31.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 303/83


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU, EURATOM) Nr. 979/2012

af 25. oktober 2012

om stedfortrædende dommere ved Retten for EU-personalesager

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 257,

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særlig artikel 106a,

under henvisning til protokol nr. 3 vedrørende statutten for Den Europæiske Unions Domstol, særlig artikel 62c samt artikel 2, stk. 2, i dens bilag I,

under henvisning til anmodning fra Domstolen,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

efter den almindelige lovgivningsprocedure (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det er nødvendigt i overensstemmelse med artikel 62c, stk. 2, i protokol nr. 3 vedrørende statutten for Den Europæiske Unions Domstol (»statutten«) og artikel 2, stk. 2, i dens bilag I, at fastsætte betingelserne med hensyn til udnævnelse af stedfortrædende dommere ved Retten for EU-personalesager (»Personaleretten«), deres rettigheder og forpligtelser, nærmere bestemmelser om udøvelsen af deres hverv og om de forhold, under hvilke dette hverv ophører.

(2)

Stedfortrædende dommere bør vælges blandt personer, der straks kan udøve hvervet som dommer ved Personale-retten. Udnævnelsen af tidligere medlemmer af Domstolen, Retten eller Personaleretten kan gøre det muligt at sikre opfyldelsen af disse krav.

(3)

Henset til de omstændigheder, hvorunder de stedfortrædende dommere udnævnes, bør proceduren herfor gives den nødvendige fleksibilitet. Med henblik herpå bør Rådet have ansvar for at fastsætte en liste over tre personer, der udnævnes som stedfortrædende dommere. Bliver det nødvendigt midlertidigt at afløse en dommer, der har forfald af lægelige årsager, træffer Personaleretten afgørelse om at anvende en stedfortrædende dommer. På grundlag af denne afgørelse indkalder Personalerettens præsident én af de stedfortrædende dommere, hvis navn fremgår af listen vedtaget af Rådet, efter rækkefølgen i denne liste til udøvelse af hvervet.

(4)

Der bør ligeledes fastsættes bestemmelse om vederlaget til de stedfortrædende dommere, samt om spørgsmålet om virkningerne af deres hverv og af dette vederlag på den ordning for vederlag og godtgørelser, som de som tidligere medlemmer af Den Europæiske Unions Domstol er omfattet af.

(5)

Endelig er det nødvendigt, at spørgsmålet om ophør af hvervet for stedfortrædende dommere reguleres —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

1.   Rådet fastsætter med enstemmighed og på forslag fra præsidenten for Domstolen en liste over tre personer, der udnævnes som stedfortrædende dommere i den forstand, hvori udtrykket anvendes i statuttens artikel 62c, stk. 2. Listen angiver, i hvilken rækkefølge de stedfortrædende dommere indkaldes til at udøve hvervet, jf. nærværende artikels stk. 2, andet afsnit.

De stedfortrædende dommere vælges blandt tidligere medlemmer af Den Europæiske Unions Domstol, der kan stå til rådighed for Personaleretten.

Stedfortrædende dommere udnævnes for en periode på fire år og kan genudnævnes.

2.   Personaleretten kan træffe afgørelse om at anvende en stedfortrædende dommer, når det konstateres, at en dommer er eller vil blive forhindret i at deltage i afgørelsen af sager af lægelige årsager, og at denne forhindring vil vare eller sandsynligvis vil vare i mindst tre måneder, og Personaleretten finder, at den pågældende dommer ikke er ramt af en invaliditet, der anses for fuldstændig.

På grundlag af den i første afsnit omhandlede afgørelse indkalder Personalerettens præsident en stedfortrædende dommer efter rækkefølgen i den i stk. 1, første afsnit, omhandlede liste til at udøve hvervet som stedfortrædende dommer. Præsidenten giver Domstolens præsident meddelelse herom.

I tilfælde af, at en dommer må forventes at få forfald, og Personaleretten træffer en afgørelse med sigte herpå, kan den stedfortrædende dommer ikke tiltræde hvervet og deltage i afgørelsen af sager, før den dommer, der afløses, faktisk har forfald.

3.   Statuttens artikel 2-6 og 18 finder anvendelse på de stedfortrædende dommere. Den ed, der er omhandlet i artikel 2 i statutten, aflægges ved den første tiltrædelse.

Artikel 2

De stedfortrædende dommere, der er indkaldt til at udøve hvervet, udøver kun dommerbeføjelserne inden for rammerne af behandlingen af de sager, som de tildeles.

De stedfortrædende dommere bistås af Personalerettens tjenestegrene.

Artikel 3

1.   For hver dag, de stedfortrædende dommere udøver hvervet, behørigt bekræftet af Personalerettens præsident, modtager de et vederlag svarende til 1/30 af den månedlige grundløn for dommerne i medfør af artikel 21c, stk. 2, i Rådets forordning nr. 422/67/EØF, nr. 5/67/Euratom af 25. juli 1967 om lønningsregulativ for Kommissionens formand og medlemmer, for Domstolens præsident, dommere, generaladvokater og justitssekretær, for præsidenten for, medlemmerne af og justitssekretæren i Retten i Første Instans, samt for præsidenten for, medlemmerne af og justitssekretæren i Retten for EU-personalesager (2).

Artikel 6, litra a) og b), i forordning nr. 422/67/EØF, nr. 5/67/Euratom finder anvendelse på de stedfortrædende dommere, der skal rejse fra deres bopæl for at udføre hvervet.

2.   Det beløb, hvormed vederlaget som omhandlet i stk. 1, første afsnit, lagt sammen med den pension, der er fastsat i artikel 8 i forordning nr. 422/67/EØF, nr. 5/67/Euratom, overstiger det vederlag, før fradrag af skat, som den stedfortrædende dommer oppebar som medlem af Den Europæiske Unions Domstol, fratrækkes i denne pension. Vederlaget som omhandlet i nærværende artikels stk. 1, første afsnit, tages ligeledes i betragtning ved anvendelsen af nævnte forordnings artikel 7, stk. 3.

Stedfortrædende dommere har ikke i egenskab heraf ret til overgangsgodtgørelse eller pension i henhold til artikel 7 og 8 i forordning nr. 422/67/EØF, nr. 5/67/Euratom.

Artikel 19 i forordning nr. 422/67/EØF, nr. 5/67/Euratom finder anvendelse på vederlaget som omhandlet i nærværende artikels stk. 1, første afsnit.

De stedfortrædende dommere er ikke i egenskab heraf omfattet af den sociale sikringsordning, der er fastsat i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union. Udøvelsen af hvervet som stedfortrædende dommer anses ikke for en indtægtsgivende erhvervsmæssig beskæftigelse med henblik på artikel 11 i forordning nr. 422/67/EØF, nr. 5/67/Euratom.

3.   Vederlaget som fastsat i stk. 1, første afsnit, er skattepligtigt i henhold til Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 260/68 af 29. februar 1968 om fastlæggelse af betingelserne for og fremgangsmåden ved opkrævning af skat til De Europæiske Fællesskaber (3).

Artikel 4

En stedfortrædende dommers navn udgår af listen som omhandlet i artikel 1, stk. 1, første afsnit, ved dødsfald eller fratrædelse eller ved afgørelse om afskedigelse på de betingelser, der er fastsat i statuttens artikel 6, stk. 1 og 2.

Enhver stedfortrædende dommer, hvis navn er udgået af listen som omhandlet i artikel 1, stk. 1, første afsnit, erstattes efter den procedure, der er fastsat ved nævnte bestemmelse, i den pågældende listes resterende gyldighedsperiode.

Artikel 5

En stedfortrædende dommers hverv ophører, når den dommer, der afløses, ikke længere har forfald. Den stedfortrædende dommer skal dog fortsætte hvervet, indtil de sager, den pågældende er tildelt, er afsluttede.

Artikel 6

Denne forordning træder i kraft den første dag i den måned, der følger efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 25. oktober 2012.

På Europa-Parlamentets vegne

Martin SCHULZ

Formand

På Rådet vegne

A. D. MAVROYIANNIS

Formand


(1)  Europa-Parlamentets holdning af 5.7.2012 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 4.10.2012.

(2)  EFT 187 af 8.8.1967, s. 1.

(3)  EFT L 56 af 4.3.1968, s. 8.