foranstaltningen. I henhold til punkt 3.2 i garantimeddelelse 2008 kan statsstøtte i forbindelse med en individuel statsgaranti udelukkes, hvis fire kumulative krav er opfyldt (se betragtning 135). Den vurderede garanti dækker 100 % af lånet. Dette er tilstrækkeligt til at konstatere, at statsstøtte ikke kan udelukkes på grundlag af punkt 3.2 i garantimeddelelse 2008. Desuden, og i modsætning til Finlands argumenter, mener Kommissionen, at Karjaportti var kriseramt i betydningen i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 1999 allerede i marts 2004 (se betragtning 123-128), hvilket er endnu en grund til, at garantien ikke henhører under punkt 3.2. i garantimeddelelse 2008.

(167)

Desuden blev garantien ydet uden nogen garantipræmie, selv om selskabet var kriseramt, og risikoen for Mikkeli Kommune kunne anses for betydelig. Garantien dækkede 100 % af det pågældende lån, dvs. at den garantistillende myndighed alene bar risikoen for, at støttemodtageren ikke kunne tilbagebetale lånet, og garantien blev ydet som en selvskyldnergaranti, dvs. at kautionisten hæfter for hovedstolen, som om det var kautionistens egen, og kreditor kan bede kautionisten tilbagebetale hovedstolen, når denne forfalder.

(168)

Desuden mener Finland, at foranstaltningen er i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip, bl.a. fordi private parter var involveret. Dette argument kan afvises. Ifølge de af Finland fremlagte oplysninger stillede de private parter ikke garantier, men ydede lån til støttemodtageren. For det andet blev lånene fra de private parter ikke ydet samtidig med de garanterede pensionslån. For det tredje var den rentesats, som mindst en af de private parter krævede for et lån, allerede højere end rentesatsen for pensionslånet. Endnu vigtigere var det, at de private parter kun aftalte et kortsigtet lån med en løbetid på nogle måneder, mens garantien fra Mikkeli Kommune dækkede et lån med en løbetid på 10 år.

(169)

I lyset af ovenstående konkluderes det, at foranstaltningen giver Karjaportti en fordel. Desuden opfylder foranstaltning 4 alle andre krav til at blive kvalificeret som statsstøtte. Som beskrevet indgående i betragtning 133, 140 og 141, består denne garanti ligeledes af statslige midler og kan henføres til staten, den er selektiv, den fordrejer konkurrencevilkårene og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(170)

Foranstaltning 5: Finlands argument om, at foranstaltningen blev truffet for at videreføre investeringen, der blev iværksat i 2000, kan afvises, idet garantien tydeligvis var en ny foranstaltning.

(171)

I henhold til punkt 3.2 i garantimeddelelse 2008 kan statsstøtte i forbindelse med en individuel statsgaranti udelukkes, hvis fire kumulative krav er opfyldt (se betragtning 135). I lighed med foranstaltning 4 dækker den undersøgte garanti 100 % af lånet, og Karjaportti var allerede kriseramt efter rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 1999 i maj 2004 (se betragtning 123-128). Derfor kan garantien ikke falde ind under punkt 3.2 i garantimeddelelse 2008.

(172)

Desuden og i lighed med foranstaltning 4 blev garantien ydet uden nogen garantipræmie, selv om selskabet var kriseramt, og Mikkeli Kommunes risiko kunne betragtes som betydelig. Garantien dækkede 100 % af det pågældende lån og blev ydet som en selvskyldnergaranti. Derfor mener Kommissionen i modsætning til den finske holdning i den foreliggende sag, at foranstaltningen giver Karjaportti en fordel.

(173)

Desuden opfylder foranstaltning 5 alle andre krav til at blive kvalificeret som statsstøtte. Som beskrevet indgående i betragtning 133, 140 og 141 består denne garanti ligeledes af statslige midler og kan henføres til staten, den er selektiv, den fordrejer konkurrencevilkårene og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(174)

På grundlag af ovenstående konkluderer Kommissionen, at foranstaltning 4 og foranstaltning 5 udgør statsstøtte.

(175)

Finland fremførte ingen argumenter med hensyn til foreneligheden af foranstaltning 4. For foranstaltning 5 påberåbte Finland sig artikel 107, stk. 3, litra a), i TEUF og regionalretningslinjerne 1998 (se betragtning 95). Regionalretningslinjerne 1998 kan imidlertid ikke tjene som grundlag for vurdering af foreneligheden, idet Karjaportti var kriseramt på tidspunktet, hvor garantierne blev stillet (se betragtning 123-128). I henhold til regionalretningslinjerne 1998 skal støtte til kriseramte selskaber vurderes i henhold til rammebestemmelserne for redning og omstrukturering (50). Derfor vurderer Kommissionen først, hvorvidt foranstaltning 4 og 5 er forenelige som støtte til redning og omstrukturering i henhold til rammebestemmelserne for redning og omstrukturering. På det tidspunkt, hvor foranstaltningerne blev truffet, var rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 1999 gældende (51).

(176)

I henhold til rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 1999 skal redningsstøtte opfylde visse krav, som ikke alle opfyldes af den undersøgte foranstaltning.

(177)

Foranstaltning 4 og 5 opfylder heller ikke kravet til omstruktureringsstøtte efter rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 1999.

(178)

Derfor mener Kommissionen, at foranstaltningerne ikke er truffet i overensstemmelse med rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 1999.

(179)

Desuden må det overvejes, hvorvidt foranstaltning 4 og 5 kunne være forenelige på grundlag af andre undtagelser, jf. artikel 107, stk. 2 og 3, i TEUF.

(180)

Undtagelserne i artikel 107, stk. 2, i TEUF, finder ikke anvendelse i dette tilfælde, idet de pågældende foranstaltninger ikke har social karakter, ikke ydes til enkelte forbrugere, ikke har til formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder og ikke er ydet som støtteforanstaltninger til økonomien i visse af Forbundsrepublikken Tysklands områder, som er påvirket af Tysklands deling.

(181)

Artikel 107, stk. 3, i TEUF indeholder yderligere grunde til fritagelse.

(182)

Det hedder i artikel 107, stk. 3, litra a), i TEUF, at "støtte til fremme af den økonomiske udvikling i områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse" kan betragtes som forenelig med det indre marked. På det tidspunkt, hvor støtten blev iværksat, var Karjaportti beliggende i et sådant område.

(183)

På det tidspunkt, hvor foranstaltning 4 og foranstaltning 5 blev truffet, var foreneligheden af statsstøtte til støttede områder reguleret i regionalretningslinjerne 1998. I henhold til disse rammebestemmelser er kriseramte selskaber ikke berettiget til regionalstøtte. I lyset af ovenstående konkluderer Kommissionen, at støtten ikke kan falde ind under den i artikel 107, stk. 3, litra a), i TEUF hjemlede undtagelse.

(184)

I artikel 107, stk. 3, litra b), i TEUF hedder det, at "støtte, der kan fremme virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse eller afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi", kan betragtes som forenelig med det indre marked. Kommissionen bemærker, at den pågældende støtte ikke er beregnet til at fremme gennemførelsen af et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse, og Kommissionen har ej heller fundet det bevist, at den skal afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i den finske økonomi. I lyset af ovenstående konkluderer Kommissionen, at støtten ikke opfylder betingelserne for undtagelsen, jf. artikel 107, stk. 3, litra b), i TEUF.

(185)

I artikel 107, stk. 3, litra d), i TEUF hedder det, at støtte til fremme af kulturen og bevarelse af kulturarven kan betragtes som forenelig med TEUF, når den ikke ændrer samhandels- og konkurrencevilkårene i Unionen i et omfang, der strider mod de fælles interesser. Denne artikel finder tydeligvis ikke anvendelse i det foreliggende tilfælde.

(186)

Artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF giver mulighed for at yde støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. Kommissionen har udsendt adskillige vejledninger og meddelelser, der forklarer, hvordan den har til hensigt at anvende undtagelsen i denne artikel. Imidlertid mener Kommissionen, at på grund af støttens art og kendetegn er det indlysende, at undtagelserne fra disse vejledninger og meddelelser ikke finder anvendelse i den foreliggende sag.

(187)

På grundlag af ovenstående argumenter finder Kommissionen, at foranstaltning 4 og 5 udgør statsstøtte, der ikke er forenelig med det indre marked.

(188)

Finlands hovedargument som beskrevet i betragtning 96-98 er, at Mikkeli Kommune ikke var mere generøs end andre af selskabets kreditorer, men at Mikkeli Kommune handlede sammen med støttemodtagerens private kreditorer og på de samme betingelser. Derfor handlede den som en markedsøkonomisk investor, da den accepterede omstruktureringsprogrammet.

(189)

Det første spørgsmål, der skal undersøges i denne forbindelse, er, hvorvidt der handles som en privatøkonomisk operatør i situationer, hvor en eller flere offentlige enheder, hvis adfærd kan henføres til staten, træffer flere foranstaltninger over for én virksomhed. Domstolen har behandlet dette spørgsmål i BP Chemicals mod Kommissionen (52). Ifølge Domstolen betyder det forhold, at en offentlig virksomhed allerede har foretaget kapitalindsprøjtninger i et datterselskab, der klassificeres som "støtte", ikke automatisk, at yderligere kapitalindsprøjtninger ikke kan klassificeres som en investering, der opfylder kriterierne for en investering foretaget af en markedsøkonomisk investor. Kommissionen skal imidlertid afgøre, hvorvidt flere foranstaltninger over for samme virksomhed kan adskilles og betragtes som uafhængige foranstaltninger. I den forbindelse skal man ifølge Domstolen tage højde for kronologien af de pågældende foranstaltninger, deres formål og datterselskabets situation på tidspunktet, da beslutningen om kapitalindsprøjtningen blev truffet (53).

(190)

I den foreliggende sag skal Kommissionen fastslå, hvorvidt de garantier, der blev ydet i marts og maj 2004 (foranstaltning 4 og foranstaltning 5), kan adskilles fra den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure (foranstaltning 6). Selv om det er korrekt, at alle tre foranstaltninger blev besluttet inden for et år, bemærkede Kommissionen, at de blev gennemført i forskellige sammenhænge. I mellemtiden var en domstolsovervåget omstruktureringsprocedure blevet indledt, hvor alle selskabets kreditorer deltog. Formålet med foranstaltning 6 var derfor ikke længere at give selskabet mulighed for igen at blive levedygtigt uden insolvens ved at skaffe nye midler fra private banker. I stedet sigtede Mikkeli Kommune ligesom alle andre kreditorer mod at maksimere inddrivelsen af deres udestående krav inden for rammerne af den nationale konkurslovgivning. Derfor mener Kommissionen, at foranstaltning 6 kan adskilles fra foranstaltning 4 og 5.

(191)

Som beskrevet i betragtning 31, anmodede Karjaportti sammen med sine private kreditorer byretten i Mikkeli om at iværksætte den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure i overensstemmelse med loven om omstrukturering af virksomheder 47/1993. Man forelagde et omstruktureringsprogram for retten, der omfattede en beskrivelse af de foranstaltninger, som vurderes her. Efter at have gennemgået oplysningerne godkendte retten omstruktureringsprogrammet. Kommissionen bemærker, at Karjaportti har været genstand for en domstolsovervåget omstruktureringsprocedure i henhold til finsk lov. Formålet med en sådan domstolsovervåget omstruktureringsprocedure er at genoprette en kriseramt debitors levedygtige virksomhed, at sikre dens fortsatte levedygtighed og at nå frem til en ordning vedrørende gælden. Derfor mener Kommissionen, at de foranstaltninger, som Mikkeli Kommune har truffet under den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure, kan vurderes i henhold til det markedsøkonomiske investorprincip.

(192)

Ifølge retspraksis fra Magefesa-sagen (54) gælder det, at hvis staten er mere generøs end selskabets øvrige kreditorer, kan foranstaltningerne under en domstolsovervåget omstruktureringsprocedure udgøre statsstøtte. Derfor efterprøver Kommissionen, hvorvidt de private og offentlige kreditorer blev behandlet ens ved omstruktureringsproceduren.

(193)

For det første bemærkes det generelt, at […] af de omstrukturerede gældsposter (omkring [30-70] %) vedrører private kreditorer. De vigtigste private kreditorer er Nordea Bank, Pohjola Bank og Nordea Financing. For det andet kan man konstatere, at Karjaporttis kreditorer blev opdelt i forskellige grupper i henhold til deres prioritering. Sammen med de private kreditorer Nordea Bank, OKO/Pohjola Bank og Nordea Financing samt det statsejede specialiserede finansieringsselskab Finnvera tilhørte Mikkeli Kommune gruppen af kreditorer med store sikrede gældsposter. Som det fremgår af tabel IV ejer Mikkeli Kommune en andel på [10-40] % af disse store sikrede gældsposter, mens de private kreditorer tilsammen ejer en andel på [30-70] %. Finnvera ejer en andel på [10-40] %.

(194)

Nedenfor vurderes hver af de foranstaltninger, som Mikkeli Kommune har truffet, nærmere:

(195)

Nedsættelse af renter på sikrede gældsposter: Som det fremgår af tabel V, var renten på lånene og de øvrige gældsposter (ubetalte afgifter), der blev betragtet som "store sikrede gældsposter", den samme for private og offentlige kreditorer med undtagelse af […]. Denne kreditor fik en rente på […] EURIBOR for alle udestående beløb fra begyndelsen af omstruktureringsproceduren, mens de øvrige kreditorer for en del af det udestående beløb kun fik […] EURIBOR minus […] % frem til 2010. Denne forskel skyldtes, at […] havde den højeste prioritering i forbindelse med sikkerhedsstillelsen fra Karjaportti. Man anser […] højere prioritering for at begrunde forskellen i de anvendte rentesatser.

(196)

Omlægning af lån: Mikkeli Kommunes krav blev udsat i samme omfang som de øvrige sikrede kreditorers krav. Som det fremgår af tabel VI, skulle Karjaportti betale afdrag til alle sikrede kreditorer fra juli 2009 frem til 2015, hvor størstedelen af afdragene forfalder (43 % af beløbet for hver af de sikrede gældsposter). De afdrag, der skal betales til de enkelte kreditorer, svarer alle til de respektive kreditorers andel af det samlede beløb (2 % af det udestående beløb for de første tre rater, 4 % for de næste to rater, 6 % for den resterende rate). Den sidste rate udgør 43 % af kapitalen for hver af de sikrede kreditorer. Dermed er Mikkeli Kommune ikke blevet behandlet mindre fordelagtigt end de private kreditorer i en tilsvarende situation.

(197)

Betinget gældseftergivelse: I henhold til omstruktureringsprogrammet som beskrevet i betragtning 42 og 43 er det beløb, der skal afskrives ved afslutningen af den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure, hvis visse økonomiske krav ikke er opfyldt, baseret på en sammenligning mellem værdien af sikkerhedsstillelsen, hvis Karjaportti fortsætter sine operationer, og værdien af sikkerhedsstillelsen, hvis den realiseres, som fastsættes for de enkelte kreditorer under hensyntagen til deres respektive prioritering. Værdien af sikkerhedsstillelsen i de to scenarier blev fastslået af to uafhængige vurderingsmænd på det tidspunkt, hvor omstruktureringsprogrammet blev iværksat, baseret på sammenlignelige pris- og huslejeoplysninger. På denne baggrund er […] ikke nødt til at afskrive gældsposter ved afslutningen af den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure, idet man er den højest prioriterede kreditor. Beløbet for de øvrige kreditorer blev ligeledes fastsat i henhold til den omtalte metode, hvilket resulterede i de beløb, der er anført i betragtning 43. Den metodologi, der blev anvendt til at fastsætte de respektive beløb, kan betragtes som troværdig, især fordi den sætter den respektive prioritering i forhold til de respektive sikkerhedsstillelser i de to scenarier. I praksis var beregningen baseret på uafhængige ekspertvurderinger, og de samme principper blev anvendt for alle kreditorer ved fastsættelsen af det beløb, som de omstrukturerede gældsposter maksimalt kan nedskrives med ved afslutningen af den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure. I lyset af dette kan alle kreditorer anses for at være blevet behandlet på lige fod.

(198)

Samlet set mener Kommissionen, at Mikkeli Kommune ikke blev behandlet mindre gunstigt end de private kreditorer under den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure. Når der forekommer forskelle i forhold til de øvrige kreditorer, var de begrundet i den forskellige kvalitet af de respektive kreditorers sikkerhed. I lyset af ovenstående må det derfor konkluderes, at støttemodtageren ikke opnåede en fordel efter artikel 107, stk. 1, i TEUF, ved den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure. De betænkeligheder, som Kommissionen gav udtryk for i åbningsbeslutningen, kan afvises, og de i betragtning 31-43 beskrevne foranstaltninger udgør ikke statsstøtte.

(199)

For det første bemærker Kommissionen, at købet af aktier ikke var en del af den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure.

(200)

Finland hævder, at Mikkeli Kommune handlede i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip ved købet af aktierne. Hvis man følger logikken i BP Chemicals-sagen (se betragtning 189-191), skal det for det første fastslås, hvorvidt det markedsøkonomiske investorprincip kan anvendes på foranstaltning 7, idet Mikkeli Kommune allerede tidligere havde gennemført støtteforanstaltninger over for Karjaportti. I denne forbindelse bemærker Kommissionen, at foranstaltning 4 og 5 blev truffet forud for den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure, mens købet af aktier først fandt sted bagefter. Mens formålet med foranstaltning 4 og 5 var at give støttemodtageren mulighed for fortsat at have adgang til likviditet, var det efter indledningen af den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure klart, at der ville blive taget hensyn til disse behov inden for denne procedure. Derfor finder Kommissionen, at foranstaltning 7 kan adskilles fra foranstaltning 4 og 5, og at det markedsøkonomiske investorprincip i princippet finder anvendelse på foranstaltning 7.

(201)

Som beskrevet i betragtning 156, finder det markedsøkonomiske investorprincip anvendelse på en stats køb af jord eller andre aktiver. Finland fremlagde en vurdering af aktiernes værdi, som var udført af […] (55), et ejendomsforvaltningsbureau i Helsinki. Vurderingen er dateret den 29. marts 2005, og aktierne i ejendomsselskabet blev vurderet til mellem 1 mio. og 1,1 mio. EUR. Vurderingen var baseret på værdien af den ejendom, selskabet ejede. Der blev anvendt to metoder til at fastslå værdien: kapitalværdien til markedsleje (i henhold til boligstatistikker udarbejdet af Finlands statistiske kontor) og gensalgsværdien (i henhold til udbudspriser).

(202)

På det tidspunkt hvor aktierne blev solgt, var grunden udlejet til under markedslejen. I henhold til vurderingen kunne man nå op på markedslejen på to år med den maksimale årlige huslejestigning. Derfor blev grundens værdi justeret på købstidspunktet, og i sidste ende købte Mikkeli Kommune aktierne til en pris på 860 000 EUR.

(203)

Vurderingen blev foretaget af en uafhængig ekspert. Den anvendte metodologi, der er beskrevet ovenfor, var først at undersøge kapitalværdien til markedsleje og derefter gensalgsværdien. Begge værdier var baseret på markedsdata, og de to værdier blev anvendt til at fastslå aktiernes værdi, som ligeledes blev justeret til det gældende huslejeniveau på tidspunktet for købet. Denne metodologi anses for troværdig. Kommissionen konkluderer, at aktierne i Kiinteistö Oy Suksimäki blev købt til markedspris, og at foranstaltningen ikke indebar en fordel for Karjaportti.

(204)

På grundlag af ovenstående er de betænkeligheder, som Kommissionen gav udtryk for i åbningsbeslutningen, elimineret, og det konkluderes, at foranstaltningen ikke udgør statsstøtte.

(205)

Finland anfører, at konverteringen af ubetalte renter til lån er en typisk foranstaltning for domstolsovervågede omstruktureringsprocedurer. Det er korrekt, at en sådan foranstaltning kan betragtes som en typisk bestanddel af domstolsovervågede omstruktureringsprocedurer. I den foreliggende sag var konverteringen af ubetalte renter til lån i 2005 i princippet fastlagt i omstruktureringsprogrammet for alle kreditorer med store sikrede gældsposter ([to private kreditorer] og Finnvera). I lyset af dette betragter Kommissionen som sådan ikke konverteringen af ubetalte renter til et lån som statsstøtte. Den har imidlertid kontrolleret, hvorvidt den rentesats, som Mikkeli Kommune anvendte over for Karjaportti, gav sidstnævnte en fordel.

(206)

I denne forbindelse mener Finland, at Mikkeli Kommune handlede i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip, idet private kreditorer konverterede ubetalte renter til lån sammen med Mikkeli Kommune. Først og fremmest mener man i henhold til samme princip som for den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure, at det markedsøkonomiske investorprincip kan anvendes for foranstaltning 8, idet denne foranstaltning er adskilt fra foranstaltning 4 og 5 (se betragtning 189-191). Ved anvendelsen af det markedsøkonomiske investorprincip i den foreliggende sag bemærker Kommissionen følgende: Selv om det er korrekt, at ikke kun Mikkeli Kommune, men også [de private kreditorer] var omfattet af konverteringen, var renten på lånene ikke den samme. [En privat kreditor] opkrævede 3-måneders EURIBOR plus 1,5 % og [den anden private kreditor] 3-måneders EURIBOR plus 2 %, mens Mikkeli Kommune kun opkrævede 3-måneders EURIBOR plus 0,3 %. Dermed ligger den rentesats, som Mikkeli Kommune gik med til at opkræve for lånet, 1,2 % under den rente, som [en privat kreditor] opkrævede, og 1,7 % under den rente, som [en anden privat kreditor] opkrævede. Derfor kan argumentet om, at Mikkeli Kommune anvendte samme betingelser som de private kreditorer, afvises. I lyset af forskellen i rentesatser kan man ligeledes udelukke, at Mikkeli Kommune opkrævede markedsrente for lånet. Derfor giver lånet, som de ubetalte renter blev konverteret til af Mikkeli Kommune, en fordel for Karjaportti.

(207)

Desuden opfylder foranstaltning 8 alle de andre krav til at blive kvalificeret som statsstøtte. Som beskrevet nærmere i betragtning 133, 140 og 141, består lånet af statslige midler og kan henføres til staten, det er selektivt, det fordrejer konkurrencevilkårene og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(208)

På grundlag af ovenstående konkluderer Kommissionen, at foranstaltning 8 udgør statsstøtte.

(209)

Finland fremlagde ingen argumenter med hensyn til foreneligheden af foranstaltning 8. Eftersom Karjaportti var kriseramt på tidspunktet for konverteringen af de ubetalte renter (se betragtning 123-129), vurderer Kommissionen først, hvorvidt foranstaltning 8 er forenelig som støtte til redning og omstrukturering efter rammebestemmelserne for redning og omstrukturering. På det tidspunkt, hvor foranstaltningen blev truffet, var rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004 gældende (56).

(210)

I henhold til rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004, skal redningsstøtte opfylde visse krav, som ikke alle opfyldes af den pågældende foranstaltning.

(211)

Foranstaltningen opfylder heller ikke alle kravene til omstruktureringsstøtte, som opstilles i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004.

(212)

Derfor mener Kommissionen, at foranstaltningen ikke blev gennemført i overensstemmelse med rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004.

(213)

Det skal desuden overvejes, hvorvidt foranstaltning 8 kunne være forenelig på grundlag af andre af undtagelserne, jf. artikel 107, stk. 2 og 3, i TEUF. Af de samme grunde som angivet for foranstaltning 4 og foranstaltning 5 (se betragtning 179-186) mener Kommissionen ikke, at nogen af disse undtagelser er opfyldt. Derfor konkluderer Kommissionen, at foranstaltning 8 udgør statsstøtte, der ikke er forenelig med det indre marked.

(214)

Først skal det kontrolleres, hvorvidt denne afskrivning af gæld kunne indebære en fordel for Karjaportti. Dette ville være tilfældet, hvis Mikkeli Kommune opgav at fortsætte inddrivelsen af gælden og gav afkald på de pågældende gældsposter.

(215)

Som beskrevet i betragtning 105, bekræftede Finland, at afskrivningen af gæld blot var en regnskabsmæssig foranstaltning, der ikke påvirker det juridiske forhold mellem kreditor og debitor, hvilket vil sige, at gældsposterne ikke blev eftergivet. I henhold til de dokumenter, som Finland har indsendt, fortsætter Mikkeli Kommune inddrivelsen af gælden.

(216)

I henhold til forsigtighedsprincippet inden for god regnskabspraksis og i overensstemmelse med regnskabsloven 1336/1997, må værdien af fordringer, der medtages i balancen, ikke overstige deres sandsynlige værdi. Derfor bogføres fordringer, der formentlig ikke kan inddrives, som en udgift i resultatopgørelsen.

(217)

Som følge af ovenstående mener Kommissionen, at afskrivningen af gælden kun skete i Mikkeli Kommunes regnskaber i overensstemmelse med regnskabsstandarderne, og at de respektive fordringer fortsat forsøges inddrevet inden for den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure.

(218)

De betænkeligheder, som Kommissionen gav udtryk for i åbningsbeslutningen, er blevet fjernet, og man kan konkludere, at foranstaltningerne ikke indebar en fordel for Karjaportti. Derfor omfatter foranstaltning 9 og 10 ikke statsstøtte.

(219)

Finlands argument om, at foranstaltningen er typisk for domstolsovervågede omstruktureringsprocedurer og ikke udgør statsstøtte, kan afvises. For det første var omlægningen af gæld i 2009 ikke en del af det oprindelige omstruktureringsprogram, og for det andet er det forhold, at denne omstrukturering ville ske i overensstemmelse med den nationale lovgivning, ikke tilstrækkeligt til at udelukke, at der er tale om statsstøtte (57).

(220)

I princippet kan foranstaltninger, der reducerer de afgifter, som normalt medtages på en virksomheds budget, ligeledes betragtes som statsstøtte. Med hensyn til omlægning af gæld vurderer Kommissionen en sådan foranstaltning ved at sammenligne med en privat kreditors adfærd (58). Her betragtes staten snarere som en offentlig kreditor, der i lighed med en privat kreditor søger at inddrive skyldige beløb, og som med henblik herpå indgår aftaler med debitor, i henhold til hvilke de akkumulerede gældsposter skal omlægges eller tilbagebetales i rater for at lette tilbagebetalingen (59). Der er tale om begunstigelse i betydningen i artikel 107, stk. 1, i TEUF, hvis det skyldige beløb kan tilbagebetales til den offentlige kreditor på gunstigere betingelser, end en privat kreditor ville have accepteret. Kommissionen bemærker Finlands argument om, at omlægningen aldrig blev gennemført, idet den administrative domstol i Kuopio (Kuopion Hallinto-Oikeus) forbød gennemførelsen. Men ifølge Finland er tilbagebetalingsplanen for gælden ikke desto mindre blevet forlænget, hvilket har betydet en udsættelse af de forfaldne betalinger. I denne forbindelse bemærker Kommissionen, at den gennemførte omlægning adskiller sig fra den anmeldte omlægning med hensyn til beløbet og tidsplanen. Det faktiske beløb, som Mikkeli Kommune omlagde, er lavere end det oprindeligt anmeldte beløb, og omlægningen blev kun tilladt for kortere perioder end oprindeligt anmeldt. I lyset af dette finder Kommissionen, at de anmeldte foranstaltninger er blevet gennemført med ændringer. Uanset disse ændringer bemærker Kommissionen, at ingen private kreditorer ville have accepteret en omlægning af gæld uanset hvilke grunde, der anføres i denne betragtning.

(221)

En privat kreditor vil normalt søge tvangsfuldbyrdelse, hvis man tidligere har indgået aftale om omlægning af gælden, som debitor ikke har overholdt (60). Mikkeli Kommune accepterede tværtimod en efterfølgende omlægning af gæld, efter at Karjaportti ikke havde overholdt de aftalte betingelser for omlægning af gælden under den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure. Desuden er der ingen særlige grunde til den manglende inddrivelse som f.eks. større sikkerhedsstillelse til Mikkeli Kommune. Endelig mener Kommissionen med hensyn til udsigterne for selskabets fremtidige rentabilitet og levedygtighed, at selskabets økonomiske situation var sådan, at der ikke var grundlag for at tro, at investeringerne ville nå et acceptabelt rentabilitetsniveau inden for en rimelig periode. På det tidspunkt, hvor foranstaltningerne blev truffet, var Karjaportti under konkursbehandling, og siden 2004 havde selskabet desuden været omfattet af domstolsovervågede omstruktureringsprocedurer. I lyset af dette bemærker Kommissionen, at en hypotetisk privat kreditor i samme situation som Mikkeli Kommune ikke ville have accepteret en fortsat omlægning af gælden.

(222)

I denne forbindelse anfører Finland, at Mikkeli Kommune har handlet på lige vilkår med Karjaporttis øvrige kreditorer.

(223)

Men med hensyn til den anmeldte omlægning af gælden var aftalen med de private kreditorer ifølge Finland betinget af aftalen med Mikkeli Kommune. For det andet indebar den planlagte omlægning af gælden tilsyneladende ikke de samme betingelser for alle de sikrede kreditorer. Mens Mikkeli Kommune ville have udskudt betalingen af de udestående gældsposter til 2011, ønskede de private kreditorer fortsat at modtage en rate i 2009. I lyset af dette kan argumentet fra Finlands side afvises.

(224)

På grundlag af ovenstående konkluderer Kommissionen, at foranstaltningen ikke overholder principperne for private kreditorer, og at den giver Karjaportti en fordel.

(225)

For så vidt angår de øvrige krav til kvalificering som statsstøtte efter artikel 107, stk. 1, i TEUF, bemærker Kommissionen, at Mikkeli Kommune godkendte omlægningen, og at den derfor består af statslige midler og kan henføres til staten. Desuden kan foranstaltningen anses for at være selektiv. Endelig fordrejer den konkurrencevilkårene og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne som nærmere beskrevet i betragtning 133, 140 og 141.

(226)

På grundlag af ovenstående konkluderer Kommissionen, at foranstaltningen udgør statsstøtte.

(227)

Finlands hovedargument var, at denne foranstaltning ikke udgjorde statsstøtte. Landet havde imidlertid ligeledes anmeldt foranstaltning 12 som redningsstøtte (se betragtning 1). Da Mikkeli Kommune accepterede omlægningen af gælden, var Karjaportti kriseramt efter punkt 10, litra c), i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004 (se betragtning 123-129). Derfor skal foreneligheden af den pågældende foranstaltning vurderes på grundlag af rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004.

(228)

I henhold til rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004 skal redningsstøtte opfylde visse krav, som den pågældende foranstaltning ikke alle opfylder.

(229)

Foranstaltningen opfylder heller ikke alle kravene til omstruktureringsstøtte, som opstilles i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004.

(230)

Derfor mener Kommissionen, at foranstaltningen ikke blev gennemført i overensstemmelse med rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004.

(231)

Det skal desuden overvejes, hvorvidt foranstaltning 12 kunne være forenelig på grundlag af andre af undtagelserne, jf. artikel 107, stk. 2 og 3, i TEUF.

(232)

Undtagelserne i artikel 107, stk. 2, i TEUF finder ikke anvendelse i den foreliggende sag, eftersom denne foranstaltning ikke har social karakter, ikke ydes til enkelte forbrugere, ikke har til formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder og ikke er ydet som støtteforanstaltninger til økonomien i visse af Forbundsrepublikken Tysklands områder, som er påvirket af Tysklands deling.

(233)

Der findes yderligere undtagelser i artikel 107, stk. 3, i TEUF.

(234)

Det hedder i artikel 107, stk. 3, litra a), i TEUF, at "støtte til fremme af den økonomiske udvikling i områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse", kan betragtes som forenelig med det indre marked. På det tidspunkt, hvor støtten blev iværksat, var Karjaportti beliggende i et sådant område.

(235)

Foreneligheden af statsstøtte til støttede områder reguleres i regionalretningslinjerne 1998. I henhold til disse rammebestemmelser er kriseramte selskaber ikke berettiget til regionalstøtte. Derfor konkluderer Kommissionen, at støtten ikke er berettiget til den i artikel 107, stk. 3, litra a), i TEUF anførte undtagelse.

(236)

Det hedder i artikel 107, stk. 3, litra b), i TEUF, at "støtte, der kan fremme virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse eller afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi", kan betragtes som forenelig med det indre marked. Kommissionen bemærker, at den pågældende støtte ikke er beregnet til at fremme gennemførelsen af et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse, og Kommissionen har ej heller fundet det bevist, at den skal afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i den finske økonomi. I lyset af ovenstående betragtninger konkluderer Kommissionen, at støtten ikke kan være omfattet af den i artikel 107, stk. 3, litra b), i TEUF anførte undtagelse.

(237)

I artikel 107, stk. 3, litra d), i TEUF hedder det, at støtte til fremme af kulturen og bevarelse af kulturarven kan betragtes som forenelig med TEUF, når den ikke ændrer samhandels- og konkurrencevilkårene i Unionen i et omfang, der strider mod de fælles interesser. Denne artikel finder tydeligvis ikke anvendelse i det foreliggende tilfælde.

(238)

Artikel 107, stk. 3, litra c), i TEUF giver mulighed for at yde støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. Kommissionen har udarbejdet adskillige vejledninger og meddelelser, der forklarer, hvordan den har til hensigt at anvende undtagelsen i denne artikel. Imidlertid mener Kommissionen, at på grund af støttens art og kendetegn er det indlysende, at undtagelserne fra disse vejledninger og meddelelser ikke finder anvendelse i den foreliggende sag.

(239)

På grundlag af ovenstående argumenter finder Kommissionen, at foranstaltning 12 udgør statsstøtte, der ikke er forenelig med det indre marked.

(240)

Kommissionen erindrer indledningsvis om, at Finland i forbindelse med statsstøttebeslutning N 715/2006 har afgivet løfte om, at Finnveras aktiviteter vil være begrænset til administration af statsstøtteordninger. På dette grundlag har Kommissionen den 25. september 2007 (datoen for Kommissionens beslutning) besluttet, at Finnveras fritagelse for indkomstskat ikke udgør statsstøtte. Foranstaltning 13 til 17 er truffet forud for Kommissionens beslutning i sag N 715/2006. Foranstaltning 18 er truffet efter vedtagelsen af Kommissionens beslutning i sag N 715/2006. Derfor skal Kommissionen tage hensyn til de finske myndigheders løfte i denne sag ved sin vurdering af foranstaltning 18.

(241)

For at kunne betragtes som statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF skal en foranstaltning gennemføres direkte eller indirekte med statslige midler, og den skal kunne henføres til staten. Finland har ikke anfægtet, at de foranstaltninger Finnvera har truffet, består af statslige midler og kan henføres til staten. Ifølge retspraksis skal en virksomheds midler betragtes som statslige midler, hvis staten ved at udøve sin dominerende indflydelse på sådanne virksomheder er i stand til at styre anvendelsen af deres midler (61). Foranstaltninger, der træffes af en særlig finansieringsinstitution, der kan anses for at være en offentlig instans i henhold til sin statut, kan generelt henføres til staten (62). Domstolen har forklaret begrebet henførelse nærmere i Stardust Marine (63). Den fremførte følgende indikatorer for konstatering af, hvorvidt foranstaltninger kan henføres til staten: Den offentlige virksomhed er integreret i den offentlige myndigheds strukturer, arten af dens aktiviteter og udøvelsen af disse på markedet på samme konkurrencebetingelser som for private operatører, virksomhedens juridiske status (om den er omfattet af offentlig ret eller almindelig virksomhedslovgivning) og intensiteten af de offentlige myndigheders tilsyn med ledelsen af virksomheden. I denne forbindelse bemærker Kommissionen, at Finnveras foranstaltninger er omfattet af forvaltningsretten, hvilket er tegn på, at selskabet er tæt knyttet til myndighederne. Finnvera er et 100 % statsejet specialfinansieringsselskab, der er omfattet af en statsgaranti og hovedsagelig yder statsstøtte og finansiering, som ikke umiddelbart findes på markedet, f.eks. eksportkreditter. Så selv om selskabets aktiviteter delvis kan overlappe de kommercielle bankers, udøver det ikke aktiviteter på samme konkurrencevilkår som private operatører. Selskabet er stiftet i henhold til den almindelige virksomhedslovgivning, men samtidig udøver staten et omfattende tilsyn: Staten udpeger medlemmerne af tilsynsrådet fra de politiske partiers grupper i parlamentet på grundlag af deres repræsentation i det finske parlament. Størstedelen af bestyrelsens medlemmer skal vælges blandt kandidater, der udpeges af flere ministerier (se betragtning 56-57). I lyset af dette finder Kommissionen, at de foranstaltninger, som Finnvera har truffet, består af statslige midler og kan henføres til Finland.

(242)

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt foranstaltning 13 udgør en fordel for støttemodtageren, blev foranstaltningen i modsætning til Finlands opfattelse ikke truffet sammen med private kreditorer på de samme betingelser. Selv om det er korrekt, at både […] og […] ydede lån til Karjaportti i 2004, har Kommissionen ingen indikationer på, at disse banker ligeledes ydede garantier. Desuden blev lånene fra de to private kreditorer først ydet i sommeren 2004, dvs. et par måneder efter, at Finnvera havde truffet foranstaltning 13, og det kan derfor ikke godtgøres, at Finnvera handlede "sammen" med dem. Finlands argument om, at garantien blev ydet i overensstemmelse med garantimeddelelse 2000, kan ligeledes afvises. Som forklaret ovenfor tager Kommissionen udgangspunkt i garantimeddelelse 2008 ved vurderingen af foranstaltningen (se betragtning 134). I henhold til punkt 3.2 i garantimeddelelse 2008 kan det udelukkes, at der er tale om statsstøtte i forbindelse med en individuel statsgaranti, hvis låntager ikke er i finansielle problemer. Eftersom Kommissionen mener, at Karjaportti allerede var kriseramt efter rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 1999 i marts 2004 (se betragtning 123-128), er anvendelsen af garantimeddelelsen ubegrundet. Finland anfører ligeledes, at garantien var belagt med en høj afgift. I lyset af Karjaporttis økonomiske problemer på det tidspunkt, hvor garantien blev ydet, kan den garantipræmie, som Finnvera opkrævede, ikke betragtes som en markedsmæssig afgift. Støttemodtageren havde rent faktisk samlede finansieringsudgifter på [5-8] % for lånet sammen med garantien, mens den daværende referencesats var 4,43 %, hvortil skal lægges mindst 400 basispoint som følge af støttemodtagerens økonomiske problemer. I lyset af ovenstående må foranstaltningen anses for at have medført en fordel for Karjaportti.

(243)

For at blive betragtet som statsstøtte skal en foranstaltning desuden være specifik eller selektiv, idet den udelukkende gavner visse virksomheder eller fremstillingen af visse varer. Foranstaltning 13 blev truffet over for Karjaportti, en specifik virksomhed. Derfor mener Kommissionen, at den udgør en selektiv fordel for støttemodtageren.

(244)

Desuden skal Kommissionen undersøge, hvorvidt foranstaltning 13 vil kunne fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. I denne forbindelse anfører Finland, at støtteelementet for garantien lå under de minimis-grænsen. Da foranstaltning 13 blev truffet, fandt Kommissionens forordning (EF) nr. 69/2001 af 12. januar 2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte (64) ("de minimis-forordningen 2001") anvendelse (65). Et at kravene for anvendelse af de minimis-forordningen 2001 er, at den samlede de minimis-støtte til en virksomhed ikke må overstige 100 000 EUR i en given treårig periode. Den omhandlede garanti udgjorde kun 91 000 EUR, hvilket betyder, at den ville ligge under loftet på 100 000 EUR, hvis hele beløbet skulle medtages som støtteelement. Det skal imidlertid afklares, hvorvidt foranstaltning 13 skal vurderes sammen med foranstaltning 4, en garanti, som Mikkeli Kommune ydede i marts 2004, kun ni dage før foranstaltning 13, garantien, som blev ydet af Finnvera. Selv om de to garantier blev ydet af to forskellige enheder og dækkede to separate lån med forskellig løbetid, erstattede disse to lån ét enkelt lån fra Tapiola fra 1992. Foranstaltning 4 og foranstaltning 13 kan derfor anses for at være indført med samme formål, nemlig at konvertere lånet fra Tapiola fra 1992 til nye lån. I lyset af denne tætte forbindelse mellem de to foranstaltninger mener Kommissionen, at foranstaltning 4 og foranstaltning 13 skal betragtes som én foranstaltning, for så vidt angår anvendelsen af loftet på 100 000 EUR i de minimis-forordningen fra 2001. Samlet set overstiger støtteelementet i disse to foranstaltninger 100 000 EUR. Kommissionen konkluderer derfor, at foranstaltning 13 ikke falder inden for de minimis-forordningen fra 2001.

(245)

Endelig anfører Finland, at foranstaltning 13 er en videreførelse af allerede eksisterende passiver, og at Finnveras eksponering derfor ikke øges. Finland fremsatte et tilsvarende argument i forbindelse med foranstaltning 4. På samme måde som for foranstaltning 4 anser Kommissionen ikke foranstaltning 13 for blot at være en videreførelse af en tidligere truffet foranstaltning (se betragtning 164-165).

(246)

På grundlag af ovenstående konkluderer Kommissionen, at foranstaltning 13 udgør statsstøtte.

(247)

Finland fremsatte ingen argumenter vedrørende foreneligheden af foranstaltning 13. Eftersom Karjaportti var kriseramt, da Finnvera ydede garantien (se betragtning 123-128), vurderer Kommissionen først, hvorvidt den er forenelig som rednings- og omstruktureringsstøtte i henhold til rammebestemmelserne for redning og omstrukturering. På det tidspunkt, hvor støtten blev ydet, var rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 1999 gældende (66).

(248)

I henhold til rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 1999 skal redningsstøtte opfylde visse krav, som ikke alle opfyldes af den pågældende foranstaltning.

(249)

Af de samme årsager som anført ovenfor vedrørende foranstaltning 4 og foranstaltning 5 (se betragtning 177-178) finder Kommissionen heller ikke, at foranstaltning 13 opfylder alle kravene til omstruktureringsstøtte som defineret i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 1999. Derfor mener Kommissionen, at foranstaltningen ikke blev gennemført i overensstemmelse med rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 1999.

(250)

Det skal desuden overvejes, hvorvidt foranstaltning 13 kunne være forenelig på grundlag af andre af undtagelserne, jf. artikel 107, stk. 2 og 3, i TEUF. Af de samme grunde som anført for foranstaltning 4 og foranstaltning 5 (se betragtning 179-186), mener Kommissionen ikke, at nogen af undtagelserne er til stede. Derfor konkluderer Kommissionen, at foranstaltning 13 udgør statsstøtte, der ikke er forenelig med det indre marked.

(251)

Finland anfører, at foranstaltningen var planlagt i omstruktureringsprogrammet for den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure, og at Finnvera traf foranstaltningen sammen med private kreditorer.

(252)

Det er korrekt, at foranstaltningen allerede var planlagt i omstruktureringsprogrammet for både Karjaporttis private og offentlige kreditorer. I henhold til den dokumentation, som Finland har fremlagt, fandt konverteringen af renter sted i slutningen af 2005 og begyndelsen af 2006. Private kreditorer konverterede ligeledes deres renter til lån.

(253)

I henhold til logikken i BP Chemicals-sagen (se betragtning 189-191) skal det for det første afgøres, hvorvidt det markedsøkonomiske investorprincip finder anvendelse på foranstaltning 14. I denne forbindelse bemærker Kommissionen, at foranstaltning 4, 5 og 13 blev truffet inden iværksættelsen af den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure, mens foranstaltning 14 blev truffet i løbet af denne procedure. Af de årsager, der anføres ovenfor i betragtning 189-191, mener Kommissionen, at foranstaltning 14 kan adskilles fra foranstaltning 4, 5, og 13. Desuden var foranstaltning 14 også planlagt i selve omstruktureringsprogrammet, som havde til formål at bringe selskabet tilbage på sporet.

(254)

For det andet mener Kommissionen med hensyn til anvendelsen af det markedsøkonomiske investorprincip på den foreliggende foranstaltning, at lånene fra de private kreditorer […] og fra […] kan sammenlignes med lånet fra Finnvera. Som sikrede kreditorer i den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure befinder alle selskaberne sig i en tilsvarende situation. Eftersom disse lån blev ydet på betingelser, der svarede til betingelserne for lånet fra Finnvera (samme løbetid, sammenlignelig tilbagebetalingsperiode), og eftersom den rentesats, som Finnvera opkrævede, var endnu mere gunstig for Finnvera (6-måneders EURIBOR + 2 % var 4,643 % den 1. januar 2006) end den rentesats, de private kreditorer fik (den 1. januar 2006 var 3-måneders EURIBOR + 1,5 % 3,988 % og 3-måneders EURIBOR +2 % var 4,488 %), konkluderer Kommissionen, at foranstaltningen ikke gav Karjaportti en fordel.

(255)

På grundlag af ovenstående konkluderes det, at foranstaltningen ikke udgør statsstøtte.

(256)

For det første mener Kommissionen, at støttemodtageren for foranstaltningen er Karjaportti, selv om modgarantien blev stillet over for […]. Den lavere præmie, som […] opkrævede af Karjaportti, tyder på, at […] kun stillede garantien på grund af garantien fra Finnvera. I praksis betaler Karjaportti og ikke […] garantipræmien for modgarantien til Finnvera.

(257)

Under alle omstændigheder mener Finland, at Finnvera handlede på de samme betingelser som de private kreditorer […] og […]. Det er korrekt, at […] og […] befandt sig i en situation, der svarede til Finnveras. Alle tre selskaber er sikrede kreditorer i den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure. De har alle tidligere ydet lån og garantier til Karjaportti ([…]).

(258)

På samme måde som for foranstaltning 14 og i henhold til logikken fra BP Chemicals-sagen (se betragtning 189-191) mener Kommissionen, at det markedsøkonomiske investorprincip finder anvendelse for foranstaltning 15, eftersom denne foranstaltning kan adskilles fra foranstaltning 4, 5 og 13 (se betragtning 253).

(259)

Hvad angår den omhandlede foranstaltning, udgjorde det samlede garanterede lån 1,8 mio. EUR. Finnvera stillede kun modgaranti […] for 16,7 % af dette beløb (300 000 EUR). Den resterende del af lånet var dækket af garantier fra […] og […] (henholdsvis 825 000 EUR og 675 000 EUR), for hvilke Finnvera ikke stillede nogen modgaranti. Set fra støttemodtageren Karjaporttis perspektiv var de samlede udgifter til garantien med modgaranti højere end til garantierne fra […] og […]. Mens de to sidstnævnte opkrævede en garantipræmie på 1,75 % af Karjaportti, var de samlede finansieringsomkostninger til modgarantien for Karjaportti 2,9 % (1,65 % for […]-garantien plus 1,25 % for modgarantien). Det følger heraf, at foranstaltningen, som Finnvera havde truffet, ikke gav Karjaportti en fordel.

(260)

På grundlag af ovenstående konkluderes det, at foranstaltningen ikke udgør statsstøtte.

(261)

Som beskrevet i betragtning 110 anfører Finland, at lånet ikke udgjorde statsstøtte, eftersom det var en del af en større finansieringsforanstaltning, der ligeledes havde deltagelse af private kreditorer.

(262)

På samme måde som for foranstaltning 14 og i henhold til logikken i BP Chemicals-sagen (se betragtning 189-191) finder Kommissionen, at det markedsøkonomiske investorprincip finder anvendelse på foranstaltning 16 (se betragtning 253).

(263)

Som skitseret i betragtning 254 mener Kommissionen, at […] og […] befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med Finnveras. For så vidt angår den specifikke omhandlede foranstaltning, er det korrekt, at Finnvera ydede lånet samtidig og på betingelser svarende til […] og […]. Lånenes løbetid var seks måneder for alle kreditorer. For alle lån blev tilbagebetalingen udsat i samme udstrækning (det udestående beløb for alle kreditorer er omkring […] % af det oprindelige beløb). Alle tre lån var sikret med samme sikkerhed som beskrevet i betragtning 66, og sikkerhedsstillelsen er fordelt mellem kreditorerne i henhold til de respektive kreditorers risiko ved de lån, de har ydet. For så vidt angår rentesatsen, opkrævede Finnvera en rente, der er endnu mere gunstig for Finnvera (6-måneders EURIBOR + 2,5 % var 6,847 % den 6. juli 2007) end rentesatsen, som de private kreditorer fik (den 9. juli 2007 var 1-måneds EURIBOR + 2 % 6,105 %). Dermed kan lånet betragtes som værende i overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip og udgør ikke statsstøtte.

(264)

På grundlag af ovenstående konkluderes det, at foranstaltningen ikke udgør statsstøtte.

(265)

Først skal det fastslås, hvilken enhed der har gavn af den omhandlede foranstaltning, […] eller Karjaportti. Finnvera stillede modgarantien over for […], Karjaporttis hovedbankforbindelse. […] stillede igen en garanti for Karjaportti. […] opkrævede en meget lav afgift af Karjaportti for denne garanti, hvilket indikerer, at […] kun stillede garantien til Karjaportti, fordi den var dækket af modgarantien fra Finnvera. Kommissionen bemærker ligeledes, at ikke […], men Karjaportti betaler garantipræmien for modgarantien til Finnvera. I lyset af dette mener Kommissionen, at støttemodtageren for foranstaltningen er Karjaportti.

(266)

For det andet skal det vurderes, hvorvidt foranstaltningen medfører en fordel for Karjaportti. I den forbindelse hævder Finland, at modgarantien ikke udgør statsstøtte, idet en anden privat part deltog i ordningen. Dette argument kan afvises, idet Finnvera stillede en modgaranti for garantien til den involverede private part, hvilket betyder, at Finnvera og den private part overhovedet ikke befandt sig i den samme situation.

(267)

I lyset af dette vurderer Kommissionen foranstaltningen på grundlag af garantimeddelelsen 2008. Selv om det er korrekt, at Finnveras modgaranti ikke dækker mere end 80 % af […] garanti, var støttemodtageren, Karjaportti, kriseramt på det tidspunkt, hvor garantien blev stillet som beskrevet nærmere i betragtning 123-128. Dermed kan det ikke udelukkes, at der var tale om støtte efter punkt 3.2 i garantimeddelelsen 2008.

(268)

Selv om en garanti ikke opfylder alle kravene i punkt 3.2 i garantimeddelelsen 2008, kan præmien på en garanti stadig føre til den konklusion, at garantien ikke udgør statsstøtte. Under alle omstændigheder mener Kommissionen i den foreliggende sag og i modsætning til Finlands synspunkt, at foranstaltningen ikke kan betragtes som værende fri for støtte. Garantien blev ydet til en lav garantipræmie, selv om selskabet stod over for problemer (se betragtning 123-128), og risikoen for Finnvera kunne betragtes som betydelig. Derfor anses foranstaltningen for at indebære en fordel for Karjaportti. Kommissionen bemærker ligeledes i denne forbindelse, at Finnvera i henhold til de finske myndigheders løfte i forbindelse med sag N 715/2006 ikke måtte yde markedsbaseret finansiering.

(269)

Desuden opfylder foranstaltningen alle de øvrige krav til at blive kvalificeret som statsstøtte. Som beskrevet i betragtning 241 består de foranstaltninger, der træffes af Finnvera, af statslige midler og kan henføres til staten. Foranstaltning 17 er ligeledes selektiv, eftersom den eneste begunstigede virksomhed er Karjaportti. Endelig fordrejer den konkurrencevilkårene og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

(270)

På grundlag af ovenstående konkluderer Kommissionen, at foranstaltningen udgør statsstøtte.

(271)

Finland anførte ikke, at foranstaltning 17 var forenelig med det indre marked. Da Finnvera traf foranstaltningen, var Karjaportti kriseramt efter rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004 (se betragtning 123-128). Dermed kunne foranstaltningen kun være forenelig som rednings- og omstruktureringsstøtte i henhold til rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004.

(272)

I henhold til rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004 skal redningsstøtte opfylde visse krav, som ikke alle opfyldes af den undersøgte foranstaltning.

(273)

Foranstaltningen opfylder heller ikke alle kravene til omstruktureringsstøtte, som opstilles i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004.

(274)

Derfor mener Kommissionen ikke, at foranstaltningen blev gennemført i overensstemmelse med rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004.

(275)

Det skal desuden overvejes, hvorvidt foranstaltning 17 kunne være forenelig på grundlag af andre af undtagelserne, jf. artikel 107, stk. 2 og 3, i TEUF. Af de samme grunde som angivet for foranstaltning 4 og foranstaltning 5 (se betragtning 179-186) mener Kommissionen ikke, at nogen af disse undtagelser er opfyldt. Derfor konkluderer Kommissionen, at foranstaltning 17 udgør statsstøtte, der ikke er forenelig med det indre marked.

(276)

I henhold til TEUF og retspraksis ved Domstolen har Kommissionen beføjelser til at beslutte, at den pågældende stat skal ophæve eller ændre en støtteforanstaltning (67), når det konstateres, at den er uforenelig med det indre marked. Domstolen har ligeledes konsekvent statueret, at formålet med en stats forpligtelse til at ophæve støtteforanstaltninger, som Kommissionen anser for uforenelig med det indre marked, er at genoprette den tidligere situation (68). I den forbindelse har Domstolen bestemt, at dette mål er nået, når støttemodtageren har tilbagebetalt det beløb, der er modtaget i ulovlig støtte og således mister sin fordel i forhold til sine konkurrenter på markedet, og situationen forud for støtteudbetalingen er genoprettet (69).

(277)

I henhold til denne retspraksis bestemmes det i artikel 14 i procedureforordningen, at "i negative beslutninger om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren."

(278)

Dermed skal seks af de omhandlede foranstaltninger betragtes som ulovlig og uforenelig støtte:

(279)

Denne støtte skal derfor tilbagesøges for at genoprette den situation, der fandtes på markedet, inden støtteforanstaltningen blev gennemført. Tilbagesøgningen skal derfor finde sted fra det tidspunkt, hvor støttemodtageren opnåede en fordel, dvs. da støtten blev stillet til rådighed for støttemodtageren, og skal pålægges renter, indtil den er fuldt tilbagebetalt.

(280)

Det uforenelige støtteelement i to garantier fra Mikkeli Kommune i 2004 (foranstaltning 4 og foranstaltning 5) og i garantierne fra Finnvera i 2005 (foranstaltning 13) og 2008 (foranstaltning 17) fastsættes i henhold til følgende principper.

(281)

I princippet kan en statsgaranti udgøre støtte op til den samlede størrelse af det bagved liggende lån, hvis støttemodtageren ikke selv har mulighed for at få adgang til de finansielle markeder (70). I den foreliggende sag har Finland imidlertid påvist, at Karjaportti stadig kunne få adgang til de finansielle markeder på det tidspunkt, hvor garantien blev stillet i 2004, ved at fremlægge oplysninger om lån, som private långivere havde ydet til støttemodtageren (se betragtning 93). Der foreligger få oplysninger om, hvorvidt Karjaportti stadig havde adgang til markederne i 2008, da støtteforanstaltning 17 blev gennemført. I denne forbindelse bemærker Kommissionen, at modgarantien fra Finnvera kun dækkede 80 % af garantien fra en privat kreditor, hvilket betyder, at den private kreditor stadig bar 20 % af risikoen. I lyset af dette må virksomheden stadig anses for at have adgang til de finansielle markeder uden garantien fra 2008.

(282)

Men i lyset af Karjaporttis økonomiske problemer på tidspunktet, hvor støtteforanstaltningerne blev indført, ville kommercielle banker have opkrævet en tilsvarende højere rentesats end den, virksomheden opnåede med statsgarantierne, idet sidstnævnte giver bankerne en yderligere sikkerhed. Derfor mener Kommissionen, at Karjaportti fik en lavere rentesats takket være garantierne.

(283)

I henhold til punkt 4.2 i garantimeddelelsen 2008 skal de samlede finansieringsomkostninger ved garanterede lån (rentesats plus garantipræmie) sammenlignes med markedsrenten for et tilsvarende lån uden statsgaranti, når der ikke forefindes en sammenlignelig garantipræmie på markedet. I mange tilfælde findes der ikke en sådan markedsrente. Derfor har Kommissionen i sin meddelelse om revision af metoden for fastsættelse af referencesatsen og kalkulationsrenten (71) ("referencesatsmeddelelsen 2008") indført en finansiel metodologi, der kan anvendes i stedet for en markedsrente i henhold til begrundelserne i punkt 4.2 i garantimeddelelsen 2008.

(284)

I den foreliggende sag er der ingen indikation af, hvad Karjaportti skulle have betalt for et sammenligneligt lån uden statsgaranti. Desuden stammer de tre garantier fra perioden forud for den økonomiske og finansielle krise. Kommissionen er desuden af den opfattelse, at eftersom der er gået lang tid siden støtteforanstaltningerne blev indført, vil det være vanskeligt at beregne en "reel" markedsrente for en finsk kødproducent. Derfor vil Kommissionen benytte den relevante referencesats i stedet for markedsrenten.

(285)

For så vidt angår foranstaltning 4, kunne sikringen af Karjaporttis lån betragtes som normal i henhold til referencesatsmeddelelsen 2008. Karjaportti stillede et ejendomspant og et erhvervspant som sikkerhed for foranstaltning 4. De tinglyste værdier af disse to instrumenter er temmelig høje (se betragtning 27). Man skal imidlertid tage højde for, at præcis den samme sikkerhed allerede var blevet brugt til at sikre krav fra Mikkeli Kommune (f.eks. foranstaltning 1), således at det fulde beløb ikke ville være tilgængeligt for den omhandlede foranstaltning. Man skal også tage højde for, at den faktiske værdi af ejendomspantet og af erhvervspantet afhænger af værdien af de pantsatte goder og Mikkeli Kommunes placering i konkursordenen.

(286)

I denne forbindelse bemærkes det, at Finland ikke kunne fremlægge en vurdering af sikkerhedsstillelsens værdi på det tidspunkt, hvor garantien blev stillet. Finland fremlagde imidlertid to uafhængige vurderinger af den overordnede sikkerhed, som blev anvendt til at udforme omstruktureringsprogrammet, dateret den 15. februar 2005 (se betragtning 43), hvilket er ret tæt på den dato, hvor garantien blev stillet. I denne forbindelse nævnes det, at i lyset af Mikkeli Kommunes placering i konkursordenen kan ejendomspantet være tilstrækkeligt til at dække kravet, hvis grunden fortsat anvendes. Hvis Karjaportti skal likvideres, er grundens værdi muligvis for lav til at dække alle Mikkeli Kommunes krav. Erhvervspantet kan kun dække en del af Mikkeli Kommunes krav. I lyset af dette virker det plausibelt at betragte den stillede sikkerhed som sikkerhedsstillelse af normal kvalitet.

(287)

Derfor er den rentesats, som Karjaportti skulle have betalt for et lån på markedsbetingelser uden en garanti, referencesatsen på 4,43 % plus en risikopræmie på 650 basispoint, som afspejler den gældende risikopræmie for en kriseramt virksomhed, der stiller normal sikkerhed. Støttebeløbet skal derfor beregnes som forskellen mellem denne teoretiske markedsrente og den reelle rentesats for det garanterede lån (4 %), efter fradrag af den faktiske pris på garantien, dvs. 0 basispoint. Forskellen mellem disse satser skal beregnes for den periode, hvor den faktiske sats reelt blev anvendt.

(288)

Støtten pålægges renter fra det tidspunkt, hvor forskellen mellem den teoretiske rente og den faktiske rente for det garanterede lån ville være forfaldet, og frem til den faktiske tilbagebetaling.

(289)

For så vidt angår foranstaltning 5, kan sikkerheden betragtes som normal i henhold til referencesatsmeddelelsen 2008. Karjaportti stillede samme sikkerhed som for foranstaltning 4, dvs. et ejendomspant i produktionsanlægget i Tikkala og et erhvervspant. Desuden blev der stillet et "særligt pant" i produktionsanlægget i Tikkala med en tinglyst værdi på 1 135 268 EUR (se betragtning 29). For alle disse elementer af sikkerhedsstillelse finder det samme ræsonnement som for foranstaltning 4 anvendelse, og det virker plausibelt at betragte den stillede sikkerhed som normal sikkerhedsstillelse.

(290)

Rentesatsen, som Karjaportti skulle have betalt for et lån på markedsbetingelser uden garantien, er igen referencesatsen på 4,43 % plus en risikopræmie på 650 basispoint. Støttebeløbet skulle derfor beregnes som forskellen mellem denne teoretiske markedsrente og den faktiske rentesats for det garanterede lån (12-måneders EURIBOR + 0,3 %) efter fradrag af den faktiske pris, der blev betalt for garantien, dvs. 0 basispoint. Forskellen mellem disse satser skal beregnes for den periode, hvor den faktiske sats reelt blev anvendt.

(291)

Støtten pålægges renter fra det tidspunkt, hvor forskellen mellem den teoretiske rente og den faktiske rente for det garanterede lån ville være forfaldet, og frem til den faktiske tilbagebetaling.

(292)

Kommissionen er ikke klar over de nærmere detaljer i sikkerhedsstillelsen for foranstaltning 13 og kan derfor kun beskrive metoden for, hvordan tilbagebetalingen skal foregå. Hvis der rent faktisk var stillet garanti for foranstaltning 13, skulle værdien af denne sikkerhedsstillelse fastslås først, jf. referencesatsmeddelelsen.

(293)

Rentesatsen, som Karjaportti skulle betale for et lån på markedsbetingelser uden garantien, er igen referencesatsen på 4,43 % plus en risikopræmie, der afspejler sikkerhedsstillelsens værdi. Støtteelement bør beregnes som forskellen mellem denne teoretiske markedsrente og den faktiske rentesats for det garanterede lån ([2-5] %), efter fradrag af den faktisk betalte pris for garantien, som var 3 %. Forskellen mellem disse satser skal beregnes for den periode, hvor den faktiske sats reelt blev anvendt.

(294)

Støtten pålægges renter fra det tidspunkt, hvor forskellen mellem den teoretiske rente og den faktiske rente for det garanterede lån ville være forfaldet, og frem til den faktiske tilbagebetaling.

(295)

For så vidt angår foranstaltning 17, kunne sikkerhedsstillelsen betragtes som normal i henhold til referencesatsmeddelelsen 2008. Karjaportti stillede sikkerhed i form af en aktiepost i et selskab, som ifølge Finnvera vurderes til en værdi på […] EUR som nærmere beskrevet i betragtning 3.2.5. Rentesatsen, som Karjaportti skulle have betalt for et lån på markedsbetingelser uden garantien, er igen referencesatsen på 5,19 % plus en risikopræmie på 650 basispoint. Støttebeløbet bør derfor beregnes som forskellen mellem denne teoretiske markedsrente og den faktiske rentesats for det garanterede lån ([0-3] % plus renten på udestående beløb i henhold til underleverandøraftalen) efter fradrag af den faktiske pris, der blev betalt for garantien, dvs. 250 basispoint. Forskellen mellem disse satser skal beregnes for den periode, hvor den faktiske sats reelt blev anvendt.

(296)

Støtten pålægges renter fra det tidspunkt, hvor forskellen mellem den teoretiske rente og den faktiske rente for det garanterede lån ville være forfaldet, og frem til den faktiske tilbagebetaling.

(297)

Det uforenelige støtteelement i foranstaltning 8, et lån ydet af Mikkeli Kommune, skal fastslås. Som beskrevet i betragtning 45-46 ydede Mikkeli Kommune lånet til en lavere rente end Karjaporttis private kreditorer. I princippet beregnes støtteelementet for et lån som forskellen mellem den faktiske rentesats for lånet og markedssatsen. I den foreliggende sag ydede private kreditorer lån sammen med Mikkeli Kommune. De rentesatser, som de private kreditorer opkrævede, kan betragtes som en indikation på en markedssats.

(298)

Støttebeløbet bør derfor beregnes som forskellen mellem den gennemsnitlige rentesats på lånene fra de private kreditorer (3-måneders EURIBOR + 2 % og 3-måneders EURIBOR + 1,5 %) og den faktiske rentesats for lånet (3-måneders EURIBOR + 0,3 %).

(299)

Forskellen mellem disse satser skal beregnes for den periode, hvor den faktiske sats reelt blev anvendt.

(300)

Støtten pålægges renter, der beregnes fra det tidspunkt, hvor forskellen mellem de teoretiske renter og den faktiske rentesats for lånet ville være forfaldet, frem til den faktiske tilbagebetaling.

(301)

Det uforenelige støtteelement i foranstaltning 12, Mikkeli Kommunes omlægning af gæld siden 2009, skal fastslås. Som beskrevet i betragtning 219-226 blev den anmeldte omlægning af gæld gennemført med visse ændringer. Kommissionen er ikke klar over de nærmere detaljer ved den gennemførte omlægning, og den kan derfor kun beskrive metoden for, hvordan tilbagebetalingen skal foregå.

(302)

Støtten blev stillet til rådighed for virksomheden fra det tidspunkt, hvor Osuuskunta Karjaportti fraveg den aftalte betalingsplan i henhold til den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure i 2006. Kommissionen mener, at Karjaportti på det tidspunkt, hvor støtten blev gennemført, ikke længere var i stand til at optage lån på de finansielle markeder. Derfor svarer støtten til størrelsen af den omlagte gæld. Det beløb, der skal tilbagebetales, er derfor lig med beløbet på de omlagte gældsposter over for Mikkeli Kommune. Allerede tilbagebetalte dele af beløbet kan imidlertid fratrækkes det beløb, der skal tilbagebetales.

(303)

Støtten pålægges renter fra den dato, hvor den blev stillet til rådighed for virksomheden, og frem til den faktiske tilbagebetaling.

(304)

Kommissionen bemærker, at en formel undersøgelse af garantien på 2,75 mio. EUR, som Finland anmeldte, men efterfølgende trak tilbage, ikke længere havde noget formål i henhold til artikel 8 i procedureforordningen.

(305)

For så vidt angår garantien fra 2000 og Mikkeli Kommunes overdragelse af grunden samme år, betragter Kommissionen disse foranstaltninger som statsstøtte, der er forenelig som investeringsstøtte i henhold til regionalretningslinjerne 1998.

(306)

Mikkeli Kommunes køb af grunden i 2002 anses ikke for at udgøre støtte, da købet skete på markedsbetingelser.

(307)

Garantierne, som Mikkeli Kommune ydede i marts 2004 og maj 2004, kan betragtes som statsstøtte, eftersom Karjaportti var en kriseramt virksomhed i henhold til definitionen i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 1999 på det tidspunkt, hvor garantierne blev ydet. Disse foranstaltninger er ikke forenelige med det indre marked, eftersom ingen af bestemmelserne i 107, stk. 2 og 3, i TEUF er opfyldt.

(308)

De foranstaltninger, som Mikkeli Kommune traf inden for den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure, blev truffet sammen med sammenlignelige private kreditorer og på tilsvarende betingelser. Derfor konkluderer Kommissionen, at det markedsøkonomiske investorprincip var overholdt, og at foranstaltningerne ikke udgør statsstøtte.

(309)

Både Mikkeli Kommunes køb af aktier og afskrivningen af gæld i regnskaberne for 2007 og 2008 kan betragtes som værende fri for statsstøtte.

(310)

Mikkeli Kommunes konvertering af ubetalte renter til et lån i december 2005 kan betragtes som statsstøtte, eftersom Karjaportti var en kriseramt virksomhed i henhold til definitionen i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004 på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet. Disse foranstaltninger er ikke forenelige med det indre marked, eftersom ingen af bestemmelserne i 107, stk. 2 og 3, i TEUF er opfyldt.

(311)

For så vidt angår omlægningen af gæld, som Mikkeli Kommune accepterede i 2009, bemærkes det, at der var tale om en efterfølgende omlægning af gæld. I lyset af dette mener Kommissionen, at en privat kreditor ikke ville have accepteret en sådan omlægning af gæld, og at foranstaltningen udgør statsstøtte. Da Karjaportti var kriseramt i henhold til definitionen i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004 på det tidspunkt, hvor støtten blev ydet, ville foranstaltningen kun have været forenelig i henhold til disse rammebestemmelser. Da ikke alle krav er opfyldt, konkluderes det, at foranstaltningen udgør uforenelig statsstøtte.

(312)

Garantien fra Finnvera den 17. marts 2004 udgør ligeledes statsstøtte, som ikke er forenelig i henhold til rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 1999. Lånet fra Finnvera den 12. januar 2006 udgør ikke statsstøtte, da det blev ydet sammen med sammenlignelige private kreditorer og på tilsvarende betingelser. Det samme gælder for garantien fra Finnvera i september 2006 og lånet, der blev ydet i juli 2007.

(313)

Endelig kan garantien, som Finnvera ydede den 9. januar 2008 betragtes som statsstøtte, idet Karjaportti var kriseramt i henhold til definitionen i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering 2004 på det tidspunkt, hvor garantien blev ydet. Foranstaltningen er ikke forenelig med det indre marked, idet ingen af bestemmelserne i artikel 107, stk. 2 og 3, i TEUF er opfyldt —

—

køb af grunde i 2002 (foranstaltning 3)

—

foranstaltninger truffet inden for den domstolsovervågede omstruktureringsprocedure (foranstaltning 6)

—

købet af aktier fra Osuuskunta Karjaportti (foranstaltning 7)

—

afskrivningen af gæld i regnskaberne for 2006 og 2008 (foranstaltning 9 og foranstaltning 10)

—

Finnvera-lånet, som blev ydet i juni 2006 (foranstaltning 14)

—

Finnvera-modgarantien, som blev stillet i september 2006 (foranstaltning 15) og

—

Finnvera-lånet, som blev ydet i juli 2007 (foranstaltning 16)

—

en garanti stillet i juni 2000 (foranstaltning 1) og

—

overdragelsen af en grund samme år (foranstaltning 2)

—

garanti stillet den 8. marts 2004 af Mikkeli Kommune (foranstaltning 4)

—

garanti stillet den 10. maj 2004 af Mikkeli Kommune (foranstaltning 5)

—

konvertering af ubetalte renter til lån (foranstaltning 8)

—

garanti stillet af Finnvera den 17. marts 2004 (foranstaltning 13)

—

garanti stillet af Finnvera den 9. januar 2008 (foranstaltning 17)

—

omlægning af gæld siden 2009 (foranstaltning 12)

(a)

det samlede beløb (hovedstol og renter), som støttemodtageren skal tilbagebetale

(b)

en detaljeret beskrivelse af de foranstaltninger, der allerede er truffet eller er planlagt for at efterkomme beslutningen

(c)

dokumentation for, at støttemodtagerne har fået påbud om at tilbagebetale støtten.